J.V. Stalin
Dette svar på en erklæring fra udenrigsministeren i den britiske Labour-regering Herbert Morrison (*) blev første gang offentliggjort i Pravda den 1. august 1951, under Koreakrigen. Det var planlagt til at indgå i Stalins Værker. Kun 13 bind af disse blev publiceret. Offentliggørelsen af bind 14 blev annonceret kort før SUKP's 20. kongres i 1956 - men blev bremset efter denne kongres, som betød revisionismens endelige gennemslag i SUKP. Artiklen er blevet oversat til engelsk af det indiske tidsskrift Revolutionary Democracy, Vol. IX, nr. 2, september 2003. Denne danske udgave i Orientering 7, 2003 følger den engelske oversættelse.
Mr. Morrison har fremsat to sæt problemer: spørgsmål vedrørende den indre politik og spørgsmål vedrørende den eksterne politik.
Indre politik
Mr.
Morrison hævder, at der i Sovjetunionen ikke er tale- eller pressefrihed
eller personlig frihed.
Mr. Morrison tager sørgeligt fejl. I intet andet
land eksisterer en sådan talefrihed, pressefrihed eller personlig frihed,
eller organisationer for arbejdere, bønder eller intelligentsiaen som i
Sovjetunionen. Ingen steder findes så mange klubber for arbejdere og bønder,
så mange aviser specielt for dem som i Sovjetunionen. Ingen steder er arbejderklassen
blevet organiseret på så systematisk en måde som i Sovjetunionen.
Det er ikke hemmeligt for nogen, at hele arbejderklassen, bogstavelig talt alle
arbejdere i USSR, er blevet organiseret i fagforeninger, ligesom alle bønder
er organiseret i kooperativer.
Ved Mr. Morrison dette? Det gør han helt
klart ikke. Tilsyneladende har han ikke engang et ønske om at vide noget.
Han foretrækker at indhente sin viden fra de klager, som fremsættes
af repræsentanterne for de russiske kapitalister, som det russiske folks
vilje har fordrevet fra landet.
I USSR er der ingen talefrihed, presse-
eller organisationsfrihed for folkets fjender, for godsejerne og kapitalisterne,
som er blevet omstyrtet af revolutionen. Der er tilsvarende ingen frihed for uforbederlige
tyve, for sabotører sendt fra udlandet på efterretningsopgaver, for
terrorister, dræbere og for de forbrydere, som skød Lenin, dræbte
Volodarski, Uritski, Kirov, forgiftede Maxim Gorki, Kujbisjev. Alle disse kriminelle,
fra godsejerne og kapitalisterne til terroristerne, tyvene, morderne og dem, som
er involveret i undergravende virksomhed, er kun ude på at opnå en
eneste ting - at genoprette kapitalismen i USSR, genetablere menneskets udbytning
af mennesket og oversvømme landet med arbejder- og bondeblod. Fængslerne
og arbejdslejrene er kun til for disse gentlemen og for dem alene.
Er det
for disse folk, Mr. Morrison ønsker at opnå ytrings-, presse- og
personlig frihed? Tror Mr. Morrison virkelig, at sovjetfolket vil være med
på at give disse folk talefrihed, presse- og personlig frihed, det vil sige
frihed til at udbytte arbejderne?
Mr. Morrison er tavs om den anden frihed,
som har en dybere betydning end ytringsfrihed, pressefrihed osv. Han siger intet
om folkets frihed for udbytning, om frihed for økonomiske kriser, fra arbejdsløshed,
fra fattigdom. Måske Mr. Morrison ikke er klar over, at alle disse friheder
allerede eksisterer i USSR og har gjort det længe. Og det er præcis
disse friheder, som er grundlaget for alle de øvrige friheder og rettigheder.
Det er på grund heraf, at Mr. Morrison skamfuldt tier om disse basale friheder,
fordi disse uheldigvis ikke eksisterer i England og de engelske arbejdere fortsat
lever under udbyttende kapitalisters åg, uanset den kendsgerning, at Labourpartiet
i England har været ved magten i de sidste seks år.
Mr. Morrison
insisterer på, at Labour-regeringen er en socialistisk regering, og at radioprogrammer,
der bliver til under en sådan regering, ikke bør mødes med
nogen hindringer fra Sovjets side.
Uheldigvis kan vi ikke være enige
med Mr. Morrison. Da Labour-partiet først kom til magten, kunne man formode,
at den ville følge socialismens vej. Det viste sig imidlertid siden hen,
at Labourregeringen ikke adskiller sig meget fra enhver anden borgerlig regering,
som tager sigte på at bevare den kapitalistiske struktur og sikre kapitalisterne
betydelige profitter.
I virkeligheden vokser kapitalisternes profit i England
fra år til år, mens arbejdernes lønninger er fastfrosne. Labour-regeringen
forsvarer derudover dette arbejderfjendske udbytterregimente med alle mulige foranstaltninger,
forfølger og arresterer tilmed arbejderne. Kan en sådan regering
kaldes socialistisk?
Man skulle have troet, at med Labour-regeringen ved magten
ville kapitalistisk udbytning blive elimineret, at der ville blive taget skridt
til en systematisk prisnedsættelse for masseforbrugsgoder, og at arbejdernes
materielle vilkår ville blive væsentligt forbedret. I stedet ser vi
i England, at kapitalisternes profitter vokser, at arbejdernes lønninger
bliver frosset fast, og en stigning i priserne for basale varer. Nej, vi kan ikke
kalde en sådan politik socialistisk. Hvad angår radioudsendelserne
til Sovjetunionen fra England (BBC), så er de, som det er velkendt, især
indrettet på at opmuntre fjenderne af sovjetfolket i deres bestræbelser
på at genrejse den kapitalistiske udbytning. Det er forståeligt, at
Sovjet ikke kan understøtte denne anti-folkelige propaganda, der rent faktisk
beløber sig til indblanding i USSR's indre anliggender. Mr. Morrison erklærer,
at sovjetmagten i USSR er en monolitisk magt, fordi den kun repræsenterer
et enkelt partis magt, kommunisternes parti. Med den form for logik kan vi sige,
at Labour-regeringen også er en monolitisk regering, fordi den repræsenterer
et partis magts, nemlig Labour-partiets.
Det er imidlertid ikke det, som
er pointen. Pointen er, at kommunisterne i USSR for det første ikke virker
i isolation, men i en blok med de partiløse folk. For det andet har kommunisternes
parti i USSR's historiske udviklingsforløb vist sig som det eneste antikapitalistiske
parti for folket.
I løbet af de sidste tres år har Sovjetunionens
folk kunnet iagttage alle de vigtigste partier, som fandtes i Rusland, godsejernes
parti (De Sorte Hundreder), kapitalisternes parti (Kadetterne), Mensjevik-partiet
(højre-'socialisterne'), de Socialrevolutionæres parti (kulakkernes
forsvarere), kommunisternes parti. Under de fremadskridende revolutionære
udviklinger har vort folk forkastet alle de borgerlige partier og truffet et valg
til fordel for kommunisterne, idet det har gjort sig klart, at dette parti er
det eneste anti-godsejer-parti og anti-kapitalist-parti. Dette er en historisk
kendsgerning, og det er forståeligt, at folkene i USSR fuldstændigt
støttede det kommunistiske parti i dets kampe.
Hvordan kan Mr. Morrison
imødegå denne historiske kendsgerning? Tror Mr. Morrison, at man
blot for et tvivlsomt spil om opposition kan dreje historiens hjul om og lade
disse partier genopstå, som er døde for længe siden?
Ekstern politik
Mr.
Morrison hævder, at Labour-regeringen står for fred, at den ikke er
en trussel mod Sovjetunionen, at NATO er en ikke-aggressiv rustningspagt, at England
er tvunget ind på våbenkapløbets vej, fordi Sovjetunionen ikke
i tilstrækkeligt omfang har demobiliseret sin hær efter 2. Verdenskrig.
I
alle disse påstande fra Mr. Morrison er der beklageligvis ikke en dråbe
sandhed.
Hvis Labour-regeringen virkelig står for fred, hvorfor afviser
den så en fredspagt mellem de fem magter, hvorfor går den imod en
våbenreduktion fra alle stormagters side, hvorfor går den imod et
forbud mod atomvåben, hvorfor forfølger den folk, som står
for et fredens standpunkt, hvorfor forbyder den ikke krigspropagandaen i England?
Mr.
Morrison ønsker, at vi skal tro ham på hans ord. Men Sovjetfolket
kan ikke tro på nogen alene på deres ord, hvem de så end er.
De kræver handling og ikke proklamationer.
På tilsvarende vis
er Mr. Morrisons påstand om, at USSR ikke i tilstrækkelig grad har
demobiliseret hæren efter 2. verdenskrig, temmelig lam. Sovjetregeringen
har allerede erklæret, at den har demobiliseret, at dens hær for nærværende
er omtrent af samme størrelse, som den var i fredstiden før 2. verdenskrig.
Den engelske hær er på den anden side dobbelt så stor, som den
var før krigen. Disse ubestridelige kendsgerninger bliver imidlertid stadig
modsagt af højlydte erklæringer uden substans.
Måske
Mr. Morrison kunne tænke sig, at USSR havde en hær, som ikke havde
brug for våben. Faktisk tager en hær alt for meget fra regeringsbudgettet,
og Sovjetfolket ville med glæde gå ind for afviklingen af dets regulære
hær, hvis der ikke eksisterede en trussel om krig udefra. Men erfaringen
fra 1918-20 har lært os noget andet, at englænderne, amerikanerne,
franskmændene (sammen med japanerne) angreb Sovjetunionen og forsøgte
at snuppe Ukraine, Kaukasus, Centralasien, Det fjerne Østen og Arkhangelsk-regionen
og plagede det i tre år. Dette har vist os, at USSR må opretholde
det nødvendige minimum af en hær, så det kan forsvare sin uafhængighed
fra de imperialistiske aggressorer. Der findes ikke et eneste historisk eksempel
på, at russerne har invaderet engelsk territorium, men historien kender
en hel stribe eksempler på, at englænderne har invaderet og erobret
russiske territorier.
Mr. Morrison siger, at russerne har nægtet
at samarbejde med englænderne omkring det tyske spørgsmål,
om spørgsmålet om europæisk genopbygning. Dette er en hvid
løgn, og Mr. Morrison kan ikke tro på sine egne ord. Sandheden, som
alle kender, er, at det ikke er russerne, som har nægtet samarbejde, men
englænderne og amerikanerne, fordi de var klar over, at russerne ikke ville
gå med til at genoprette fascisme i Tyskland, ikke ville omdanne Vesttyskland
til en base for aggression.
Hvad spørgsmålet om samarbejde
om den økonomiske genopbygning af Europa angår, så har USSR
ikke afvist samarbejde, det har tværtimod selv foreslået at gennemføre
genopbygningsprogrammet på basis af de europæiske landes lighed og
suverænitet, uden noget diktat udefra, uden diktat fra Amerikas Forenede
Stater.
På samme måde er Mr. Morrisons erklæringer om,
at kommunisterne kom til magten i de folkedemokratiske lande ved kup, og at Kominform
står for voldsmetoder, ubegrundede. Kun folk, som med djævelens vold
og magt vil bagtale kommunisterne, kan komme med sådanne udtalelser.
Faktisk
kom kommunisterne til magten i de folkedemokratiske lande gennem almindelige valg.
Det er klart, at folkene i disse lande satte udbytterne og de udenlandske efterretningsagenter
på porten. Det er folkets vilje. Folkets stemme er guds stemme.
Med
hensyn til Kominform kan kun folk, som totalt har mistet balanceevnen, påstå,
at det bruger voldsmetoder. Kominforms dokumenter er offentliggjort, og vedbliver
med at blive offentliggjort. De er kendt af alle og tilbageviser fuldstændigt
alle bagvaskende og injurierende udtalelser om kommunisterne.
Det må
her understreges, at voldsanvendelse ikke er en metode, som følges af kommunisterne.
Tværtimod viser historien, at det faktisk er kommunismens fjender og agenter
for andre udenlandske hemmelige tjenester, som praktiserer disse voldsmetoder.
For nylig blev Irans premierminister dræbt, og det samme skete med Libanons
premierminister og Trans-Jordaniens konge. Alle disse drab er gennemført
med et eneste mål: en voldelig magtændring i disse lande. Hvem dræbte
disse mennesker? Var det kommunister, Kominforms tilhængere? Det er ganske
fornøjeligt at stille dette spørgsmål. Måske Mr. Morrison,
som er bedre informeret, kunne hjælpe os med at afklare denne sag?
Mr.
Morrison erklærer, at Atlantpagten er en forsvarspagt; den er dannet ikke
med aggression som formål, men er tværtimod rettet mod aggression.
Hvis
dette er sandt, hvorfor inviterede denne pagts stiftere så ikke Sovjetunionen
til at deltage i den? Hvorfor underskrev man traktaten i al hemmelighed, bag Sovjetunionens
ryg? Har USSR ikke bevist, at det kan og vil bekæmpe aggression ved at kæmpe
imod Hitlers og Japans aggression? Var dets kamp mod aggression ringere end Norges,
som er medunderskriver af pagten? Hvordan kan man forklare denne absurditet?
Hvis
NATO er en forsvarsalliance, hvorfor var englænderne og amerikanerne så
ikke enige i det sovjetiske regeringsforslag om at drøfte denne pagt på
udenrigsministerråds-niveau? Er det ikke, fordi Atlanttraktaten rummer paragraffer
om aggression mod USSR, og at denne pagts stiftere er tvunget til at skjule dette
for offentligheden i al almindelighed? Er det ikke, fordi Labour-regeringen har
accepteret at gøre England til en militær- og flybase for Amerikas
Forenede Stater til angreb på Sovjetunionen?
Det er af den grund, at
sovjetfolket gentager, at Atlantpagten er en aggressionspagt rettet imod USSR.
Dette
er særlig synligt i de anglo-amerikanske højrekredses aggressive
handlinger i Korea. Der er allerede gået to år, hvor de anglo-amerikanske
tropper lemlæster det frihedselskende og fredelige koreanske folk, ødelægger
de koreanske landsbyer og byer, myrder kvinder, børn og de gamle. Kan man
betegne disse blodige handlinger fra de anglo-amerikanske styrker for defensive?
Hvem kan bekræfte, at de engelske styrker i Korea forsvarer England mod
det koreanske folk? Ville det ikke være mere ærligt at kalde disse
handlinger militær aggression?
Lad Mr. Harrison fremvise blot en
eneste sovjetisk soldat, som ville rette sine våben mod noget fredselskende
folk. En sådan soldat findes ikke. Og lad Mr. Morrison give en overbevisende
forklaring på, hvorfor engelske soldater dræber Koreas fredselskende
borgere. Og hvorfor en engelsk soldat dør langt borte fra sit land på
fremmed grund.
Dette er grunden til, at sovjetfolket mener, at den nuværende
anglo-amerikanske politik antænder en ny verdenskrig.
Pravda 1. august 1951.
Oversat til engelsk efter: L.K: Grigoriev, 'Stalin. Sobytiya i dokumenty', opyt historiko-arkhivnogo, kontrpropagandistskogo i filosofskogo issledovaniya, Electronic Publications, Moscow 2002, pp. 46-50.
(*) Clement Atlees Labour-regering blev dannet i 1945. Herbert Morrison (1888-1965) var udenrigsminister i 1950-51, indtil regeringens fald. Den tilsluttede sig den amerikanske koldkrigs-politik, deltog i NATO og førte Storbritannien ind i Koreakrigen. I USA firedobledes militærbudgettet mellem 1950 og 53. De europæiske NATO-lande øgede deres militærudgifter med 50 pct. alene i 1950-51.
- End -