Spræng rammen!

Storkonflikten er en realitet. Nu må styrkeforholdet mellem arbejderne og arbejdskøberne afgøre udfaldet. Arbejdspladsernes svar er klart: En elendig overenskomst er forkastet; kampen for kraftig nedsat arbejdstid og klækkelige lønforhøjelser står i centrum. Gøres arbejderklassens kamp effektiv vil arbejdskøberne være tvunget til nye indrømmelser.

Medierne har ved at oppiske en hamstringsbølge søgt at fremstille konflikten som noget, der rammer den brede befolkning. Sandheden er, at arbejdsgiversiden har udtaget en række områder til lockout, der skal genere befolkningen – som indefor Falck-området, busdrift m.v. Formålet er bl.a. at skabe den psykologiske baggrund for et eventuelt regeringsindgreb. Men hovedparten af befolkningen har dyb interesse i en sejr til de kæmpende arbejdere.

Den ene minusoverenskomst er fulgt efter den anden op gennem 80erne og 90erne – mens profitterne har slået alle hidtil sete rekorder, og Overdanmarks forbrugsfest er gået over alle grænser. En forbrugsfest, som højt sat har omfattet den bedst stillede trediedel af befolkningen – mens resten har måttet kigge langt efter fremgang, og en stor del har oplevet direkte fald i levestandarden.

Nu er der er sagt Nej til en overenskomst, der peger baglæns - hvor industriens arbejdere spises af med krummer fra de riges bord. Der er sagt Nej til julepynt og pensionsfiflerier!

Der er sagt Nej til at lade de rige fortsætte forbrugsfesten på de arbejdendes bekostning.

Der er sagt Nej til en ny EU-overenskomst i retning af et "fleksibelt arbejdsmarked" og de deraf følgende forringelser af løn- og arbejdsforhold. Der er sagt Nej til skabelsen af et 3. arbejdsmarked af tvangsarbejdere og tvangsaktiverede uden ordnede overenskomstforhold og uden rettigheder.

Og der er sagt Nej til LO-toppens udsalg af arbejdspladsernes krav, Nej til et nyt OK-forrædderi.

Arbejdspladsernes krav har været utvetydige. Centralt har stået:

Og arbejdspladsernes signaler har ikke været til at misforstå: Resultater på bordet!

Alligevel valgte de styrende – indbefattet LO-toppen - de valgt at overse det hele.

Nu skal den samme fagtop, som var den ene part i det forkastede forlig, organisere kampen mod den aftale, som de har skamrost som den bedst opnåelige! Og den har allerede spillet ud med planen for et nyt forræderi: En ny aftale indenfor den aftalte ramme – evt. med et par ekstra feriedage i stedet for pensionstillæg. I al hemmelighed konspireres der mellem regering og "arbejdsmarkedets parter" om en sådan løsning – evt. i form af et regeringsindgreb på et tidspunkt.

Endnu engang vælger man at overhøre arbejdspladsernes signal: Der skal mere til! Rammen skal sprænges!

Forudsætningen for at sejre i en situation, hvor flertallet af de ikke strejkeramte medier, et flertal af folketingspolitikerne og et flertal i fagtoppen vil knægte arbejderklassens kamp er, at arbejdspladserne tager hold om den, at der skabes en slagkraftig kampbevægelse med overenskomstkomiteer og kampaktivitet i forbindelse med hver eneste arbejdsplads - med effektive blokader, som får sat en stopper for alle de systematiske forsøg på strejkebryderi, som vil blive forsøgt – og med demonstrationer og skabelsen af aktive storforummer på by- og landsplan! Mobilisering af hele klassen og mobilisering af solidariteten og en høj grad af aktivitet fra grundplan er afgørende.

Lad Nej’et blive fulgt op af en effektiv kamp til arbejdskøberne bøjer sig – og for alvor letter på pengepungen!

OKTOBER. Landsledelsen, 27. april 1998