Kunst uden mure

Det er første gang Annette viser sine billeder offentligt. Hun er født i DDR i 1964, læreruddannet og underviste i nogle år omkring murens fald – og kom til Danmark i 1993, da hun mødte sin nuværende mand. I nogle år har hun været fotograf for Dagbladet Arbejderen – i det sidste års tid er det at male blevet stadig mere centralt.

- Det er den bedste måde, jeg kan udtrykke mig på, siger hun. Jeg er glad for farver, stærke farver.

Da jeg begyndte at male, ville jeg godt lave politiske billeder. Det er ikke så helt lige til. Men der var også meget andet, der pressede sig på. Mange af malerierne tager udgangspunkt i mine følelser, beskriver tilstande . Man skal beslutte sig i livet – hvad vil man? Det har jeg haft svært ved at finde ud af. Nogle af billederne er meget personlige.

Annettes poetiske univers knytter sig til en række større temaer som familjen som bærer af livet og kærligheden, barnet og fremtiden, med titler som "Kærlighedens frugt" og "Drømmen" Det er lette, legende og ømme legende billeder fulde af håb. Men der er også en række billeder der rummer sociale situationer og psykologiske tilstande, med en tone af angst overfor tomhed og misbrug af livet - som kvinden, der er "Fanget af flasken" - eller blidt (?) ironiske som "Mand søger kvinde".

- Heerups varme, folkelige maleri har gjort stort indtryk på mig, siger Annette. Jeg lærte det først at kende i Danmark. De brede linjer, farveafgrænsningerne, de enkle former tiltalte mig. Det er synd, at det udtalt politiske maleri fylder så lidt i hans samlede værk. Han kunne nemlig!

- Når jeg kommer til at tænke på det, var det jo også karakteristisk for kunsten i DDR, at det var mennesket, menneskene, der fyldte lærredet ud. Politisk kunst må sætte menneskene i centrum, som hos Käthe Kollwitz, som gav inspiration til megen af den bedste kunst i DDR.

I meget af den moderne kunst også i Danmark er de helt forsvundet ud af billedet, i bogstaveligste forstand. Eller forvrænges til det groteske.

- For mange tyskere, både i øst og vest, står Danmark i et temmelig idyllisk skær. Man hører om det afskårne havfruehoved. Man hører ikke om at de rettigheder, arbejderne har tilkæmpet sig, er usikre. Man hører ikke noget om politiet, der skød på demonstranterne den 18. Maj 93, eller om politi og domstole i RiBus-sagen. At børnene kan komme i daginstitutioner eller at der er nogenlunde uddannelsesmuligheder – det er godt, men på sådanne punkter er der ikke den store forskel fra det samfund, jeg voksede op i. Jeg vil i øvrigt sige, at jeg personligt aldrig har følt et savn ved at vokse op "bag muren". Den blev bygget tre år før jeg blev født – og jeg var stolt af at være med til at bygge et nyt samfund, et alternativ til den vesttyske kapitalisme.

RiBus-kampen udløste en serie på tre malerier med titlerne "Politiets hysteriske råb", "Solidaritet" og "Klassedommen" om almindelige menneskers konfrontation med den umenneskelige magt.

- Solidaritetsbevægelsen er blevet for svag, siger Annette. RiBus må ikke glemmes – heller ikke de brutale klassedomme og solidariteten med dem, der gik i brechen for deres klassefæller. Mine billeder skal hjælpe til at fastholde den nødvendige opbakning.

Til spørgsmålet om, hvordan hun har det med det tidligere DDR og Tyskland i dag, siger hun:

- Forandringerne går jo hurtigt. Jeg har en fornemmelse af at have mistet mit hjemland – den kan paradoksalt nok blive særlig kraftig i Tyskland, som jeg tit besøger. Det er ikke så påtrængende her i Danmark. Jeg oplevede åbningen af grænserne som et forrædderi, som en åbning for syndfloden. Som medlem af FDJ og SED fik jeg nok. Partilederne var ligeglade med, hvordan det gik almindelige mennesker. De åbnede for syndfloden.

- Men jeg græder ikke, politisk set er jeg ikke nostalgisk, tyskerne må bevæge sig fremad sammen som et folk, som en klasse. Til socialismen. Det er de tyske arbejdere, den brede befolkning, som har været taberne. Den tyske venstrefløj er alt for tilbøjelig til ikke at sætte arbejderklassen og dens krav og behov i centrum, men fokuserer – for meget, efter min mening – på spørgsmålet om fremmedhad og racisme. Og der bruges for meget tid og energi på modsætningerne mellem øst og vest. Blikket må rettes fremad. Desværre er kommunisterne som politisk kraft stadig for svage.

- Da jeg kom til Danmark, var det naturligt for mig at knytte mig til den kommunistiske bevægelse her. Jeg blev fotograf på Dagbladet Arbejderen – og det var et godt kollektiv, det var jeg meget glad for. Jeg gik ind i DKP/ML på grund af partiets kamp for at samle kommunisterne i et stærkt parti. Det er det eneste rigtige. Partiet havde masser af styrke – og sprængningen er et stort tilbageslag. - -Jeg mærkede at der var noget grimt i gære, oplevede at der kom en bølge af personangreb, at nogle prøvede at gøre op med partiets linje. Den ubehagelige og fjendtlige stemning på den 7. Kongres og behandlingen af modsætningerne stred mod min opfattelse af kommunistiske normer. Derfor er jeg i dag med i OKTOBER.

Som maler er Annette autodidakt. Som lærer i DDR underviste hun ældre folkeskoleelever i historie og politik – indtil undervisningen i politik blev strøget – "vi var jo indoktrinerede", som hun siger. Så kom hun til at give timer i kunstforståelse efter murens fald.

- Jeg vil meget gerne udvikle den politiske side af mit maleri, siger hun. Det tager måske sin tid, for der er meget der skal bearbejdes, for at det kan blive helt sandt. Men et sted har jeg en idé om noget med udgangspunkt i statuen af Marx og Engels på Alexanderplads i Berlin, måske det bliver til en hel række billeder?

Annettes ideer og hendes stof skal have tid til at modnes. Der er en usædvanlig følelsesmæssig ærlighed i hendes maleri. Og det er herligt, at der er unge kunstnere på vej, for hvem et politisk maleri ikke er en overflade eller mode – men en nødvendig del af et fuldstændigt liv, af en hel kunst.