Spaghetti og egoisme

Det er lørdag morgen kl. 9.00 i supermarkedet. Storkonflikt fra natten til mandag! Normalt dukker "storindkøberne" for alvor først op ved 11-tiden. Indtil da er der bare almindeligt travlt. Størstedelen af lørdagspersonalet er skolebørn og studerende, hvilket gi’r lidt ekstra arbejde til os andre og færre pauser end på hverdage. Men denne arbejdslørdag blev på ingen måder normal.

Fredag aftens massive tv-propaganda om at arbejdernes storkonflikt er en skræmmende trussel mod resten af befolkningen på deres daglige brød, havde gjort sin virkning i første omgang.

Folk stod i kø ude på gaden, inden der overhovedet blev åbnet. Vi fik at vide, at på grund af den ekstra ordinære situation skulle alle kasser åbnes og bemandes. Vi skulle være klar før normalt, frokostpausen ( som vi selv betaler) var halveret til 15 min. 1 time senere end ellers. Der var bevilliget to gange 5 min. i løbet af resten af dagen til at tisse, mens man tog sig et par hiv af en smøg.

Og så gik det ellers løs. Kasseapparaterne og Dankort automaterne bippede i et væk, uden stop. Kl.11 var dagens normale omsætning for en hel dag allerede ved at være fordoblet. Kræmmerne glædede sig – nu blev der tjent penge.

Der er det ved kræmmere – borgerskabet i rendyrket form – at når de lugter penge og fortjeneste skyer de ingen midler. De gamle varer blev slæbt frem og kølediskene fyldt, datomærkning ingen hindring. Det kød og pålæg, vi for få uger siden fik at vide vist ikke helt var værdigt til betegnelsen menneskeføde, skulle nu afsættes på rekordtid.

Et andet karaktertræk ved kræmmeren er hans hændervridende savlende flæberi over at se en yderligere fortjeneste gå hans næse forbi. Tænk hvad der ikke kunne være tjent hvis... ! Hvis der havde været dobbelt så meget mælk, gær og brød på hylderne. Der skal virkelig effektive blokader til for at holde kræmmernes umættelige trang til mere fortjeneste i ave. De lader sig vist ikke nøje med, at vi nu har fået besked på, at det brød og grønt, der tidligere hver aften blev smidt i containerne, nu skal gemmes og sælges som ""friske forsyninger, det er lykkedes at få frem."

Sådan en dag er det ikke bare kræmmeren, der smider en flig af masken. Jeg hørte senere i de samme medier, der piskede en panik-hamstring op, at en præst forarget udtalte, at det var befolkningens uciviliserede egoisme, der stak hovedet frem.

Men "egoismen" er som alt andet klassedelt. For hvem var det, der hamstrede og gik amok ? Pensionisterne købte ind som de plejede og rystede på hovedet over at nogen kunne tro, de ville lide nød og sult fordi der blev konflikt. De almindelige unge spurgte måbende, hvad der var sket? For en stor del var det sidst på måneden - uden diverse kreditkort, der kan trækkes over. Og skulle de drikke vand og spise spaghetti, blev det nok hverken første eller sidste gang.

Dem der virkelig panikkede var de smarte, de tjekkede med det dyre tøj og kreditkortene. De kom slæbende med vogne fyldt med mælk, smør, piskefløde, couvettestege til at fylde en hel kummefryser op. Mere end de nogensinde kan æde sig igennem. Det totale indkøbsvanvid, den uciviliserede egoisme, skræmt ved tanken om arbejderklassen og hvad der kan ske, når den siger nej.