Den 29. august indgav regeringen sin afskedsbegæring til kong "10-tal", som han blev kaldt. Majestæten skrev den ikke under, men lagde den i skuffen, således at hans ministre var sikret deres månedlige udbetaling af "1øn" og også fik tilskrevet pension og andre rettigheder.

Regeringen ophørte blot at fungere, og en "reserveregering" af departementschefer udførte dens opgaver, delvist efter anvisning fra politikerne, der sad og trak i trådene ude i kulissen. Folk af den kaliber sørger altid for sig selv som en mor for sine børn.

Lige fra besættelsens første dag den 9. april 1940 eller før var samarbejdspartierne helt enige om at stille Danmarks produktionsapparat til rådighed for den tyske krigsmaskine og kalkulerede med store fortjenester. Uden at gå rundt med hagekorsemblem i knaphullet "tilpassede" de opportunistiske, "realpolitiske" politikere sig "tidens krav", selv om det bl.a. betød grundlovsbrud, ulovlige massearrestationer, intimt samarbejde med det tyske hemmelige politiske politi (Gestapo) og udlevering af politiske flygtninge og danskere til besættelsesmagten og dens bødler.

Når historierevisionister som Claus Bryld og Annette Warring i dag i fuldt alvor hævder, at der ikke fandtes nogen modstandsbevægelse før den 29. august 1943, er det et fornøjeligt og afslørende vidnesbyrd om deres mangel på indsigt. 29. august var i realiteten det sejrende punktum i kampen imod samarbejdspolitikernes underdanige vasalagtige kollaborationspolitik. Den følgende fase udspilledes med bl.a. det tyske nederlag i Stalingrad som baggrundskulisse.

Det er datidens kommunisters store fortjeneste, at de fra første færd gik til modstand, der først og fremmest var rettet imod politikernes servile samarbejds- og eftergivenhedspolitik og imod de nazistiske landsforrædere af alle afskygninger.

Samtidig organiserede de modstandsgrupper, i begyndelsen under navnet "Kopa", dvs. Kommunistiske Partisaner. Det blev senere ændret til "Bopa", Borgerlige partisaner, da et antal småborgerlige unge kom med. Efterhånden udvikledes en stærk, velorganiseret og slagkraftig modstandsbevægelse. Det lykkedes også mange steder at skabe et frugtbart, overordnet samarbejde med andre aktivistisk indstillede grupper og personer, herunder også med personer, der tidligere havde været bitre fjender af alt, hvad der blot kunne virke rødt og revolutionært. Her kan nævnes konservative kredse og medlemmer af det nationalistiske Dansk Samling. Her og der kunne endog spores fascistisk islæt. Enkelte grupper, der nærede det samme had til kommunisterne som nazister, visse rabiate højresocialdemokrater, militærets efterretningsofficerer m.fl., oprettede deres egne "modstandsgrupper", som i stedet for modstand ville bekæmpe det Fata Morgana, et "kommunistisk kup", som de fantaserede om og ihærdigt forberedte sig på. Denne selvhypnose dyrkede de lige til det sidste, og denne paranoide tilstand forklarer mange ellers ret uforståelige episoder og begivenheder, herunder at de forsøgte at bemægtige sig våben m.v. på bekostning af den aktive kamp.

Det kommunistiske parti led under betydelige mangler, især med hensyn til politisk skoling og dybere forståelse for marxismens-leninismens ideologiske holdninger. Men det blev der delvist kompenseret for på kortere sigt. Gennem direkte deltagelse i og organisering af arbejdskampe var der skabt en stor og solid skare pålidelige og hengivne aktivister, der "bar" partiet og dets politik. En del af disse havde aftjent deres politiske og militære værnepligt ved tidligere at være draget til Spanien for sammen med ca. 500 andre danskere at indgå i de brigader på over 40.000 frivillige fra alle lande, som søgte at hindre general Franco og bagmændene Hitler og Mussolini i at erobre Spanien for fascismen.

Det var også en stor fordel, at der i Danmark befandt sig flere hundrede tyske politiske flygtninge, fortrinsvis kommunister, som havde deltaget i modstanden imod Hitler-nazismen, og som derfor besad rige erfaringer fra den illegale kamp, dens mange problemer, dens styrke og svagheder. Tyskerne havde bl.a. indhøstet bitre erfaringer for, hvor nødvendigt det var at sikre overholdelse af de illegale regler for indre sikkerhed, dvs. beskyttelse imod forræderiske elementer, infiltrationsforsøg udefra gennem betalte stikkere, trotskistisk undergravning osv.

Det sydede og boblede både under og over jorden. Som Damhussøen og Arresø består af dråber, der blev til hav, bredte modstandsgrupperne og deres kampvilje sig i alle retninger og bjergtog flere og flere.

Kommunisternes rige organisatoriske evner kom hurtigt til udfoldelse ved de første udgivelser af illegale tryksager, alt det, der blev til den betydningsfulde illegale presse, der frem for alt bragte sandheden om krigen og afslørede råddenskaben, de politiske rævekager, nazisternes og andres smudsige muldvarpearbejde m.v. i Dannevang. De illegale blade forgrenede sig til en hel skov, der vandt stor tillid og faktisk satte den "store" partipresse skakmat. Det blev et vigtigt led i opbygningen af den vidtfavnende modstand, i organiseringen af de mangfoldige former for modstandsarbejde, herunder bl.a. fremskaffelse af logier til de mange, der måtte leve hemmeligt "under jorden", fremskaffelse af rationeringsmærker, fødevarer, sko og tøj og meget andet.

Det var ret naturligt unge danske spaniensfrivillige, som blev sabotagens pionerer. Man kan med rette sige, at den danske modstandskamp begyndte under det republikanske Spaniens frihedskrig imod fascismen.

Der er stadig tilbagestående trotskistisk og anarkistisk inficerede personer, som tror, at alt kommer af sig selv, at enkeltstående begivenheder bringer "udviklingen" i selvsving, at enhver form for organisering er skinbarlig "stalinisme" og at opøvelse af ansvarlighed er bureaukratisk omsvøb og komplet overflødig. Sådanne opfattelser trives dog især blandt "overkloge" intellektuelle og blandt folk, der ikke har deltaget i arbejdskampe o.lign., som ikke kender kampens vilkår og som savner del lærerige erfaringer fra en sådan aktiv indsats, der ofte sætter indsigt, tålmodighed og politisk tænkning på prøve.

Der blev ført mange og ofte ret ophidsede diskussioner om, hvorledes modstandskampen skulle udvikles. Danmark havde ikke været i krig i umindelige tider, og mange mennesker var stærkt influeret af "hvad-skal-det-nytte"-tankegangen og af den udbredte pacifistiske strømning, der i Danmark var en reaktion på den blodige Første Verdenskrig, på kongerøgelse, overspillet Dannebrogsnationalisme og militaristisk tankegods.

Langsomt banede overbevisningen om den væbnede kamps muligheder og nødvendighed sig vej. Det krævede et sejt, politisk arbejde, og her lærte mange den værdifulde kunst at arbejde loyalt sammen med andre, at virke og overbevise ved det talte og skrevne ords og eksemplets magt.

I september 1942 var det kommet så vidt, at det første forsøg på en virkelig, større sabotageaktion løb af stabelen. En kommunistisk gruppe med skibsværftsarbejder Eigil Larsen som leder foretog med hjemmelavede bomber et attentat imod et tog ved Espergærde. På grund af en fejl i udløsermekanismen blev det dog en fuser.

Derefter fulgte nye eksperimenter, og den 6. november 1942 foretog den samme gruppe den første vellykkede sprængning af jernbanen samme sted. Det var således den danske, "store" sabotages fødselsdag.

Set gennem bagklogskabens briller er det næsten ubegribeligt, at den navnkundige Eigil Larsen i hen imod halvandet år, helt præcist fra oktober 1942 til februar 1944, var sabotagens "general". Hvad der fulgte derefter har naturigvis sin store betydning. Men der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at kampens første og vanskeligste fase var at skabe forudsætningerne for den væbnede kamp, for det folkets oprør, som den 29. august 1943 sprængte samarbejdsfolkenes og deres gennemført protyske og dermed pronazistiske politik i stumper og stykker. I dette arbejde spillede "sabotagegeneralen" en meget stor og afgørende rolle.

Skibsværftsarbejderen fra Helsingør havde ligesom andre kommuniser været stærkt eftersøgt af det emsige danske politi, der pä enhver måde stod til tjeneste for kollegerne, dvs. de dystre skrivebordsmordere i Getapo. Uden at skælve på hænderne eller få røde ører bragte de brave modstandsfolk til Gestapos torturkamre og videre til skydeglade bødler eller til tugthusenes og koncentrationslejrenes helvede.

Den begavede sabotageleder var hovedforfatter til den berømte "Kogebog", dvs. en håndbog og lærebog for sabotører. I bogen gives der et væld af råd og flere hundrede anvisninger på fremstilling af sabotagemateriel, inklusive "recepter" på sprængstof og brandbomber, tændingsmekanismer og meget andet.

Bogen afspejler allerede indhøstet viden og praktisk erfaring. Den blev kun fremstillet i få eksemplarer, nemlig så mange, som man med datidens ret primitive midler kunne fremstille på papir med gennemslagspapir og skrivemaskine. Udsendelsen af bogen til grupperne i provinsen, først og fremmest Odense, Esbjerg og Århus, betød et mærkbart opsving og intensivering af sabotagen, den kampform, som lynhurtigt vandt anerkendelse og tilslutning, og som senere gav adgangsbillet til de Forenede Nationer (FN). Nu var det slut med blot at knytte hænderne i lommen. Nu skete der endelig noget, og det var vel at mærke noget, tyskerne kunne mærke. Også en almindelig civilist kan sikkert forestille sig sindstilstanden hos en general, der ikke er sikker på, at hans tropper og materiel f.eks. kommer fra punkt A til punkt B nøjagtig efter hans plan og lige nøjagtig på det af ham besluttede tidspunkt. Hvis og når det er muligt at skabe usikkerhed i en militær planlægning, har man ramt en hovednerve. Ved uheld og/eller stikkere blev et større antal sabotører i efteråret 1943 fanget af dansk politi og udleveret, eller kom direkte i Gestapos klør. De blev ved tysk krigsret dømt til døden eller for de yngstes vedkommende til livsvarigt tugthus netop med den motivering, at de havde foretaget direkte angreb på tyske tropper og deres ledelse. Selv om der naturligvis indgik e forsøg på at skræmme, bedømte tyskerne det absolut ikke som "drengestreger", men talte i stedet om "Kleinkrieg", altså småkrig eller minikrig. Det var det måske, men set i den store sammenhæng og som et led i samtidige aktioner fra partisanerne i Frankrig, lugoslavien, Grækenland, Polen, Sovjet, Norge og alle de øvrige besatte lande, var der tale om hårde slag af stor militær betydning.

Sabotagen betød, at modstandsviljen styrkedes, at stadig flere sluttede op og at der ved krigens slutning var titusinder af unge, som var rede til med livet som indsats at deltage i nedkæmpelsen af de nazistiske styrker. Det tjener den brede danske befolkning, ikke mindst ungdommen til ære, at den ikke lod sig forvirre, men udviste klarsyn og modenhed. Derved sikredes Danmark en fremtid som frit land. Med alle odds imod sig var det et flot og efterfølgelsesværdigt resultat af den opslidende kamp, der krævede mange ofre. Derfor tændes der lys den 4. maj.