Storkonflikten
der væltede alle planer

Der var stor dramatik om overenskomsterne 98. Arbejdsgiverne stod fast på en linje, der længe blokerede for en aftale. Topforhandlerne på begge sider forkyndte, at konflikten var uundgåelig. Og så – med eet slag – blev der fred og forlig. I løbet af ganske få dage var alle overenskomsterne afsluttet i enighed (eller 98 pct. af dem, for at være nøjagtig) indenfor de rammer, der blev udstukket af industrien.

Poul Nyrup fik genvalg som statsminister: Det hele var på plads. Nu manglede bare unionsafstemningen. Køreplanen for at lokke danskerne til et ja til Amsterdamtraktaten den 28. maj var klar.

Og så kom der pludselig en kæp i hjulet: Arbejderne sagde Nej til det elendige overenskomstresultat, som LO-forhandlerne var kommet tilbage med. Det var denne gang lidt lettere at vælte resultatet ved urafstemningerne. Stemmedeltagelsen røg i vejret, til næsten 50% - og OK-aftalen faldt med et brag. Storkonflikten var en realitet - til stor forbløffelse for hele Overdanmark.

Det gik nærmest i sort. En forskrækket statsminister fandt ud af, at hans omhyggeligt udregnede politiske taktik var ved at komme i fare – og forkyndte, at regeringen ikke ville gribe ind i konflikten, og at det var op til arbejdsmarkedets parter at finde en løsning.

Fra det øjeblik rygterne om et Nej ved urafstemningerne begyndte at svirre, satte medierne ind med en skræmmekampagne overfor befolkningen, en hetz mod de uregerlige arbejdere, som fik "skylden" for konflikten – selvom den virkelige årsag ligger i arbejdsgivernes afvisning af reelle indrømmelser.

Mediekampagnen, der fremmaner et katastrofebillede af forsyningssituationen, og allerede snakker om mangel på livsnødvendig medicin og om døde kyllinger og spildt mælk, er gearet til at isolere arbejderne fra resten af samfundet, at gøre deres kamp upopulær – og dermed bane vej for et regeringsindgreb, og sætte klassen under pres, så den tvinges til at acceptere noget i samme retning, som den én gang har forkastet.

For når Underdanmark siger Nej – så søger Overdanmark at omstøde dette Nej. Det så vi ved unionsafstemningen den 2. maj 92, og vi ser det samme gentage sig nu.

Derfor kommer hetzen mod konflikten og de strejkende og lockoutede arbejdere.

Og derfor forberedes nye svinestreger mod arbejderklassen. Signalerne om et nyt forræderi "indefra" – fra LO-toppens og "vores forhandleres" side – er tydelige nok. LO-formanden var hurtigt ude med at sige, at aftalen var god nok, rammen skulle bevares, der skulle bare omposteres indenfor rammen.

Budskabet var ikke forstået. Udtalelserne, som var et udspil til DA, er blevet mødt med vrede og harme blandt de næsten 450.000 konfliktende. Endnu engang har LO-toppen ikke fattet, hvad arbejdspladserne kæmper for: Et bedre resultat, et brud på rammen, reel nedsættelse af arbejdstiden, reelle lønforbedringer.

Fra starten af konflikten har LO-toppen søgt at sætte sig i spidsen for den, og dæmpe kravene og kampgejsten ned. Allerede den anden konfliktdag indkaldte den til demonstrationer i de største byer - for at mobilisere til opbakning bag de samme forhandlere, som var blevet underkendt. Formålet er at forhindre den kampvillige del af fagbevægelsen i at tage føringen i kampen. Den eksisterende tillidskløft mellem fagtop og medlemmer skal overvindes, og der skal sikres opbakning bag fagtoppens linje for stadigt "mådehold" og en ny elendig aftale indenfor den forkastede ramme.

Samtidig forberedes også det politiske indgreb: Forskellige modeller bliver kørt frem, herunder et ingreb mod konflikten, der ophøjer mæglingsforslaget til lov, men også lovgiver om ferie – og kombinerer det til en "helhedsløsning" med det i forvejen planlagte indgreb mod "forbrugsfesten", som de aktionerende arbejdere ikke har haft del i. Nyrups tale om, at parterne må finde frem til en ny løsning, gælder kun indtil en vis grænse. Og den grænse nås inden kampen har tvunget arbejdsgiverne i knæ. Nyrup er i klemme.

Men arbejderne må ikke sejre i en konflikt, og slet ikke i en storkonflikt! Det er et principspørgsmål for de herskende.

Hvad kunne det ikke føre til?

Der er tilmed en tidsplan for at afslutte konflikten: Senest fra den 7. maj, hvor folketinget efter planen lukker for at føre kampagne for dansk tilslutning til monopolernes Amsterdamtraktat, skal den være under afvikling.

Der er mange odds imod kampen for at gennemtvinge arbejdspladsernes krav. Det er afgørende at bevare enheden og mobiliseringen, at afvise splittelsesforsøg og de snedige manøvrer, der planlægges. Og det er af central betydning, at konflikten bliver effektiv, at systematisk strejkebryderi ikke underløber den. I de første dage er der taget vigtige skridt til at gøre blokaderne mod de konfliktramte mål effektive, og til at skabe den slagkraftige overenskomstbevægelse nedefra, fra arbejdspladserne, fra gulvet – som LO-toppen havde forsømt, eller rettere sagt: ikke har ønsket på noget tidspunkt. Indenfor de nuværende varslede rammer kan konflikten udvides fra den 5. maj. Det er på et afgørende tidspunkt. Den 5. maj bliver derfor en landsdækkende aktionsdag.

Økonomien bør ikke være et problem: Der er masser af penge i strejkekasserne -den danske fagbevægelse er rig. Nu skal de nødvendige midler bruges til at vinde sejren med!

Kommer der et politisk indgreb, hvor regeringen på trods af sine løfter om "neutralitet" griber ind, må kampen videreføres ikke bare for kravene, men også mod regeringen og det folketingsflertal, der vil knægte arbejdernes så sjældent brugte aktionsret.