Borgerskabets indsigt i nødvendigheden (del 4)

Den subjektive faktor

Af Pelle Collin

 

I den 4. artikel om borgerskabets og kapitalismens overlevelsesstrategier behandler Pelle Collin spørgsmålet om den subjektive faktor – det vil sige det kommunistiske partis, klassebevidsthedens og organiseringens rolle i den revolutionære kamp, og om borgerskabets midler imod det.

 

I spørgsmålet om den revolutionære strategi opereres med to centrale begreber, som definerer revolutionens betingelser, nemlig revolutionens objektive og subjektive faktorer. Denne artikelserie har hidtil koncenteret sig om den objektive faktor, som udgøres af de objektive antagonistiske modsætninger i kapitalismen, dvs. de iboende faktorer i kapitalismens politiske økonomi, som fører til almen, uløselig krise og reaktion og baner vejen for et kvalitativt omslag i samfundsudviklingen, den socialistiske (proletariske) revolution.

Ingen revolution er nogensinde gennemført spontant. Uden en revolutionær strategi og taktik kan man lave oprør, men ikke en gennemgribende revolution, der sætter et nyt samfundssystem på dagsordenen. Udviklingen af en sådan strategi og taktik og organiseringen af det menneskelige revolutionære potentiale på basis af den revolutionære ideologi, dvs. massearbejdet, sammenfattes i begrebet den subjektive faktor.

I den nuværende historiske epoke er den internationale arbejderklasse den bærende sociale kraft i den revolutionære udvikling; i denne udbyttede og stadigt voksende klasse ligger det objektive revolutionære potentiale, og det er efterhånden meget stort. Når kapitalismens skærpede almene krise ikke omsættes i revolution, må vi lægge skylden på den utilstrækkelige subjektive faktor, som udgøres af det kommunistiske parti og den revolutionære massebevægelse. Kampen for samling af kommunisterne i et stærkt klassekampsparti på marxismen-leninismens grund i hvert enkelt land er derfor hovedopgaven for den internationale kommunistiske bevægelse, dvs. i sidste ende en opgave for den internationale arbejderklasse og alle progressive, revolutionært indstillede kræfter.

Dette er jo nemmere sagt end gjort. På påfaldende vis har den subjektive faktor lige fra starten været grebet af korrumpering, splittelse og forvirring. Opportunismens kvælende, tykke dyne har lagt sig over potentielle revolutionære konflikter, og den revolutionære ideologi er blevet så forvansket og tilsvinet, at der skal stålsat mod og energi til at finde den bag alle lagene af mudder. At den herskende klasse har mere end en finger med i spillet, når der spændes ben for den subjektive faktor, er vist tydeligt for enhver. Mindre tydeligt er, hvorledes man skal tolke den subjektive faktors udviklingsmuligheder; her skal man tænke dialektisk.

Konservativ og reaktiv
konsensus

Som vi så i forrige artikel, danner den borgerlige offentlighed rammerne for den politiske tænkning (ja, den herskende tænkning i det hele taget); ikke blot det officielle verdensbillede, men også hele begrebsverdenen ned til mindste detalje lader til at være urokkeligt forankret i den borgerlige ideologi, selv når virkeligheden overhovedet ikke lader sig forklare selv med nok så "god" vilje inden for disse rammer. Sammenkædningen af de uforenelige modsætninger markedsøkonomi og demokrati er f.eks. blevet et klassisk eksempel på den imperialistiske, borgerlige offentligheds tragikomisk stivnakkede normativitet. Alligevel er det konventionel visdom.

Der er ingen grund til at fortvivle. Bevæger man sig ned fra parnassets hellige haller og ind i arbejderklassens dybeste lag, hersker der erfaringsmæssigt en naturlig mistro til borgerskabets salmesang. Modtageligheden over for den herskende borgerlige respektive den revolutionære ideologi er nogenlunde proportional med klassetilhørsforholdet, og så kan man selv regne efter. Potentialet er der, om end som Scherfig engang sagde: "Man læser ikke ustraffet BT hver dag."

Ethvert samfund har, hvad vi kunne kalde en konsensus, der bestemmes af den herskende ideologi. Denne konservative konsensus kan være herskende, selvom den objektive virkeligheds modsætninger buldrer og brager; modsætningerne hober sig op, men giver kun et revolutionært omslag, hvis den subjektive faktor er til stede. Den konservative konsensus er m.a.o. det socialpsykologiske fænomen, der fastholder den vante forestillingsverden, de vante referencerammer.

Når modsætningerne hober sig op til bristepunktet for (eller hvis pludseligt kommende faktorer fjerner ethvert grundlag for) den konservative konsensus, samtidig med at den subjektive faktor er fraværende, forekommer enten kaotiske oprør uden mål og med, som er dømt til nederlag, eller ultrareaktionære kræfter tager ledelsen, hvilket er reglen. Hvad enten der er tale om et revolutionært omslag, kaos eller ultrareaktionær ledelse er der tale om det socialpsykologiske fænomen, vi kunne kalde reaktiv konsensus. Den reaktive konsensus er altså ikke nødvendigvis et fænomen med progressivt fortegn, men et almindeligvis dialektisk omslag, der fundamentalt ændrer det herskende verdensbillede for de involverede. Den revolutionære krise markerer selvfølgelig varslet om en revolutionær reaktiv konsensus.

Den dialektiske socialpsykologi kan dermed fortælle os to vigtige ting, når vi skal udarbejde en konkret revolutionær strategi: For det første, at man ikke skal fortolke den borgerlige ideologis totale dominans sådan, at der nødvendigvis er lang vej til revolutionen; den konservative konsensus vil typisk være herskende, lige indtil selve den objektivt betingede revolutionære krise indtræder. For det andet, at man ikke skal sætte lighedstegn mellem revolutionær massemobilisering og politisk bevidsthed; en idealistisk overfortolkning af selve massemobiliseringen kan være fatalt for socialismens første fase.

Reformisme og revisionisme

Da det danske socialdemokrati og dens fagbevægelse i 1899 indgik den berygtede hovedaftale med kapitalen, hvorunder arbejdsgiverne tilkendtes "retten" til at lede og fordele arbejdet, var det kronen på værket i den første bølge af revisionisme i arbejderbevægelsen. Allerede mens Marx og Engels levede og arbejdede på den epokegørende revolutionære ideologi, var der kræfter inden for den internationale arbejderbevægelse, som fremførte ideen om klassesamarbejdet som arbejderbevægelsens strategi. Ved indgangen til det 20. århundrede havde majoriteten i arbejderbevægelsen og de oprindeligt revolutionære socialdemokratier antaget denne linje, der i dag normalt betegnes som reformisme.

I forbindelse med undergravningen af socialismen i Sovjetunionen samt fremkomsten af opportunistiske parti- og statsledelser i de nye, erklæret socialistiske lande efter anden verdenskrig trådte den anden bølge af højreopportunistisk revisionisme ind på scenen. Denne moderne revisionisme, i dag ofte blot omtalt som revisionisme, forårsagede en katastrofal splittelse i den internationale kommunistiske bevægelse og dermed også yderligere splittelse i den internationale arbejderbevægelse i efterkrigstiden. Trods de revisionistiske staters kollaps er revisionismen fortsat hovedfaren i den kommunistiske bevægelse, mens reformismen udgør hovedfaren i arbejderbevægelsen som helhed.

Reformisme og revisionisme er gradsforskelle af den samme objektivt betingede tendens, højreopportunismen. Den teoretiske kerne i revisionismen er en fornægtelse af den marxistiske statsopfattelse - at enhver stat pr. definition er et klassediktatur - mens reformismen åbent prædiker klassesamarbejde og forsvar for borgerskabets statsmagt. Den organiserede revisionisme og reformisme bekæmper til tider skjult, til tider åbent - og altid med alle beskidte midler - den marxistisk-leninistiske ideologi og dennes organiserede politiske strømning. Fra socialdemokratisk hold kan den antikommunistiske agitation erfaringsmæssigt antage ekstreme former, hvilket netop skyldes Socialdemokratiets objektive rolle som organisator af arbejderklassen i borgerskabets tjeneste.

Reformismens hovedeksponent har i det 20. århundrede været det internationale socialdemokrati, men også andre partier bekender sig til denne strømning, i Danmark SF og Enhedslisten (der dog også rummer erklæret "revolutionære" fraktioner). Revisionismens hovedeksponent har været de Moskva-plagierende partier såsom DKP i Danmark (fra omkring 1960), men også andre tidligere revolutionære kommunistpartier har gennemgået en tilsvarende forfaldsproces, bl.a. den "eurokommunistiske" strømning.

De revisionistiske opgør med marxismen-leninismen har slavisk ført til de pågældende partiers forvandling fra klassekampspartier til konfliktsky halehængspartier med stærk fokus på erobring af parlamentariske taburetter ("stemmeseddel-fetichisme") og faglige lederposter (arbejderaristokratisme), begge dele uden en revolutionær linje. I sidste ende smelter revisionismen sammen med socialdemokratismen, hvilket er set helt åbenlyst for alle og enhver i f.eks. de svenske, italienske og franske revisionistpartier. Kommunistiske partiers forvandling fra revolutionære til revisionistiske partier har været reglen snarere end undtagelsen i efterkrigstiden og er her i landet senest set med kuppet mod DKP/ML i 1997.

Reformisme og revisionisme er ikke ideologiske strømninger, der udspringer af velmenende, men naive menneskers oprigtige ønske om samfundsforandringer. Deres agitation og begrebsverden er typisk meget besnærende for lægfolk, fyldt med indholdsløse plusord og illusoriske positive visioner, men som alle andre betydelige politiske bevægelser udspringer de naturligvis af objektive interesser. Vi har her at gøre med objektivt betingede strømninger, der er funderet i ikke-proletariske samfundslags objektive interesser og karakteristika, og som objektivt tjener til at forlænge kapitalismens levetid, uanset de medvirkendes selvopfattelse.

Den gamle historie om
korrumpering

Imperialismen, kapitalismens højeste og sidste stadium, har som følge af den øgede udbytning af arbejderklassen i de udviklede lande i almindelighed samt den globale imperialistiske udbytning i særdeleshed gjort det muligt at "opkøbe" det øverste lag i arbejderklassen, at tildele det privilegier og social tryghed igennem kriserne til gengæld for dette lags varetagelse af klassesamarbejdet.

Dette arbejderaristokrati udgør kernen i den reformistiske fagbevægelse, og det spænder i sin klassemæssige berøringsflade fra heltidstidsansatte tillidsmænd, "overhunde" på arbejdspladserne, i den nederste ende over fagbureaukratiske "løjtnanter" til folk i den øverste ende, som i deres karriere er vokset socialt ind i borgerskabet og sågar monopolborgerskabet. Visse grupper af højtlønnede og privilegerede fagarbejdere kan komme i en objektiv placering, der placerer dem i arbejderaristokratiet, og de kooperative virksomheder har med succes systematisk produceret arbejderaristokrater. Arbejderaristokratiet er altså ikke en klasse, men et vidtspændende socialt lag med objektivt reaktionære interesser.

Arbejderaristokratiet er reformismens og revisionismens (højreopportunismens) generelt væsentligste sociale basis; de ledende kadrer i revisionistpartierne rekrutteres overvejende fra dette lag. Dette borgerliggjorte arbejderlag spalter med sin opportunisme arbejderklassen og fungerer som et de facto agentur for borgerskabet i arbejderbevægelsen; arbejderaristokratiet fører den borgerlige ideologi ind i arbejderklassen og forråder - som følge af sin objektive placering - systematisk og forudsigeligt dennes objektive interesser.

Man bliver ikke pr. definition arbejderaristokrat, fordi man erobrer en faglig tillidspost, men risikoen er mere end overhængende i den socialdemokratiske fagbevægelses effektive, rygklappende hierarki; korrumperingen er en uomgængeligt objektiv mekanisme, karakteriseret ved kontante, materielle fordele for den korrumperede. Subjektivt kan den enkelte faglige leder være klassisk arbejderaristokrat det ene øjeblik og klassekæmper det næste - men desværre også i omvendt rækkefølge, hvilket er den typiske mekanisme ved fraværet eller degenerationen af det kommunistiske parti. Jo højere man befinder sig i arbejderaristokratiet, desto mere uafvendeligt borgerliggjort bliver man.

I længden kan selv den reneste, hæderlige faglige leder kun modstå indrulleringen i arbejderaristokratiet med det kommunistiske parti og dets konsekvente klassekampslinje i ryggen. I det oprindeligt revolutionære DKP havde man således en regel om, at faglige (og parlamentariske) ledere skulle betragtes som partifunktionærer, der aflønnedes af partiet, altså simpelthen afleverede borgerskabets bestikkelse ved partikassen og beholdt et passende beløb svarende til en normal arbejderløn. Denne regel blev sigende nok afskaffet med partiets revisionistiske udartning i 60’erne.

Teorien om arbejderaristokratiet blev klarlagt allerede i starten af det 20. århundrede, i Lenins afdækning af imperialismen:

"Vi fører kampen mod arbejderaristokratiet i arbejdermassernes navn og for at drage dem over på vores side," sagde Lenin. Denne nøglekonklusion er af største vigtighed for at kunne føre en klassekampslinje under imperialismen, og derfor skys den som pesten af de reformistiske og revisionistiske ledere. I klassekampens fremadskriden vil arbejdermasserne imidlertid i stigende grad erkende, hvem der har valgt side for borgerskabet; de objektive muligheder for en revolutionær fagopposition bliver dermed stadigt større. Kommunisterne må forstå at fastholde og skærpe teorien om arbejderaristokratiet, hvis man skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at udvikle en revolutionær arbejderbevægelse, at forene arbejderklassen.

En anden væsentlig social basis for reformisme og revisionisme er de intellektuelle eller intelligentsiaen. Også her har vi at gøre med et socialt mellemlag med forskellige klassemæssige berøringsflader, der i reglen tjener den herskende klasses interesser (dette gælder uden undtagelse intelligentsiaens øverste lag, der er socialt sammenvokset med borgerskabet og monopolborgerskabet). Intelligentsiaen har ikke et selvstændigt forhold til produktionsmidlerne og er dermed ikke en selvstændig social kraft; intelligentsiaen har ikke noget selvstændigt samfundsprojekt - en selvstændig politik - på dagsordenen, men er tværtimod for de lavere stratas vedkommende yderst følsom over for de politiske konjunkturer.

Borgerskabet har erfaringsmæssigt haft nemt ved at rekruttere splittelsesmagere fra dette samfundslag. I den revisionistiske kontrarevolution i Sovjetunionen og Østblokken i 50’erne blev intelligentsiaen således rekrutteret som en meget vigtig reserve for de antisocialistiske omvæltninger. Da kapitalismen endelig blev fuldbragt i slutningen af 80’erne, var det også intelligentsiaen, ikke arbejderklassen, der var det revisionistiske og nykapitalistiske borgerskabs vigtigste støttepille.

En stor del af intelligentsiaen - navnlig den del, der har tættest lighed med arbejderklassen - kan på den anden side vindes for den revolutionære ideologi og politik uden voldsomt besvær, når konjunkturerne tillader det. Man må imidlertid altid have intelligentsiaens særlige karakteristika for øje, nemlig individualismen og den manglende evne til disciplin og organisering på den ene side og modtageligheden over for illusioner og luftkasteller på den anden side - alt sammen funderet i intelligentsiaens objektive livsbetingelser, der typisk minder om småborgerskabets. Den danske og internationale arbejderklasse kan ikke være tjent med en gentagelse af 70’ernes skadelige og splittende, delvist CIA-finansierede "universitetsmarxisme".

Korrumperingen i arbejderbevægelsen og blandt de oprindeligt revolutionære kræfter har altså kort fortalt ikke-proletariske samfundslag som social basis. Det kommunistiske parti er pr. definition et arbejderparti, og det skal også kunne måles kvantitativt, med et stort flertal af arbejdere, hvor tyngden ligger på de nederste lag, de ufaglærte. Afsløringen af arbejderaristokratiet er herunder det vigtigste våben i kampen for at sikre kommunistpartiets karakter af arbejderparti.

Opportunisme fra "venstre"

Den kommunistiske bevægelse skal også være opmærksom på faren fra "venstre", der godt nok er en sekundær fare, men som i visse situationer kan skade kommunistpartiet alvorligt og føre det på vildspor og/eller aflede en revolutionær bevægelse. Venstreopportunisme vil typisk dukke op som svampe efter et regnvejr i revolutionære kriser (hvor højreopportunismen dog som altid er hovedfaren).

Venstreopportunismen manifesterer sig som forskellige former for og grader af sekterisme, hvor kommunistpartiet eller den erklæret revolutionære organisation afskærer sig fra massearbejdet, f.eks. ved manglende forståelse af den leninistiske teori om nødvendigheden af arbejderklassens taktiske forbund med øvrige samfundslag - revolutionens reserver - eller ved manglende forsøg på at finde rodfæste i arbejderklassen.

De mest ekstreme former for sekterisme fornægter helt arbejderklassens ledende rolle i revolutionen og prædiker en lille avantgardes selvbestaltede "ret" til at iværksætte såkaldt revolutionære aktioner trods manglende objektive betingelser og manglende rodfæste i arbejderklassen og masserne i øvrigt. Det triste resultat kan ende helt ude på terrorismens overdrev og give borgerskabet et nemt påskud til at øge undertrykkelsen via politi, militær og efterretningsvæsen.

Venstreopportunismens hovedeksponent er den internationale anarkismes mange fraktioner, der fortrinsvis rekrutterer sine medlemmer fra alle andre samfundslag end arbejderklassen, inklusive unge naive sjæle fra borgerskabet.

Den internationale trotskisme optræder ofte yderst sekterisk, men svinger på den anden side hurtigt over i galopperende højreopportunisme, når den vinder indflydelse; trotskismens objektivt kontrarevolutionære hovedfunktion kan aflæses af dens åbenlyse antikommunisme og forfalskning af marxismen, der markedsføres som "antistalinisme". Heldigvis fører den trotskistiske tankegang og praksis automatisk til endeløse fraktioneringer, og den opnår selv i værste tilfælde kun kortvarig og beskeden indflydelse i arbejderklassen.

Venstreopportunismen opmuntres på forskellig vis af den borgerlige statsmagt og spiller sin egen skadelige birolle over for den venstregående bevægelse. Terroristiske "røde" organisationer er flere gange afsløret som efterretningstjenesternes værk, og medieomtalen af sekteriske strømninger er ofte helt ude af proportioner, jf. de autonome i Danmark.

 

 

 

 

 

På grund af pladsmangel afsluttes denne artikelserie først i næste nummer af Kommunistisk Politik.