Ind i årtusindets sidste år

Året 1998 satte rekord. Varmerekord. Det var det varmeste år på kloden nogensinde, siden metrologerne for snart 150 år siden begyndte at ta’ pulsen på temperaturen. De 6 højeste årlige temperaturmålinger har alle ligget i 90erne. Det har fået danske klimaforskere fra Meteorologisk Institut til at fastslå, at "kloden med sikkerhed er inde i en klimaændring".

Begyndelsen på det næste årtusinde bliver hed.

Det store spørgsmål, som rejser sig, er selvfølgelig om den igangværende klimaforandring, som vil få store konsekvenser for millioner og atter millioner, er en "naturlig" forandring eller om den er menneskeskabt. Om det er den globale opvarmning og drivhuseffekten, der nu slår konkret igennem som en større klimaændring. I så tilfælde er der tale om måske den mest omfattende utilsigtede menneskelige indgriben mod naturen nogensinde. Et udtryk for at imperialismens miljøkrise er akut og kan have uoprettelige konsekvenser for kloden.

Klimaændringen ledsages voldsomme naturødelæggelse. Orkanen Mitch, som hærgede en række lande i Mellemamerika, er blot et af eksemplerne. Det er også et eksempel på, hvordan miljøkrisen tørres af på de ikke udviklede lande, som har få ressourcer til at modstå løsslupne naturkræfters hærgen. Infrastrukturen er ikke med indbygget katastrofesikring. Miljøkrisen rammer skævt – og i de fattige lande er det de fattige, der i første rækker kommer til at betale. Ligesom AIDs er ved at blive en ukontrollabel sygdom – for den fattige verden…

Det er de samme, som rammes hårdest af en anden katastrofe, der opleves som et udbrud af ukontrollable naturkræfter: det kapitalistiske verdenssystems globale økonomiske krise, som for alvor manifesterede sig i 98. I første omgang i de såkaldte sydøstasiatiske tigerøkonomier og i Japan, senere i det råkapitalistiske Rusland, der gik bankerot, og nu kaster sin sorte slagskygge over hele kloden.

De kapitalistiske økonomers og politikeres begejstrede og optimistiske slagsange om, at "den fri markedsøkonomi" havde overvundet alvorlige kriser og at verden stod foran en økonomisk og social fremgangsperiode i det mindste i de næste 25 år, forstummede pludselig.

Massearbejdsløsheden i global skala er et permanent ledsagefænomen for kapitalismen. Selv i højkonjunkturperioder. Den øges hastigt i krisefasen.

FN-organisationen ILO har i sin årlige rapport om arbejdsløsheden i verden, konstaterer at ved udgangen af 1998 er "godt 1 milliard arbejdere – eller en tredjedel af verdens arbejdsstyrke – enten arbejdsløse eller underbeskæftigede. Antallet af personer, som er helt arbejdsløse, dvs. som søger eller kan have et arbejde, men ikke kan få det, vil ved årets udgang nå op på omkring 150 millioner. Hertil kommer at 25-30 procent af verdens arbejdere – eller mellem 750 og 900 millioner mennesker – er underbeskæftigede, det vil sige enten arbejdere væsentligt mindre end ved fuldtidsbeskæftigelse, som de ønsker, eller hvis indtjening er under eksistensminimum."

I 1998 øgedes antallet af officielt registrerede fuldtidsarbejdsløse på verdensplan med 10 millioner – fra 140 millioner før den økonomiske krises udbrud – til 150 millioner i dag. Og det er vel at mærke officielt registrerede arbejdsløse. Som vi ved er f.eks. de danske arbejdsløshedsstatistikker, der f.eks. ikke registrerer bistandsmodtagere og mange andre, svært pyntede i forhold til det reelle billede.

Bag de nøgterne tal skjuler de barske sociale kendsgerninger sig. Den absolutte fattigdom i verden er hastigt voksende; nøden, elendigheden, sulten banker på overalt. "Den frie markedsøkonomi", som lovede mirakler, gør store dele af verdens befolkning endnu fattigere.

Og imens har kapitalen og børsmagnaterne høstet profitter som aldrig før. Enorme beløb er omsat på de globale finansielle rouletter. Det forsvindende af kapitalejere i det sultne globale hav er blevet endnu mere uforskammet rige. "Den ny verdensorden" garanterer deres stadig voksende velfærd.

Det er andre, der betaler gildet. Derfor har vi også i 1998 set en vækst i arbejderklassens kamp overalt i verden; en væsentlig forøgelse af kampaktiviteter og af strejkebevægelsen, indbefattet politiske massestrejker i en række lande.

Kapitalismens naturkatastrofeagtige kriser kan overvindes – ved at folkene samles i en kampfront mod imperialismen, af revolutionen og socialismen.

Imperialismen bliver stadig mere reaktionær. På alle felter. Jo større udbytningen og den barbariske undertrykkelse af det store flertal af folkene i verden bliver, jo voldsommere udplyndringen af dens ressourcer er, desto større bliver dens hyldest til "moralske værdier". Det fascistiske Tyskland opstod i en anden af kapitalismens store kriseperioder – som et lov –og-orden parti, der forsvarede de "traditionelle værdier", familien, Blut und Boden. Nazismens perverterede og kriminelle karakter blev skjult under moralske opsange.

Den amerikanske præsident Bill Clinton kom i 98 tæt på en rigsretssag – ikke for sine forbrydelser som chef for en imperialistisk supermagt, der stiller dagsordenen overalt i verden og trækker "Pax Americanas" blodige spor over kloden sammen med de transnationale selskabers rekordprofitter og forøgelsen af den globale elendighed. Han står heller ikke anklaget for løftebrud overfor det amerikanske folk, selvom han som alle de andre kapitalistiske politikere overalt er valgt på løfter, der ikke indfries. George Bush sagde: "Read my lips" – og var færdig som præsident.

Clinton er i vanskeligheder fordi han har løjet om sex. Kapitalismen og den økonomiske krise tvinger millioner af kvinder ud i prostitution. Sexhandel er en af kapitalismens helt store internationale industrier. Titusinder og atter titusinder af sexslaver importeres til de imperialistiske lande fra de fattige lande, fra Asien, Afrika og Latinamerika til det "befriede" Østeuropa og Rusland.

Sagen mod Clinton skal illustrere USA’s moralske overlegenhed, dets rolle som ikke bare den politisk, økonomisk og militært førende magt, men også som "verdens moralske leder": Kapitalismen har ingen moral og vil aldrig få det. Et system, som drives af profitjagt, kender ikke til grænser – i nogen forstand. Det producerer profit, forrådnelse og lig.

I sommer stod Nyrup på "succesens tinde". Som triumfator med tre politiske sejre i træk bag sig: afslutningen af storkonflikten med et arbejderfjendsk lovindgreb, et fremmanipuleret Ja ved afstemningen om Amsterdamtraktaten og en (stemmemæssigt beskeden) sejr ved folketingsvalget, der lagde "det borgerlige Danmark" i ruiner og sendte Ellemann og Per Stig Møller på pension som partiledere.

Vejen fra storhed til fald er kort for kapitalistiske politikere. Nu er det Nyrups tur: ved årets slutning står han som politisk fallent midt i en overlevelseskamp. Som politiker, regeringschef og partiformand.

Hans egen fælles front med Fogh Rasmussen for at "redde velfærden" ved at slagte den, gør det meget svært for ham. Flere og flere erkender, at Fogh og Nyrup er siamesiske tvillinger; og valget mellem dem er et valg mellem to onder, pest og kolera.

Der arbejdes på højtryk for at redde situationen, vinde tid og undgå et folketingsvalg. En prøvet metode er at kaste en godbid i form af en mindre reform ud. F.eks. gennemførelse af en ekstra ferieuge. Men som arbejdsgiver, som den kapitalistiske stats repræsentant, er der lukket i for kassen ved de offentligt ansattes forestående OK-fornyelse, har regeringen meddelt. En anden måde er gennem et politisk initiativ, f.eks. ved at fremskynde den til 2001 forkyndte ØMU-afstemning. Det ville måske give ro for åbent borgerlige stormløb, fordi man har brug for socialdemokratiet til at vinde unionsafstemninger. Det er selvfølgelig et nyt løftebrud; og samtidig et tveægget sværd, der vil opflamme modstanden mod Nyrup og Co. Nyrup og Co. er virkelig i vanskeligheder – og de vil ikke bare gå væk. En svag og lamskudt kapitalistisk regering er ikke det værst tænkelige …

Det nuværende oprør mod Socialdemokratiet startede med at LO-arbejderne ved urafstemning forkastede den rådne aftale, toppen havde indgået med DA, og udløste storkonflikten. Arbejderklassen har krævet kamp og kæmpet - LO-toppen har leveret rådne forlig, sorte trepartsaftaler og unionspropaganda.

Derfor er også LO-toppen og dens aktive deltagelse i regeringsangrebene i skudlinjen.

Kravet er fagforeninger på et klassekampsgrundlag, en kæmpende fagbevægelse. Det betyder et fuldstændigt linjeskift, ophævelse af alle bindinger til statsmagten, til EURO-LO og Unionen, til de imperialistiske faglige organismer osv. - og til det regeringsbærende Socialdemokrati. Og selvfølgelig fyring af hele LO-toppen - fra Hans Jensen til SiD-formanden.

I Nyrups regeringstid er tilpasningen til Unionen, til Euroland, til ØMUen blevet gennemført med konsekvens, men med salamitaktikkens metode. Luns efter luns er skåret af den "danske velfærdsmodel" – nu er skelettet pillet af. Den eksisterer ikke længere.

Den nationale selvstændighed er med Unionsopbygningen i realiteten gået tabt.

Det er disse realiteter, der er baggrunden for Nyrup og Co.s krise. Ved afstemning efter afstemning og som en rød tråd i mange års kampe har arbejderklassen og et flertal af befolkningen klart sagt fra overfor Unionen og søgt at forsvare de tilkæmpede velfærdsrettigheder mod en orkan af angreb.

Både selvstændighed og velfærd er væk - snydt, lokket, truet og beskåret væk – med Nyrup-regeringen i en hovedrolle, som tog fat, hvor Schlüter slap, og fuldbragte hans ødelæggerværk.

Fra 1. januar 1991 er EUROLAND en realitet. Det indre markeds endelige etablering. Unionsgrundlæggernes "store vision". Æreseuropæerne Jean Monnet og Helmut Kohls store bedrift: Monopolernes ’Forenede Europa’. Springbrættet til Europas Forenede Stater, den politiske union, Europahæren m.m., der er ved at blive til.

Det, som Nyrup og Co., LO-toppen og hele borgermusikken har arbejdet så hårdt for at slæbe os med i.

De danske arbejdere og det store flertal sidder med røven bar - og vil ud!

Udsigterne for 99 er urolige. Også i Danmark. Kapitalismens økonomiske krise vil hamre igennem...

Det trækker op til nye storme.