Fælleserklæring

Indlæggene fra de forskellige broderpartier der deltog, viste med al tydelighed, at de har høstet rige erfaringer på dette område. Samtidig blev fortsatte svagheder og mangler selvkritisk vurderet og understreget. Der hersker fuld enighed om, at det er af største betydning at vore partier gør større fremskridt på dette felt. I den forbindelse er viden om hinandens erfaringer til stor hjælp.

Selvsagt er erfaringerne fra konferencens partier svært varierende, som følge af den ulige udviklingsgrad af hvert enkelt parti, og fordi der er stor forskel på den konkrete situation de opererer i, hvorvidt det er imperialistiske eller afhængige lande. Ikke desto mindre er der stor sammenfald i partiernes synspunker. Fælles opfatning og praksis blev bekræftet på følgende områder:

1 Vi er arbejderklassens partier; først og fremmest på grund af vores ideologi og politik, men også fordi vi stræber efter at slå rod i klassen. Dette gælder uanset revolutionært udviklingstrin vi står overfor og uanset arbejderklassens talmæssige styrke.

2. Partiernes mål om at blive eet med arbejderklassen er et ansvar, der påligger partiet som helhed.

3. Under det verdensomspændende imperialistiske systems aktuelle krise, bliver angrebene på arbejderklassen og masserne stadig voldsommere. Men i mange lande svarer arbejderklassen på tiltale, den har avanceret til en højere fase i kampen, den er blevet mere bevidst og mere offensiv end før. Den almene tendens vi ser, er den voksende offensiv blandt arbejderne og folkene. Vore partier kæmper for at tage ledelsen i disse bevægelser og rette dem ind mod spørgsmålet om revolutionen.

4 Imperialismens krise skærper reformisternes og revisionisternernes krise. Eftersom borgerskabet tvinger dem til mere og mere åbent at være meddelagtige i udviklingen og fuldbyrdelsen af den antifolkelige og arbejderfjendtlige politik, afslører reformisterne og revisionisterne sig. Derfor ser vi i arbejderklassen en tendens til brud med disse kræfter, der virker for klassesamarbejde. Vore partier må udnytte denne situation til at hjælpe arbejderne med at gøre bruddet dybere og bredere, så arbejderklassen kan vinde sin klassemæssige selvstændighed. Situationen både muliggør og nødvendiggør en stærkere udbygning i arbejderklassen hos vore partier.

5 Vore partier anerkender betydningen af aktivitet i fagforeningerne, og den særlige plads dette har i kommunisternes arbejde i arbejderklassen. Denne betydning er knyttet til selve karakteren af vore partier, som det påligger at forsvare arbejdernes interesser. Men også fordi faglig aktivitet er et uomgængeligt middel til at rodfæste partierne i arbejderklassen, for at få erfaring med at lede bredere lag i kamp, og for at vinde de mest fremskredne elementer for partiet.

6 .Vore partier understreger vigtigheden af og det korrekte i, at klassekampslinien må udvikles i arbejderbevægelsen og i fagforeningerne, og i at international solidaritet er en vigtig bestanddel af revolutionær fagforeningsvirksomhed. Denne linie må kæmpes frem – både i fagforeninger der står under de kommunistiske partiers ledelse, og i fagforeninger der er under ledelse af revisionister, reformister eller andre politiske og ideologiske retninger. Alt efter omstændighederne gælder dette også fagforeninger med fascistiske og reaktionære træk, og i alle andre former for organisering af den økonomiske kamp, der måtte forekomme i de forskellige lande. Aktiviteten i disse organisationer og i klassen i almindelighed må knytte sig til målet om at udvikle den revolutionære fagforeningsvirksomhed til et højere niveau.

7 Partierne er opmærksomme på betydningen af skolingsarbejdet blandt arbejderne, for at skole og udvikle kommunistiske arbejdere til at blive aktive partimedlemmer, og for at uddanne kadrer indenfor fag- og arbejderbevægelsen.

8 Den økonomiske globalisering betyder, at imperialismen forsøger at splitte dele af arbejderklassen og sætte dem op imod hinanden, både i hvert enkelt land og på internationalt plan.