Den blå bølge

Vi er i disse år vidne til en proces, hvor store monopoler bliver til endnu større, hvor nationale monopolselskaber – fra industri til finansvirksomheder - bliver unionsmonopoler med sigte mod at blive verdensvirksomheder. Fusioneringsbølgen er et globalt fænomen – de stærkeste kapitalgrupper styrkes ved overtagelse eller fusionering med de mindre.

Denne påfaldende koncentration af kapital- og magt skaber usikkerhed i store dele af det danske samfund. Men ikke i toppen af det danske socialdemokrati, hvor man er fast besluttet på at tie virkeligheden ihjel.

De, der har, skal have mere endnu. Sådan er Unionens grundlæggende økonomiske princip, der sætter godsejerne på kontanthjælp, mens politikerne henviser til markedskræfternes uafvendelige dynamik og kapitalen, der henviser til "politiske beslutninger", når de sociale konsekvenser og rystelser skal bortforklares.

Det går ufatteligt godt, siger Nyrup ustandseligt, med lidt andre ord. Men ikke alle tilslutter sig den heroiske sorgløshed. For dele af den politiske midte er desilluionen voksende. Niels I. Meyer og Villy Sørensen (Oprør fra midten, 1978) udtalte sig for nylig herom til dagbladet Politiken (1.2.98). Her siger Niels Meyer:

I interviewet udtaler Villy Sørensen, at man skal gå ind i EU og bekæmpe udviklingen indefra. Niels Meyer mener derimod, at "EUs grundlov er helt forkert. Den stiler mod en forbundsstat, hvor kommercielle interesser har førsteprioritet."

Årsag og virkning blander sig som fløde i kaffen. De progressive borgerlige politikere sidder 20 år efter i ærgerlige overvejelser.

Lignende suk kunne høres fra en konference, Demokratisk Fornyelse for nylig afholdt:

Man kunne have lyst til at røbe for Christian Bundgård, hvis oplæg er citeret her, at det ikke er tilfældigt, at de største entreprenører og landbrugere her glæde af stordrift i EU. Om det så er beskatningen i Danmark, er den mild og venlig overfor de største brug. Følge disse eksempler:

På den danske top-tre-støtteliste finder man Bregentved Gods ved Haslev med 4,6 millioner kr. i årlig hektarstøtte. Friisenborg ved Hammel og Wedelsborg på Fyn får 3,8 millioner kr. og godset Overgaard ved Mariager Fjord 3,2 millioner kr.(!!!)" (Note 1)

Hvad der forbavser og foruroliger "Oprøret fra midten" og andre observerende, velmenende mennesker, er til gengæld slet ikke noget problem for det officielle danske euro-socialdemokrati. I dets EU-brochure "Den danske vej - også i Europa" skrives gådefuldt:

At læse den socialdemokratiske brochure, er at få et interessant indblik i en helt anden verden end den, der ellers omgiver os: Et så iøjenfaldende fænomen som monopoler og multinationale selskaber, som træffes både i og udenfor reklamesendetiden i TV-programmerne, i dagens aviser og i by- og landsskabsbilledet på talløse måder, eksisterer ikke på socialdemokraternes vej. Det gør virkeligheden heller ikke.

Fusionerne og den stadig voksende koncentration af kapital og magt hos borgerskabets giganter er en påtrængende realitet:

"Ifølge nye tal fra EU-kommissionen stiger antallet af storfusioner nu eksplosivt. I løbet af de sidste to år, er der sket en fordobling fra knap 60 til over 120 fusioner af en størrelse, der kræver EU-kommissionens godkendelse. Fusionerne er et udtryk for, at europæisk erhvervsliv opruster til de udfordringer, som en voksende global konkurrence, deregulering og etablering af den fælles valuta fører med sig." 2)

Vi skal hermed alle sammen forstå, at store europæiske virksomheder- meget mod deres vilje - ser sig nødsaget til at slå sig sammen på grund af en uafvendelig globalisering samt en fælles valuta, politikerne har foreslået.

Dette er imidlertid ikke tilfældet. EUs rammer, de juridiske, politiske og økonomiske, har de største monopoler selv tilrettelagt. Fusionerne er ikke en følge af EU. EU er derimod skabt til fusioner. Monopolernes opståen af produktionens og kapitalens koncentration er en almen og objektiv lov for kapitalismens udvikling. Det udtrykkes f.eks. sådan i en glimrende lærebog om kapitalismens politiske økonomi:

"Produktionens og kapitalens koncentration og centralisering danner grundlag for pengekapitalens voksende koncentration og centralisering i storbankernes hænder. Denne proces fører til, at der dannes bankmonopoler, som under imperialismen har ændret bankernes rolle." 3)

"Produktionens omfattende koncentration og industimonopolernes opståen, skabte efterspørgsel efter store og langfristede kreditter. Dette blev dikteret af behovet for at købe arbejdsmidler, hvis andel af de kapitalistiske produktionsomkostninger voksede i takt med de tekniske fremskridt. På den anden side betød bankkoncentrationen, at det kun var bankmonopolerne, der havde ophobet kolosale mængder pengekapital, der var istand til at dække behovet for store og langfristede kreditter. Eftersom bankmonopolerne begyndte at yde industrimonopolerne sådanne kreditter, fattede de også interesse for, hvad kreditterne blev brugt til, og om de blev betalt tilbage til tiden. (...) Langsomt blev bankmonopolerne nært knyttet til industrimonopolerne, de blev aktive og direkte deltagere i dem. Det samme skete med industrimonopolerne i forhold til bankmonopolerne." 4, 5)

De mange europæiske bankfusioner er i øvrigt et af de karakteristiske træk ved den nuværende fusionsbølge.

1997 blev året for en nærmest historisk fusion indenfor jern og stål.

De to mer end tyske giganter Krupp og Thyssen, der hver for sig har trukket et umiskendeligt spor efter sig gennem århundredet, blev fusioneret til eet selskab.

I dagbladet Børsen blev bestyrelsesformanden for Krupp, Bryan Allworthy citeret:

"Det faktum, at fusionerne sker nu, viser at Europa er begyndt at bryde sine tilkalkede strukturer - at Europa endelig tilpasser sig til den globale konkurrence." 2)

Kapital- og magtkoncentrationen ses alene af den kendsgerning, at Thyssen – Krupp - Stahl regner med at afsætte for knap 40 milliarder kr. årligt.

"Samtidig tyder alt på, at 90ernes fusionsbølge vokser endnu mere. Resultatet bliver nye europæiske globale giganter, nye vilkår på markederne og en knivskarp konkurrence, som kun de største og smidigste overlever. Danske virksomheder står over for en ny markedsvirkelighed." 2)

Dagbladet Børsens sprogbrug peger i retning af en ubekymret, hverdagsagtig konstatering, hvor mellem 50 og 60.000 håndværksmestre og småvirksomheder skal tværes ud, som myrer under en træsko, angiveligt p.gr.af "bøvlede" skatteregler.

Om de nye europæiske giganter og ny markedsvirkelighed er der kun at sige: Det er skam set før.

Børsen har interviewet Henrik Rohde, leder af revisions og konsulentfirmaet KPMGs afdeling for køb og salg af virksomheder:

"Hvis de danske virksomheder byder den rigtige pris, så er der ikke andre bindinger de skal overvinde for at være med på fusionsbølgen (...) Det er Globalisering, der lægger pres på virksomhederne til at finde sammen i større, mere slagkraftige enheder, mens muligheden især opstår takket være en lang stribe liberaliseringer. Men samtidig står europæisk erhvervsliv på tærsklen til Den Økonomiske og Monetære Union." ( Min understregning T.M.)

Bemærk,hvorledes Rohde (eller Børsen) lægger en slags afstand til ØMUen. Sætningskonstruktionen tilsiger et: og, da Rohde jo mener den gode euro vil skabe ’gennemskuelighed’.

Igen er ordvalget ikke tilfældigt. Det er storkapitalens hensigt at fremstille ØMUen som en ren politikeropfindelse – en nærmest uventet udfordring til erhvervslivet.

(Da iværksættelsen af ØMUen er sket på en enestående klodset facon, med stor hjælp fra særligt Helmut Kohl i Tyskland, er euroens usikre fremtid endnu en grund til at fralægge sig ansvaret.)

Sandheden er, at ØMUen er kapitalens politisk/økonomiske/juridiske skjold mod arbejderklassen og de svageste samfundsgrupper. ØMU-kravene (konvergenskravene) til hvert enkelt medlemsland, er sømmet fast således, at det uundgåelige resultat bliver: En bølge af nedskæringer i den offentlige sektor, et forsøg på tilbagerulning af hårdt tilkæmpede faglige rettigheder. Fidusen er, at politikerne bliver holdt ansvarsfrie, da det jo er markedskræfterne, den "knivskarpe konkurrence" og ØMU-kravene.(og bankdirektørerne) der kommer til at bestemme. Helt af sig selv.

ØMU-kravene vil/har medført salg af "arvesølvet" (offentlig ejendom) til spotpriser, yderligere arbejdsløshed, nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelserne, europæisk harmonisering af pensioner. Oven i alt dette forlanger erhvervslivet yderligere nedsættelse af selskabsskatten, billigere arbejdskraft og mere fleksible arbejdstider, med sæsonarbejdet fra 1898 som ny model.

Arbejderklassens solidaritet skal afløses af individualisme og den enkeltes evne til at forlange lønforhøjelse, med pistolen for tindingen. Et djævelsk spil er sat i værk: Klar dig selv. Dertil kommer,

at den kollektive pleje og omsorg sendes ad helvede til, i en sky af fidusprivatiseringer, med konstruerede lave tilbud, der bygger på lang kredit hos de største banker, og overbærenhed fra koncernernes bestyrelser: At få foden indenfor anses for det vigtigste. Så kan man altid høste senere.

Hele vejen skyller en forventet harmoniseringsbølge, med laveste fælllesnævner som logisk resultat. Landsorganisationens l00-årsdag blev fejret med festlig afbrænding af det kollektive aftalesystem. Socialdemokratisk inspireret af Jacques Delors, der igen var herligt inspireret.

EUs hvidbog fra 1994 udkom med anbefaling af, at kollektive overenskomster burde afløses af individuelle aftaler, der afspejler virksomhedernes behov. Jacques Delors udtalte samme år:

"Vi må finde en ny balance mellem konkurrenceevne og social sikring. Det er en smertefuld politisk proces. Til tider også socialt smertefuldt." 6)

Socialdemokratiets enestående smertefrie politiske omstillingsproces kan aflæses i det omtalte dokument, der hedder "Den danske vej- også i Europa." Brochuren er udgivet af socialdemokratiet i samarbejde med den socialdemokratisk gruppe i Europaparlamentet – eurosocialdemokratiet i konkret form.

Af betydelig højere virkelighedsværdi, er en artikel i Børsen d.27.2.98, hvor to økonomer i Unibanks Markets tør fortælle, hvad EU og ØMUen i virkeligheden drejer sig om. De mere præcise forestillinger er udgivet under titlen: ’Euro’en – en ny verdensvaluta’ :

" Den europæiske velfærdsmodel kommer under stærkt pres i de 11 lande, der fra årsskiftet indfører en fælles valuta. Flere skal i arbejde til en lavere løn, for at Møntunionen ikke skal bryde sammen af et indre økonomisk og socialt pres under den næste lavkonjunktur. () Netop behovet for radikale ændringer på arbejdsmarkedspolitikken i euro-zonen, er et af de følsomme emner, derfortsat ikke diskuteres blandt de ministre og højt placerede embedsmænd, der nu lægger sidste hånd på forberedelsen af ØMUen." 7)

At det er et meget følsomt emne ses også af den kendsgerning, at "Den danske vej" også i disse centrale spørgsmål går langt uden om den varme grød.

Og i denne sammenhæng skal populære politiske beslutninger ses som sådanne, der gavner flertallet. Modsat skal upopulære beslutninger være dem, der går imod flertallet af befolkningen.

Om Socialdemokratiets villighed, hersker der ingen tvivl.

På sædvanlig betydningsfuld statsministerfacon udtaler statsminister Poul Nyrup Rasmussen i "Den danske vej - også i Europa" :

Der er sikkert mange, der takker for den landsfaderlige bekymring og omsorg – selvom de fleste nok i tråd med en Bertolt Brechts tankegang snarere ville mene, at Nyrups bekymring burde gælde Unionens fjernelse fra almindelige mennesker og dens almindeligt menneskefjendske karakter.

Man må til gengæld indrømme Nyrup, at han og partiets top også gør et stort arbejde for at få danskerne til at sige ja til større monopoler og mere Union. Men det er slet ikke sikkert, at indsatsen værdsættes af alle partiets medlemmer. Og da særligt ikke dem, der her fundet ud af hvad "ideen med EU" er for noget.