Fusere og tabte tænder

Sjældent har man set en større vrede i arbejderklassen og i den arbejdende befolkning, blandt arbejdsløse, bistandsmodtagere og pensionister, end i forbindelse med finansloven og dens angreb på efterlønnen og dens reaktionære arbejdsmarkedsreform.

Og harmen retter sig naturligt nok mod Nyrup og hans regering, som har ført kniven i den endegyldige slagtning af "velfærdssamfundet". Nyrup er taget med bukserne nede som en løgnhals, der skjuler sin virkelige, borgerlige politik bag pæne fraser og tomme løfter. Men vreden retter sig først og fremmest mod indholdet af denne politik. Det er det afgørende. Folk vil ikke ha’ den. Den skal væk.

Det er lige præcis her Nyrups halehæng af faglige og politiske venstrefløjsere kommer ind i billedet. Som hjælpetropper, der opkaster sig som ledere af det folkelige oprør og fører det ud i – ingenting.

Det var ikke et forsøg på en fuld mobilisering af alle kræfter, vi har oplevet i disse vinterdage – men en stor manøvre for at slå det folkelige oprør ned.

Hele den brogede flok "strejkegeneraler" og halve parlamentariske trumfer har arbejdet på overtid - fra forhenværende som Anker Jørgensen og Hardy Hansen (der kræver udskiftning af hele Nyrup-flokken) til SF, Enhedslisten og de selvudnævnte kommunistiske smågrupper.

I jule- og klassefredens ånd, besjælet af tanken om at gøre socialdemokratiet bedre, har man energisk søgt at tage gassen ud af ballonen. Modstanden mod finanslov 99 måtte endelig ikke blive alt for voldsom. Bringes til fuld udløsning.

Det landsdækkende tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen nogle dage efter forliget traf ikke beslutning om at udløse modstanden gennem omfattende protester. Man traf ikke beslutning om en aktionsdag, men overlod hele dette spørgsmål til mødets organisatorer med folk som Anders Olesen i spidsen til senere afgørelse. Man traf slet ikke beslutning om proteststrejker, politiske strejker, selvom harmen var på kogepunktet, og Nyrup og hele finansforliget i dyb krise.

(Nogle mener, at et sådant møde på grund af det fagretslige system og truslen om kæmpebøder slet ikke kan træffe sådanne beslutninger? Selvfølgelig kan man det. Og også på en sådan måde, at bøderne ikke udløses med det såkaldte organisationsansvar.)

Gå pænt og roligt hjem, lød det fra Nørrebrohallen, og lav en telefonafstemning om efterlønnen.

En fuser var det, og en fuser blev det. Resultatet givet på forhånd. Afledning i stedet for handling.

Beslutningen om en i sit anlæg yderst beskeden "aktionsdag" blev først taget flere dage efter; og det blev igen understreget, at der ikke måtte ske arbejdsnedlæggelser i forbindelse med "aktionsdagen". Aktionsdagen blev heller ikke gjort bred, så den omfattede alle, der rammes af finansloven. Faglig fanevagt: begravelsesvagt i stedet for masseaktiviteter.

- Vi skal jo ikke glemme, at regeringen Nyrup har gjort meget godt, som venstresocialdemokraten Klaus Lorentzen fra SiD Lager & Handel i København og en af "storkonfliktgeneralerne", udtrykte det.

Arbejderklassen kan få lov til at give udtryk for sin vrede mod en regering, der forgylder kapitalisterne og deres sociale støtter, og jokker på alle andre; det virker som en sikkerhedsventil, der kan lukke noget af overtrykket ud.

Men ligefrem at gå til aktiv kamp mod den borgerlige - socialdemokratiske politik, ligefrem tvinge finansloven af bordet med politiske strejker og protester – dér trækker både den faglige venstrefløj og den parlamentariske ditto grænsen. I stedet for handling: afledning, i alle retninger. Snart reduceres modstanden til småreformer af efterlønsforslaget, snart gøres det til et spørgsmål om Nyrups person, eller Lykketofts, snart til et kabinetsspørgsmål, snart til noget helt syvende …

Og ingenting sker.

SF fisker i rørte vande, frier til SiD og holder i øvrigt lav profil, mens det indkasserer mandatfodoblinger i meningsmålingerne.

Enhedslisten er et kapitel for sig, et pinligt kapitel, som ikke skal behandles her.

Sjældent har man set den reformistiske venstrefløjs politiske og faglige gren stille sin ynkelighed til skue i den grad.

Men for Socialdemokratiet og begge dets fløje bliver det ikke så nemt hverdag igen.

For dets afgrundsdybe krise er klasseforrædderiets og klassesamarbejdspolitikkens strategiske krise, der nu for alvor har vist sig. Den bliver meget svær at få til at gå væk.