I mit første "Brev fra Sydafrika" søgte jeg, med Kaugwave i det østlige Mpumalauga som eksempel, at give en fornemmelse af de kolossale økonomiske og sociale problemer, det nye Sydafrika står med.

Apartheidstyret byggede dybest på to grundpiller. Den ene var kapitalisme, den anden var racismen. Hvilende herpå opbyggedes en stenrig hvid overklasse, en velstående hvid mellemklasse, en knapt så velstillet hvid arbejderklasse, et hvidt pjalteproletariat samt de sorte og de farvede, som ikke blev regnet for noget. Som i ethvert klassesamfund kunne grænserne mellem klasser og lag synes uklare og flydende med mange gråzoner, men det helt specielle var den klare skelnen mellem racerne. Selv de dårligst stillede hvide havde flere privilegier end de bedst stillede sorte.

Objektivt var der gode muligheder for alliancer mellem de ca. 75% sorte, de 11% farvede og asiatere samt den hvide arbejderklasse, men apartheidstyrets del- og- hersk –politik var af en sådan karakter, at store dele af den hvide arbejderklasse rent faktisk var ganske voldsomt inficeret af racisme i en lang årrække.

Efter min opfattelse er det både logisk og korrekt at skabe så bred og slagkraftig en alliance som muligt imod apartheid, imod racismen. Igennem hård kamp under ubeskrivelige vilkår lykkedes det at skabe antiapartheidsalliancen, hvor flere og flere hvide arbejdere og intellektuelle deltog.

Vi kender alle navne som Steve Biko, Oliver Thambo, Chris Hani, Winnie Mandela, Joe Slovo, og Nelson Mandela, der gjorde sig særligt bemærkede som ledere i kampen.

Og de vandt jo kampen mod apartheid! Det hvide mindretalsstyre er væk, og demokrati er indført,- eller hvad?

Det er rigtigt, at der er vundet en vigtig politisk sejr over apartheid, men styrets anden grundpille,- den rå kapitalisme -, står tilbage uden en eneste skramme.

Den Sydafrikanske revolution er langt fra ført igennem. Spørgsmålet er, om den er blevet standset i sin udvikling? ja, ja, jeg ved godt at det er et kolossalt stort fremskridt, at apartheid er fjerne, men nogen egentlig revolution kan man vel næppe kalde det. Det kunne være første vigtige trin i en revolutionær proces, hvis næste mål ville være at afskaffe kapitalismen i Sydafrika og derved nå økonomisk og social retfærdighed.

Er der tale om det, eller er der tale om, at de kapitalistiske magthavere blev tvunget til at lægge den fascistiske jernhandske for at kunne bevare den reelle magt i landet? Kun fremtiden kan besvare det spørgsmål entydigt, men her og nu kan vi jo prøve at stikke fingeren i jorden for at få en fornemmelse af, hvorhen tingene bevæger sig.

I dag – 5 år efter indførelsen af sort flertalsstyre – ser befolkningen groft sagt således ud:

En stenrig hvid overklasse, en velstående hvid mellem klasse, en knapt så velstående hvid lavere mellemklasse, en noget mindre velstillet hvid arbejderklasse, et hvidt pjalteproletariat, en lille, meget velstillet sort/farvet mellemklasse, en nogenlunde stillet, lille sort/farvet mellemklasse, en stor, dårligt stillet sort/farvet arbejderklasse, et hav af ludfattige sorte på land og i by.

Hvad er der sket?

1. Den nederste del af den hvide mellemklasse har mistet privilegier og penge, hvilket gør dem til noget af det mest bagstræberiske og reaktionære i landet.

2. En mindre del af den sorte og farvede befolkning har skilt sig ud fra resten og skabt et lille lag af meget, meget velstillede samt et lag, der jagter mulighederne for at komme opad, men som endnu kun er halvvejs.

Naturligvis er der flere nuancer end skildret her, men i det store hele er det, hvad der er sket med det økonomiske og sociale felt,- og det var helt klart ikke, hvad det store, store flertal af sorte i Sydafrika havde sat næsen op efter, da Nelson Mandela blev løsladt i 1990, og sort flertalsstyre blev indført i 1993.

De sidste 30 –40 års debat omkring Sydafrika (længere kan jeg i hvert fald ikke huske) har kun handlet om apartheid, og hvordan man skulle komme af med den mærkelige afart af fascismen. Ikke megen plads er blevet levnet til debat af hvad der skulle komme efter apartheid. Nu er vi "efter apartheid", og glæden er stor lige fra regeringskontorene i Washington over dele at den danske venstrefløj til direktionskontorerne i Johannesburg. Mon ikke det er på de tider, hvor vejene skilles, hvor de gamle faktiske alliancer ophæves, og hvor nye alliancer smedes med nye perspektiver for øje?

I sin bog "Tomorrow is another country. The inside story of South Africa`s Negotiated Revolution" fortæller den sydafrikanske journalist Allister Sparks om de forhandlinger, der foregik mellem ANC-ledere og apartheidstyret op til Nelson Mandelas løsladelse og videre frem til flertalsstyret 3 år senere. Disse hemmelige forhandlinger, mellem den fængslede Nelson Mandela og topfolk i apartheidstyret, tog deres begyndelse i 1986 og var i flere år ukendte for ANC`ledelse.

Onde tunger i Sydafrika hævder, at Mandela gennem de mange år i fængsel trods alt blev svag i knæene og glemte, at kampen havde et videre perspektiv, og at han dermed blev brugt til at undgå det uundgåelige sammenbrud for styret og dets statsapparat. Med andre ord skulle forhandlinger medføre en reform af systemet og samtidig naturligvis afværge den revolution, der objektivt set var undervejs.

Andre – mere venlige tunger, herunder Allister Sparks – hævder, at Mandelas dygtige forhandlingstaktik afskaffede apartheidstyret relativt fredeligt, og at Sydafrika derved blev sparet for en uhyggelig blodig omvæltning med efterfølgende hævndrab i tusindvis.

Samme Sparks mener i øvrigt, at ANC som den store samlende organisation vil revne i de kommende år. De mest venstregående kræfter vil søge sammen med PAC og andre utilfredse grupperinger, mens den pragmatiske midtergruppe vil holde sammen på resterne gennem en alliance med de nye fremadstormende ledere i National Party, der er det tidligere regeringsparti.

Mens disse spekulationer udvikler sig, forlader nogle af ANCs tunge drenge det politiske liv for at gå ind i forretningslivet. Meget tyder på, at de ved, hvad vej vinden blæser i øjeblikket,

Blandt de mere kritiske – nogle siger onde – tunger må regnes det mangeårige medlem af South African Communist Party (SACP), Dale McKinley, der i sin helt nye bog, "The ANC and The Liberation Struggle: A critical political Biography" forsøger at lave en analyse af ANCs taktik og strategi i de sidste 30-40 år, med enkelte afstikkere længere tilbage.

Mckinley hævder, at ANCs teori i de sidste 30 år har bygget på ideen om en revolutionær overtagelse af magten. På trods af dette og på trods af en tydeligt udtalt to-fase-strategi (først mod apartheid, så for socialisme), indgik ANC alligevel et kompromis med kapitalen.

Resultatet er, at ANC i dag udgør regeringen i Sydafrika, men at økonomien forbliver i hænderne på monopolkapitalen.

McKinley undersøger ANCs praksis fra dets stiftelse som en småborgerlig organisation i 1912 og påpeger, at småborgerligheden har præget organisationens praksis helt frem til i dag. Han hævder videre, at der i ANC har eksisteret en revolutionær retorik sideløbende med den reformistiske forhandlingslinie siden organisationen blev forbudt i 1960, men at man på trods af denne retorik, aldrig har haft viljen til at gennemføre en revolutionær praksis fuldt ud.

Som et resultat af dette har ANC, ifølge MCKinley, givet køb på stort set alle socialistiske programpunkter, demobiliseret og demokratiseret sin massebasis, skabt grundlaget for en ny, korrupt elite og banet vejen for en øget multinational kapitalistisk kontrol over Sydafrikas økonomi.

Sparks og McKinley ser udviklingen i Sydafrika fra hver sit synspunkt, men begge bøger er værd at læse, hvis man vil vide mere om, hvad der ligger forud for den nuværende situation.

Uanset hvilket ståsted man har, hersker der ingen tvivl om, at utilfredsheden med ANC er voksende. Korruption, karrieremageri, mafiaforbindelser og bagvaskelseskampagner mod fremtrædende kritikere er en del af billedet.

På den partipolitiske front er der røre. ANC-ledelsen er klar over problemerne med sin egen venstrefløj og fattige massebasis, men i stedet for at rette linienind, udsender man følere omkring tilnærmelser og endda sammenlægning med Buthelezis Inkatha Freedom Party, som er mest kendt for sit samarbejde med de hvide sikkerhedsstyrker inder apartheid.

Der er i sandhed gang i den på den politiske arena, og spørgsmålet er, om den voksende opposition til venstre i øjeblikket har noget slagkraftigt alternativ, der for alvor kan true den siddende administrator af kapitalismen i Sydafrika.

Umiddelbart ser det ikke ud til det, men måske de næste par års udvikling kan fremvise noget bæredygtigt. Potentialet er i hvert fald tilstede.