1998 er blevet erklæret for "menneskerettighedsår". Årsagen er, at det er 50 år siden, at "Verdenserklæringen om menneskerettighederne" - FNs menneskerettighedserklæring - blev underskrevet.

3 år før var nazismen blevet besejret, og de folkelige forhåbninger om en anden og bedre verden med social retfærdighed og uden krig, sult og elendighed var stadig fremherskende. Menneskerettighedserklæringen (og FN som organisation) skulle medvirke til at nå målet om en fredeligere og mere menneskelig verden, lød det fra underskrivernes side.

En drøm, der aldrig blev til virkelighed. FN viste sig hurtigt at være alt andet end en fredskabende forsamling, der bestod af ligeværdige og selvstændige stater og omfattede samtlige lande og folkeslag i verden. Det var ren utopi.

Gennem oprettelsen af FNs "sikkerhedsråd", hvor de sejrende stormagter i 2. verdenskrig blev udpeget som permanente medlemmer og udstyret med vetoret, blev de imperialistiske lande sikret et ledende FN-organ, der mellem de årlige generalforsamlinger kunne tilbagevise alle forsøg fra "verdenssamfundet" på at stække deres interesser.

Det er ikke generalforsamlingen, på papiret FNs øverste myndighed, men Sikkerhedsrådet, der bestemmer om og i hvilket omfang FNs resolutioner føres ud i livet.

Ikke mindst USA har anvendt sin permanente plads i Sikkerhedsrådet til at nedlægge veto mod resolutioner, der er blevet vedtaget med et klart flertal på FNs generalforsamling. Som de mange fordømmelser af Israel, som generalforsamlingen har vedtaget, og de seneste års fordømmelse af USAs blokade mod Cuba.

FN står totalt magtesløs overfor den amerikanske imperialisme. Overfor USAs gentagne brud på alle internationale konventioner, såsom militære invasioner i Syd- og Mellemamerika og Vietnam-krigen. Nationernes "ret til politisk og økonomisk selvstyre", som er en af rettighederne i FNs menneskerettighedserklæring er gang på gang trådt under fode.

FN var også magtesløs, da Sovjetunionen efter den moderne revisionismes gennembrud udviklede sig til en ny, imperialistisk supermagt. På linie med den konkurrerende supermagt USA sad Sovjet alle FN-resolutioner, der ikke passede i dets kram, overhørig, mens begge lande samtidig prøvede på at udnytte FN til at fremme egne interesser, når det kunne lade sig gøre.

På grund af kommunisternes og det socialistiske Sovjetunionens indsats under 2. verdenskrig, stod socialismen som et håndgribeligt alternativ ovenpå krigen. De østeuropæiske lande blev socialistiske, samt verdens folkerigeste stat, Kina. Den kapitalistiske verden var på hælene.

Både arbejderklassen i det krigshærgede Europa og befolkningen i d. 3. verden kiggede østpå. Den kinesiske revolution virkede som yderligere inspirationskilde for de spirende befrielsesbevæger i koloni-landene. Klassekampen var skærpet til det yderste.

Kommunismen skulle inddæmmes og tilbagerulles, lød ordren fra den nye, imperialistiske førerhund, USA. Modsat de imperialistiske stormagter i Europa, der lå i ruiner efter krigen, havde USA økonomisk og militært udviklet til at blive kapitalismens højborg og påtog sig nu rollen som den "frie verdens" forsvarer.

En frådende anti-kommunistisk hetz, den kolde krig, blev iscenesat, og den amerikanske krigsmaskine blev sat ind overalt, hvor imperialismens interesser var truet af anti-imperialistiske befrielsesbevægelser, som i Vietnam. Selvom det klart stred mod FN-pagten og "Verdenserklæringen om Menneskerettigheder", der skulle være garanten for "retten til fred og sikkerhed" for alle folkeslag.

En lang række statsledere i Afrika og Asien blev styrtet og erstattet af lokale lakajer. Diktatorer, der beredvilligt varetog imperialismens interesser. Kolonialismen blev erstattet af ny-kolonialismen. Med brug af militær magt om nødvendigt.

FNs menneskerettighedserklæring bekymrede man sig ikke om. Det drejede sig om imperialismens markedsøkonomiske "rettigheder". Retten til frit og uhæmmet at udplyndre hele kloden. Og med USA som den selvbestaltede politibetjent. Med eller uden FNs billigelse. Fn kunne bare se passivt til, mens USA trampede menneskerettighederne under fode.

Efter nederlaget i Vietnam-krigen var USA nødt til at omformulere sin udenrigspolitik. Iklæde den pænere gevandter, selvom indholdet forblev det samme. At forsvare imperialismens interesser overalt i verden. Den åbne støtte til diktaturstater gik ikke længere.

Præsident Jimmy Carter satte nu "forsvaret af menneskerettighederne" i fokus. Parolen, der skulle give USA en pænere, mer liberal facade blev indskrevet som en aktiv del af den amerikanske udenrigspolitik, men... Målet forblev den samme: at bekæmpe og udrydde kommunismen fra jordens overflade.

"Forsvaret for menneskerettighederne" blev ikke rettet indad, imod de mange overtrædelser, der fandt og stadig finder sted på hjemmefronten, men udad, imod de lande, som USA-imperialismen betragtede som fjender. Vennerne derimod kunne slippe afsted med alvorlige overtrædelser, uden at USA rynkede brynene.

Det var en forbrydelse, at Irak angreb oliestaten Kuwait, men det er i orden, at Tyrkiet gang på gang invaderer det nordlige Irak i jagten på kurdere. Selvom der også her er tale om krænkelse af de internationale konventioner og FNs menneskerettighedserklæring, falder bomberne ikke tæt over diktaturstaten Tyrkiet.

Verdenserklæringens solidariske - kollektive rettigheder såsom "retten til fred og sikkerhed" gælder ikke for den kurdiske befolkning. Heller ikke de rettigheder, som de oprindelige folkeslag skulle være sikret eller retten til udvikling. De kurdiske områder af Tyrkiet er besat og befolkningen undertrykkes med alle midler.

Overgrebene er så grove, at EU, der har den samme hykleriske holdning til "forsvaret af menneskerettighederne" som USA, har følt sig tvunget til at fordømme NATO-partneren Tyrkiet. Forhandlingerne om optagelse i EU er midlertidigt lagt på is, men NATO-medlemsskabet er ikke i fare, og der er ikke vedtaget nogen repressalier mod Tyrkiet i FN.

I dag, hvor Østblokken er opløst, fungerer FN nærmest som gummistempel for USAs forbryderiske politik, jævnfør truslerne mod Irak. Om og hvornår bomberegnen falder over den irakiske befolkning, er ikke FNs, men USAs beslutning. FN er skrumpet ind til at være et værktøj i imperialismens hænder.

Og kan FN ikke bruges længere, så handler USA på egne vegne og tvinger sine nærmeste allierede til at give grønt lys/deltage. Med Danmark som en logrende skødehund, der altid gør som fatter siger. USA har ret til at fortolke FN-resolutioner efter eget forgodtbefindende, at fastsætte dommen og eksekvere den.

Det er USA, der bestemmer under den nye verdensorden, som George Bush slog fast før Golfkrigen i 1991. Det er den amerikanske politik i dag, som i 50’erne og fjenderne er de samme. Kommunismen samt de lande, der vover at sætte sig op mod imperialismen.

FN er kørt ud på et sidespor, og Verdensmenneskerettighedserklæringen, som alle medlemslandene højtideligt har skrevet under på at overholde, fordrejes i overensstemmelse med imperialismens interesser.

50 år efter er det meget få - om ingen - medlemslande, der overholder menneskerettighedserklæringen. Heller ikke EU-landene. Eller det land, der mest skingrende af alle bryster sig af at være garant og forkæmper for menneskerrettighederne: USA.

Menneskerettighederne bliver ikke sikret, sålænge kapitalismen består, hvilket ikke er det samme som at sige, at vi ikke skal kæmpe for dem herunder de glemte menneskerettigheder i andet og tredie afsnit af FNerklæringen. De solidariske og kollektive rettigheder samt de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder.

I hvilket kapitalistisk land er så basale, sociale menneskerettigheder som "retten til arbejde", "retten til mad", retten til husly", "retten til social tryghed" mv. blot tilnærmelsesvis opfyldt? Ingen steder!