Sven Tarp har med et muntert indlæg, som han kalder "Dogmatisme er opium for kommunisterne" (Dagbladet Arbejderen 17.2.98), gjort et energisk forsøg på at forfalske marxismens og kommunisternes opfattelse af religion.

På linje med Fidel Castro, som lancerede et angreb på den marxistiske religionsopfattelse i 1987, da hele den revisionistiske lejr kappedes om at overgå hinanden i teoretiske "nyvindinger", giver Tarp bastante indrømmelser til både religion og idealisme.

Han påstår således. at Marx’ udtryk "folkets opium" for det første blot er et udtryk, der anvendtes i en konkret historisk situation (og derfor ikke har gyldighed udover den historiske situation, hvor det blev til) – og for det andet, at udtrykket ikke angiver marxismens principielle holdning til religion.

At hævde andet er dogmatisme af reneste vand, og det er noget meget, meget slemt, kommunistisk selvbedøvelse eller det, der er værre, siger Tarp - apostlen for den sande, opdaterede og antidogmatiske "marxisme-leninisme".

Lad os, bare for at understrege Tarps argumentation, for et øjeblik give ordet til en sådan uforskammet dogmatisk marxist – Lenin. I artiklen Arbejderpartiets holdning til religion (1909) siger han:

"Religion er folkets opium – denne sentens af Marx er hjørnestenen i hele marxismens syn på religionen. Marxismen har altid betragtet alle moderne religioner og kirker, og hver eneste religiøs organisation, som redskaber for borgerlig reaktion, som tjener til at forsvare udbytningen og skabe forplumring i arbejderklassen...

Marxisme er materialisme. Som sådan er den uforsonlig fjendtlig overfor religion som det 18. århundredes oplysningsfilosoffers eller Feuerbachs materialisme var det. Det er hævet over enhver tvivl. Men Marx’ og Engels dialektiske materialisme går videre end oplysningsfilosofferne og Feuerbach, for den anvender den materialistiske fisosofi på historien, på samfundsvidenskabernes område. Vi må bekæmpe religion – det er al materialismes ABC. Men marxismen er ikke en materialisme, der stopper med ABC. Marxismen går videre. Den siger vi må vide hvordan religion bekæmpes, og for at gøre dette må vi klarlægge kilderne til tro og religion for masserne på materialistisk vis. Bekæmpelsen af religionen kan ikke begrænses til abstrakt ideologisk forkyndelse, og den må ikke begrænses til den sådan forkyndelse. Den må forbindes med klassebevægelsens konkrete praksis, som sigter mod at udrydde religionens rødder…

I moderne kapitalistiske lande er disse rødder hovedsageligt samfundsmæssige…

Proletariatets parti forlanger, at staten erklærer religion for en privatsag, men betragter ikke kampen mod folkets opium, kampen mod religiøs overtro osv. som en "privatsag". Opportunisterne forvansker dette spørgsmål til at betyde, at det socialdemokratiske (læs: kommunistiske) parti betragter religion som en privatsag!"

Såvidt dogmatikeren Lenin!

"Hjørnestenen" i marxismens opfattelse af religion giver således ifølge antidogmatikeren Tarp slet ikke udtryk for marxismens principielle opfattelse af religion. Den har måttet vente på Tarp for at blive klarlagt:

"De forskellige ideer og ideologier, herunder religionen, kan virke fremmende eller hæmmende i forhold til den samfundsmæssige udvikling, der trænger sig på i et konkret land i en given historisk epoke."

Tarp er altså uenig i, at "alle moderne religioner og kirker, og hver eneste religiøs organisation" er redskaber for den borgerlige reaktion.

Den antidogmatiske Tarp burde jo så levere en konkret analyse af religionens og de kirkelige institutioners rolle i dag. Spiller Paven og den katolske kirke, zionismen eller den muslimske eller protestantiske fundamentalisme en progresiv rolle i samfundsudviklingen generelt eller i dette eller hint land?

Antidogmatikerens konkrete analyser udebliver totalt. Det nærmeste han kommer en "analyse" er følgende:

"Endnu i dag kan religionen spille en progressiv rolle i bestemte situationer. Det gælder f.eks. flere steder i Latinamerika. Paven er næppe nogen oprigtig kritiker af ulighed og nyliberalisme. Men fra græsrødderne i hans katolske kirke trænger denne holdning sig på. Urkristendommens lighedsbudskab rummer en iboende kritik af de sociale uligheder, som vokser i dagens verden. De folk, som lider under nyliberalismen, griber dette oprindelige budskab som ideologi for deres kamp. Og noget lignende gælder også for andre religioner."

En stor tak for denne vidunderlige, konkrete, antidogmatiske analyse.

Desværre får vi ikke at hvide, hvilke konkrete religioner og kirker der i hvilke konkrete latinamerikanske lande spiller en progressiv rolle i dag. Måske det er voodoo på Haiti?

Det kan jo næppe være katolicismen, for Tarps skarpsyn får ham til at konkludere, at paven må være en social hykler, når han kritiserer "nyliberalismen".

Men der er håb endnu: selv hyklere kan omvendes af presset fra basis! Vi har stadig udsigt til, at de næste socialistiske revolutioner i Sydamerika sejrer under korsets tegn!

Det er mildt sagt noget sludder, svøbt i en havanesertåge og godt lakket til med Cuba-rom. Der er en afgrund til forskel mellem Tarp og marxismens og leninismens religionsopfattelse og -politik.

Redaktør, Oktober Forlag