Husk Harald Herdal!
Maleren Jørgen Buchs revolutionære anegalleri omfatter nu også en af de helt store arbejderforfattere og ikke mindst lyrikere: Harald Herdal.
Herdal voksede op i et Københavnsk arbejderkvarter og hans værk er præget af skildringer herfra. Helt centralt i forfatterskabet stod kritikken af borgerskabet og kapitalismen, men også af arbejderklassen selv: At de underste til tider nederdrægtigt undertrykker hinanden og fattes solidaritet, har i bund og grund sin årsag i borgerskabets og kapitalens undertrykkelse af arbejderklassen og andre småkårsfolk. Som lyriker formår han følsomt at fremstille de underkuedes ofte næsten håbløse kamp for menneskeværdighed overfor undertrykkernes kynisme.
Fælledparken
Allerførst gik der
med far, mor og søskende;
der var store plæner med grønt græs,
små tynde trær, en sø,
åbent og blæst.
Som drenge
spillede vi bold dér,
satte drager tilværs,
legede,
hade det godt.
Her så vi de første røde faner,
her så vi arbejderne i samling
og hørte lidt på talerne.
(Men for vore forældre
var fælledparken fælleden
hvor bevægelsen begyndte,
hvor politi og husarer,
samfundsmagten,
huggede ind på arbejderne!)
Ingen anden park i byen
taler så åbent til os
som denne altid åbne park;
med den er vi jævnaldrende,
vi er voksede op og blevet store
sammen med den;
den er en del af vor barndom,
vi er knyttet til den
med kammeratskab.
Den var daggryet
i den bevægelse vi tilhører, og som tilhører os,
fortid for vore forældre,
nutid for os,
fremtiden.
Må vi være gået et godt stykke frem,
når vi går gamle her og husker vor ungdom,
- mens fremtiden farer forbi os
som en ny ungdom
i fælledparken.
(Fra digtsamlingen Mennesket, 1937)