Når nazismen marcherer

Den 15. august gennemførtes meget tidligt om morgenen en lille udflugt fra førerbunkeren til rådhuset i den lille københavnske forstad – uden at blive mødt af moddemonstranter.

I løbet af dagen samledes to betydelige antinazistiske demonstrationer – den ene med deltagelse af ca. 1500 i Greve, den anden, arrangeret af Folkebevægelsen mod Nazisme, samlede omkring 2500 mennesker foran Christiansborg bag kravet om marchforbud for nazisterne.

Det har vakt dyb harme i brede kredse af befolkningen, at nazisterne atter marcherer i danske byer – og at de har fået lov til at marchere. Ældre mennesker, der kan huske besættelsen, er rystede over at at skulle se de forhadte nazisymboler blive luftet. I dagevis fik nazisterne omfattende medieomtale, og "føreren" Jonni Hansens udtalelser blev gengivet loyalt om omhyggeligt. Internationale protester mod nazimarchens afvikling blev overhørt, og Danmark opnåede på ny at få bekræftet sit internationale ry som et smør- og åndehul for den internationalt organiserede nazisme.

Ser man nøgternt på begivenhederne, må følgende konstateres:

Nazisterne fik gennemført deres uhyrlige march. Nazismen fik en medieomtale i en spalte- og billedmængde, som private virksomheder ville betale millioner af kroner for. Nogle få nazister og omkring 150 demonstranter fra nabolandene blev sendt tilbage af politiet ved grænserne. Skatteyderne fik en regning på fire millioner kroner for det ekstraordinære politiopbud. Ikke et hår blev krummet på noget nazihoved, mens antinazistiske demonstranter i Greve blev tildænget med tåregas. Nogle enkelte nazister blev arresteret – og mange flere antinazister.

I mediebilledet fra selve dagen, især i de elektroniske medier, var det ikke budskaberne fra de fredelige demonstrationer, som trængte igennem – der blev naturligvis fokuseret på sammenstødene mellem politi og erklæret antinazistiske demonstranter.

Efter begivenhederne er der blevet diskuteret en del om, hvem der egentlig "vandt". Det blev udlagt som en "sejr", at nazisterne måtte luske deres demo igennem om ikke i nattens mulm og mørke, så før fanden fik sko på …

Nazisterne har al mulig grund til at være tilfredse: de fik, hvad de kom efter. Og de fik det med det officielle Danmarks billigelse, mens den brede antinazistiske befolkning føler sig dybt frustreret og og gjort til grin – tilmed for egne midler.

Ansvaret for denne situation hviler alene på regeringen, på det officielle Danmark.

Er det for meget at trække en direkte linje fra den daværende regerings venlige holdning til nazismen i 30erne og besættelsestidens kollaborationspolitik til dagens liberale holdning overfor nazisterne og deres såkaldte ytringsfrihed?

Det officielle Danmark har underskrevet internationale konventioner, herunder FN-konventioner, om nazisme og racisme, der forbyder nazistisk og racistisk virksomhed. Men de gennemføres ikke, der drages ingen konsekvens i praksis.

Det må med beklagelse konstateres, at Danmark i 1990erne er blevet et væksthus for den internationale nazisme, en frizone, hvor den kan samle kræfter og manifestere sig.

Hvor der kan hentes opmuntring til de gerninger, der udføres af nazister og nazistisk inspirerede folk – terrorbomber, mordbrænde, racistiske overfald.

Der hersker overhovedet ingen tvivl om – og de danske politikere er også klare over det – at det store flertal i den danske befolkning ikke vil acceptere nazimarcherne og kræver forbud mod dem. De vil ikke acceptere denne skændige stilling, Danmark på dette punkt indtager i international sammenhæng.

Det blev blandt andet udtrykt ved den værdige og alvorlige demonstration på Christiansborg, hvor mere end 2500 mennesker rakte hånden op til støtte for dette krav.

Denne demonstration var markant af en række årsager – og repræsenterer et klart fremskridt i den bevidste og organiserede modstand mod nazismen af i dag (som ingen skal være i tvivl om vedgår "arv og gæld" fra Hitler og hans tid):

Det var den første massedemonstration som klart og entydigt rettede sig mod det officielle Danmarks skandaløse politik og krævede et forbud mod nazimarcher. Af talerne fremførtes igen og igen kravet om forbud mod nazistiske organisationer, virksomhed og propaganda.

Og den trak en klar forbindelse fra kampen mod nazisme af i går til kampen mod dagens nazisme: Det var den brede folkelige front mod nazisme og fascisme, Folkebevægelsen mod Nazisme, der var initiativtager og arrangør. Blandt deltagere og talere var også Aktive modstandsfolk, som repræsenterer modstandsbevægelsens kamperfaringer, og Det mosaiske trossamfund, der for første gang samlet har demonstreret mod den nyopdukkede nazisme. Det er en manifestation også af international betydning.

Blandt de væsentligste erfaringer fra den historiske kamp mod nazismen var at der – med arbejderklassen som den ledende kraft – må arbejdes for at forene alle de forskelligartede sociale og politiske kræfter, der går imod nazismen – og trues af nazismen – herunder demokratiske partier og organisationer, folkelige bevægelser, minoriteter og tilmed trossamfund. Det er ufatteligt, at der findes folk, der – på grund af Israels undertrykkelse af palæstinenserne – ikke vil gå sammen med troende danske jøder i kampen mod nazismen! Men de findes – og de kalder sig tilmed "venstreorienterede". Kampen mod nazismen må selvfølgelig omfatte alle, der ønsker at den skal bekæmpes aktivt. Det er en kamp med et begrænset mål, og alligevel af stadig voksende betydning.

Og kampen mod nazismen må som sit udgangspunkt have at det forbud mod nazisme, som blev et resultat af 2. verdenskrig, og alle de internationale konventioner, Danmark har underskrevet, bliver ført ud i praksis. Det betyder f.eks. forbud mod nazimarcher og nazisymboler; det betyder lukning af radioen og førerbunkeren i Greve; det betyder stop for offentlige midler til nazisterne; det betyder at den nazistiske rugekasse Danmark internationalt placerer sig mellem de nationer, der aktivt bekæmper nazismens genopståen. Det er politiske krav, hvis adressat i første række er folketing og regering.

Blandt nogle erklæret antifascistiske kræfter erstattes kravet om "forbud mod nazisme" med paroler som "aktiv afsky for nazismen". Nogle af disse kræfter forsvarer direkte nazisternes ytringsfrihed og deres "ret" til at marchere i gaderne. I de samme kredse i Enhedslisten, som vender sig mod en bred folkelig front mod nazismen, eksisterer der sådanne opfattelser. Som parti har Enhedslisten afvist at støtte forbuds-linjen. Resultatet af dette så man ved den traditionelle, men politisk set ret så perspektivløse demonstration i Greve, der endte i det forudsigelige slagsmål mellem politi og antifascister – arrangeret bl.a. arrangeret af Demos-gruppen, som opfatter sig som en førende antifascistisk kraft – men som modarbejder både udviklingen af en bred folkelig front mod nazismen og af at forbudslinjen bliver rejst. Dette "inkonsekvente" standpunkt er i realiteten en støtte til det officielle Danmarks liberalisme overfor nazismen.

Endnu mere grotesk er det selvudnævnte "førende antifascistiske tidsskrift" Faklen. Det støtter aktivt nazisternes ytringsfrihed og bekæmper demonstrationer mod nazismen. I en artikel i information kunne redaktøren Rune Engelbreth Larsen erklære:

"I stedet for at forhindre nazisternes demonstration, skulle man snarer benytte lejligheden til at tydeliggøre, at det ikke er de erklærede nazister i Greve, men de fascistiske tendenser i den faktisk førte politik på Christiansborg, der er den største fare (…)

Hvert eneste forsøg på at forhindre nazisternes demonstration er med til at lægge røgslør over alle disse tiltag …" (!) De "anti-fascistiske" fakkel-folk så følgelig hverken ved Christiansborg eller i Greve.