Jernhælen slår til igen

USA har foreløbig godkendt aftalen. Det betyder ikke, at muligheden for krig nårsomhelst i den kommende tid er afværget

Hvis nogen lider af den fejlopfattelse, at FN er et neutralt redskab til sikring af verdensfreden, har de seneste begivenheder omkring Irak-krisen givet god grund til at slå kendsgerningerne fast og trække de demokratiske mælketænder ud.

Den amerikanske præsident Clintons kommentar, da FN’s generalsekretær Kofi Annan 20. februar drog af sted til Bagdad for at søge en diplomatisk løsning, var en soleklar besked til tvivlerne. Clinton meddelte, at USA forbeholder sig retten til at afvise en sådan løsning, som Annan måtte komme tilbage med, såfremt den strider mod ikke alene FN’s resolutioner (som de fortolkes af USA), men tillige hvis den strider mod USA’s nationale interesser.

Ordsproget om de amerikanske nationale interesser er hørt mange gange før. Disse interesser dækker som bekendt hele vores jordklode og har ofte givet sig særdeles håndfaste militære udtryk under mange himmelstrøg. Også tidligere har USA ført krig for sine interesser under FN-flag, bl.a. i Korea, men man har dog forsøgt at dække sig ind med støtte hos sine allierede i FN.

I dag er USA’s magtarrogance kommet så vidt, at selv borgerlige kommentatorer rejser en spagfærdig kritik af, at verdens eneste tilbageblevne supermagt dårligt gider at briefe sine allierede, før man griber til militær handling i FN’s navn.

Mandatet for Annans mission var dels uhyre snævert, dels har USA’s materielle og propagandistiske forberedelser til krig været så omfattende, at alt peger i den militære retning. En amerikansk general anslog stemningen ved Annans afrejse ved at prale med, at de amerikanske styrker i Golfen er sat i gear til at bombe Irak i månedsvis, "hvis det bliver nødvendigt".

Annan fik et resultat - og i første omgang ser den ud til at accepteres afUSA og dens allierede. Det betyder på ingen måde, at krigsfaren er drevet over. USA forbeholder sig retten til suverænt at afgøre, om Hussein overholder den - og til at bombe hvert øjeblik. Spændingen fastholdes, og så længe den militære opbygning opretholdes, kan krigen bryde ud hvert øjeblik - uden varsel.

Formelt drejer sagen sig om FN-inspektørkorpset UNSCOM’s kontrol med, at Irak destruerer sine masseødelæggelselsvåben. Irak skal acceptere USA’s opfattelse af, hvordan denne kontrol skal foregå, og hvis landet ikke makker ret, falder bomberne. Irak har nægtet UNSCOM adgang til otte lokationer, der betegnes som præsident Saddam Husseins boliger, og kritiserer den påfaldende høje frekvens af amerikanere i inspektørholdets rækker.

Dér finder vi påskuddet for bomberegnen. Irak skal ikke vove at stille betingelser til "verdenssamfundet", hvis præsident, Bill Clinton, nødsages til at vise modig handlestyrke over for denne trussel mod verdensfreden. At fremgangsmåden strider mod FN-pagten ses der stort på.

Ved første øjekast halter logikken. Hvorfor har USA brug for denne krig? Irak er i knæ både økonomisk, militært og infrastrukturelt og kan for en rum tid næppe mandes op til en militær aggression mod nabolandene, ja dårligt nok til meget andet end et symbolsk forsvar mod amerikanske bomber. Politisk har Saddam Hussein-regimet fået status i den arabiske verden alene for dets modstand mod USA, men en politisk trussel mod USA er det ikke. Dets brutalitet er desuden ikke værre end så mange andre regimer, USA støtter - f.eks. Indonesien, Saudiarabien og Peru.

Forklaringerne skal under alle omstændigheder findes alle andre steder end i det af medierne endevendte Saddam Hussein-regime. At der er tale om en magtdemonstration fra USA-imperialismens side kan ingen være i tvivl om. Det skal anskueliggøres, at USA bestemmer. Men der er også tale om mere end en symbolsk afstraffelse: Kontrollen med Mellemøsten og dens olieforsyninger hører til USA’s fornemste strategiske opgaver.

Olien er imidlertid ikke så vigtig i den igangværende affære. Forsyningerne er stabile. Årsagernes vægtning falder mere på, at der trods USA’s massive verdenslederskab er andre interessenter om fadet. Blandt de fem permantente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd har Kina, Rusland og Frankrig således udtrykt bekymring ved et amerikansk Irak-bombardement, mens Storbritannien på sin side fuldt ud bakker USA op.

Iraks placering ved Ruslands sydflanke er givetvis en årsag til Ruslands tøven over for et amerikansk bombetogt. En fælleserklæring fra Boris Jeltsin og hans kinesiske kollega Li Peng 17. februar udtrykte så stærk modstand mod et angreb, som det var muligt uden at tabe ansigt, hvis og når USA alligevel angriber. Frankrigs tilsvarende holdning skal søges i landets økonomiske interesser i Irak, som en af Iraks betydeligste handelspartnere. Iraks udenrigsminister var således i Paris til en snak med præsident Chirac 17. februar. Endelig har valenheden fra USA’s arabiske proselytter over for USA i det hele taget, ikke mindst som følge af fredsprocessens dødskramper i Palæstina/Israel, givet USA særlig grund til at sætte tingene på plads.

I den arabiske verden peges der på misforholdet mellem Irak og Israel, når det drejer sig om "verdenssamfundets" krav til efterlevelse af FN-resolutioner. Blandt palæstinenserne under israelsk overhøjhed viser en frisk meningsmåling mere end ni tiendedele støtte til Irak mod USA, mest begrundet i sympati med den lidende irakiske befolkning og i modstand mod USA’s politik i Mellemøsten.

PLO har i den nuværende krise afholdt sig fra forsøg på diplomatisk mægling for en fredelig løsning, som man gjorde efter Iraks invasion af Kuwait i 1990. Dengang førte PLO’s fredsholdning til anklager om, at Yasser Arafat og palæstinenserne støttede Saddam Hussein, hvorefter PLO’s diplomatiske status forværredes yderligere. PLO’s forfalskede støtte til Saddam Hussein bliver i dag refereret i borgerpressen som en kendsgerning.

En sidste vinkel til at forklare krigens nødvendighed set med USA’s øjne er banal, men uhyggeligt reel: USA’s krigsmaskine har ikke haft mulighed for at afprøve nye våbentyper i praksis og i større skala i fem-seks år. Krigsindustrien og de militære strateger i Pentagon kan nu bruge Irak som en gigantisk, blodig legeplads for højteknologisk isenkram såsom Stealth-fly og "smarte bomber".

USA er verdens største våbeneksportør, besidder masseødelæggelsesvåben - også udstationeret uden for landets grænser - og er således mere end nogen anden ansvarlig for oprustning og våbenspredning, men amerikanerne vil også demonstrere i praksis, at de alene indehaver det største potentiale.

Muligvis er visse elementer i Clinton-administrationen dog ængstelige for den splittelse af Irak, der kan blive konsekvensen af et angreb, en skepsis der i så fald er fejet af bordet. Der ligger ingen klar amerikansk interesse i en sådan opsplitning, om end det irakiske Kurdistan allerede har status som amerikansk lydområde. Det er nemmere sagt end gjort at gøre to yderligere, mulige nye stater i Irak til lydlande.

USA’s magtdemonstration kommer på et tidspunkt, hvor alliancestrukturen ved tidspunktet for Golfkrigen i 1991 igennem en tid har knaget i furerne. Et middel til at fastholde autoritet i international politik er våbenmagt, der som bekendt er politikkens fortsættelse med andre midler. En sådan magtdemonstration anses tydeligvis for nødvendig i USA, påskud eller ej, og til det formål er man villig til at blæse på FN-legalitetens figenblad. Man kan i Washington tillade sig at kalkulere med, at verdens øvrige stormagter er interesserede i at holde figenbladet på plads. Dette er, sammen med USA’s økonomisk-militære autoritet, grund nok til, at FN’s sikkerhedsråd med sikkerhed vil blåstemple en amerikansk bombeaktion, der først og fremmest rammer det martrede, sultende og sygdomslidende irakiske folk.

I USA selv har der blandt menigfolk vist sig et stigende flertal imod eller skeptiske til en militær aktion. En meningsmåling viste i midten af februar 41 procents støtte til en sådan, hvilket er lavt efter amerikanske forhold, især set i forhold til den massive krigspropaganda.

Den danske regering har traditionen tro besluttet sig til at støtte USA. Det med den manglende FN-legalitet var en særlig anstødesten, der sammen med et stigende antal folketingsmedlemmers hensyntagen til den latente folkelige krigsmodstand nødvendiggjorde en hastebehandling af beslutningen i folketinget. Et Herkules-fly med 33 soldater til ufarlig logistisk back-up ser ikke ud af meget i forhold til USA’s opmarchering, men det er symbolikken, der tæller. Den danske opinion ville næppe holde til danske soldater på bombetogt, som oven i købet kunne risikere at blive ramt af, hvad Irak måtte have tilbage af antiluftskyts.

Niels Helveg og Hans Hækkerup har kørt strømlinet parløb i at tale USA efter munden, samtidig med, at de rødmende har bedyret over for danskerne, at de ville gøre alt for en diplomatisk løsning. Ifølge meningsmålingerne er et flertal hoppet på limpinden, godt understøttet af en slet skjult krigsforherligelse i borgerpressen.

Den parlamentariske venstrefløj har været forudsigeligt tandløs i sin krigsmodstand. Forargelsen over krigsopgejlingen, den moralske indignation, er der, men den borgerlige dagsorden sluges med hud og hår. Først og fremmest har Enhedslisten og SF argumenteret ved den manglende FN-legalitet, ikke ved krigens manifestation af imperialismens naturlige inerti. Denne krigens naturlighed under imperialismen ønsker de ikke at erkende, men henholder sig tværtimod til en rørende naiv tillid til FN-systemets ophøjede neutralitet. "Verdenssamfundet" er godt nok, USA bryder bare spillereglerne. Fra deres side finder man den samme fokus på Saddam Hussein som i borgerpressen og krigsretorikken, ikke en påpegning af hykleriet, ikke en anklage mod imperialismen.

Den danske krigsbevilling blev vedtaget i folketinget med 104 stemmer mod 18. De samme folketingsmedlemmer, som i deres hyldesttaler til EU synger om "fred i Europa".