Sex, løgn og terror

Hvad foregår der egentlig i sovekamrene i USA, verdens politiske og moralske leder? Et dansk formiddagsblad kunne på sin spiseseddel berette sidste nyt fra "det orale rum". Der er sker fremskridt på visse felter under imperialismen, selvom ihærdige kommunister hævder, at den betyder reaktion over hele linjen:

Verdensoffentligheden har i kraft af de globale elektroniske medier aldrig været bedre informeret – om den amerikanske præsidents kønsdele. Vi kender størrelse og særlige karakteristika på den legemsdel hos præsidenten, hans kone tilsyneladende ikke ser så meget til, men som til gengæld slet ikke kan holdes skjult.

Sædpletter på Monica Lewinskys tøj udgør bevismateriale i en retssag, der ikke er nogen retssag om sex, for sex er ikke forbudt, men som handler om at lyve og instruere andre i at gøre det samme. Bill Clinton må siges at være god til det. Ellers var han ikke blevet præsident i USA. Han er også ret god til at indrømme at han har løjet, og bede både sin frue, vorherre og hele det amerikanske folk om tilgivelse.

Men se om hans politiske modstandere besidder det rette kristensind …

For en sikkerheds skyld – for den amerikanske sikkerheds skyld! – blev imperialismens sæd i form af bomber sluppet løs af amerikanske fly og hangarskibe på præsidentens ordre over Afghanistan og Sudan. Det var angiveligt gengæld for bombeattentaterne mod amerikanske ambassader i to afrikanske lande, som medførte 11 amerikaneres og et væsentligt større antal mindre betydningsløse menneskers død.

USA erklærede "krig mod terrorismen", en krig, som man siger "vil blive langvarig".

Mens USA’s allierede straks sluttede op om bombningerne, som strider mod al international lov og ret, og som er et eklatant udtryk for USA i rollen som verdens politibetjent nr. 1, der som en anden Rambo hverken er bundet af love, aftaler eller forskrifter, voksede harmen mod USA i befolkningerne ikke bare i de to bombede lande, men i hele den arabiske og muslimske verden.

Det viste sig, at hovedmålet for den amerikanske internationale terrorvirksomhed var en vis 42-årig saudiarabisk milliardær ved navn Osama bin Laden, som gøres til bagmand for bomberne mod de amerikanske ambassader. USA har et indgående kendskab til samme bin Laden, der som muslimsk fundamentalist og i tæt samarbejde med CIA drog til Afghanistan i spidsen for en mindre hær for at føre "hellig krig" mod den russiske besættelse. Det er ikke første gang, USA har næret en slange ved egen barm – og det må siges, at der øves en form for justits overfor frafaldne – som Panamas tidligere præsident Noriega, som henslæber sin tilværelse i et amerikansk fængsel, Saddam Hussein, som ikke har mange paladser tilbage at skjule sig i, eller de fundamentalistiske grupper i Palæstina og andre arabiske lande, som USA i første omgang støttede for at knække PLO og palæstinensernes kamp.

Bin Laden har erklæret "hellig krig" mod et USA (og dets allierede), som han som andre muslimske fundamentalister betragter som en fjende af de "muslimske" lande. Clintons terrorbombninger får utvivlsomt som virkning, at den fundamentalistiske modstand mod USA og den amerikanske imperialisme vil vokse i alle disse lande. I en lang række af dem har der været gennemført store demonstrationer mod USA.

Mens Clinton har givet et nyt indhold til det velkendte begreb "sexkrig", uddybes den internationale økonomiske krise til stadighed. Den er for alvor ved at blive global. Krisen har bredt sig til USA’s baggård Latinamerika og nabolandet Mexico, hvis valuta blev ramt af det største dyk siden landets økonomiske kollaps i 1994. Også olielandet Venezuela befinder sig i en akut krise.

Sammen med den økonomiske krise uddybes den politiske krise i Rusland. Efter devalueringen af den russiske rubel fyrede præsident Jeltsin sin egen nyudnævnte regeringsleder og hele hans regering og genindsatte Viktor Tjernomyrdin i et forsøg på at vende udviklingen og berolige den parlamentariske opposition. Der er ved at udvikle sig en revolutionær krise i et Rusland, hvor omkring 80 procent af befolkningen har oplevet et drastisk fald i levestandard med råkapitalismens udvikling, mens nogle håndfulde finansmafiosi har beriget sig ud over alle grænser. Der tales nu i de internationale medier om muligheden af en væbnet opstand mod Jeltsin og hans regime. En stor del af befolkningen er parat til det, konstaterede en dansk fjernsynsreporter.

Den tidligere "sovjetekspert" Bertil Heurlin havde følgende kommentar:"En kriminel overklasse er den pris, vi må betale for ikke længere at have Rusland som fjende."

Det er imidlertid hverken Heurlin eller denne kriminelle russiske overklasses støtter og klassefæller i Vesten, som betaler nogen som helst pris: Det er den russiske befolkning, som tidligere har fundet veje og midler til at sætte en sådan kriminel klasse på porten. -lv