Ordner hænger man på idioter

Peter Andreas Heiberg blev født den 16. november 1758 i Vordingborg. Hans forældre var begge norskfødte. Desværre mistede Peter Andreas sin far, rektor Ludvig Heiberg allerede som to-årig. I København tog han filosofikum og blev sproglærer. I Stockholm indtrådte han i 1781 i de kongelige livdragoner, hvor han pådrog sig forfrysninger under en tjenesterejse til Finland. Han købtes fri af militærtjeneste ved venners hjælp og fik plads som kontorist i Bergen. I Bergen indledtes hans litterære karriere med satiriske digte, nogle sange og et syngestykke.

27 år gammel drager han til København for at slå igennem som forfatter. Afgørende fart tager denne bestræbelse med det periodiske Rigsdalersedlens hændelser som udgives 16 gange mellem 1787 og 1789. Rigsdaleren indeholder bidende satire om aktuelle forhold, personer, adelshovmod, embedsmandsovergreb og"tyskeriet." Det er en pest sydfra, der er trængt ind i hær, kirke, universitet, ja, til statens fremmeste stillinger. Ét er dog de tyske snyltere, men det er de blødsødne og snobbe-sleske danske værter, hans hvasse pen spidder mest. Egentlig er Rigsdalersedlen en føljetonroman, der beskriver pengesedlens oplevelser hos forskellige ejermænd. Det giver en bred indsigt i det danske samfund som i 1780´erne og 1790´erne gik ind i en politisk og social brydningstid. Det er i denne periode den første danske arbejderstrejke, Tømrerskruen, finder sted.

Struense havde indført vidtrækkende forbedringer for trykkefriheden og censuren var knap så slem som den havde været, selvom den stadig var både restriktiv og lunefuld. Lunefuld fordi forordningerne var i et stort uordnet kaos, som det blev lagt ud til forfatterne at tolke. Det bragte mangen forfatter i forlegenhed overfor retsvæsnet fordi forfatteren selv måtte famle sig frem til en evigt skiftende grænse. Struense fik skilt hovedet fra kroppen, og det milde kongehus – som vi i vores fremskredne tidsalder stadig, som den hæslige arvesynd, slæber rundt på – og regeringen, forstod nok at trække i land igen.

Når P.A. Heiberg i dag omtales er det oftest som en nedbrudt mand. Det skyldes især det eftermæle hans lille kone, Thomasine Buntzen, med sin glatte tunge og sværmeriske barnetanker gav ham, som hævn for et for dem begge utilfredsstillende ægteskab. Da P.A. Heiberg efter sin landsforvisning i år 1800 satte kursen mod Paris, var det med den klare aftale, at Thomasine og hans lille ni-årige søn, Johan Ludvig, skulle følge efter, når han havde skaffet sig en stilling. Men Thomasine lod Heiberg forstå, at hun agtede at gifte sig med Heibergs ven, Carl Frederik Gyllembourg. Det er et aspekt som borgerlige historikere piller i og antyder P.A. Heiberg som en patologisk erotoman. Men det er blot for at mistænkeliggøre Heibergs vitale samfundsrevsen. Det er påfaldende at denne store skikkelse i dansk litteratur, faktisk ikke optrykkes. Rigsdalersedlen blev genudgivet i 1884 med gotiske bogstaver – siden er det helt forsvundet.

Fra 1790´erne skriver Heiberg viser bestemt for klubber og selskaber, hvis skarpe politiske og sociale hentydninger blev af stor betydning for den offentlige meningsdannelse i frisindet retning. Flere gange blev han slæbt i retten og måtte betale store bøder.

En af disse viser gjorde absolut Heiberg til nationens mand. Det er Indtogsvisen og de velkendte ord står som overskrift på denne side. Visen er skrevet på den tid, hvor hovedstaden var pyntet op som ventede man besøg fra det liderlige Amerika. I septemper 1790 var det det nygifte kronprinspar, der holdt sit indtog gennem Nørreport. Heiberg havde skrevet visen som en selskabssang, men på forunderlig vis blev den trykt i Morgenposten nr.81-82. Heiberg indkaldtes til forhør.

Forhørsudskriftet viser Heibergs vid og juridiske tæft overfor en Politimester uden humoristisk sans og med en middelmådig begavelse. Heiberg idømmes en bøde på 150 rigsdaler. Politimesteren beslaglægger med en nærmest fanatisk virkelyst Indtogsvisen. Heiberg udgiver politiforhøret og det rives væk med begejstring af høj og lav, blot uden den forbudte vise. Heiberg efterlader en tom plads i manuskriptet og opfordrer folk til selv at indskrive, hvad der er ham forbudt. Dommen i denne sag kommer til at virke med fremadvirkende kraft i den dom, der ender med hans landsforvisning.

Også denne sag udgiver Heiberg for publikum – taktikken er selvfølgelig at intimidere retten og dens personer. Læser man disse Akter ser man tydeligt, at Heiberg på forhånd har erkendt sagens udfald og giver karriere og myndigheder fanden. Efter landsforvisningen tog han til Paris og fik ansættelse i det franske udenrigsministerium.

Heiberg er, hvis ikke den første, så en af de første til at skildre den første kapitalismes opkomst: Om gulddyrkelsen i Købmands-Katekismussen, som er at læse et uddrag af her i bladet, i hans behandling af tallotteriet, og om hvordan datidens gangstere – stodderne – organiserede sig i et slags kapitalistisk konsortium.