Den internationale kommunistiske bevægelse og de danske kommunister

Kommunismen har været det 20. århundredes centrale politiske bevægelse. Det er den, der har båret arbejderklassens kamp fremad -for at afskaffe det kapitalistiske system og opbygge det nye socialistiske samfund, i en dramatisk periode af krige, revolution og kontrarevolution.

Her ved slutningen af århundredet har borgerskabet skrevet kommunismens gravskrift. Med socialismens endelige fald i Europa og etableringen af "den ny verdensorden" tror man at have slået den sidste pæl gennem kommunismens spøgelse.

Det betyder ikke, at den antikommunistiske offensiv er ophørt. Den fortsætter med uformindsket styrke. Alle spor af socialismen skal udslettes, historien omskrives fuldstændigt. Der føres en intens kampagne for at stemple og kriminalisere marxismen-leninismen som en "forbryderisk" teori og praksis.

De herskende søger på verdensplan at eliminere muligheden for, at nye socialistiske revolutioner bryder ud og sejrer, og forhindre, hvad de stadig frygter mest, en ny revolutionsbølge, der ryster deres globale orden.

Derfor er det af afgørende betydning for den herskende klasse at forhindre den internationale kommunistiske bevægelse i at genvinde og forny sine kræfter og atter etablerer sig som en stærk verdenspolitisk faktor.

Fra første færd og hele vejen gennem historien har tilhængerne af den videnskabelige socialisme understreget den internationale karakter af arbejderklassens kamp – fra dannelsen af Marx’ og Engels’ Internationale og dens efterfølger II Internationale - og efter Oktoberrevolutionen med Kommunistisk Internationale (Komintern), fulgt op efter 2. verdenskrig af de kommunistiske partiers samling i den internationale kommunistiske bevægelse.

I dag står kampen om at skabe eller genskabe et stærkt kommunistisk parti på marxistisk-leninistisk grundlag i hvert eneste land - og af disse partiers sammenslutning i en stærk og forenet international bevægelse. På verdensplan gennemgår den kommunistiske bevægelse en genopbygnings- og fornyelsesproces med et nyt udgangspunkt. Denne proces i hvert enkelt land, og på verdensplan, er en betingelse for at kommunisterne atter kan opnå en afgørende indflydelse på arbejderklassens og de brede folkemassers kamp overalt.

Kampen for et stærkt kommunistisk parti i Danmark på marxistisk-leninistisk – og dermed på et klart anti-revisionistisk – grundlag er en del af denne verdensomspændende kamp for at genoplive kommunismen som en afgørende global faktor. Det er det vigtigste bidrag, de danske kommunister kan yde her.

For stadig flere kommunister verden over står det lysende klart, at den kontrarevolutionære proces, som førte til Sovjetunionens fald og opløsning tog sin begyndelse med SUKPs 20. Kongres i 1956, med den moderne revisionismes gennembrud i det sovjettiske parti og sovjetstaten, som stod med en uhørt prestige i den internationale kommunistiske bevægelse og i arbejderklassens øjne verden over – som sejrherren i kampen mod nazisme og fascisme, som centrum i den socialistiske lejr, som opstod efter 2. Verdenskrig.

Hrustjovs 20. kongres lagde kursen om mod kapitalistisk genrejsning, med et kulminationspunkt under Gorbatjov, hvor den moderne revisionismes kontrarevolutionære karakter blev demonstreret til fulde.

Den moderne revisionismes gennembrud i Sovjetunionen fik som konsekvens, at den internationale kommunistiske bevægelse blev påtvunget en ny anti-leninistisk generallinje, som erstattede forberedelsen af socialistiske revolutioner med teorien om "fredelig overgang til socialismen" og den revolutionære antiimperialistiske kamp med kamp og samarbejde mellem supermagterne USA og Sovjetunionen. I de fleste socialistiske lande lande blev kursen lagt om i kapitalistisk retning.

Det førte igen til spaltning af den internationale kommunistiske bevægelse, til splittelse af de kommunistiske partier i stort set alle lande - i partier der fulgte den sovjetiske kurs og i partier og grupper, som fastholdt et marxistisk-leninistisk grundlag på anti-revisionistiske positioner. I sin videre udvikling førte den moderne revisionisme til en yderligere opsplitningsproces – til internationale strømninger som titoismen, den kinesiske revisionisme, "eurokommunismen" osv.

I 60erne, 70erne og 80erne uddybedes demarkationslinjen mellem de partier, der tilsluttede sig den moderne revisionisme i en af dens varianter og de partier, som fastholdt og forsvarede det marxistisk-leninistiske standpunkt.

Årene 89-91 blev et vendepunkt. Den moderne revisionismes kontrarevolutionære karakter som et redskab for kapitalistisk genrejsning blev anskueligt demonstreret med Sovjetunionens opløsning og de østeuropæiske landes indlemmelse i den kapitalistiske lejr.

En lang række partier som havde fulgt den sovjetiske vej gik i opløsning – de tidligere regeringspartier forvandledes til åbent reformistiske partier af socialdemokratisk type, det samme gjaldt de store "eurokommunistiske" partier.

Der opstod en ny situation for kommunisterne: den krise, som den moderne revisiuonisme havde skabt, måtte overvindes, den historiske splittelse måtte overvindes, der måtte genskabes stærke marxistisk-leninistiske partier i alle lande, på klare antirevisionistiske positioner, bevæbnet med erfaringerne fra den moderne revisionismes fallit.

Det er denne proces, som stadig udvikler sig i de enkelte lande, og på alle kontinenterne. Særlig vanskelig og smertefuld har processen for at genskabe stærke kommunistiske partier været i de tidligere socialistiske lande, hvor den moderne revisionisme igennem årtier var statsideologi. Men i så godt som alle lande verden over eksisterer der i dag kommunistiske partier og organisationer på marxistisk-leninistisk og anti-revisionistisk grundlag.

Der er stadig lang vej igen, før der eksisterer stærke kommunistiske partier i hvert enkelt land, med afgørende rodfæste og indflydelse i arbejderklassen og de brede lag, og før der findes en stærk og forenet international kommunistisk bevægelse. Men denne proces er en objektiv nødvendighed og bæres frem af den internationale arbejderklasses revolutionære karakter.

Det objektive behov for, at de kapitalistiske samfund afløses af socialistiske, er ikke blevet mindre under "den ny verdensorden" – i alle lande vokser modsætningerne mellem imperialismen og det herskende borgerskab på den ene side, og arbejderklassen og dens allierede, befolkningens store flertal, på den anden.

Under den pågående imperialistiske globaliseringsproces og "den ny verdensorden" bliver den internationale karakter af arbejderklassens kamp – og dermed nødvendigheden af kommunisternes internationale samarbejde og kamp – på samme tid stadig mere udtalt.

Reformisme – og først og fremmest den socialdemokratiske reformisme – med dens overtagelse af borgerskabets og imperialismens ideologi, teori og politik i de forskellige perioder i klasseforsoningens og klassesamarbejdets ånd – er stadigvæk en kolossal modstander af arbejderklassens revolutionære kamp, hovedfjenden i arbejderbevægelsen verden over. Den socialdemokratiske reformisme befinder sig i en permanent og stadig mere skærpet krise, fordi den under borgerskabets nuværende globale offensiv tvinges til at forsvare og medvirke til gennemførelsen af denne politik, og i dag forsøger at give borgerskabets "nyliberale" ideologi og politik en social fernis.

Alligevel er det vanvittigt, som nogle nu gør det, at hævde, at "reformismen dør ud", eller tale om "reformismens sammenbrud". Det kan kun føre til undervurdering af reformismen og klassesamarbejdets ideologi og politik, der antager stadig nye former, og den nødvendige kamp imod den – med det formål at gøre den til en mindretalsstrømning i arbejderklassen, som nødvendig forudsætning for gennemførelsen af en socialistisk revolution.

For den internationale kommunistiske bevægelse som helhed – og også for den danske kommunistiske bevægelse, som langtfra har overvundet sin krise - udgør den moderne revisionisme fortsat hovedfaren og hovedfjenden.

Opgøret med den moderne revisionisme må føres til bunds som betingelse for at overvinde de nuværende svagheder og sikre, at den internationale kommunistiske bevægelse bliver den afgørende verdensomspændende politiske kraft i det 21. århundrede - der ikke i mindre grad end det, vi er ved at forlade, bliver et revolutionernes århundrede.

Der bliver for tiden i den internationale kommunistiske diskussion fremsat et synspunkt, der går ud på, at Sovjetunionens opløsning og sammenbruddet for den sovjetiske lejr (og dermed opløsningen af den sovjetisk anførte internationale strømning) ikke skyldtes den moderne revisionistiske platform, som blev antaget på den 20. Kongres.

Angiveligt skulle tilintetgørelsen af socialismen i Sovjetunionen være bestemt af "en dogmatisk og vulgær marxisme, som i disse lande fik status af officiel teori"

Denne "officielle teori" var imidlertid den moderne revisionisme, socialdemokratiseringen af kommunismen.

Uden klare forestillinger om det virkelige historiske forløb, uden en præcis forståelse af den moderne revisionismes sande karakter og kontrarevolutionære rolle, vil det ikke være muligt at opbygge en stærk, forenet og handlekraftig international kommunistisk bevægelse.

Den moderne revisionisme har forårsaget det største tilbageslag for revolutionen og socialismen nogensinde og elimineret de revolutionære landvindinger, arbejderklassen og kommunisterne har betalt så dyrt for. Det er ikke dogmatisme eller vulgærmarxisme. At hævde dette er at øve vold mod den historiske sandhed – og frikende den moderne revisionisme af i går – og af i dag.

Generelt set kan det konstateres, at forståelsen af den moderne revisionisme og dens kontrarevolutionære karakter er voksende i den internationale kommunistiske bevægelse.

Det udtrykkes blandt andet i en række fælleserklæringer fra forskellige grupper af kommunistiske partier – blandt andet fælleserklæringen fra 23 kommunistiske og arbejderpartier i anledning af 80-året for Oktoberrevolutionen, . Den er undertegnet af en hel stribe partier fra det tidligere Sovjetunionen (hvor marxistisk-leninistisk kritik af den moderne revisionisme har været brutalt undertrykt)– og markerer en klar skillelinje i eks-USSR mellem Sjuganovs reformistiske parti og de partier, der har stillet sig på marxismen-leninismens grund.

Med Sovjetunionens opløsning, kontrarevolutionen i Østeuropa og det socialistiske Albaniens tragiske endeligt var der kun få erklærede socialistiske lande tilbage i verden. At Deng Xiao-pings Kina opgav den socialistiske vej og har påbegyndt genopretningen af kapitalismen i verdens anden socialistiske stormagt er endnu et stort tilbageslag for revolutionen.

Kim Il Sungs Korea og Fidel Castros Cuba blev udpeget som særlige mål for imperialismens globale offensiv, som tragter efter at udslette alle spor af kampen for et nyt samfund. Det har derfor været – og er - en særlig pligt for alverdens kommunister at forsvare disse lande mod den USA-anførte kampagne for at vælte dem og genetablere imperialismens dominans.

Blandt de lærdomme, de danske kommunister har draget af de historiske erfaringer, er ikke at gøre noget land eller noget system til en "model for socialisme" eller følge det ene eller andet partis anvisninger. I den internationale kommunistiske bevægelse må der ikke eksistere ledende partier og "ledte" partier – men ligeberettigede og selvstændige kommunistiske partier, som naturligvis står i forskellige situationer, med større eller mindre erfaring. Men som organiseret strømning gennem mere end 80 år besidder den internationale kommunistiske bevægelse og partierne i hvert enkelt land i dag ikke bare en rig fælles historisk arv, men hvert enkelt parti repræsenterer betydelige kamperfaringer fra en allerede lang historisk epoke.

Samarbejdet mellem en række kommunistiske partier på marxistisk-leninistisk og anti-revisionistisk grundlag er udtryk for en positiv udvikling i den internationale kommunistiske bevægelse, som arbejder sig hen imod en fælles analyse, fælles strategi, henimod en fælles marxistisk-leninistisk generallinje.

Det betyder også en udvikling i retning af et stadig mere omfattende og konkret kampfællesskab – som er en af betingelserne for, at kommunismen også ved begyndelsen af et nyt århundrede gør sig gældende som den ledende kraft i menneskesamfundets revolutionære forvandling.