Heller ikke ved dette folketingsvalg eksisterer der en kommunistisk liste, som vil være i stand til at fremføre de danske kommunisters og den kæmpende arbejderklasses politik i folketinget. Det er en dybt beklagelig kendsgerning, at arbejderklassen må savne sin egen stemme på den parlamentariske arena – og det er et ubehageligt udtryk for den kommunistiske bevægelses svaghed, splittelse og øjeblikkelige afmagt.

På denne baggrund bliver spørgsmålet om kommunisternes forhold til venstrefløjspartiet Enhedslisten De rød-grønne ganske centralt i forbindelse med folketingsvalg.

Fortjener Enhedslisten kommunisternes støtte og anbefaling – deres blåstempling? Afgørende herfor måtte være, hvorvidt Enhedslisten repræsenterer en konsekvent modstand overfor borgerskabets politik, dets regeringer og partier, om det udgør partiet en synlig og beslutsom klasseopposition på den parlamentariske arena.

Det gør partiet ikke. Udviklingen af dets parlamentariske praksis gennem valgperioden har sat en tyk streg under det.

I talrige udtalelser erklærer Enhedslisten, at man ikke er et støtteparti til en socialdemokratisk ledet regering. Partiets praksis viser imidlertid det modsatte. Ligesom det er tilfældet med Socialistisk Folkeparti, bestemmes hele Enhedslistens optræden på den landspolitiske parlamentariske arena af dets vilje til fungere som støtteparti for Socialdemokratiet og dets regering. Enhedslisten erklærer overfor alt og alle, at det "foretrækker" en socialdemokratisk ledet regering, fordi socialdemokraterne er nemmere at "presse" til indrømmelser end en åbent borgerlig regering.

På basis af denne i bund og grund fejlagtige,og heltigennem parlamentsfikserede, "teori" har Enhedslisten afskrevet sig selv som bannerfører for en konsekvent klasseopposition til en hvilken som helst borgerlig og imperialistisk unionsregering – uanset om statsministeren hedder Nyrup eller Ellemann-Jensen.

Den socialdemokratisk ledte regering sender Danmark i krig mod Irak – en forbryderisk krig, en imperialistisk krig. Enhedslisten og SF stemmer imod – og forhandler videre med samme regering om miljøafgifter og andre små grønne "venstrefløjs-fingeraftryk".

Den socialdemokratisk anførte regering er ikke bare en aktiv deltager i udviklingen af monopolernes Union, men også hovedkraften i at knuse arbejderklassens modstand mod Unionen og unionspolitikken. Enhedslisten forhandler omfordeling af posterne mellem stat og kommuner med denne regering – og er stolt over sine resultater!

Den socialdemokratisk ledte regering er gået i spidsen for at afmontere "velfærdssamfundet" – de vil "konsolidere" og "forny" det (som de siger) - på basis af Unionen og dens arbejderfjendske grundlag. Socialdemokratiet fører en politik til gavn for monopolerne, til gavn for de rige, på bekostning af arbejderklassen, de arbejdsløse, folk på overførselsindkomster, på bekostning af befolkningens flertal. Enhedslisten ’protesterer’ – og søger nye felter for forlig med samme regering.

Dermed har Enhedslisten givet afkald på en klar klasseprofil, på en klar revolutionær oppositionslinje i folketinget og har forvandlet sig til et støtteparti for monopolkapitalens p.t. foretrukne regering og en aktiv medspiller i det parlamentariske spil, hvis egentlige hensigt er at bevare status quo og befæste den kapitalistiske orden og udbyttersystemet. Dets erklærede vilje til at optræde som sikkerhedsnet for den socialdemokratiske regering er kommet til udtryk bl.a. ved finanslovsforliget i 96.

Tilhængerne af Enhedslisten vil hertil sige: "Jamen – Enhedslisten har da ikke solgt ud af arbejderklassens og venstrefløjens mærkesager – som SF f.eks. gjorde det med ’det nationale kompromis’" —- og det er ikke urigtigt. Det kan man ikke beskylde Enhedslisten for, ikke endnu i hvert tilfælde.

Men man kan beskylde Enhedslisten for ikke at afsløre det parlamentariske bedrag, for at frede Socialdemokratiet og dets borgerlige regering, for at sprede illusioner om socialdemokratiets karakter og for ikke at føre en klar, konsekvent oppositionslinje på et klassekampsgrundlag – rettet både mod de åbent borgerlige og reaktionære partier og politikere, og mod socialdemokratiet og de radikale – som på alle grundlæggende punkter fører en identisk politik.

Alene af disse grunde bør Enhedslisten ikke få kommunisternes valgstøtte. De vejer afgørende tungt – udfra både principiellem, strategiske og taktiske betragtninger. Og det samme gælder selvfølgelig m.h.t. Socialistisk Folkeparti, som i endnu mere udtalt grad udviser alle Enhedslistens fejl. SF praler med dem i den grad, at det selv indrømmer, at partiets eneste eksistensberettigelse ligger i at "presse socialdemokratiet til venstre". Det er en sisyfosopgave, der kun har trukket SF stadig mere "til højre", på rent socialdemokratiske positioner. Det er forrædderiets principløse vej.

Enhedslisten er blevet et socialdemokratisk støtteparti – selvom det kvier sig ved at indrømme det overfor medlemmer og vælgere, og overfor arbejderklassen, fordi det strider både mod dets løfter og erklærede politik, og fordi en åben indrømmelse heraf ville være dødbringende for dets image som "revolutionært parlamentarisk alternativ".

Disse småborgerlige mellemlagssocialister fortjener ikke en kommunistisk anbefaling, fordi de tilslører og tilmudrer klassekampens fronter, i stedet for at trække en klar demarkationslinje mellem arbejderklassens og borgerskabets politik for at mobilisere til kamp mod enhver borgerlig eller socialdemokratisk unionsregering, mod alle borgerskabets partier og fraktioner.