Bertolt Brecht Hans Kirk

1898 - 1998

De var født omkring århundredskiftet den store generation af kommunistiske forfattere og kunstnere, der var unge og brød igennem i 20erne, samtidig med at de sluttede sig til den fremvoksende kommunistiske bevægelse. I 30erne og 40erne udgjorde de en mægtig antifascistisk kraft, som kom til at udtrykke det bedste i en hel generation, de udviklede deres landes litteratur og kunst til et nyt og højere niveau, og blev klassikere i den nationale kultur. Og de største blandt dem, som Bertolt Brecht, fornyede verdenslitteraturen og verdenskulturen.

I Danmark tæller generation navne som Kirk, Scherfig, Broby-Johansen, Carl Madsen, Harald Herdal, på Færøerne William Heinesen, i Norge Rudolf Nielsen og Nordahl Grieg, osv. Generationen var måske ikke den socialistiske realismes pionerer, men den rykkede frem over et bredt felt med en dybtgående fornyelse ikke bare af litteraturen, men også af teatret, det nye filmmedie, arkitekturen, kunsten, den politiske journalistik der er ikke et felt, hvor denne generation der begejstredes af den russiske revolutions resultater og modnedes i kampen mod hitlerismen ikke fik sat sit præg, og har trukket linjer, som vi allerede nu kan sige ikke bare har varet ved århundredet igennem, men vil række langt ind i det kommende.

 

Brecht står nok i dag, også efter DDRs fald, som sit århundredes største tyske forfatter og dramatiker. Hans verdensry som dramatiker og lyriker, og som den væsentligste fornyer af det moderne teaters teori og praksis er ufordunklet. Også i det forenede Tyskland ydes han officiel anerkendelse omkring 100-års-dagen den 10. februar - selvom det ikke har skortet på forsøg på at tilsmudse hans værk og ikke mindst hans liv og karakter fordi det er en pinlighed grænsende til det ubærlige for det officielle Tyskland at måtte give den poetiske laurbærkrone til en kommunist, til en forfatter, der stort set ikke skrev en eneste linje, der ikke var politisk, enb raffineret og fornyende sprogkunstner, hvis mål var at bevidstgøre om revolutionens og socialismens nødvendighed. Naivitet er en af de få ting, Brecht ikke er blevet beskyldt for, heller ikke politisk naivitet.

-Jeg har ikke mine meninger, fordi jeg er her. Jeg er her, fordi jeg har mine meninger, som Brecht sagde ved ankomsten til DDR i 1948, da han bosatte sig i Østberlin og opbyggede sit teater Berliner Ensemble, hvor han for første gang fik et teater, med en stab af skuespillere og kunstnere, hvis kerne var veteraner fra 20ernes og 30ernes kulturfront. Heriblandt selvfølgelig Helene Weigel, Ernst Busch, den danske Ruth Berlau og mange andre store talenter, der i de følgende mange år fik realiseret Brechts teater og gjort det til en kulturpolitisk verdensfaktor.

Brecht bevarede sin politiske og kunstneriske integritet fra sit gennembrud som ekspressionistisk påviirket lyriker og skuespilforfatter i 20ernhes Tyskland, over de mange år i landflygtighed, i Danmark, Finland og USA, hadet og forfulgt af nazisterne, upopulær hos de herskende. Det har ærgret borgerskabets skønmalere, at de ikke har kunnet finde offentlig protest hos Brecht mod den østtyske stat- og partiledelse frem til hans død i 56. Han blev aldrig apologet for et regime men gennemlevede som kæmpende kommunistisk kunstner en umenneskelig historisk periode, hvor "en samtale om træer føltes som en forbrydelse".

Så tidstypisk, og på samme tid så almengyldig og aktuel er der ingen som Bertolt Brecht, der er. Næsten et halvt århundrede efter sin død henrykker og opdrager han endnu en ny revolutionær ungdom.

 

Hans Kirk er en dansk klassiker, der også hævder sig smukt i sin generations internationale selskab. Med romanerne Fiskerne, Daglejerne og De nye tider.fik han skildret et Danmark i forvandling fra et landbrugs- og fiskerisamfund til et moderne industrisamfund. Så trængte den aktuelle historie sig for alvor på med den fascistiske fremmarch og besættelsen af Danmark. Kirk blev indsat i Horserød og i Vestre Fængsel, og har i sine fremragende Breve fra Horserød og i Processen mod Scavenius (sammen med Martin Nielsen) hudflettet kollaboratørpolitikken. Efter krigen fortsattes forfatterskabet med en hel række romaner og noveller, herunder de to fremragende historiske romaner Slaven og Vredens søn, og de undervurderede værnemagerromaner om familjen Klitgård, der udløste æstetisk vrede over, at en anerkendt forfatter nedlod sig til at skrive føljetoner for et arbejderpublikum.

Hans Kirk havde et uhyre produktivt liv som politisk journalist og ætsende kommentator ved Arbejderbladet og Land&Folk. En hel del af hans journalistisk er genoptrykt i forskellige udvalg, redigeret af Børge Houmann, og udgør en væsentlig kilde til forståelsen af den tid, som vores bygger på.

Også Kirks indsats har sat sine spor i kultur og politik og bærer stadig frugter.

Denne 100-årige generation, der stillede århundredets litteratur og kultur i arbejderklassens og socialismens tjeneste, og stilledes overfor de praktiske fordringer af deres revolutionære engagement, er nu væk. Arven fra den er den er faste pejlemærker mod fremtiden.

 

PS! Maleren Jørgen Buchs portræt af Bertolt Brecht, Hans Kirk og en række andre røde forfattere kan ses på Kunstnergruppen MAJ 93 udstilling i Helligåndshuset, Amager Torv,
28. januar 8. februar. Åbent dagligt kl. 10-18.