I lyst og nød

Den europæiske centralbank er en ny politisk realitet. Euro-lands centralbank er åbnet og klar til paradis´indførelse ved årsskiftet. Dagbladet Børsen er konstant irriteret på de dumme danskere, der har holdt Danmark udenfor denne herlige have, formelt i hvert fald. Dets reportager afspejler præcist holdningerne hos den herskende klasse.

Med ærefrygt intonerer avisen Den Europæiske Centralbanks (ECBs) virksomhed:

"En kvinde og 16 mænd mødes i dag for første gang for at udforme den europæiske pengepolitik. Det er medlemmerne af Det Europæiske Centralbankråd, der fra nu af vil omgærdes af samme medieinteresse, som hidtil er blevet medlemmerne af det tyske Bundesråd til del. Dagsordenen for mødet i dag er ikke offentligt kendt. Men det er næppe et forkert gæt, at rådet især vil diskutere mål og midler i pengepolitikken, dvs hvilke pengepolitiske instrumenter, Den Europæiske Centralbank (ECB) skal tage i anvendelse for at sikre euroens faste værdi." (Børsen 1.5.98)

Det kan tilføjes at ECB får to ledelsesorganer, direktionen, med seks medlemmer udpeget af Det Europæiske Råd for en periode på 8 år, og det af Børsen omtalte råd, der også kaldes Styrelsesrådet, bestående af direktionen plus nationalbankcheferne fra alle EU-landene. Men det er Økonomi- og Finansministrenes råd: ECO-FIN, der fastlægger de overordnede retningslinier for den økonomiske politik og overvåger, at hvert medlemsstat følger dem.

Nogle af de midler ECB tager i anvendelse overfor lande, der ikke er med i ØMU-selskabet, kommer til at koste den danske Nationalbank 40 mill. Kr. Tilknytningen til euroen hedder ERM2, og den danske valuta skal holdes indenfor en bestemt grænse. (Euro-glade danskere ser gerne denne udsvingsgrænse som +/- 1%).

Børsen kan i sin reportage forsikre monopolerne om, at de 17 i ECB-rådet (Styrelsesrådet T.M.) er rovfugle. En unødvendig ornitologisk observation, når det er gribbe, der har født EU:

"Forud for det første møde i ECB-rådet er iagttagere i fuld gang med at sætte de 17 medlemmer i båse som pengepolitiske "høge", duer eller neutrale. Goldman Sachs kom for nyligt frem til, at der faktisk ikke er en eneste due i rådet, der består af eurolandenes nationale centralbankchefer samt de seks medlemmer af ECBs direktion i Frankfurt. Alle ser inflationsbekæmpelse som deres fornemste opgave, og kun nogle få ad dem vil være villige til at slække på pengepolitikken for at stimulere økonomien, hvis der er den mindste risiko for, at det kan føre til inflation." (Børsen 1.5.98).

17 rovfugle, der skal sætte rammerne for de folkevalgte, der herefter, meget praktisk, befries for det vanskelige arbejde, det er, at føre politik mod folket. Særligt når man derefter skal genvælges af de samme mennesker. Jeg tør vædde 20 euro-spillemønter på, at den åbenhed, præsident Wim Duisenberg (ECB) forventes at praktisere ifølge dagbladet Børsen, ikke vil forbløffe nogen redaktion i hele euro-land!

Alene det første møde blev afviklet med en hemmeligholdt dagsorden. At præsidenten for ECB, der skal styre skrivebordsprojektet ØMU, blev afviklet i et kæmpeskænderi mellem de tyske og franske interesser viser, at projektet snarere er et projektil.

Er lille Danmark uden for det skrøbelige ØMU, kan vi da prale af at have lod og del i det dårligt tilrettelagte felttog.

Børsen kunne den 1.5.98 afsløre, at vor egen lille Henning Christophersen (Venstre) har løftet og båret:

Den praktisk anlagte Christophersen kan ifølge Børsen se:

"En klar sammenhæng mellem den kommende euroweekend (den 2.-3./5 T.M) og folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj. Når 11 lande fastsætter vekselkurserne, opgiver deres nationale valutaer, vælger en fælles centralbankdirektør og enes om gensidig overvågning af hinandens budgetter, så viser EU, at integrationen er mere end et projekt. Euroen er en realitet og EU-stedet, hvor tingene foregår." (Børsen 1.5.98).

Med konsulent Christophersens valg af bopæl, ses det, at den ligger indenfor d’er, hvor tingene sker! Konsulentens ordvalg peger desuden på den kendsgerning, at de lokale parlamenter ikke får så travlt i fremtiden. Og vil de endelig noget, er det en god ide at spørge den ny tids orakler: EU-konsulenterne og deres ufølsomme regnemaskiner og deres sjælsrå vurderinger. Tidligere tiders ærefrygt for præster og astrologer er i dag, moderne afløst af konsulenten og hans farvelagte civilisationskulisser. Kapitalismens bestukne og ludkedelige lejesvende.

I Børsens artikel beskrives også det uformelle råd, hvis funktion og fremtid, der hersker en interessant tvivl om.

Marianne Jelved var meget ked af, at Danmark ikke kom med i Euro-X. Det kan hun have ukendte, men interessante grunde til at mene:

Nej! Ikke engang i den senest reviderede udgave af EU-leksikon v. Peter Vesterdorf, nævnes det interessante råd. På side 282 beskrives politik-fraværet (således som de borgerlige forstår det) i ØMU-funktionen:

"Den særdeles stærke betoning af prisstabilitet og fraværet af et præcist mål for beskæftigelsen i ØMU-projektet giver også anledning til kritik. Den europæiske Centralbanks (ECB) vidtstrakte mandat og uafhængige stilling anses af mange for at stride mod demokratiets krav om ansvarlighed overfor vælgerne" (EU-leksikon, Fremad Forlag 1996).

Det repræsenterer en bevægelse i modsat retning af det borgerlige demokratis påståede indhold.

Hvorledes har denne tilbagerulning fundet sted?

I Folkebevægelsen mod EF-unionens brochure, ØMUen som magtmiddel, beskrives den stedfundne bevægelse af lektor Carsten Heyn Johansen:

Det havde været ønskeligt om Carsten Johansen havde beskrevet Monopolerne som den motor, der har trukket udviklingen afsted, men vi nøjes med en udmærket beskrivelse af monopolernes strategi.

En specialist i monetære forhold, den britiske økonom John Wittaker kalder i bogen "Den fælles mønt, et rigtigt eksperiment?" – Euro-X for: "Det eksklusive og hemmelighedsfulde økonomiske udvalg".

Konsulent Henning Christophersen mener, "at Euro-X får en stærk rolle som koordinator af den overordnede økonomiske politik i Euroland. Han peger på harmonisering af selskabsskat og renteskat, som nogle af de områder, hvor de 11 eurolande kan tænkes at gå foran (…) Euro-X-rådet kan hurtigt blive et de facto koordinationsråd, siger Christophersen" (Børsen 1.5.98).

Det er jo egentlig tankevækkende, at et uformelt råd officielt kan præsenteres uden et egentlig traktatfæstet grundlag. Det er nedsat i slutningen af 1997 og omfatter kun de lande, der går ind i ØMUen. Også fra fransk side var det oprindeligt meningen, at ECB fik et politisk modspil, men det franske ugemagasin L’Express mener, at hele ideen er forduftet, idet det også bliver bankfolk der skal sætte dagsordenen i det uformelle råd, Euro-X.

Den konservative Frank Dahlgaard mener, at Euro-X bliver en vigtig skueplads for meget ophidsede debatter i fremtidens EU:

"Samtaler på EU’s ØKO-FIN-møder er heller ikke tilstrækkeligt for eurolandene. De bliver nemlig nødt til at samordne deres finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik. Det er disse smadder-politiske forhold, som skal drøftes" (Notat 865, 9.1.98).

Økonom Frank Dahlgaard (K) afslutter sin kronik således:

Dahlgaard forudsætter at danske politikere slet ikke vidste noget inden, de anbefalede EU og ØMU.

Men en ufredelig ØMU går igen i andre økonomers vurdering. Den tidligere overvismand i USA, professor Martin Feldstein mener, i lighed med den tidligere chef for EU-kommissionens afdeling for monetær politik, den fyrede Bernard Connolly, at ØMUen er en leg med ilden, snarere end harmoni og fællesskab er der indlagt konflikt i ØMUen. Alene spørgsmålet om hvilke beføjelser Euro-X skal have og hvem, der måtte deltage i møderne, viste uenigheder.

I en kronik i Notat den 21.11.97 beskæftiger Lis Jensen MEP sig med det lønlige råd:

Optur og nedtur

EUs regeringschefer slog på Cardiff-topmødet nye lyrisk rekorder ved, i fuld alvor at tale om succesfuld integration i det indre marked der fører til øget vækst, social samhørighed, større konkurrence og høj beskæftigelse. Dagbladet Børsen sang flinkt med på omkvædet:

" Euroens smertefri fødsel skyldes i meget høj grad, at den lanceres i hvad der, bortset fra Asien, her været en international højkonjunktur." (Børsen d. 17/6-98)

Det er ikke til at høre på Børsen, at de i virkeligheden peger ud på et bilvrag der er parkeret i en mose.

Midt i en globa1 nedtur, mener konsulentavisen, at kunne skimte Eurolands optur. Sådan ser verden altså ud gennem bunden på en Cognacsflaske i begyndelsen af august::

"Uanset den seneste uges betydelige fald på de europæiske aktiemarkeder så fastholder bl.a. Salomon Smith Barney i London det guldrandede ØMU-scenarie i Europa: Europa, eller rettere euroland, er i forhold til Asiens-krisens konsekvenser en isoleret ø. I hvert fald i øjeblikket, siger Poul Horne fra Salomon Smith Barneys markroøkonomiske analyse."

Det er muligt man tror, man ken isolere euroland i et hav af retorik. Men glæden varede ikke weekenden over. Allerede den 3. august indrømmer Klavs Holten:

Den femte august er euro-øen synkende: "Al optimisme er suget ud af aktie-markederne"

Klavs Holten har vendt kikkerten om:

Den sjette august græd man på forsiden af Børsen: "Danske aktieejerede 29 mia. fattigere".

Værdien af samtlige børsnoterede aktier er faldet med 3,37%. Euro-øen er truet, måske midlertidigt måske mere alvorligt. ØMU-konstruktionen er ikke gearet til sådan en nedgang.

Vi er måske på vej mod det scenarie som flere økonomer i Europa har advaret imod: at ØMU-politikken ikke har nogetsomheslt andet at byde på end at SKRUE NED FOR ØJKONOMIEN!

Lektor Carsten Heyn Johansen skriver i føromtalte pjece:

Den danske længsel efter nationa1 underkastelse fandt galgenhumoristisk sted i operaen i Frankfurt:

I en leder i Børsen udtrykkes tilfredshed med den med kodenavnet ERM2 betegnede valutasamarbejde mellem Den danske Nationalbank og euro-land (der kun tillader et kursudsving på 1 pct.): Det helt fine ved aftalen er efter Børsens opfattelse, at folketinget ikke får meget plads til finanspolitiske armbevægelser:

" Finansmarkederne vil straffe ethvert tilløb til usolid finanspolitik med et rentetillæg på danske kroner overfor euroen. Det er en effekt, som også har sine positive sider, da den effektivt fratager enhver regering lysten til at regulere konjunkturerne med finanspolitisk ekspansion."

Den politiske kontro1 med den nationale pengepolitik lægges i ECB.

Finanspolitiske tiltag underordnes den pengepolitiske, som Den danske Nationalbank tidligere stod for. En de facto underkastelse, smukt og symbolsk foretaget i en tysk opera, med den indkaldte sopran, nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen i en mindre rolle, men med en smuk lille tekst der beklager den manglende fulde euro-deltagelse: "Det er med vemod vi træder et skridt tilbage."

Men vemod er ikke monopolernes kop te, og derfor heller ikke Børsens. Avisen formidler gerne de multinationale selskabers trusler om at opsluge og fortære små ambitiøse virksomheder:

"Danske virksomheder inden for industri, transport, informatik og konsulentbranchen vil blive hårdt ramt af euroen."

En dyster indrømmelse i Børsen, EUs natur og formål blotlagt i en enkelt artikel.

"Jens Schmidt, chefen for PLS Consults europæiske afdeling i Bruxelles advarer danske virksomheder om, at deres traditionelle nicher er under pres(...) Dørene åbner ikke kun ud, de åbner også ind. Så en lille dansk niche-producent kan hurtigt blive kørt over, siger Jens Schmidt." (Børsen d. 21/7-98)

Men går små virksomheder en usikker EU-tid i møde, gælder dette naturligvis slet ikke for monopolerne. ISS har planer om at rage til sig med arme og ben: "ISS indtager Europa".

Børsens omtale har en passende militær undertone:

I Belgien har ISS købt regøringsselskabet Vanden Stenn og er nu den største i Belgien. I Schweiz og Italien er regøringskoncernen Manzoni opkøbt. I forvejen er hele den tyske servicekoncern NV6 opkøbt af ISS. Forude venter bestyrelse og direktion, forventningsfuldt på opkøb af danske børnehaver, vuggestuer, hospitaler og plejehjem.

Eneste hindring er den danske befolkning, efterhånden som de opdager EUs kulturløse slagtning af civilisation og humanisme.

ØMUen er så dårligt skruet sammen, at man skulle tro økonom og midlertidig borgmester Brixtofte, Farum, har konstrueret den i kælderen.