Bejlere og løftebrude

I disse dage udsender Enhedslisten en folder om Nyrups løftebrud i stort oplag. På forsiden prydes den af en smokingklædt Nyrup – med Anders Fogh Rasmussen som hvid brud.

Enhedslisten har ikke glemt forårets herlige hvedebrødsdage - eller bryllupsbillede efter folketingsvalget, hvor bruden var tvilling og hed Aaen og Holger K.

Skilsmissen piner. Ægtepagten skal genoprettes. Brudene venter utålmodigt på den troløse Nyrup, der angergiven i pressen har påtaget sig ansvaret for sit partis og regeringens vanskeligheder.

Socialdemokratiet i Danmark står med historisk lave tal i opinionsmålingerne efter den sorte finanslov. Under 20 procent. Den laveste tilslutning i dette århundrede, som partiet optimistisk i starten kaldte "socialdemokratiets århundrede".

Ved dets slutning befinder det sig i krise. Ikke bare en akut krise, som følge af en partileders mislykkede salgstaktik. Socialdemokratiets krise er strategisk. Det er klassesamarbejdets og reformismens krise. Den blev særlig dyb under og i de første år efter krigen – på grund af kollaboratørpolitikken under besættelsen. Det lykkedes op gennem 60erne at konsolidere partiet igen med høje vælger- og medlemstal – da man konstruerede den særlige danske velfærdsmodel under paroler som "Gør gode tider bedre".

Man nåede dog aldrig op på den høje tilslutning i 30erne, hvor partiet drømte om et rent flertal i folketinget, og regerede sammen med De radikale.

Fra 70erne begyndte en ny fase i denne krise. Den kan dateres meget klart til det danske EU-medlemsskab, som partiet sikrede trods betydelig modstand ikke mindst blandt arbejderne. Det første valg efter afstemningen under den tidligere EU-modstander Anker Jørgensen var et katastrofevalg. Fra 70erne og frem til 90erne er medlemstallet faldet og faldet, med mere end 2/3.

Stemmetallene har generelt været vigende, selvom det i opposition under de sorte år med Schlüter og med Svend Auken som partiformand atter oplevede en betydelig stemmefremgang. Prisen for at socialdemokratiet som regeringsparti gennemfører sin politik er høj.

De nuværende socialdemokratiske topledere har ikke fattet, at ved det sidste folketingsvalg valgte man ikke Nyrup ind, men Ellemann-Jensen væk som statsminister.

Når Nyrup lover den modsatte politik – og gennemfører Jensens sammen med hans efterfølger Arne Fogh Rasmussen – så er straffen i opinionsmålingerne hård og kontant. Det er kun overraskende for den socialdemokratiske parti- og fagtop.

I 90erne har socialdemokratiet gennemført afviklingen af den såkaldte danske velfærdsmodel og tilpasset landet til Maastricht- og Amsterdamtraktaten, gjort det klar til Euroland. Efterlønnen var måske det sidste store element, der var tilbage i den særlige danske model – i øvrigt gennemført af Anker Jørgensens regering i et stort anlagt forsøg på at genvinde det tabte terræn efter folkeafstemningen i 72.

Den populære efterlønsordning er et udmærket eksempel på de socialdemokratiske reformer: Da den blev indført blev det understreget, at den ikke betød øgede udgifter for samfundet. De 60-67-årige, der valgte efterlønnen, ville have "belastet" de offentlige kasser i samme omfang alligevel, hvis ordningen ikke var gennemført. Gratis for kapitalen, og en "acceptabel" løsning på spørgsmålet om den hastigt voksende nedslidning af arbejdskraften under kapitalismen. Ikke engang det er acceptabelt for Unionen.

Afviklingen af den socialdemokratiske "velfærdsmodel" afsluttedes i det grundlæggende med bomben under efterlønnen og den sidste fase af arbejdsmarkedsreformen.

Ved en række folkeafstemninger om Unionen i 90erne har arbejderklassen og et stort flertal af danskerne tilkendegivet at de både er imod unionsbygningen og suverænitetsudsalget og imod slagtningen af den danske velfærdsmodel. Nyrups politiske rolle har imidlertid været at gøre netop dét.

Socialdemokratiet har stået for kapitalisme med et "menneskeligt ansigt". Nu tages denne maske af.

Det nuværende oprør mod socialdemokratiet er et udtryk for en protest mod socialdemokratiets hele linje og kurs, for slagtningen af velfærd og national selvstændighed. Derfor udtrykker den sig også først og fremmest, på det parlamentariske plan og i opnionstallene, i retning mod venstre. Mest markant ved en fordobling af SFs tilslutning.

Reformismens krise er imidlertid ikke blot socialdemokratiets krise. Det er også en krise for de to små socialdemokratier, dets støttepartier og strategiske samarbejdspartnere, SF og Enhedslisten.

I 90erne blev der en gang for alvor kaldt på SF, der kom kapitalen og Socialdemokratiet til undsætning, da danskerne sagde Nej til Maastricht i 1992. SFs forrædderi var afgørende for et ja ved den påtvungne omafstemning i maj 93.

SFs forræderi blev også straffet – og var med til at bringe Enhedslisten i folketinget.

På få år forvandlede det sig fra et parti, der erklærede at ville føre arbejderklassens og de folkelige bevægelsers krav frem i folketinget, til et socialdemokratisk støtteparti. Dets princip om ikke at ville stemme for den årlige finanslov – der med usvigelig sikkerhed et kapitalistisk omfordelingsbudget til fordel for kapitalen – blev erstattet med taktikkeri og rollen som sikkerhedsnet for den socialdemokratisk ledte regering. Vielsen fandt sted ved folketingsvalget. Bryllupsnatten med pinsepakken, som Enhedslisten stædigt fastholder var en ny politisk kurs, man havde tvunget Nyrup ud på – ægte rød og grøn Robin Hood-politik.

Den politiske dømmekraft er gået fløjten i Nyrups kane.

Enhedslisten er med finansloven for 1999 blevet fanget på det forkerte ben.

Partiet er tvunget til at gå meget skarpt imod den sorte finanslov for ikke helt at tabe ansigt som det "socialistiske", "det rød-grønne alternativ" på venstrefløjen, ligesom broderpartiet SF, der også i ord vender sig skarpt mod aftalen, men på den anden side ikke ønsker e at bringe den folkelige protestbevægelse mod finansloven til udblæsning.

En stærk protestbevægelse kunne sætte en stopper for regeringens asociale politik og værre endnu føre til regeringens fald, Det er efter de to partiers mening at gå for vidt. Næh, protesterne skal holdes i ave … Den udenomsparlamentariske kamp er afgået ved døden for den parlamentsfikserede Enhedsliste, eller er idet mindste af stærkt underordnet betydning.

Det er Socialdemokratiet, der skal bringes til fornuft og på ny føre socialdemokratisk politik. Der med Enhedslistens og SFs støtte skal bringes til at opfylde sine løfter til befolkningen. Det store, danske "arbejderparti" skal tvinges ind på ret køl igen.

Som Frank Aaen udtrykker det, skal socialdemokratiet blot se til venstre. Den gamle DKPer løber linen ud med hans gamle partis strategiske alliancepolitik med socialdemokratiet – den såkaldte arbejderflertalspolitik. Det samme gør hans gamle partiformand, Ole Sohn, nu som MFer for Socialistisk Folkeparti gør det.

Mens arbejderklassen og UnderDanmark har fået mer end nok af Nyrup & Co. og i stigende omfang raser mod den socialdemokratiske, arbejderfjendske EU-politik, forsøger Enhedslisten efter bedste evne at bevare illusionerne om Socialdemokratiet som et misledt arbejderparti på borgerlige afveje.

Enhedslisten har fået sig et alvorligt forklaringsproblem. Hvordan dog overbevise de venstregående vælgere og arbejderklassen om, at det skulle være bedre at stemme på Enhedslisten, når der ikke er nogen åbenlys forskel på dette parti og SF? I en situation, hvor modstanden mod den efterhånden forhadte Nyrup-regerings sorte politik brager løs, fremstår Enhedslisten ikke som noget politisk alternativ. Som en politiske kraft, der kan og vil stille sig i spidsen for en folkelig protestbevægelse, for et folkeligt oprør mod den EU-dikterede afvikling af velfærdssamfundet.

Enhedslisten medvirker til at slå bremserne i for den aktive modstand.

Regeringens politik er så reaktionær, at den fremsat af en åbent borgerlig regering ville være mødt af en proteststorm uden lige.

Enhedslisten blev med pinsepakken til fru Rasmussen. Det er fortsat partiets eksempel på et "socialistisk indgreb". Et eksempel på den politik som et rødt flertal ville føre…

For regeringen var pinsepakken langt fra et politisk sporskifte.

Enhedslisten fik lort på hænderne – og placerede sig i folks bevidsthed som det mindste socialdemokrati, et parti, som ikke markant adskiller sig fra SF. "Den revolutionære profil" er helt droppet.

Enhedslisten pryder forsiden af sin folder med et billede af Anders Fogh Rasmussen som brud og Poul Nyrup Rasmussen som brudgom under titlen Hr. og Fru Rasmussen.

I folderen opridses alle de socialdemokratiske løftebrud, hvoraf efterlønnen blot er en dråbe i havet.

Enhedslisten har forstået den socialdemokratiske demagogi, der lover eet, og gør noget andet.

Derfor er afslutningen på folderen, der udtrykker partiets bud på "en anden politik", og anviser den vej, man mener, arbejderne bør støtte, også grim læsning:

Man fabler om, at der var en anden mulighed end bryllup med de borgerlige; at hr. Nyrup kunne have valgt SF og Enhedslisten. Man har intet lært af sine egne fejl: Der skal ikke oprustes til kamp, og især udenfor folketinget, mod den asociale politik; men vente til næste valg og håbe på en rødt flertal og et politisk sporskifte af den anden verden fra Socialdemokratiets side.

Vente på den dag kommer, hvor socialdemokraterne fører "socialistisk politik" til gavn for den jævne befolkning. Afvente et politisk mirakel.

Det er Enhedslistens nutids- og fremtidspolitik. MO/Od.