Menneskerettighederne og den kriminelle kontrarevolution

50-året for FNs menneskerettighedserklæring er netop blevet fejret med stor pomp og pragt.

"Menneskerettighederne" er i deres historiske udspring tæt knyttet til den tidlige kapitalisme og det dengang revolutionære borgerskabs opgør med enevoldsmagt og adelsvælde.

Kernepunktet i den kapitalistiske menneskerettighedsopfattelse – og den væsentligste årsag til at de ikke kan virkeliggøres af kapitalismen universelt, og at mange af de smukke erklæringer forbliver dækningsløse ord – er, at de i sidste ende baserer sig på den "helligste" af alle menneskerettigheder under kapitalismen: privatejendomsretten til produktionsmidlerne.

Oktoberrevolutionen satte virkeliggørelsen af menneskerettighederne på den verdenshistoriske dagsorden ved at afskaffe netop den helligste af dem alle, "retten" til menneskets udbytning af mennesket. Dermed tilføjede socialismen også en række nye historiske rettigheder til de, der opstilledes af den borgerlige, antifeudale revolution – de såkaldte sociale menneskerettigheder. Retten til og garantien for arbejde til alle er et af de vigtigste eksempler.

FNs menneskerettighedserklæring kan tolkes som et forsvar for privatejendomsretten, og rummer kun en svag afspejling af de sociale rettigheder. Med sin udlægning af den har den amerikanske imperialisme haft et redskab, som det har anvendt i sin strategiske kamp mod socialismen, for at "rulle kommunismen tilbage" og genrejse kapitalismen i de lande, der gennemførte socialistiske revolutioner.

Antikommunismen er det herskende bourgeoisis egentlige ideologi i imperialismens epoke. Den er en hele vejen igennem ufrugtbar og destruktiv. Under antikommunismens banner optræder nazisme, fascisme, racisme, den politiske og religiøse reaktion, socialdemokratisme og reformisme af alle afskygninger. Det er limen, der kitter det borgerlige samfund sammen. Den er det bindeled, der fik USA til at hyre Richard Gehlen og hans stab af nazistiske eksperter i antikommunisme til at fortsætte deres arbejde med en ny arbejdsgiver i selvsamme øjeblik, Hitlertyskland var faldet. Det er den stærke sorte tråd, som forbandt det danske socialdemokrati med efterretningsvæsenet og gjorde det til et agent- og stikkerparti i USA’s og CIAs tjeneste.

Antikommunismen i sig selv savner et positivt værdigrundlag. Dens væsen er at forsvare "retten" til udbytning. Det tvinger den til at forklæde sig – og til monomane angreb på socialismen og kommunismen, på den kæmpende arbejderklasse. Over på dem projicerer den alle de forbrydelser, kapitalismen og imperialismen som system selv er ansvarlig for. Barbari og ødelæggelse af "civilisationen" f.eks.: Det er nok at spørge hvem der udløste århundredets to verdenskrige for at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Atomvåbnene blev taget i anvendelse af imperialismen, og den imperialistiske atomtrussel hænger fortsat som et dødeligt sværd over menneskeheden. Krig er kannibalisme, som Martin Andersen Nexø sagde. Antikommunismen påstår at kannibalisme er et træk ved revolutionen og socialismen.

"Menneskerettighederne" – med FNs menneskerettighedserklæring som hovedhjørnesten – blev derfor en kærkommen platform for imperialismen, en formulering af et "positivt værdigrundlag" i modsætning til den åbne, negative antikommunisme. Især i 70erne og 80erne knyttede USA direkte "menneskerettighederne" sammen med kampen for at udslette socialismen som system og ethvert spor efter socialismen fra jordens overflade.

De kontrarevolutionære processer i Europa, der kulminerede 1989-91, blev først og fremmest af propagandaen fremstillet som "menneskerettighedernes" og "demokratiets" sejr.

Men "menneskerettighederne" som politik og strategi for imperialismen er et tveægget sværd. De politiske og sociale menneskerettigheder under kapitalismen er i første række af formel karakter. Blev menneskerettighedskrænkelserne i dette århundrede bedømt for en menneskerettighedsdomstol, så var det imperialismens politiske førere, der sad forrest på anklagebænken. For konstant at have krænket – gennem krig, gennem udbytning, påtvungen fattigdom og armod – den mest basale menneskeret af alle: retten til livet.

For at tage bare et par eksempler fra de seneste år:

1,1 millioner irakere, især børn, er døde som følge af den imperialistiske blokade efter Golfkrigen. AIDs er blevet til en fattigdomssygdom, som i store dele af Afrika har afkortet levealderen med flere årtier og er ved at udrydde hele generationer.

Eller tag Jeltsins bankerotte Rusland, hvor levealderen falder drastisk og 7 ud af 10 graviditeter ender med abort p.g.a. fattigdom: kapitalismen dræber både de levende og de ufødte. 80 millioner – mere end halvdelen af befolkningen – lever på eller under sultegrænsen (den officielle fattigdomsgrænse) med en indkomst på under 10 kr. om dagen. Visse steder er man begyndt at slå hunde ihjel for at få noget at spise.

Udvalgte eksempler på "menneskerettighedernes" sejrsgang i imperialismens udgave…

Imperialismens menneskerettighedsjubel er antikommunismens demagogiske tvilling; den kriminelle kontrarevolutions facade.