.*
Marxistisk bibliotek

 

 


 

J. V. Stalin

Oktoberrevolutionens
internationale karakter

Til Oktobers 10-års dag

Genudgives til Oktoberrevolutionens 85-års-dag over hele verden efter beslutning af
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer.

Forbemærkning:

Stalin og Oktoberrevolutionen

Af Klaus Riis

Oktoberrevolutionen er på ingen måde kun en revolution "inden for nationale rammer". Den er frem for alt en revolution af international betydning, af verdensformat, fordi den betyder en grundlæggende vending i menneskehedens verdenshistorie, vendingen fra den gamle kapitalistiske til den nyesocialistiske verden.

Fortidens revolutioner endte sædvanligvis med, at én gruppe af udbyttere afløste en anden ved statens ror. Udbytterne skiftede, udbytningen fortsatte. Således var det under slavernes befrielsesbevægelser. Således var det under de livegnes opstande. Således var det under de kendte "store" revolutioner i England, Frankrig og Tyskland. Her må undtages Pariserkommunen, som var proletariatets første berømmelige, heltemodige, men dog mislykkede forsøg på at vende historien imod kapitalismen.

Oktoberrevolutionen adskiller sig principielt fra disse revolutioner. Den sætter sig som mål ikke at lade én udbytningsform afløse en anden, ikke at lade én udbyttergruppe afløse en anden, men at afskaffe enhver form for menneskers udbytning af mennesker, at tilintetgøre alle mulige udbyttergrupper, at oprette proletariatets diktatur, at oprette den klasses magt, som er den mest revolutionære blandt alle hidtil eksisterende undertrykte klasser, at organisere et nyt, klasseløst, socialistisk samfund.

Netop derfor betyder Oktoberrevolutionens sejr et radikalt vendepunkt i menneskehedens historie, et radikalt vendepunkt for verdenskapitalismens historiske skæbneforløb, et radikalt vendepunkt i verdensproletariatets frigørelsesbevægelse, et radikalt vendepunkt i de globalt udbyttede massers kampmetoder og organisationsformer, i deres levevis og traditioner, i deres kultur og ideologi.

Dette er grunden til, at Oktoberrevolutionen er en revolution af internationalt format, af global betydning.
Heri ligger også roden til den dybe sympati, som de undertrykte klasser i alle lande føler for Oktoberrevolutionen, i hvilken de ser en pant for deres egen befrielse.

Man kunne fremhæve en række grundlæggende spørgsmål, hvor Oktoberrevolutionen har indvirkning på udviklingen af den revolutionære bevægelse i hele verden.

1. Oktoberrevolutionen er først og fremmest af betydning derved, at den har gennembrudt verdensimperialismens front, har styrtet det imperialistiske bourgeoisi i et af de største kapitalistiske lande og har bragt det socialistiske proletariat til magten.

Lønslavernes klasse, de forfulgtes klasse, de undertryktes og de udbyttedes klasse har for første gang i menneskehedens historie svunget sig op til stillingen som herskende klasse, og dens eksempel virker smittende på proletarerne i alle lande.

Dette indebærer, at Oktoberrevolutionen indledte en ny epoke, de proletariske revolutioners epoke i imperialismens lande.

Den har frataget godsejerne og kapitalisterne produktionsmidlerne og produktionsredskaberne, har forvandlet disse til samfundets ejendom og har på denne måde stillet den socialistiske ejendom op imod borgerlige ejendom. Hermed har den afsløret kapitalisternes løgn, at den borgerlige ejendom er ukrænkelig, hellig og evig.

Den har fravristet bourgeoisiet magten, har berøvet bourgeoisiet dets politiske rettigheder, har tilintetgjort det borgerlige statsapparat og overgivet magten til sovjetterne, og har på denne måde stillet den socialistiske sovjetmagt som proletarisk demokrati op imod den borgerlige parlamentarisme som kapitalistisk demokrati. Lafargue havde ret, da han allerede i 1887 sagde, at dagen efter revolutionen ville "valgretten blive frataget alle tidligere kapitalister".

Derigennem har Oktoberrevolutionen afsløret socialdemokraternes løgn, at en fredelig overgang til socialismen i dag er mulig ad den borgerlige parlamentarismes vej.

Men Oktoberrevolutionen blev ikke stående ved dette. Det kunne den heller ikke. Efter at have tilintetgjort det gamle, det borgerlige, gik den i gang med at opbygge det nye, det socialistiske. Ti års Oktoberrevolution - det er ti års opbygning af partiet, af fagforeningerne, af sovjetterne, af kooperationen, af de kulturelle organisationer, af samfærdselsmidlerne, af industrien, af den Røde Hær. Socialismens ubestridelige resultater på opbygningsfronten i Sovjetunionen har anskueliggjort, at proletariatet er i stand til med held at forvalte landet uden og imod bourgeoisiet, at det er i stand til med held at opbygge industrien uden og imod bourgeoisiet, at det er i stand til med held at lede hele folkeøkonomien uden og imod bourgeoisiet, at det er i stand til med held at opbygge socialismen på trods af den kapitalistiske omringning.

Den gamle "teori" om, at de udbyttede ikke kan klare sig uden udbytterne, på samme måde som hovedet og de øvrige legemsdele ikke kan klare sig uden maven, er ikke en "teori", som den fra antikkens historie kendte romerske senator Menenius Agrippa har eneret på. Denne "teori" udgør nu hovedhjørnestenen i socialdemokratiets politiske "filosofi" i almindelighed og i den socialdemokratiske koalitionspolitik med det imperialistiske bourgeoisi i særdeleshed. Denne "teori", som har antaget karakter af en indgroet fordom, udgør i dag en af de alvorligste hindringer for revolutioneringen af de kapitalistiske landes proletariat. Et af de vigtigste resultater af Oktoberrevolutionen er den kendsgerning, at den har tilføjet denne forløjede "teori" dødsstødet.

Behøver det yderligere at bevises, at dette og lignende resultater af Oktoberrevolutionen ikke kunne og ikke kan undgå at øve betydelig Indflydelse på arbejderklassens revolutionære bevægelse i de kapitalistiske lande?

Sådanne velkendte fakta som kommunismens hurtige fremgang i de kapitalistiske lande, den tiltagende sympati for Sovjetunionens arbejderklasse fra proletarernes side i alle lande og sluttelig strømmen af arbejderdelegationer til Sovjetlandet vidner uden tvivl om, at de frø, Oktoberrevolutionen har sået, allerede begynder at bære frugt.

2. Oktoberrevolutionen har rystet imperialismen og ikke blot i dens magtcentrer, ikke blot i "moderlandene". Den har også rettet et slag mod imperialismens bagland, mod dens periferi, og har undergravet dens herredømme i de koloniale og de afhængige lande.

Oktoberrevolutionen, som styrtede godsejerne og kapitalisterne, sprængte det nationale og koloniale ågs lænker og befriede uden undtagelse alle undertrykte folkeslag i et stort rige fra dette åg. Proletariatet kan ikke befri sig selv uden at befri de undertrykte folkeslag. Et karakteristisk træk ved Oktoberrevolutionen er den kendsgerning, at den gennemførte disse nationale antikoloniale revolutioner i Sovjetunionen, ikke i det nationale fjendskabs tegn, ikke under sammenstød mellem nationerne, men i den gensidige tillids tegn og i broderlig tilnærmelse mellem arbejdere og bønder af de forskellige nationaliteter i Sovjetunionen - ikke i nationalismens, men i internationalismens navn.

Netop fordi de nationale og antikoloniale revolutioner hos os er foregået under proletariatets ledelse og i internationalismens tegn, netop derfor har pariafolkene, slavefolkene, for første gang i menneskehedens historie hævet sig op til en stilling som virkelig frie og virkelig ligeberettigede folkeslag, og deres eksempel virker smittende på de undertrykte folk i hele verden.

Det betyder, at Oktoberrevolutionen har indledt en ny epoke, de antikoloniale revolutioners epoke, hvor revolutionerne gennemføres i de undertrykte lande i hele verden i forbund med proletariatet og under proletariatets ledelse.

Tidligere "var det skik og brug" at tro, at verden fra tidernes morgen var inddelt i lavere og højere racer, i sorte og hvide, hvoraf de førstnævnte var uskikkede til civilisation og af skæbnen var dømt til at være genstand for udbytning, hvorimod de sidstnævnte alene var civilisationens bærere og kaldet til at udsuge de førstnævnte.

Nu må denne legende betragtes som tilintetgjort og overvundet. Et af de vigtigste resultater af Oktoberrevolutionen er den kendsgerning, at den har tilføjet denne legende dødsstødet ved i gerning at bevise, at de befriede ikke-europæiske folkeslag, som blev indsuget i Sovjetudviklingens slipstrøm, er fuldt ud lige så egnede som de europæiske folk til at udvikle en virkeligt progressiv kultur og en virkelig progressiv civilisation.

Tidligere "var det skik og brug" at tro, at den eneste metode til befrielse af undertrykte folk var den borgerlige nationalismes metode, den metode, at nationerne falder fra hinanden, adskilles fra hinanden, den metode, som gik ud på at forstærke det nationale fjendskab mellem de arbejdende masser i de forskellige nationer.

Denne legende må nu anses for gendrevet. Et af de vigtigste resultater af Oktoberrevolutionen er den kendsgerning, at den har tilføjet denne legende dødsstødet ved at den i praksis har bevist muligheden og formålstjenligheden af den proletariske, internationalistiske metode til befrielse af undertrykte folkeslag som den eneste rigtige metode, og i gerning har vist muligheden og formålstjenligheden af den broderlige alliance mellem de mest forskellige folkeslags arbejdere og bønder på frivillighedens og internationalismens grundlag. Det direkte bevis herfor er
eksistensen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, som udgør et forbillede for den fremtidige sammenslutning af de arbejdende masser i alle lande i en verdensøkonomisk enhed.

Det er overflødigt at påpege, at dette og lignende resultater af Oktoberrevolutionen ikke kunne og ikke kan undgå at øve betydelig indflydelse på den revolutionære bevægelse i de koloniale og de afhængige lande. Sådanne kendsgerninger som den revolutionære bevægelses vækst blandt de undertrykte folkeslag i Kina, Indonesien, Indien osv. og disse folks stigende sympati for Sovjetunionen vidner utvivlsomt herom.

Den æra er forbi, hvor udbytningen og undertrykkelsen af kolonierne og de afhængige lande foregik uhindret.
Den æra er brudt frem, som præges af befrielsesrevolutioner i kolonierne og de afhængige lande, af proletariatets opvågnen i disse lande, af dets hegemoni i revolutionen.

3. Ved at så revolutionens frø både i imperialismens centrer og i imperialismens bagland, og ved at svække imperialismens magt i "moderlandene" og ryste dens herredømme i kolonierne, har Oktoberrevolutionen derigennem sat spørgsmålstegn ved hele verdenskapitalismens eksistens.

Mens kapitalismens spontane udvikling under imperialismens betingelser - som følge af denne udviklings ujævnhed, af uundgåeligheden af konflikter og militære sammenstød, og endelig som følge af det uhørte imperialistiske slagteri - er slået over i kapitalismens forrådnelses- og dødsproces, måtte Oktoberrevolutionen og det, at et kæmpemæssigt land derved er faldet ud af kapitalismens verdenssystem, nødvendigvis fremskynde denne proces og skridt for skridt underminere verdensimperialismens grundpiller.

Mere endnu. Idet Oktoberrevolutionen rystede imperialismen i dens grundvold, skabte den tillige - i skikkelse af det første proletariske diktatur - en mægtig og åben base for den revolutionære verdensbevægelse, en base, som den aldrig tidligere har haft, og hvorpå den nu kan støtte sig. Den skabte det mægtige og åbenlyse centrum for den internationale revolutionære bevægelse, som den aldrig før havde haft, hvorom den nu kan slutte sig sammen og organisere den revolutionære enhedsfront af alle landes proletarer og undertrykte folk imod imperialismen.

Dette betyder frem for alt, at Oktoberrevolutionen har tilføjet verdenskapitalismen et dødeligt sår, som denne aldrig nogensinde vil blive helbredt for. Netop derfor vil kapitalismen aldrig mere tilbageerobre den "ligevægt" og den "stabilitet", som den besad før Oktoberrevolutionen. Kapitalismen kan stabilisere sig delvist, den kan rationalisere sin produktion, den kan overlade landets forvaltning til fascismen, den kan en tid lang holde arbejderklassen nede, men den kan aldrig mere tilbageerobre den "ro" og den "sikkerhed", den "ligevægt" og "stabilitet", som den tidligere pralede med, for verdenskapitalismens krise har nået et udviklingstrin, hvor revolutionernes flammer uundgåeIigt må bryde igennem, snart i imperialismens centrer, snart i dens periferi, hvorved alle forsøg på at lappe kapitalismen sammen tilintetgøres, og for hver dag, der går, bringe dens sammenbrud nærmere. Det forholder sig nøjagtig som med fuglen i i den kendte fabel: "Trak den halen til sig, fik den snuden i klemme; trak den snuden til sig, blev halen siddende".

Dette betyder for det andet, at Oktoberrevolutionen har forøget de undertrykte klassers styrke og relative vægt i hele verden, har hævet deres mod og kampevne til et vist niveau og hermed har tvunget de herskende klasser til at regne med dem som en ny, betydningsfuld faktor. Nu kan man ikke længere betragte de arbejdende masser i verden som en "blind hob", der famler forvildet om i mørket og er berøvet ethvert perspektiv, for Oktoberrevolutionen er blevet et fyrtårn, som oplyser deres vej og giver dem perspektiver. Mens der tidligere ikke fandtes noget universelt åbent forum, hvorfra man kunne påvise og udforme de undertrykte klassers håb og bestræbelser, så eksisterer der nu et sådant forum i skikkelse af det første proletariske diktatur.

Der kan næppe herske tvivl om, at blev dette forum tilintetgjort, ville "de fremskredne landes" sociale og politiske liv for lange tider blive nedsænket i en hæmningsløst rasende reaktions mørke. Det kan ikke benægtes, at alene den simple kendsgerning, at "den bolsjevikiske stat" findes, lægger bånd på reaktionens sorte kræfter og letter de undertrykte klasser i kampen for deres befrielse. Dette er den egentlige forklaringen på det dyriske had, som udbytterne i alle lande nærer til bolsjevikkerne.

Historien gentager sig, om end på et nyt grundlag. Ligesom navnet "jakobiner" tidligere, i feudalismens undergangsperiode, fremkaldte frygt og afsky blandt aristokraterne i alle lande, vækker ordet "bolsjevik" i dag, i kapitalismens undergangsperiode. skræk og afsky blandt bourgeoisiet i alle lande. Og omvendt: Ligesom tidligere Paris var et tilflugtssted og en skole for det fremstræbende bourgeoisis revolutionære talsmænd, så er Moskva i dag et tilflugtssted og en skole for det fremstræbende proletariats revolutionære talsmænd. Hadet til jakobinerne reddede ikke feudalismen fra sammenbruddet. Kan der være nogen tvivl om, at heller ikke hadet til bolsjevikkerne vil redde kapitalismen fra dens uundgåelige undergang?

Den "stabile" kapitalismes æra er forbi og med den tillige legenden om den borgerlige samfundsordens urokkelighed.
For kapitalismen er sammenbruddets æra begyndt.

4. Oktoberrevolutionen må ikke kun betragtes som en revolution på de økonomiske, sociale og politiske forholds område. Den er tillige en revolution i hjernen, en revolution i arbejderklassens ideologi.

Oktoberrevolutionen fødtes og voksede sig stærk under marxismens fane, under den fane som udtrykker ideen om arbejdernes klasseherredømme, i leninismens tegn, som er marxismen i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Den indebærer derfor marxismens sejr over reformismen, leninismens sejr over socialdemokratismen, III Internationales sejr over II Internationale.

Oktoberrevolutionen har skabt en uoverstigelig kløft mellem marxismen og socialdemokratismen, mellem leninismens politik og socialdemokratismens politik.

Tidligere, før det proletariske diktaturs sejr, kunne socialdemokratiet pynte sig med marxismens fane uden åbenlyst at fornægte ideen om proletariatets diktatur, men også uden at gøre noget som helst, ikke det mindste, for at fremme virkeliggørelsen af denne idé; det står klart, at en sådan holdning fra socialdemokratiets side ikke frembød nogen trussel for kapitalismen overhovedet. På det tidspunkt, dengang, var socialdemokrati og marxisme formelt ét, eller næsten ét.

I dag, efter at proletariatets diktatur har sejret, efter at alle med egne øjne har set, hvor marxismen fører hen, og hvad dens sejr kan betyde, kan socialdemokratiet ikke længere pynte sig med marxismens fane, i dag kan det ikke længere kokettere med tanken om proletariatets diktatur uden til en vis grad at bringe kapitalismen i fare. Efter for længst at have brudt med marxismens ånd er socialdemokratiet i dag blevet tvunget til også at opgive marxismens fane samt gå åbent og utvetydigt ud imod marxismens barn, imod Oktoberrevolutionen, imod det første proletariske diktatur i verden.

Nu må socialdemokratiet afgrænse sig fra marxismen, hvad det da også virkelig har gjort, for under de nuværende forhold kan man ikke kalde sig marxist uden åbent og uforbeholdent at støtte det første proletariske diktatur i verden, uden at føre en revolutionær kamp imod ens eget bourgeoisi, uden at skabe betingelserne for, at proletariatets diktatur kan sejre i ens eget land.

Mellem socialdemokratiet og marxismen er der opstået et svælg. Fra nu af er leninismen, kommunismen, marxismens eneste bærer og bolværk.

Men sagen indskrænkede sig ikke bare hertil. Oktoberrevolutionen, som drog en skillelinje mellem socialdemokratiet og marxismen, bevirkede også, at socialdemokratiet gled over i den lejr, som tæller kapitalismens direkte forsvarere imod verdens første proletariske diktatur. Når d'herrer Adler og Bauer, Wels og Levi, Longuet og Blum smæder "Sovjetregimet" og lovpriser det parlamentariske "demokrati", så vil de dermed sige, at de kæmper og fremover vil kæmpe for genoprettelsen af det kapitalistiske system i Sovjetunionen og for opretholdelsen af det kapitalistiske slaveri i de "civiliserede" stater.

Den nuværende socialdemokratisme er kapitalismens ideologiske støtte. Lenin havde tusind gange ret, da han talte om, at de nuværende socialdemokratiske politikere er "bourgeoisiets virkelige agenter inden for arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere", og at de under "borgerkrigen mellem proletariatet og bourgeoisiet" uvægerligt "vil stille sig på Versailles' side imod kommunarderne".

Det er umuligt at gøre ende på kapitalismen uden at have gjort ende på socialdemokratismen i arbejderbevægelsen. Derfor er den døende kapitalismes æra tillige den æra, hvor socialdemokratismen dør hen inden for arbejderbevægelsen.

Oktoberrevolutionens store betydning ligger blandt andet deri, at den indebærer leninismens uundgåelige sejr over socialdemokratismen i den internationale arbejderbevægelse.

II Internationales og socialdemokratismens herredømme i arbejderbevægelsen tilhører en æra, som er slut.
Den æra, hvor leninismen og Tredje Internationale hersker, er brudt frem!

Pravda nr. 255
6.-7. november 1927
Underskrevet: J. Stalín

Ny udgave på dansk ved Arbejderpartiet Kommunisterne 2002