På vej mod fuld beskæftigelse?

Vi opnår fuld beskæftigelse i Danmark indenfor de kommende år. Det ved alle, for det siger Nyrup og hans ministre og embedsmænd.

Her på det herlige Fyn er arbejdsløsheden allerede udryddet næste sommer.

Det lyder for godt til at være sandt: Et højkapitalistisk samfund, der er i stand til at sikre alle arbejde?

Nyrups Danmark er en drøm, et paradis. Det er næsten for godt til at være sandt.

Det er det også. "Den fulde beskæftigelse" er en myte. Hundredtusinder af danskere er fortsat arbejdsløse. Kasseret af samfundet.

De seneste års økonomiske opsving har ført til en beskeden stigning i antallet af folk, der har fået et reelt arbejde, men bag det kraftige fald i arbejdsløsheden gemmer sig den kendsgerning, at langt flere er blevet raderet ud af arbejdsløshedsstatistikkerne.

Den virkelige arbejdsløshed er væsentligt højere end de sminkede tal, som Arbejdsformidlingen sender ud hver måned med samme efterfølgende konklusion: det går ufatteligt godt med beskæftigelsen.

Arbejdsformidlingen glemmer imidlertid at oplyse offentligheden om en række petitesser - som hvor mange ledige, der har fået rigtigt arbejde til almindelige overenskomstmæssige forhold, hvor mange, der er sendt i tvangsaktivering, hvor mange, der er gået på orlov eller efterløn. Det er ikke noget, AF fører statistik over.

Der skulle helst ikke pilles ved det image som den socialdemokratisk ledede regering forsøger at give af udviklingen i Danmark. Det skulle gerne hedde sig - så længe som muligt - at vi er "På rette vej", som årets finanslovsforslag fra Mogens Lykketoft er døbt.

Mørke skyer trækker sig sammen i horisonten. Tegn på en ny økonomisk krise under opsejling med stigende arbejdsløshed i kølvandet. Men før stormen bryder løs, skal regeringen lige hive endnu en dagpengereform i land med nye forringelser for de arbejdsløse.

Opgørelsen af arbejdsløsheden i Danmark er mangelfuld. For det første regnes arbejdsløse på bistandshjælp, førtidspension, revalidering mv. ikke med i statistikkerne. Det gør kun de ledige, der er medlem af en a-kasse og har været i arbejde længe nok til at optjene de timer, der gør, at de er understøttelsesberettigede.

Dernæst fraregnes arbejdsløse på understøttelse, der er i aktivering, på orlov eller gået på efterløn. 6-800.000 mennesker er uden arbejde, når alle tælles med. Et tal, der harmonerer dårligt med påstanden om, at der er mangel på arbejdskraft.

Den fulde beskæftigelse venter ikke lige om hjørnet. Desuden er fuld beskæftigelse ikke ønskeligt under kapitalismen. Massearbejdsløsheden udnyttes kynisk til at holde arbejderklassen i skak og tvinge løn- og arbejdsforhold i bund. Den førte beskæftigelsespolitik går ikke ud på at nedbringe arbejdsløsheden, men at fremme arbejdsgivernes ønsker om en overflod af billig og villig arbejdskraft.

Det er unægteligt vanskeligere at føre faglig kamp mod usle lønninger og utålelige arbejdsforhold, når der er flokkevis af arbejdsløse uden for fabriksporten -og snesevis af ansøgere til det samme job.

På nuværende tidspunkt er den registrerede arbejdsløshed så lav, set med erhvervslivets øjne, at der er mangel på arbejdskraft. Der er for få registrerede arbejdsløse at vælge og vrage imellem. Indenfor visse brancher er der mangel på især faglært arbejdskraft. Det skyldes dog først og fremmest, at arbejdsgiverne ikke har oprettet tilstrækkeligt med lærlingepladser.

Derfor skal arbejdstyrken, dvs. antallet af arbejdsløse, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, udvides yderligere, så mulighederne for at presse løn- og arbejdsforholdene i bund bevares, mens profitterne får endnu en tak i vejret.

Beskæftigelsespolitikken har ikke til formål at komme arbejdsløsheden til livs. Tværtimod handler det om at udbygge det 3. arbejdsmarked og sikre både de private og offentlige arbejdsgivere rigeligt med billig arbejdskraft uden faglige rettigheder.

Ville regeringen virkeligt arbejdsløsheden til livs, er mulighederne til stede. Den offentlige forsorg skriger i den grad på flere ansatte efter flere års udsultning. Men i stedet for at genoprette de manglende stillinger jager man folk ud i aktivering. De ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Uanset om der er tale om bistandsklienter, om efterlønsmodtagere, om revalidenter, om førtidspensionister eller om registrerede arbejdsløse. de ledige skal udgøre en arbejdskraftsreserve, der kan sælges til de offentlige og private arbejdsgivere for en slik.

Det er ikke arbejdsløsheden, der føres kamp mod, men de arbejdsløse. Den nye dagpengereform, der skal vedtages samtidig med Finanslov 99, lægger op til nye forringelser såsom forkortelse af dagpengeperioden. Den nye sociallov er et slag i ansigtet på bistandsmodtagerne, osv., osv.

Under dække af påstanden om fuld beskæftigelse/mangel på arbejdskraft indrettes arbejdsmarkedet efter arbejdsgivernes interesser. Og i fuld overensstemmelse med EU’s anvisninger og direktiver.

Det er borgerskabets interesser, der har forrang. På arbejderklassens bekostning.

På overfladen er massearbejdsløsheden kraftigt på retur i Danmark. Vi nærmer os ifølge statistikkerne hastigt de 5 prct. arbejdsløshed, som eksperterne har udråbt til at være "fuld beskæftigelse".

De 6-800.000 danskere, der er reelt er arbejdsløse, mærker ikke noget til faldet i arbejdsløsheden. De tilbydes ikke almindeligt arbejde - højst aktivering, dvs. arbejde på rent statsdikterede, slavelignende arbejdsvilkår. De er ikke tiltænkt en reel tilknytning til det danske arbejdsmarked og betragtes kun som tredierangs arbejdere uden faglige og sociale rettigheder.

Går vi til udlandet, sætter massearbejdsløsheden også sine spor. Ikke mindre end 40 pct. af verdens befolkning er ramt af arbejdsløshedens svøbe. Taget i betragtning, at arbejdsløshedstallene der nok også er pyntede, går hver anden jordbo arbejdsløs.

Men arbejdsløsheden er ikke jævnt fordelt på kloden. I de industrielt højtudviklede kapitalistiske lande som Danmark er arbejdsløsheden, om end mere end alvorlig nok, forholdvis lav sammenlignet med u-landene. Overalt skyldes arbejdsløsheden dog det kapitalistiske system. Imperialismens net er i dag verdensomspændende. Kapitalismen er - med enkelte undtagelser - trængt ud i enhver afkrog på jorden, og dermed også en af kapitalismens svøber: massearbejdsløsheden.

I u-landene er den oprindelige hjemmemarkedsproduktion (små-industri) blevet udraderet, mens landbrugsproduktionen er blevet mekaniseret og samlet på stadigt færre hænder (lokale godsejere og/eller udenlandske firmaer) samt baseret på eksport til de højtudviklede kapitalistiske lande via de multinationale selskaber, som iøvrigt grådigt udplyndrer landenes råstoffer.

Med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og sygdomsepedimier i hidtil ukendt omfang til følge. Massearbejdsløsheden udnyttes kynisk til at holde lønningerne nede på et eksistensminimum og forhindre forsøg på faglig organisering.

Samtidig bliver stærkt forurenende virksomheder og virksomheder, der producerer farlige giftstoffer og kemikalier, flyttet til u-landene i profitøjemed. På grund af elendige sociale forhold er der ikke mange, der stiller spørgsmåltegn ved, at forurenende og farlige virksomheder slår sig ned i f. eks. Indien eller i et afrikansk land. Massesarbejdsløsheden er resultat af kapitalismen. Det kapitalistiske samfundssystem er ude af stand til måde opfylde kravet om arbejde til alle. Samtidig bruges massearbejdsløsheden bevidst som politisk våben i borgerskabets hænder vendt mod arbejderklassen. Både nationalt som internationalt.