Egentlig var det en almindelig morgen. Vi havde lige nået en halv smøg og en halv kaffe, inden kassen skulle gøres i orden. Der skal ordnes poser og bon-ruller, kurve og varer fra dagen før skal lægges på plads. Så skulle hele kasse-linien helst også vaskes af, før vi åbner. Men da det skal ske uden løn, blir standanden derefter. Man må betale for kvalitet. For blot nogle år siden var alt dette ikke ekstra-arbejde for kassedamerne, dengang var der mere personale.

Det vigtigste for os at nå – er nemlig at få styr på pengene i kassen, inden vi åbner. Evt. fejl fra dagen før hefter vi nemlig for, hvis vi ikke har talt efter, og gjort opmærksom på det. Det samme gælder dagens ration af byttepenge. Dem henter vi oppe på kontoret. De er stillet frem i bunker - en til hver kasse.

Heldigvis hentede vi byttepenge samtidig den morgen. En af bunkerne stemte nemlig ikke – der manglede et bundt 5o kr.s sedler. Tiden er knap, men bestyreren måtte findes, så vi kunne få kassen til at stemme.

Imidlertid hævede bestyren, at byttepengene havde været i orden og udslyngede uden tøven: "-Der er nogen der har taget de 500 kr. Der er nogen der har stjålet dem!"

Da butikken endnu ikke var åbnet, var antallet af personer, der kunne gå ind under kategorien "nogen" temmelig begrænset. Egentlig begrænset til os. Så "nogen" gav sig til at checke om de skulle være faldet ned bagved...Det var de ikke. "Nogen" fik derefter overtalt bestyreren til at checke sin kassebeholdning - ikke at der kunne være lavet fejl, men bare for en sikkerheds skyld! - - Nåå- gud, der lå de jo!

10 minutter senere stillede bestyreren med en spand sæbevand, skurepulver, ståluld og grydesvamp. Meddelte os, at vores rengøring var en skændsel og gik i gang med at plaske det hele til med vand og sæbe. Vi så spændte og interesserede til, hørte på nødvendigheden af at bruge knofedt, lige indtil det blev afbrudt af endnu en kunde, der bekymret spurgte, hvor hun skulle stille sine varer. "-Sådan skal I gøre og nu må I sandelig kunne klare det selv", var bestyrerens farvelord. Der skulle et par meter køkkenrulle til, før kunderne igen kunne få deres varer op på båndet og betale. Men der er da et par steder, hvor kassen nu skinner ren og blank.

Så var det, vi fik det at vide med Mette. Hun var startet for 14 dage siden som deltids-kassedame – to eftermiddage og lørdag. Samtidig var hun begyndt at læse HF om dagen. Hun havde ikke bare været almindelig nervøs, kejtet og langsom – som alle nye - hun var anderledes. Nogle af os havde forsøgt at dække hende ind, så godt det kan lade sig gøre – og det er ikke særlig godt – for at være ved kassen er et råt job, indtil man får styr på det. Andre havde travlt med at finde fejl.

I torsdags lyste stresset ud af hende, vi kunne se, der gik kludder i det hele tiden, og ved lukketid, måtte vi tælle hendes kasse op, for hun orkede ikke mere. Der manglede 514 kr.

Fredag morgen fik vi at vide, at hun ville blive fyret. Men det nåede de ikke. Mette tog sit eget liv den fredag.

Hvad gør man, når sådan noget sker?

Selvfølgelig har vi spurgt os selv og hinanden – kunne vi have gjort noget ?

Det er så sundt at have et arbejde og kunne forsørge sig selv. Sådan lyder det nu, hvor de ældre, de syge og de psykisk syge skal jages ud på arbejdsmarked – ud af a-kasserne og ud af det offentlige sociale system. Hvad så med Mette? Det ville vi gerne spørge de høje herrer om.