Den globale finanskrise uddybes

For bare et halvt år siden var spådommene fra "den ny verdensordens" økonomer, politikere og propagandister enstemmigt optimistiske. Verden var inde i en hidtil uset økonomisk fremgangsperiode, som ville betyde 25 års uafbrudt vækst. Befolkningerne i de rige lande ville opleve en ubrudt fremgangslinje, mens størstedelen af den fattige verdens befolkning i samme periode ville nå op på niveau med levestandarden i de rige lande.

"Uafbrudt fremgang i de næste 25 år" blev parolen for en lang række regeringer. Det var i dette lysende fremtidsperspektiv, man skulle se deres politik og deres kort- og langsigtede tiltag. I Danmark har Nyrup-regeringen, og ikke mindst Mogens Lykketoft og Marianne Jelved været eksponenter for denne lykkelige fremtidstro på kapitalismens vegne. Det har mere end noget andet mindet om den gamle socialdemokratiske parole fra 60erne om at "gøre gode tider bedre", som definitivt måtte lægges på hylden med den økonomiske verdenskrises gennembrud i 70erne.

Senere dummede Schlüter-Ellemann-regeringen sig med parolen "det går ufatteligt godt". Den kapitalistiske økonomi bevarer sin natur, og gør en brat ende på alle disse glade udgydelser fra dens politikere.

Den nuværende finans- og valutakrise er verdensomspændende. Finans- og valutamarkederne er tæt sammenvævede på internationalt plan. Rystelser i den ene ende får øjeblikkelige virkninger i den anden.

Siden den østasiatiske krise brød ud, har der været megen snak om, at dens virkninger ikke ville ramme de rige lande. Den officielle optimisme har været enstemmig. Hverken USA, Tyskland, England, Frankrig eller Danmark og alle de andre ville blive inddraget – ifølge de lokale politikere og nationalbankdirektører.

Da den store nedtur på aktiemarkederne satte ind fra sidste halvdel af juli var den generelle reaktion, at her var tale om en "naturlig reaktion og justering af et kunstigt opskruet marked", og at et fald i aktiekurserne på 20-30 % ikke for alvor ville være urovækkende. Nogle anså det tilmed for både et sundhedstegn og en nødvendighed.

Nu er det en realitet, at aktiekurserne er faldet til dette niveau, fra det danske KFX-index med 19,6 pct. siden den 15. juli, over Dow Jones med et fald på 21,7 % siden den 17. og til det svenske OMX med et fald på hele 31,9 pct. siden den 20. juli.

Og uroen fortsætter. Stemningen på børserne verden over har bevæget sig fra trykket til desperat, afbrudt af taktfaste klapsalver, når bundlinjen bevæger sig opad, og en fornemmelse af, at den akutte katastrofe er undgået, har bredt sig.

Det er svært længere at benægte, at en global finans- og valutakrise er en realitet. Den kapitalistiske økonomis krisetegn er blevet mere og mere synlige, og begynder at sætte sit præg på den internationale politiske dagsorden. Spørgsmål som: Vil krisen berøre det kommende EURO-land og hvordan? Findes der nogen udvej af den russiske krise? Er opturen slut for USA’s vedkommende? osv. osv.

Og bag det hele lurer et andet spørgsmål: Er verdensøkonomien på vej mod recession? Står vi overfor en ny kapitalistisk krise som 30ernes depression eller 70ernes såkaldte "oliekrise"?

Flere og flere økonomiske eksperter begynder at besvare dette med et ja.

Et af de førende finansblade, det engelske The Economist fastslog på lederplads, at en global recession måske allerede er startet:

-Verdensøkonomien kan sammenlignes med en flyvemaskine, der har mistet to af fire motorer, hvor den tredje nu begynder at sætte ud, hedder det.

Avisen på peger, at den samlede verdensøkonomi ventes at vokse med mindre end 2 pct. i 1998. Det vil være det samme som i 1991 og ikke meget mere end i 1982 og 1975, hvor kloden pr. definition var i recession, siger avisen, der som de tydeligste tegn på den verdensøkonomiske krise henviser til den eksisterende recession i Japan, styrtdykket i den kinesiske vækst efter en rekord-årrække og faren for kinesisk devaluering, den sydøstasiatiske krise, sammenbruddet i Rusland, usikkerheden om Latinamerika og "korrektionen" på Wall Street.

Avisen konkluderer, at hvis væksten i USA og Europa nu også falder, "så kan verden se den værste økonomiske krise siden 30’erne i møde."

Omkring 40 procent af verdens befolkning lever i lande, der allerede befinder sig i recession.

Til dagbladet Børsen udtalte økonomen Brian Burr, direktør for Scandinavian Asset Management:

-Når det økonomiske og politiske kaos i Rusland, der har en økonomi på størrelse med Hollands, kan udløse et aktiedyk mellem 20 og 50. pct rundt omkring i verden, så kan der ikke længere herske tvivl om, at vi er stærkt på vej mod en global recession. (3.9.98)

BG Banks chefanalytiker Keld Holm konstaterede dagen før i samme avis, at en global recession ikke alene truer, men allerede er undervejs:

Ifølge Keld Holm er risikoen for, at en global depression af et sådant omfang bliver en realitet større netop nu end på noget andet tidspunkt i efterkrigstiden. Hans ræsonnement er som følger: Verden skriger i dag på et økonomisk vækstlokomotiv. USA er ikke i stand til at fungere som sådan p.g.a. sit store betalingsbalanceunderskud og andre faktorer. Japan og resten af Asien er lagt ned. Latinamerika er tæt på at vælte. Tilbage bliver de 11 Euro-lande med et årligt handelsbalanceoverskud på 200 mia. dollar og en omfattende arbejdsløshed på officielt 11 pct., der kan sættes i sving.

Keld Holm gør sig til talsmand for en såkaldt "ekspansiv økonomisk politik" koordineret på EU-plan. Andre økonomer er i færd med at udvikle andre strategier for et "samlet internationalt svar" på en krise af global karakter.

Den kapitalistiske økonomi (eller som det hedder: den kapitalistiske reproduktion) bevæger sig i cyklusser, der gennemløbes over en årrække: fra krise til krise. De kapitalistiske økonomiske kriser er overproduktionskriser. Og det gælder også den nuværende verdenskrise, som er under udvikling, selvom denne krise også har sine særtræk. Der er produceret flere varer end det højt lovpriste globale marked – på grund af verdensbefolkningens begrænsede købekraft under kapitalismen. Der er varer nok, mere end nok – men en stor del af verdensborgerne har ikke råd til at købe dem, fordi de lever på eller under eksistensminimum. Overproduktionen af varer er relativ: den kapitalistiske produktionsmåde kan ikke dække samfundets virkelige behov. Det gælder både i forhold til de uudviklede og udviklede kapitalistiske lande - for slet ikke at tale om verdenssamfundets behov.

Vi har i disse måneder oplevet at fremgangsfasen (højkonjunkturen, boom-perioden) har toppet, ledsaget af eventyrligt høje aktiekurser og stor investeringslyst, og er nu på vej mod den egentlige kriseperiode (med overproduktion af varer, der ikke kan afsættes, produktionsindskrænkninger og globalt stigende arbejdsløshed, osv.).

Den akutte krise glider over i depressionsfasen (stagnerende industriproduktion, træg handel, overflod af fri pengekapital, ringe investeringslyst) – som derefter bevæger sig over i oplivningsfasen, hvorefter de glade dage kommer igen i fremgangsfasen (højkonjunkturen). Som sagt bevæger den økonomiske cyklus under kapitalismen sig fra krise til krise, men under højkonjunkturen overskrides det højeste niveau i den tidligere cyklus: der produceres flere varer end nogensinde før, aktiemarkedet sætter alle tiders rekorder, der er liv og glade dage igen.

Dette mønster er konstant, gentager sig i alle kapitalistiske økonomier, og i den kapitalistiske økonomi på verdensplan. Igennem dette århundrede og ikke mindst i efterkrigstiden er varigheden af den kapitalistiske cyklus blevet mindre: den er nu på 6-7 år.

Der har været en temmelig lang opgangsperiode op gennem 90erne, ligesom den seneste krisefase ikke var så dyb. Det hænger sammen med etableringen af det globale kapitalistiske verdensmarked efter Sovjetunionens fald og med den kapitalistiske åbning af den kinesiske økonomi og med en såkaldte "globalisering". Det er også nogle af grundene til, at det kan forventes, at krisen bliver en af de mest voldsomme i dette århundrede, og at mindet om 30ernes verdensdepression kaldes frem igen. Indtil videre har USA og Vesteuropa i høj grad kunnet afværge krisen ved at vælte den over på andre og svagere økonomier. Alle tegn i sol og måne tyder på, at USA og Vesteuropa er de næste, der står for tur.

Den herskende klasse kender kun et middel til at undslippe krisen: ved at vælte dens byrder over på arbejderne og de brede masser, ved at vælte den over på andre lande, og i sidste ende gennem krig.