Nazismens sociale demagogi
i går og i dag

Den sociale demagogi var en del af fascismen i hele dens leve- og regeringstid. Imidlertid var fascisterne hverken opfindere eller de sidste udøvere af denne form for bedrag for at vinde massetilslutning. Det nye i den sociale demagogis historie i Tyskland under nazismen var dens eskalation til "socialistisk demagogi" – at den udgav sig for at være en forkæmper for revolution - en "tysk", i modsætning til en international - for en overvindelse af kapitalismen.

I de politiske anklager mod de sociale forhold, som rejses i de brune demagogers taler også i dag, gribes der tilbage til arbejderbevægelsens terminologi. Således hedder det f. eks. i et flyveblad fra "Unge Nationaldemokrater": "Mod system og kapital - vores kamp er national". Man forfægter en "folkevenlig socialisme". Dog er der for det meste ikke mere tale om "socialisme". ("Overvindelse af kapitalismen som sådan")

Efter første verdenskrig stod det selv den yderste reaktion klart, at ideen om socialisme ikke lod sig drukne i blod alene. Terroren blev så mere målrettet suppleret med demagogi. Alle utilfredse skulle samles i en bevægelse mod republikken og for Hitlers planer om magterobring. Recepten bestod i "at vinde masserne, også selv de småborgerlige, så vil arbejderne følge efter." (Adolf Hitler)

Nazisterne lovede alle alt.

Efter magtoverdragelsen til Hitler blev NSDAPs økonomiske program nyformuleret og dets udsagn trimmet efter intetsigende og politisk skøre paroler. "Nedbrydning af renteslaveriet" eller så farvestrålende løsener som "almennytte forud for egennytte", et slogan der kan gælde enhver kolonihaveforening, blev propageret. Selvom man indtil da havde talt om en "jordreform uden erstatning for ekspropriation", så distancerede man sig fra nu af herfra.

Da fascisterne på storkapitalens bestilling fik overdraget magten, ændredes ejendoms- og produktionsforhold ikke. Krupp forblev Krupp og Thyssen Thyssen. Monopolernes og storbankernes økonomiske og politiske magt befæstedes i en hidtil uset målestok. Allerede 15. juni 1933 blev "generalrådet for tysk økonomi" nedsat, her blev de største koncerner gjort direkte ansvarlige for organiseringen af den samlede folkeøkonomi. Økonomi og politik, monopolerne og staten havde aldrig været så snævert forbundne som under nazitiden.

Men lad os vende tilbage til virkningen af fascisterne sociale demagogi. Dens virkning skyldtes ikke alene dens uklare indhold, men i høj grad den måde den bibragte folket løfter og forjættelse.

For det første: Der eksisterede i en del af den arbejdende befolkning en "trang til forløsning" og "tro på forløsning". Klassesamfund producerer ikke af sig selv klassebevidsthed hos masserne, men et stærkt må1 af bevidsthed om egen afmagt. Et parti, der hævder, at det har en mand med magt til at omstyrte samfundet, kan stole på opmærksomhed.

For det andet: De fascistiske demagoger havde i lang tid ikke alene kendt de arbejdende lags generelle forhold, men skaffede sig også kendskab til særlige træk ved den lokale situation og kunne således anklage "systemet" så det passede til målgruppen. Det betød, at nazitalerne viste, at de udmærket kendte folks bekymringer. Det skabte hos dele af arbejderne en vis tillid.

For det tredje: Den herskende ideologi, som var den herskende klasses, kom nazisterne til gode. Skole, kirke, militær og medier (presse, radio, film osv.) understøttede og virkede fordummende til gavn for nazidemagogerne.

Den fascistiske magtovertagelse og den økonomiske politik betød for den arbejdende klasse ophævelse af selv den mindste borgerrettighed, afskaffelse af dens "fuglefrihed" (Karl Marx) i det borgerlige samfund, ophævelse af "friheden" til salg eller ikke-salg af sin arbejdskraft. Fascismen afskaffer det borgerlige samfunds vigtigste historiske fremskridt for arbejderklassens vedkommende i forhold til feudaltiden: afskaffelsen af livegenskabet.

Fascismen betyder den mest brutale udbytning og elendiggørelse af de arbejdende klasser, hvorfor fascisterne ved afskaffelse af de tilkæmpede individuelle og kollektive rettigheder skaber forudsætningen for: tilintetgørelse af fagforeninger, tilintetgørelse af enhver form for lønmodtagerorganisation.

I fascismen udnævner den herskende klasse sig til leder af "folkefællesskabet". Nazisternes økonomiske ideal var "enhver sit". Enhver beholder hvad han har, privatejendom bliver "fuldt og helt" anerkendt, fordi den er "dybest forankret i det ariske væsen".

Med skabelsen af folkefællesskab og følgeskab for øje propagerede fascisterne aflæggelsen af troskabsed, den personlige tilslutning til den herskendes klasses politik, som har sit mest håndgribelige udtryk i "følgeskabstroskaben" mod føreren, statens fører og "bedriftsføreren".

I "Lov om ordning af det nationale arbejde" af 20.1.1934 hedder det i § 1:

§2: Bedriftsføreren har i forhold til følgeskabet afgørelsen i alle driftsmæssige anliggender." Nationalsocialismen gav kapitalisterne rammerne til at organisere "tyskernes præstationsfællesskab" i overensstemmelse med deres behov. I løbet af nogle få år havde kapitalisterne tilvejebragt følgende lønskala:

Det er også en lidet bekendt kendsgerning at det med arbejdere før "magtovertagelsen" ret velforsynede "arbejderparti" umiddelbart efter magtovertagelsen ligefrem afstødte arbejdere. Udgjorde arbejderandelen i NSDAP i 1930 28% arbejdere, var der 5 år senere kun 5%.

Hitler, en småborger, der i hele sit liv aldrig havde haft regulært arbejde i mere end et halvt år, betegnede sig ganske vist som "en af jer", når han talte for arbejdere. Og hans "værkfører" Robert Ley, som stammede fra en storbondefamilie, formulerede nazisternes "socialismebegreb" således:

Når man betragter efterkrigstidens nye fascistiske spektrum i Tyskland samlet, er det først i midten af 90erne, at den sociale demagogi påny har tiltaget i styrke.

"Kameraden, vi mener, at den nationale modstand i første række må komme fra demonstranter foran arbejdsformidlingskontorerne", forkyndte "Nationale Infotelefo Deutschland" i marts 1998.

Især i det plagede øst(-tyskland) forsøger NPD at vinde popularitet på en folkelig antikapitalisme. Det kæmper som en "revolutionær organisation" (citat partiformand Jürgen Schön), "for retten til arbejde" og "mod de superriges skattefiduser".

Partiet opfatter sig selv som "kapitalismens ofres skæbnefællesskab". I direkte aktion, i "gadekampen", træder dagens nazisters sociale demagogi stærkt i forgrunden. Det ses tydeligt på de anvendte paroler, flyveblade, klistermærker og transparenter. Her har vi altså paroler for folket.

Grundsætningerne i NPDs økonomiske program lyder derimod ganske anderledes:

Yderligere hedder det, at lønmodtageromkostningerne og skattetrykket skal reduceres drastisk. En socialpolitik, der orienterer sig imod "drømmebilledet om den totale velfærdsstat", anser NPD for "forfejlet og usocial".

I stedet skal det være arbejdsgivernes "nationale pligt"at sikre enhver tysker tilstrækkeligt arbejde. Udlændinge skal principielt "kobles ud af det tyske socialforsikringsvæsen". For virksomheder, der beskæftiger udenlandsk arbejdskraft, bør der indføres en særlig "tilbageføringsskat".

Med al mulig beslutsomhed vender partiet sig imod den "systematisk drevne internationalisering af den kapitalistiske økonomiske orden, fordi den kan ødelægge folkets kulturelle egenskaber.

I stedet for den folkefremmede udbytning skal der træde en "rumorienteret nationa1 folkeøkonomi, der først og fremmest skaber arbejdspladser for Tyskland" og hvor "bondestanden" nyder særlige privilegier. Og videre: den grådige kapital og "renteprivilegierne" skal "inddæmmes" til gavn for de produktivt arbejdende folkefæller.

Der er system i programmets selvmodsigelser: NPD agerer med tilsyneladende antikapitalistisk retorik mod finanskapitalen og propagerer samtidig for markedsradikale reformer.

Den tyske Folkeunion (DVU) har også i de seneste år satset på en indholdsmæssig nyaccentuering. Således bekendte partitalsmand Bernhard Dröse:

Således bliver der i DVUs program under punkt 6 krævet "tilvejebringelse og sikring af arbejdspladser bl. a. gennem styrket miljøbeskyttelse... frivillig ungdomstjeneste...civilforsvar...gennem genskabelse af truede virksomheders konkurrenceevne, f. eks. værfts- og stålindustrien...skattelettelser for tyske håndværksvirksomheder og middelstandsvirksomheder, som også skal beskyttes mod overdreven udenlandsk konkurrence. Også og netop indenfor rammerne af den fri og sociale markedsøkonomi er gældsomlægningsprogrammer med lavere renter fornuftige og nødvendige for truede firmaer". Tilsyneladende har Republikanerne altid fremstillet sig selv som et parti, der påtager sig de socialt svages problemer. Massearbejdsløsheden karakteriseres som en socialt slet tilstand, som der bør gøres noget imod. Der er ingen mangel på udtryk som "skræktal på næsten 5 millioner’’, "gammelpartierne i Bonns svigt i forhold til beskæftigelsespolitikken", "social tidsindstillet bombe" osv.

De har alle svigtet ifølge republikanerne. "Den sociale kritik" viser sig dog ved nærmere eftersyn blot at være propaganda. Som udvej propagerer de racistiske og deregulerende forholdsregler til reduktion af antallet af udenlandske arbejdere. Ellers hedder devisen: alt skal rette sig efter markedet. Med deres ideer om afskaffelse af arbejdsretlige beskyttelsesbestemmelser, forøgelse af trykket på de arbejdsløse og nedsættelse af understøttelsen vil de øge udbuddet af lavtlønsjob. Arbejdsløshed er for republikanerne først og fremmest en følge af de arbejdsløses manglende vilje til at yde en indsats og deres alt for høje krav.

Parallellerne mellem republikanernes krav og den kurs, regeringen er slået ind på i de senere år, er åbenlyse. Men dem, der har den fri markedsøkonomi og den politik, en Kohl eller Westerwelle står for, har ingen motivation for at vælge at erstatte en stærk original med en brystsyg kopi.

Højrefløjen advarer selv med henvisning til, at netop de socialt svage vælger højreekstremister om følgende:

"Hvad der for tiden står i højrepartiernes programmer af økonomiske og socialpolitiske temaer, er altså ikke kun problematisk ud fra en etisk og moralsk vinkel, men kan også på sigt komme til at koste dem deres politiske hovede" (Totalt marked eller social patriotisme? Europa voran, juli-august 1997)

Alligevel satser dagens nazister i offentligheden mere og mere på temaer som arbejdsløshed, antikapitalisme osv. Især ved højrefløjens koncerter og gadeopmarcher kan man nu høre paroler som: "først arbejde til tyskere" eller "tyske arbejdspladser til tyskere".

I Neustrelitz lod det lokale bevillingskontor sig i første omgang narre af nynazisternes sociale demagogi. Under den kamuflerende betegnelse "en uafhængig vennekreds" anmeldte nynazisterne i slutningen af februar 1998 en march under mottoet "Stop massearbejdsløsheden- stop den sociale uretfærdighed". De ansatte troede til det sidste, at det drejede sig om en protest fra de arbejdsløse.

Ved siden af deres provokative opmarcher forsøger nynazister også på anden vis at være ledende i opinionsdannelsen. Således optræder skolede unge NPD-aktivister ved offentlige lejligheder: De udgiver sig for seriøse spørgere, for at være medfølende med de arbejdsløse og tilslutter sig kritikken mod regering og "kapital".

Når dagens nazister ifører sig den "antikapitalistiske" sløringsdragt som sammenfatning og tilspidsning af deres demagogiske socialpolitiske krav, så er det selvfølgelig ikke højreekstremisternes virkelige grundholdning, men tjener først og fremmest til bedrage tilhængere og vælgere fra især socialt forarmede lag. Tonerne mod storkapitalen, mod koncerner og banker lyder desto højere, jo mere aggressivt disse tonser frem og på den måde sætter store dele af befolkningen op imod sig.

Således beskrev "Junge Freiheit" (28 marts 1997, forsiden) den nyeste skandale med nedlæggelse af arbejdspladser i stålindustrien under overskriften "Deutsche Bank - bagmand for Thyssen-Krupp handelen". Derpå hedder det, at der foregår en hensynsløs nedrivningspolitik på de arvejdende menneskers bekostning.

NPDs "Deutsche Stimme" skrev således:

I nazisternes daglige praksis berøres næsten hvert område indenfor det brede spektrum af socialpolitiske problemer. Massearbejdsløsheden er i tiltagende grad rykket i forgrunden. Stereotypt gentager de deres anklager mod "masseindvandringen" af udlændinge, som de gør regeringen ansvarlig for.

Det må alt i alt ikke overses, at den tiltagende erkendelse af modsætningen rig/fattig i den tyske hverdagsbevidsthed, finder et udtryk her. Højreekstremisternes fremgang følger i udstrakt grad nazipartiets mønster fra 1933, da dette henvendte sig til masserne med "proletariske løsninger" og bag kulisserne allierede sig med de mest reaktionære repræsentanter for industri- og finanskapitalen.

I sin tid kalkulerede NSDAP koldt og kynisk med, at med krisens vækst ville masernes behov for at undslippe de elendige forhold blive stadigt stærkere. Skruppelløst lovede de hurtig og gennemgribende forandring i samme øjeblik, de og deres fører kom til magten.

Det ophobede had til Weimarrepublikken, som næredes af millioner, blev imødekommet med paroler som "nu skal det være slut", og de tilbød Hitler som "befrier" og "forløser".

"Nu skal det være slut med det" er de nuværende højrekræfters løsen. Og atter opstilles det forjættende løfte om en forløser.

Der er dog stadig problemer med navngivningen. Denne forlegenhed kommer ufrivilligt komisk til udtryk hos en af højrefraktionerne: "Den Messias, der igen skal føre Tyskland mod bedre tider har allerede et navn: NPD".

Hvis højreekstremisters og nynazisters videre fremgang skal standses, er det uomgængeligt for antifascisterne at afsløre deres mål, manøvrer og demagogi, at synliggøre de historiske erfaringer.

Dertil hører også afsløring af de egentlige årsager til massearbejdsløshed, analyse af flygtningestrømme , deres årsager osv.

Men i særdeleshed er det vigtigt at indtage sin plads i den daglige klassekamp, at stille sig op til forsvar for alle arbejdende menneskers virkelige interesser, for deres enhed og mod national opsplitning.

For i den virkelige kamp afslører nazisterne sig altid meget hurtigt som arbejderklassens fjender og sig kapitalens håndlangere.

Oversættelse CH.