Set i et bakspejl

Der er en verden til forskel mellem den måde, hvorpå borgerlige partier – Socialdemokratiet indbefattet – og kommunister forholder sig til deres egne fejl. Kommunisterne forholder sig – og bør forholde sig, for det er en grundlæggende del af tænkningen om partiet, en afgørende arbejdsmetode – til stadighed kritisk og selvkritisk overfor sin virksomhed. Det er fordi det kommunistiske parti udvikler sig ved at lære af og overvinde sine fejl. Det bliver tilmed styrket af denne proces, også af den offentlige selvkritik.

Den senere tids afsløringer af de hemmelige væseners skumle virksomhed efter krigen, og ikke mindst under Den kolde krig i 50erne og 60erne, har dokumenteret, at Socialdemokratiet – der under den hitlertyske besættelse blev et kollaboratørparti – i hele efterkrigstiden har været et spion- og agentparti for den amerikanske imperialisme. Denne lyssky virksomhed var sat i system og antog et omfang, som overgår selv de vildeste fantasier. Socialdemokratiet spillede en hovedrolle i Den kolde krigs spionageaktiviteter. Gennem AICs net af "tillidsmænd" registreredes al kommunistisk virksomhed og alle aktive kommunister af den mindste betydning. Den amerikanske ambassade havde flittige besøg af den socialdemokratiske topledelse, indbefatttet folk som Kjeld Olesen og Hans Søvhøj (og af andre borgerlige toppolitikere og topembedsmænd) og holdt rutinemæssig kontakt til partiets professionelle spioner. Ikke én detalje om de politiske forhold undgik at blive registeret. Den amerikanske udenrigstjeneste sendte alle indberetningerne til CIA – i 20 eksemplarer! Alt dette er belyst udenfor enhver tvivl ved hjælp af dens dokumenter fra perioden, som nu er offentligt tilgængelige ifølge den amerikanske arkivlov.

Afsløringerne viser også noget vigtigt om det kommunistiske parti efter krigen, hvor det kæmpede i illegalitet i spidsen for modstandskampen: Det vænnede sig til at virke i fuldstændig legalitet. Det var ’hullet som en si’. Socialdemokratiet kunne efter forgodtbefindende sende sine agenter og splittelsesmagere ind. AICs og CIAs arkiver bugner af indberetninger om det indre partiliv fra socialdemokratiske infiltratorer. Nogle af spionerne, som lægen Erik Skinhøj, havde direkte kontakt med amerikanerne. Han rapporterede om partiledelsens og ikke mindst Aksel Larsens sundhedstilstand, og kunne supplere det med oplysninger om den sovjetiske ambassade, hvis funktionærer han også behandlede. Skinhøj blev præmieret for sin spionagevirksomhed. Han kom til at gå i en anden tidligere DKPers - nemlig Mogens Fogs - fodspor og endte som rektor for Københavns Universitet.

Også den daværende partiformand Aksel Larsen endte som meddeler for USA. Af de nu tilgængelige papirer fremgår det, at USA satsede på larsenismen som en antikommunistisk strømning i den kommunistiske bevægelse. I 1968 – på Vietnamkrigens højdepunkt – kunne Aksel Larsen, nu som SF-formand, meddele de amerikanske spiondiplomater i en samtale på hans kontor i Folketinget, at han havde skabt sit parti som en "buffer" mod kommunismen til venstre for socialdemokratiet. Hvis der var noget, Aksel Larsen gerne ville have æren for, sagde han til amerikanerne, "så er det at have bekæmpet kommunisme i Danmark"!!!

Hvordan kom det dertil? Der findes ingen anden forklaring end den, at DKP efter krigen blev fyldt med opportunisme, korrumperedes af parlamentariske illusioner og indstillede sig på en behagelig og fuldstændig legal tilværelse. Man søgte tilmed at slå sig sammen med Socialdemokratiet – og åbnede dørene på vid gab for alle mulige tvivlsomme elementer. I årene efter krigen holdt opportunismen for alvor sit indtog i DKP. Programmet ’Det danske folks vej’ fra 1952 var smækfyldt af revisionisme. Det kan på en vis måde siges at danne udgangspunkt for hele to revisionistiske partier, Aksel Larsens SF og det aldrende DKP med dets strategi og program for "antimonopolitisk demokrati", som udvikledes i årene efter '56 og SUKPs 20. partikongres, hvor den moderne revisionisme knæsattes som international doktrin.

Flere generationer af menige kommunister er blevet opdraget i denne halv- og helopportunistiske ånd. Den spøger stadig. Det bør ikke benægtes eller bortforklares, men klarlægges i kritikkens og selvkritikkens skarpe projektørlys.