Det er nu kampen står!

Under en konflikt begynder alle politikere og borgerlige medier pludselig at snakke om samfundets interesser. Et begreb, der stort set aldrig bliver brugt af nogen i den danske elite, med mindre det handler om at netop deres interesser pludselig bliver ramt. Men en stor arbejdskamp er netop et spørgsmål om samfundets interesser, bare på en lidt anden måde end eliten forestiller sig! Samfundet - viser det sig - er nemlig bygget på arbejderklassen og landarbejderbefolkningen. Det er dem, der skaber alle de værdier der gør, at Danmark kaldes en velfærdsstat - med goder som varmt vand og kølediske, mad til mennesker og dyr – og alt det, der kommer ovenpå: sundhedsvæsen, uddannelse osv..

Til daglig er der heller ingen der spørger om hvor pengene kommer fra. Det er nærmest som at spørge en 1. klasse i København, hvor mælken kommer fra... Men når der er konflikt, hører vi pludselig, at den koster arbejds"giverne" omkring 100 millioner kr. om dagen. Sagt ligeud stammer pengene altså fra arbejdernes arbejdskraft. Hvordan disse millioner så til daglig kan havne i lommerne på de i forvejen velnærede aktionærer og direktører – ja, det er et spørgsmål om den hellige private ejendomsret, der ifølge hele den samme reaktionære elite er en universel moralsk ret. Nr. 1 på listen over borgerlige frihedsrettigheder, nedskrevet af Moses på diktat fra Gud, og siden fulgt op af Grundloven af 1848 og senest de internationale menneskerettighedserklæringer.

Altså retten til at eje et stykke af jordkloden og retten til at få andre til at arbejde for sig, retten til profit og til at tilegne sig den merværdi, som arbejderene skaber!

Her er det så, at den absurde modsætning imellem denne ejendomsret, som de besiddende baserer hele deres verdensbillede på, og så den fornuftige snak om samfundsinteresser, begynder at åbenbare sig. Alt arbejde i Danmark er flettet sammen som en meget fin mekanisme. Det kaldes samfundsmæssiggørelse af arbejdet og er en udvikling, der har pågået siden de første menneskesamfund opstod. Vi har altså udviklet en samfundsmekanisme, hvor alle er afhængige af hinanden. På trods af denne, når man tænker nærmere over det, indlysende sandhed, er det et fåtal der ejer hele butikken: Jorden fabrikkerne, rigdomen – inklusive retten til at skalte og valte med de millioner, der kommer ud af det daglige arbejde.

Det er sådanne kendsgerninger, og sådanne uovervindelige modsætninger i kapitalismen, der med marxismen blev afdækket af arbejderklassen for over 150 år siden - og som siden har slået de høje herrer med frygt. Derfor taler de aldrig om, hvor værdierne og pengene kommer fra. Og de taler slet ikke om at deres ejendomsret slet ikke er nogen ret - men en forbrydelse mod jorden og dens fremtid.

Arbejderklassen, det store flertal af befolkningen, er den historiske styrke, der kommer til at sætte en stopper for kapitalens grådighed og selvbestaltede rettigheder. Og så vil det ikke være tomme ord, når der tales om samfundets interesser, for der vil være tale om samfundets nye ordning, om det socialistiske samfund.

Vi har nu den første næsten altomfattende arbejdskamp i 13 år. I tretten ikke helt almindelige år: Det har været kulminationen på årtiers koldkrig og kommunistforskrækkelse. Det endelige sammenbrud for den såkaldte "reelle socialisme" i Europa, "pamper-socialismen" - og det endelige farvel til den danske arbejderklasses gamle stolthed, Danmarks kommunistiske Parti. Siden 50erne har udviklingen langsomt, men sikkert, ført det gamle DKP i armene på socialdemokratiet og den reformistiske klassesamarbejdslinje. Eller klasseforræderlinje.

At genorganisere arbejderklassens revolutionære parti har derfor i samme periode stået som den absolutte højeste prioritet for de danske revolutionære. Ingen tider føles savnet af et stærkt kommunistisk parti så klart som under en konflikt, hvor selvbestaltede fagbureaukrater tager teten i en kamp, som de vil nedlægge med et nyt forræderi, under behørig hensyntagen til den socialdemokratisk ledte regering.

Nyrup havde udtænkt en hel slagplan for dette forår: Dels skulle folketingsvalget udskrives og vindes, dels skulle OK98 på plads uden problemer, og endelig skulle danskerne stemme ja til Amsterdam-traktaten den 28. maj. 3-0. Og derpå kunne han gå over til at regere, det vil sige gennemføre økonomiske indgreb for at dæmpe den "forbrugsfest", som kun den rigeste trediedel har deltaget i – men som alle andre skulle betale til.

Det er arbejderklassen der nu har fanget hele det borgerlige Danmark – indbefattet Nyrup og LO-toppen – på det gale ben. Den har skabt store vanskeligheder for den i bund og grund arbejderfjendske, men snedigt udtænkte socialdemokratiske taktik.

Nu gælder det om at sprænge rammen – sprænge den elendige unionstilpasningsoverenskomst, LO-toppen indgik. Og det gælder et Nej til den arbejderfjendske Amsterdamtraktat – monopolernes traktat. Det er arbejderklassen der sidder inde med nøglen til forandring!