Opgøret med
venstrefløjen

Det særdeles forhenværende bud på posten som NATO- generalsekretær og dansk statsminister, den forhenværende underigsminister og partiformand, Uffe Ellemann-Jensen , har overordentlig travlt med at fuldføre sit livsværk. Fra sit otium meddeler han Weekendavisen, at den kommende PET-undersøgelse skal bruges til "at tage opgøret med venstrefløjen":

-"Vi har i Danmark aldrig fået det nødvendige opgør med tiden under den kolde krig. Aldrig fået en gennemgang af, hvilke grupper og enkeltpersoner, der spillede imod danske interesser."

-"Selvfølgelig skulle de ledende folk i DKP og VS da registreres i Danmark. Vi ved også, at det var på det tidspunkt, at der foregik mange grimme ting omkring 68-oprøret. Det var ikke bare et fredsommeligt opgør med nogle stive professorer, men også et forsøg på en voldelig omvæltning af samfundet."

 

Om den bebudede PET-undersøgelse siger han:

- "Det er som at åbne Pandoras æske, men man er nødt til at undersøge begge sider af sagen, for at der overhovedet skal være nogen mening i det. Det er en uendelig farlig proces, rummer langt mere sprængstof i sig, end man egentlig gør sig klart. Derfor er jeg på forhånd betænkelig ved overhovedet at lave en sådan undersøgelse af PET. Men hvis regeringen vil have den, er man bundet af størst mulig åbenhed og af kravet om, at det hele skal afdækkes, også venstrefløjens aktiviteter."

Den forhenværende er en mand, som ved besked. I en lang årrække har han været centralt placeret, også i forhold til efterretningstjenesterne. En virkelig undersøget af PETs virksomhed vil utvivlsomt have Ellemann-Jensen som en af nøglefigurerne, hvis det drejer sig om at placere ansvaret for den kendsgerning, der allerede er etableret: at PET foretog en omfattende registrering af lovlige partier, lovlig politisk virksomhed og af tusinder og atter tusinder af mennesker, hvis "forseelse" var, at de tilhørte venstrefløjspartier eller støttede dem f.eks. ved valgopstilling.

 

Ellemann-Jensen ved besked. Han kender både sin egen, Schlüter-regeringens og det politiske systems rolle i det hele. Og det er ikke tilfældigt, at han kræver undersøgelse af venstrefløjen og ikke af de hel- og halvfascistiske højrekræfter. For han kender nemlig også til efterretningstjenesternes samarbejde med højreekstremister. Han kender det internationale samarbejde, med CIA, Mossad, apartheid-Sydafrika osv., og ved, at en undersøgelse vil kunne afsløre, at PET som før og under krigen udleverede sine oplysninger til Gestapo, er frihedskæmpere under den kolde krig blevet udleveret til deres undertrykkere. Han ved , at kun toppen af isbjerget er afdækket, at langt større skandaler ligger begravet og risikerer at komme frem i lyset. At det kan komme til at betyde et af magthaverne højst uønsket indblik i den borgerlige statsmagts virkelige mekanismer. Og han ved, at det vil rejse en debat om, hvem der egentlig "spillede mod danske interesser", som i øvrigt er et særdeles fleksibelt begreb, hvor skiftende regeringer f.eks. ofte har haft en tilbøjelighed til at forveksle private virksomhedsinteresser som F.L. Smidths interesser med nationale interesser.

 

Ellemann-Jensen har altid ivrigt fulgt maksimen Det bedste forsvar er et angreb. Vanen tro går han til angreb på sine modstandere, på venstrefløjen som helhed. Det er tom buldren. Der ligger ikke store "afsløringer" eller skandaler og venter dér. Af sådanne ting er alt, hvad der har kunnet tjene reaktionære propagandaformål stort set blevet fyret af. Ellemann ved udmærket at PET – direkte og via politiske kontakter – lækker det til pressen, man anser for gavnligt.

Den socialdemokratiske regering ønsker en lukket undersøgelse. Det er selvfølgelig et forsøg på at undgå at slippe indholdet af Pandoras æske ud. Selvfølgelig skal der være en åben undersøgelse. Det er alligevel helt sikkert, at den ikke bliver fuldstændig tilbundsgående. Mange af den borgerlige stats dybeste hemmeligheder forbliver velbevarede, selv under hårdt pres. Det er også en del af det parlamentariske demokratis funktionsmåde.

Redaktionen 7. september 1998