.*
Marxistisk bibliotek

 

 

 

J.V. Stalin

Apropos Mr. Morrisons erklæring (1951)

Dette svar på en erklæring fra udenrigsministeren i den britiske Labour-regering Herbert Morrison (*) blev første gang offentliggjort i Pravda den 1. august 1951, under Koreakrigen. Det var planlagt til at indgå i Stalins Værker. Kun 13 bind af disse blev publiceret. Offentliggørelsen af bind 14 blev annonceret kort før SUKP's 20. kongres i 1956 - men blev bremset efter denne kongres, som betød revisionismens endelige gennemslag i SUKP. Artiklen er blevet oversat til engelsk af det indiske tidsskrift Revolutionary Democracy, Vol. IX, nr. 2, september 2003. Denne danske udgave i Orientering 7, 2003 følger den engelske oversættelse.

Mr. Morrison har fremsat to sæt problemer: spørgsmål vedrørende den indre politik og spørgsmål vedrørende den eksterne politik.

Indre politik

Mr. Morrison hævder, at der i Sovjetunionen ikke er tale- eller pressefrihed eller personlig frihed.
Mr. Morrison tager sørgeligt fejl. I intet andet land eksisterer en sådan talefrihed, pressefrihed eller personlig frihed, eller organisationer for arbejdere, bønder eller intelligentsiaen som i Sovjetunionen. Ingen steder findes så mange klubber for arbejdere og bønder, så mange aviser specielt for dem som i Sovjetunionen. Ingen steder er arbejderklassen blevet organiseret på så systematisk en måde som i Sovjetunionen. Det er ikke hemmeligt for nogen, at hele arbejderklassen, bogstavelig talt alle arbejdere i USSR, er blevet organiseret i fagforeninger, ligesom alle bønder er organiseret i kooperativer.
Ved Mr. Morrison dette? Det gør han helt klart ikke. Tilsyneladende har han ikke engang et ønske om at vide noget. Han foretrækker at indhente sin viden fra de klager, som fremsættes af repræsentanterne for de russiske kapitalister, som det russiske folks vilje har fordrevet fra landet.

I USSR er der ingen talefrihed, presse- eller organisationsfrihed for folkets fjender, for godsejerne og kapitalisterne, som er blevet omstyrtet af revolutionen. Der er tilsvarende ingen frihed for uforbederlige tyve, for sabotører sendt fra udlandet på efterretningsopgaver, for terrorister, dræbere og for de forbrydere, som skød Lenin, dræbte Volodarski, Uritski, Kirov, forgiftede Maxim Gorki, Kujbisjev. Alle disse kriminelle, fra godsejerne og kapitalisterne til terroristerne, tyvene, morderne og dem, som er involveret i undergravende virksomhed, er kun ude på at opnå en eneste ting - at genoprette kapitalismen i USSR, genetablere menneskets udbytning af mennesket og oversvømme landet med arbejder- og bondeblod. Fængslerne og arbejdslejrene er kun til for disse gentlemen og for dem alene.

Er det for disse folk, Mr. Morrison ønsker at opnå ytrings-, presse- og personlig frihed? Tror Mr. Morrison virkelig, at sovjetfolket vil være med på at give disse folk talefrihed, presse- og personlig frihed, det vil sige frihed til at udbytte arbejderne?
Mr. Morrison er tavs om den anden frihed, som har en dybere betydning end ytringsfrihed, pressefrihed osv. Han siger intet om folkets frihed for udbytning, om frihed for økonomiske kriser, fra arbejdsløshed, fra fattigdom. Måske Mr. Morrison ikke er klar over, at alle disse friheder allerede eksisterer i USSR og har gjort det længe. Og det er præcis disse friheder, som er grundlaget for alle de øvrige friheder og rettigheder. Det er på grund heraf, at Mr. Morrison skamfuldt tier om disse basale friheder, fordi disse uheldigvis ikke eksisterer i England og de engelske arbejdere fortsat lever under udbyttende kapitalisters åg, uanset den kendsgerning, at Labourpartiet i England har været ved magten i de sidste seks år.

Mr. Morrison insisterer på, at Labour-regeringen er en socialistisk regering, og at radioprogrammer, der bliver til under en sådan regering, ikke bør mødes med nogen hindringer fra Sovjets side.
Uheldigvis kan vi ikke være enige med Mr. Morrison. Da Labour-partiet først kom til magten, kunne man formode, at den ville følge socialismens vej. Det viste sig imidlertid siden hen, at Labourregeringen ikke adskiller sig meget fra enhver anden borgerlig regering, som tager sigte på at bevare den kapitalistiske struktur og sikre kapitalisterne betydelige profitter.

I virkeligheden vokser kapitalisternes profit i England fra år til år, mens arbejdernes lønninger er fastfrosne. Labour-regeringen forsvarer derudover dette arbejderfjendske udbytterregimente med alle mulige foranstaltninger, forfølger og arresterer tilmed arbejderne. Kan en sådan regering kaldes socialistisk?
Man skulle have troet, at med Labour-regeringen ved magten ville kapitalistisk udbytning blive elimineret, at der ville blive taget skridt til en systematisk prisnedsættelse for masseforbrugsgoder, og at arbejdernes materielle vilkår ville blive væsentligt forbedret. I stedet ser vi i England, at kapitalisternes profitter vokser, at arbejdernes lønninger bliver frosset fast, og en stigning i priserne for basale varer. Nej, vi kan ikke kalde en sådan politik socialistisk. Hvad angår radioudsendelserne til Sovjetunionen fra England (BBC), så er de, som det er velkendt, især indrettet på at opmuntre fjenderne af sovjetfolket i deres bestræbelser på at genrejse den kapitalistiske udbytning. Det er forståeligt, at Sovjet ikke kan understøtte denne anti-folkelige propaganda, der rent faktisk beløber sig til indblanding i USSR's indre anliggender. Mr. Morrison erklærer, at sovjetmagten i USSR er en monolitisk magt, fordi den kun repræsenterer et enkelt partis magt, kommunisternes parti. Med den form for logik kan vi sige, at Labour-regeringen også er en monolitisk regering, fordi den repræsenterer et partis magts, nemlig Labour-partiets.

Det er imidlertid ikke det, som er pointen. Pointen er, at kommunisterne i USSR for det første ikke virker i isolation, men i en blok med de partiløse folk. For det andet har kommunisternes parti i USSR's historiske udviklingsforløb vist sig som det eneste antikapitalistiske parti for folket.
I løbet af de sidste tres år har Sovjetunionens folk kunnet iagttage alle de vigtigste partier, som fandtes i Rusland, godsejernes parti (De Sorte Hundreder), kapitalisternes parti (Kadetterne), Mensjevik-partiet (højre-'socialisterne'), de Socialrevolutionæres parti (kulakkernes forsvarere), kommunisternes parti. Under de fremadskridende revolutionære udviklinger har vort folk forkastet alle de borgerlige partier og truffet et valg til fordel for kommunisterne, idet det har gjort sig klart, at dette parti er det eneste anti-godsejer-parti og anti-kapitalist-parti. Dette er en historisk kendsgerning, og det er forståeligt, at folkene i USSR fuldstændigt støttede det kommunistiske parti i dets kampe.

Hvordan kan Mr. Morrison imødegå denne historiske kendsgerning? Tror Mr. Morrison, at man blot for et tvivlsomt spil om opposition kan dreje historiens hjul om og lade disse partier genopstå, som er døde for længe siden?

Ekstern politik

Mr. Morrison hævder, at Labour-regeringen står for fred, at den ikke er en trussel mod Sovjetunionen, at NATO er en ikke-aggressiv rustningspagt, at England er tvunget ind på våbenkapløbets vej, fordi Sovjetunionen ikke i tilstrækkeligt omfang har demobiliseret sin hær efter 2. Verdenskrig.
I alle disse påstande fra Mr. Morrison er der beklageligvis ikke en dråbe sandhed.

Hvis Labour-regeringen virkelig står for fred, hvorfor afviser den så en fredspagt mellem de fem magter, hvorfor går den imod en våbenreduktion fra alle stormagters side, hvorfor går den imod et forbud mod atomvåben, hvorfor forfølger den folk, som står for et fredens standpunkt, hvorfor forbyder den ikke krigspropagandaen i England?
Mr. Morrison ønsker, at vi skal tro ham på hans ord. Men Sovjetfolket kan ikke tro på nogen alene på deres ord, hvem de så end er. De kræver handling og ikke proklamationer.

På tilsvarende vis er Mr. Morrisons påstand om, at USSR ikke i tilstrækkelig grad har demobiliseret hæren efter 2. verdenskrig, temmelig lam. Sovjetregeringen har allerede erklæret, at den har demobiliseret, at dens hær for nærværende er omtrent af samme størrelse, som den var i fredstiden før 2. verdenskrig. Den engelske hær er på den anden side dobbelt så stor, som den var før krigen. Disse ubestridelige kendsgerninger bliver imidlertid stadig modsagt af højlydte erklæringer uden substans.

Måske Mr. Morrison kunne tænke sig, at USSR havde en hær, som ikke havde brug for våben. Faktisk tager en hær alt for meget fra regeringsbudgettet, og Sovjetfolket ville med glæde gå ind for afviklingen af dets regulære hær, hvis der ikke eksisterede en trussel om krig udefra. Men erfaringen fra 1918-20 har lært os noget andet, at englænderne, amerikanerne, franskmændene (sammen med japanerne) angreb Sovjetunionen og forsøgte at snuppe Ukraine, Kaukasus, Centralasien, Det fjerne Østen og Arkhangelsk-regionen og plagede det i tre år. Dette har vist os, at USSR må opretholde det nødvendige minimum af en hær, så det kan forsvare sin uafhængighed fra de imperialistiske aggressorer. Der findes ikke et eneste historisk eksempel på, at russerne har invaderet engelsk territorium, men historien kender en hel stribe eksempler på, at englænderne har invaderet og erobret russiske territorier.

Mr. Morrison siger, at russerne har nægtet at samarbejde med englænderne omkring det tyske spørgsmål, om spørgsmålet om europæisk genopbygning. Dette er en hvid løgn, og Mr. Morrison kan ikke tro på sine egne ord. Sandheden, som alle kender, er, at det ikke er russerne, som har nægtet samarbejde, men englænderne og amerikanerne, fordi de var klar over, at russerne ikke ville gå med til at genoprette fascisme i Tyskland, ikke ville omdanne Vesttyskland til en base for aggression.

Hvad spørgsmålet om samarbejde om den økonomiske genopbygning af Europa angår, så har USSR ikke afvist samarbejde, det har tværtimod selv foreslået at gennemføre genopbygningsprogrammet på basis af de europæiske landes lighed og suverænitet, uden noget diktat udefra, uden diktat fra Amerikas Forenede Stater.

På samme måde er Mr. Morrisons erklæringer om, at kommunisterne kom til magten i de folkedemokratiske lande ved kup, og at Kominform står for voldsmetoder, ubegrundede. Kun folk, som med djævelens vold og magt vil bagtale kommunisterne, kan komme med sådanne udtalelser.
Faktisk kom kommunisterne til magten i de folkedemokratiske lande gennem almindelige valg. Det er klart, at folkene i disse lande satte udbytterne og de udenlandske efterretningsagenter på porten. Det er folkets vilje. Folkets stemme er guds stemme.

Med hensyn til Kominform kan kun folk, som totalt har mistet balanceevnen, påstå, at det bruger voldsmetoder. Kominforms dokumenter er offentliggjort, og vedbliver med at blive offentliggjort. De er kendt af alle og tilbageviser fuldstændigt alle bagvaskende og injurierende udtalelser om kommunisterne.
Det må her understreges, at voldsanvendelse ikke er en metode, som følges af kommunisterne. Tværtimod viser historien, at det faktisk er kommunismens fjender og agenter for andre udenlandske hemmelige tjenester, som praktiserer disse voldsmetoder. For nylig blev Irans premierminister dræbt, og det samme skete med Libanons premierminister og Trans-Jordaniens konge. Alle disse drab er gennemført med et eneste mål: en voldelig magtændring i disse lande. Hvem dræbte disse mennesker? Var det kommunister, Kominforms tilhængere? Det er ganske fornøjeligt at stille dette spørgsmål. Måske Mr. Morrison, som er bedre informeret, kunne hjælpe os med at afklare denne sag?

Mr. Morrison erklærer, at Atlantpagten er en forsvarspagt; den er dannet ikke med aggression som formål, men er tværtimod rettet mod aggression.
Hvis dette er sandt, hvorfor inviterede denne pagts stiftere så ikke Sovjetunionen til at deltage i den? Hvorfor underskrev man traktaten i al hemmelighed, bag Sovjetunionens ryg? Har USSR ikke bevist, at det kan og vil bekæmpe aggression ved at kæmpe imod Hitlers og Japans aggression? Var dets kamp mod aggression ringere end Norges, som er medunderskriver af pagten? Hvordan kan man forklare denne absurditet?

Hvis NATO er en forsvarsalliance, hvorfor var englænderne og amerikanerne så ikke enige i det sovjetiske regeringsforslag om at drøfte denne pagt på udenrigsministerråds-niveau? Er det ikke, fordi Atlanttraktaten rummer paragraffer om aggression mod USSR, og at denne pagts stiftere er tvunget til at skjule dette for offentligheden i al almindelighed? Er det ikke, fordi Labour-regeringen har accepteret at gøre England til en militær- og flybase for Amerikas Forenede Stater til angreb på Sovjetunionen?
Det er af den grund, at sovjetfolket gentager, at Atlantpagten er en aggressionspagt rettet imod USSR.

Dette er særlig synligt i de anglo-amerikanske højrekredses aggressive handlinger i Korea. Der er allerede gået to år, hvor de anglo-amerikanske tropper lemlæster det frihedselskende og fredelige koreanske folk, ødelægger de koreanske landsbyer og byer, myrder kvinder, børn og de gamle. Kan man betegne disse blodige handlinger fra de anglo-amerikanske styrker for defensive? Hvem kan bekræfte, at de engelske styrker i Korea forsvarer England mod det koreanske folk? Ville det ikke være mere ærligt at kalde disse handlinger militær aggression?

Lad Mr. Harrison fremvise blot en eneste sovjetisk soldat, som ville rette sine våben mod noget fredselskende folk. En sådan soldat findes ikke. Og lad Mr. Morrison give en overbevisende forklaring på, hvorfor engelske soldater dræber Koreas fredselskende borgere. Og hvorfor en engelsk soldat dør langt borte fra sit land på fremmed grund.
Dette er grunden til, at sovjetfolket mener, at den nuværende anglo-amerikanske politik antænder en ny verdenskrig.

Pravda 1. august 1951.

Oversat til engelsk efter: L.K: Grigoriev, 'Stalin. Sobytiya i dokumenty', opyt historiko-arkhivnogo, kontrpropagandistskogo i filosofskogo issledovaniya, Electronic Publications, Moscow 2002, pp. 46-50.

(*) Clement Atlees Labour-regering blev dannet i 1945. Herbert Morrison (1888-1965) var udenrigsminister i 1950-51, indtil regeringens fald. Den tilsluttede sig den amerikanske koldkrigs-politik, deltog i NATO og førte Storbritannien ind i Koreakrigen. I USA firedobledes militærbudgettet mellem 1950 og 53. De europæiske NATO-lande øgede deres militærudgifter med 50 pct. alene i 1950-51.

- End -