Den første dag i det nye år, l.januar 1999, skrives der historie. Ikke noget begejstringsvækkende skridt fremad for samfundene. Tværtimod for folkene er det en rigtig kedelig historie.

Euroen indføres og EU’s centralbank overtager styringen af EU-landenes økonomiske politik, det gælder også for Danmarks vedkommende. Det har været under forberedelse længe allerede med katastrofale virkninger for de forskellige niveauer af "velfærdssamfund" i landene, for arbejdsløsheden og for arbejdsmarkedspolitikken. Euroland er det sidste definitive skridt i etableringen af det indre marked.

I Danmark er konsekvensen blevet, at der ikke længere findes noget kollektivt velfærdssystem. Når Nyrup taler om at ‘redde velfærdssamfundet’, handler det kun om velfærd for de velbjergede. For arbejderklassen som helhed og for de arbejdende befolkningsgrupper er velfærdssamfundet blevet afviklet. Det gælder særlig mærkbart for de unge, for nuværende og kommende pensionister, for alle som er udstødt af arbejdsmarkedet - en gruppe som vil vokse voldsomt i antal de kommende år, for det store antal af ufaglærte, og for kvinderne.

Den historie, der skrives l. januar, hvor Euroland bliver en realitet, er den egentlige indgang til Europas forenede Stater.

Derfor er det heller ikke nogen tilfældighed at der netop nu er truffet politiske beslutninger, der vil betyde indførelse af et EU-militær, en udvikling som formodentlig vil gå meget hurtig.

Og det er ingen tilfældighed, at der nu presses virkelig på for at få gang i fælles skattepolitik i EU.

Man skal ikke undervurdere den Unionsopbygning der foregår. Når EU således foreløbig kun taler om erhvervsbeskatning, så stopper det ikke ved det. Hvert eneste skridt der tages, river nye kommende skridt med sig.

Eurostaten er flyttet fra tegnebrættet og forberedelsesstadiet til virkeliggørelse.

Indgangen til Europas forenede Stater betyder afslutningen af Danmarks tusindårige historie som selvstændig nation. Så det er ikke bare en kedelig historie der skrives, det er forbandet ubeldsvanger historie.

Det siges og skrives ofte, at hverken tilhængere eller modstandere af EF havde ret i 1972: tilhængerne underdrev og modstanderne overdrev konsekvenserne af medlemsskabet. I forhold til hvad vi Nej-sigere dengang frygtede og gav udtryk for er realiteten imidlertid, at udviklingen langt overstiger, hvad vores fantasi rakte til. At samfundet skulle ændre sig så meget, at underlæggelsen ville blive så total og omfattende var vi ikke klar over. Mange, mange mennesker er i dag stadig ikke klar over, hvor vidtrækkende indflydelse EU faktisk har. Dertil dølges alt for meget i de danske politikeres og mediers tågesnak.

Når styringen af økonomien overgår til Centralbanken er det vigtigt at spørge: Hvem styrer egentlig Centralbanken? I EU-traktaterne erklæres Centralbankens uafhængighed af EU- landenes regeringer. Det er en gardering mod politisk ustabilitet i det ene eller andet EU-land og i særdeleshed mod en folkelig pression, som kan give sig udslag i pres på regeringer. Det giver endnu større råderum for EU’s egentlige magthavere, finanskapitalen.