J. V. Stalin
Tale
på valgmødet den 9. februar 1946 i Moskvas Stalin-valgkreds
Fra
Forlaget Tiden 1946, Verdenspolitik nr. 2
Kammerater!
Siden de sidste valg til den øverste sovjet er der gået 8
år. Det har været en periode rig på begivenheder af afgørende
karakter. De første 4 år tilbragte sovjetborgeren med anspændt
arbejde for at realisere den tredje 5-års plan. De næste 4 år
omfatter krigen mod de tyske og japanske aggressorer, den anden verdenskrigs begivenheder.
Det er ubestrideligt, at krigen er hovedmomentet i den forløbne periode.
Det
ville være en fejl at tro, at den 2. Verdenskrig opstod tilfældigt
eller som følge af fejl hos statsmænd, selvom der ubetinget blev
begået fejl. I virkeligheden opstod krigen som et uundgåeligt resultat
af de verdensøkonomiske og verdenspolitiske kræfters udvikling på
basis af den moderne monopolkapitalisme.
Marxisterne har ofte erklæret,
at det kapitalistiske system i verdensøkonomien i sig rummer elementerne
til en almindelig krise og krigeriske sammenstød, og at verdenskapitalismens
udvikling i vor tid i kraft af dette ikke foregår som en jævn og stadig
bevægelse fremad, men gennem kriser og krigskatastrofer. Det ligger i, at
de kapitalistiske landes ujævne udvikling almindeligvis i løbet af
nogen tid fører til akut for-styrrelse af ligevægten i kapitalismens
verdenssystem, således at den gruppe kapitalistiske lande, der an-ser sig
for mindre velforsynet med råstoffer og afsætningsmarkeder, almindeligvis
gør forsøg på at ændre denne situation og nyopdele "indflydelsessfærerne"
til fordel for sig selv - ved anvendelse af væbnet magt. Som følge
heraf opstod der en spaltning i den kapitalistiske verden i to fjendtlige lejre
og en krig mellem disse.
Man kunne måske tænke sig, at krigskatastrofer
kunne undgås, hvis der var mulighed for en periodisk nyfordeling af råstoffer
og afsætningsmarkeder mellem landene i overensstemmelse med deres økonomi-ske
betydning og ved koordinerede og fredelige aftaler. Men det lader sig ikke gøre
under de nuværende kapitalistiske betingelser for verdensøkonomiens
udvikling.
Derfor opstod den første verdenskrig som resultat af den
første krise i verdensøkonomiens kapitalistiske system, og den anden
verdenskrig som resultat af dette systems anden krise.
Det betyder naturligvis
ikke, at den anden verdenskrig var en kopi af den første. Tværtimod
adskiller den anden verdenskrig sig i væsentlig grad fra den første,
hvad dens karakter angår. Man må have for øje, at de afgørende
fascistiske stater - Tyskland, Japan, Italien - før deres angreb på
de allierede lande tilintetgjorde de sidste rester af borgerlige demokratiske
friheder i deres egne lande og dér indførte et brutalt, terroristisk
styre, de søndertrampede princippet om de små landes suverænitet
og frie udvikling, erklærede erobring af fremmed territorium for deres egentlige
politik, og de erklærede højlydt, at de var i færd med at erobre
verdensherredømmet og udbrede det fascistiske styre til hele verden, samtidig
med at aksemagterne gennem erobringen af Tjekkoslovakiet og Centralkina viste,
at de var parat til at virkeliggøre deres trussel om at trællebinde
alle frihedselskende folk.
I kraft af dette antog den anden verdenskrig
mod aksemagterne til forskel fra den første fra første færd
karakter af en antifascistisk krig, en frihedskrig, blandt hvis opgaver det også
var at genoprette de demokratiske friheder. Sovjetunionens indtræden i krigen
mod aksemagterne kunne kun forstærke - og forstærkede virkelig - den
anden verdenskrigs antifascistiske frihedskarakter.
På denne basis udformedes
så den antifascistiske koalition af Sovjetunionen, USA, Storbritannien og
andre frihedselskende stater. En koalition, der i den følgende tid spillede
den afgørende rolle for nedkæmpelsen af aksestaternes væbnede
styrker.
Således forholder det sig med den anden verdenskrigs oprindelse
og karakter.
Nu anerkender vel alle, at krigen virkelig ikke var og ikke
kunne være nogen tilfældighed i folkenes liv, at den i gerning forvandlede
sig til folkenes krig for deres eksistens, og at den netop derfor ikke kunne få
noget hurtigt, lynsnart forløb.
Hvad vort land angår, så
var denne krig mere brutal og tyngende end nogen af de krige, vort fædreland
nogen sinde har oplevet.
Men krigen var ikke kun en forbandelse. Den var tillige
en storslået skole, hvor alle folkets kræfter blev sat på prøve.
Krigen afdækkede alle kendsgerninger og tildragelser i baglandet og ved
fronten, den sprængte ubarmhjertigt alle slør og forhæng, som
havde skjult staternes, regeringernes, partiernes virkelige ansigt, og fremstillede
dem uden maske, uden sminke, med alle deres mangler og fortrin. Krigen med-førte
noget i retning af en eksamen for vort sovjetsamfund, vor stat, vor regering og
for vort kommunistiske parti og uddrog facit af deres arbejde; den ligesom sagde
os, at sådan er de, jeres mennesker og organisationer, deres gerninger og
tilværelse - se dem nøje efter i sømmene, og beløn
dem efter deres handlinger.
Det er en af krigens positive sider.
For
os, for vælgerne, har denne omstændighed stor betydning, thi den hjælper
os til hurtigt og objektivt at vurdere partiets og dets menneskers virksomhed
og at drage de rigtige slutninger. Til andre tider har vi måttet studere
partirepræsentanternes optræden og taler, analysere dem, sammenligne
deres ord med deres gerninger, opstille et slutresultat osv. Dette kræver
et kompliceret og vanskeligt arbejde, og der er ingen garanti for, at der ikke
herved begås fejl. Anderledes ligger det nu, da krigen er sluttet, da krigen
selv har afprøvet vore organisationers og lederes arbejde og uddraget facit
af det. Nu er det langt lettere for os at finde rede i det og komme til rigtige
konklusioner.
Hvad er da krigens slutresultat?
Der findes ét
afgørende slutresultat, hvoraf alle andre slutresultater er opstået.
Dette resultat består i, at fjenderne ved krigens afslutning havde lidt
nederlag, medens vi sammen med vore allierede stod som sejrherrer. Vi afsluttede
krigen med en fuldstændig sejr over fjenderne. Det er krigens hovedresultat.
Men dette er et for alment facit, og vi kan ikke sætte punktum her. Naturligvis,
at slå fjenderne i en sådan krig som den anden verdenskrig, som menneskehedens
historie ikke har sidestykke til, det betyder at vinde en verdenshistorisk sejr.
Det er alt sammen sandt. Alligevel er det et alment resultat, og vi kan ikke slå
os til tåls med det. For at forstå den storslåede, historiske
betydning af vor sejr må man analysere sagen mere konkret.
Hvordan
skal man altså opfatte vor sejr over fjenderne, hvad kan denne sejr betyde
for tilstanden og udviklingen af vort lands indre kræfter? Vor sejr betyder
først og fremmest, at vort sovjetiske samfundssy-stem har sejret, at det
sovjetiske samfundssystem med held bestod prøven i krigens ild og beviste
sin fulde levedygtighed.
Som bekendt har den udenlandske presse ofte hævdet,
at det sovjetiske samfundssystem var et "risikabelt eksperiment", som
måtte bryde sammen, at sovjetsystemet var et "korthus", der ikke
havde rod i livet og var påtvunget folket af tjekaens organer, at der kun
behøvedes et lille stød udefra, for at dette "korthus"
styrtede sammen.
Nu kan vi sige, at krigen har gendrevet alle disse påstande
fra den udenlandske presse og bevist, at de var ugrundede. Krigen har vist, at
det sovjetiske samfundssystem er et ægte folkesamfund, opvokset af folkets
dyb, med dettes mægtige støtte, at sovjetsamfundet er en fuldt levedygtig
og stabil form for organisering af samfundet.
Ja, mere end det. Nu er man for
længst hørt op med at tale om, hvorvidt sovjetsamfundet er levedygtigt
eller ej; efter krigens anskuelige lærdomme drister ingen af skeptikerne
sig mere til at udtale tvivl om sovjetsamfundets levedygtighed. Nu taler man om,
at det sovjetiske samfund har vist sig mere levedygtigt og holdbart end det ikke-sovjetiske
samfundssystem, at sovjetsamfundet er en bedre form for organisering af samfundet
end noget ikke-sovjetisk samfundssystem.
Vor sejr betyder for det andet,
at vort sovjetiske statssystem har sejret, at vor sovjetstat med sine mange nationaliteter
har bestået alle krigens prøvelser og bevist sin levedygtighed.
Som
bekendt har fremtrædende udenlandske pressefolk ofte udtalt sig i den retning,
at sovjetstaten med sine mange nationaliteter var "en kunstig og livsfremmed
indretning, at Sovjetunionen uafvendeligt måtte gå i stykker i tilfælde
af komplikationer, at Sovjetunionen havde Østrig-Ungarns skæbne i
vente".
Nu kan vi sige, at krigen har gendrevet disse udenlandske
presseudtalelser som ganske ugrundede. Krigen har vist, at det sovjetiske statssystem
med sine mange nationaliteter med held har bestået prøven, er blevet
endnu stærkere under krigen og har vist sig at være et fuldt levedygtigt
statssystem. Disse herrer fra den udenlandske presse har ikke forstået,
at sammenligningen med Østrig-Ungarn er uholdbar, thi vor stat med sine
mange nationaliteter er ikke opstået på det borgerlige grundlag, som
stimulerer en følelse af national mistro og nationalt fjendskab; den er
opstået på det sovjetiske grundlag, som tværtimod fremelsker
en følelse af venskab og broderligt samarbejde mellem folkene i vor stat.
For
øvrigt drister disse herrer sig efter krigens lærdomme ikke mere
til at bestride det sovjetiske statssystems levedygtighed. Nu er man for længst
hørt op med at tale om, at det sovjetiske statssystem ikke er levedygtigt,
thi om dets levedygtighed hersker der ikke tvivl. Nu taler man om, at det sovjetiske
statssystem har vist sig som et mønster på en stat med mange nationaliteter,
at det sovjetiske statssystem er en statsorganisation, hvor det nationale spørgsmål
og problemerne vedrørende nationernes samarbejde er løst bedre end
i nogen anden stat med mange nationaliteter.
Vor sejr betyder for det tredje,
at de sovjetiske væbnede styrker har sejret, at vor røde hær
har sejret, at den røde hær heroisk har båret krigens trængsler,
har sønderslået vore fjenders hære og er gået ud af krigen
som sejrherrer.
Nu anerkender alle, venner som fjender, at den røde
hær var på høj de med sine store opgaver. Men sådan var
det ikke for 6 år siden, i tiden før krigen. Som bekendt udtalte
fremstående udenlandske pressefolk og mange anerkendte militære autoriteter
i udlandet ikke så sjældent, at den røde hærs tilstand
gav anledning til stærk tvivl, at den røde hær var dårligt
bevæbnet og ikke havde det nødvendige officerskorps, at dens moralske
tilstand var under al kritik, at den nok kunne bruges til forsvar, men ikke til
angreb, at den røde hær i tilfælde af et slag fra de tyske
hære måtte bryde sammen som "en kolos på lerfødder".
Sådanne udtalelser faldt ikke alene i Tyskland, men også i Frankrig,
England og Amerika.
Nu kan vi sige, at krigen har gendrevet alle disse
udtalelser og bevist, at de var ugrundede og latterlige. Krigen har vist, at den
røde hær ikke er nogen "kolos på lerfødder",
men en førsteklasses moderne hær med en fuldt moderne udrustning,
et særdeles erfarent officerskorps og høje moralske kampkvaliteter.
Det behøver ikke at siges, at den røde hær var den hær,
som sønderslog den tyske armé, der endnu for nylig spredte skræk
og rædsel i europæiske staters hære.
Det må fremhæves,
at den røde hærs "kritikere" bliver færre og færre.
Ja, i den udenlandske presse finder man hyppigere og hyppigere bemærkninger
om den røde hærs høje kvalitet, dens soldaters og officerers
mesterskab, dens pletfri strategi og taktik. Det er også forståeligt.
Efter den røde hærs glimrende sejre ved Moskva og Stalingrad, ved
Kursk og Bjelgorod, ved Kijev og Kirovograd, ved Minsk og Bobruisk, ved Leningrad
og Tallin, ved Jassy og Lvov, ved Weichsel og Nemen, ved Donau og Oder, ved Wien
og Berlin, efter alt dette kan man ikke komme uden om, at den røde hær
er en førsteklasses hær, hos hvem man kan lære mangt og meget.
Sådan
opfatter vi konkret vort lands sejr over sine fjender.
Det er i hovedsagen
krigens slutresultat.
Det ville være en fejl at tro, at man kan vinde
en sådan historisk sejr, uden at landet i forvejen forberedtes på
aktivt forsvar. Det ville være en ikke mindre fejl at mene, at man kan gennemføre
en sådan forberedel-se på kort tid, på 3-4 år. Endnu mere
fejlagtigt ville det være at påstå, at vi har vundet sejren
ene og alene ved vore troppers tapperhed. Uden tapperhed kan man naturligvis ikke
vinde sejr, men tapperhed alene er ikke nok til at overvinde en fjende, som har
en talstærk hær, en førsteklasses udrustning, vel indøvede
officerskadrer og en ikke ringe forsyningstjeneste. For at modstå et slag
fra en sådan fjende, vise ham tilbage og senere tilføje ham et fuldstændigt
nederlag må man foruden vore troppers eksempelløse tapperhed besidde
en fuldt moderne udrustning i den tilstrækkelige mængde og desuden
en velorganiseret forsyningstjeneste, ligeledes af tilstrækkeligt omfang.
Hertil kræves imidlertid, at man har og har tilstrækkelig meget af
sådanne elementære ting som metal til produktion af udrustning, forsyninger
og maskiner til fabrikkerne, brændsel til støtte for fabrikkernes
og transportens arbejde, tekstilråstoffer til produktion af mundering og
korn til hærens forsyning.
Kan man påstå, at vort land
allerede før sin indtræden i den anden verdenskrig rådede over
det nødvendige minimum af materielle muligheder for i hovedsagen at tilfredsstille
disse behov? Det tror jeg, man kan hævde. Til forberedelse af dette storslåede
værk behøvedes virkeliggørelsen af de tre femårsplaner
for folkehusholdningens udvikling. Det er netop disse tre femårsplaner,
som har hjulpet os til at skabe disse materielle muligheder. I hvert fald var
vort lands stilling i denne henseende mange gange bedre nu før den anden
verdenskrig, i 1940, end før den første verdenskrig, i 1913.
Hvilke
materielle muligheder rådede vort land over før den anden verdenskrig?
For
at lette jer undersøgelsen heraf skal jeg her fremlægge en kort beretning
om det kommunistiske partis virksomhed vedrørende forberedelsen af vort
land til aktivt forsvar.
Når man tager tallene for 1940 - på tærskelen
til den anden verdenskrig - og sammenligner dem med tallene for 1913 - på
tærskelen til den første verdenskrig - får vi følgende
billede:
I løbet af 1913 blev der i vort land produceret 4,22 mio. tons
råjern, 4,23 mio. t stål, 29 mio. t kul, 9 mio. t olie, 21,6 mio.
t salgskorn og 740,000 t tekstilråstoffer.
Det var vort lands materielle
muligheder, med hvilke det trådte ind i den første verdenskrig.
Det
var det gamle Ruslands økonomiske basis, som kunne udnyttes til krigsførelsen.
Hvad
angår 1940, så blev der i vort land i det år produceret 15 mio.
t råjern, dvs. næsten 4 gange så me-get som i 1913; 18,3 mio.
t stål, dvs. 4½ gang så meget som i 1913; 166 mio. t kul, dvs.
5½ gang så me-get som i 1913; 31 mio. t olie, dvs. 3½ gang
så meget som i 1913; 38,3 mio. t salgskorn, dvs. 17 millio-ner tons mere
end i 1913; samt 2,7 mio. t tekstilråstoffer, dvs. 3½ gang så
meget som i 1913.
Det var vort lands materielle muligheder, med hvilke det
trådte ind i den anden verdenskrig.
Det var Sovjetunionens økonomiske
basis, som kunne udnyttes til krigsførelsen.
Forskellen er, som I ser,
kolossal.
En
sådan enorm vækst i produktionen kan man ikke anse for en simpel og
sædvanlig udvikling fra tilbageståenhed til fremadskriden. Det var
et spring, ved hjælp af hvilket vort fædreland blev forvandlet fra
et tilbagestående land til et førende land, fra et landbrugsland
til et industriland.
Denne historiske forvandling blev fuldbyrdet under de
tre femårsplaner, begyndende fra 1928, den første femårsplans
første år. Indtil da havde vi måttet beskæftige os med
at genopbygge den ødelagte industri og læge de sår, vi havde
fået som følge af den første verdenskrig og borgerkrigen.
Hvis man samtidig tager i betragtning, at den første femårsplan blev
opfyldt på 4 år, og at den tredje femårsplan blev afbrudt i
sit 4. år af krigen, ser man, at vort lands forvandling fra et landbrugsland
til et industriland krævede ca. 13 år.
Man kan ikke komme uden
om, at en frist på 13 år er en utrolig kort frist til at udføre
et så storslået værk.
Det forklarer i grunden også,
at offentliggørelsen af disse tal i sin tid fremkaldte en storm af meningstil-kendegivelser
i den udenlandske presse. Vore venner mente, at der var sket et "mirakel".
Uvenligt sindede folk hævdede derimod, at femårsplanerne var "bolsjevikisk
propaganda" og "hokus pokus af tjekaen". Men eftersom der ikke
sker mirakler og tjekaen ikke har i sin magt at afskaffe lovene for samfundsudvik-lingen,
blev den "offentlige mening" i udlandet nødt til at affinde sig
med kendsgerningerne.
Hvad
var det for en politik, der gjorde det muligt for det kommunistiske parti på
så kort tid at skabe disse materielle muligheder i landet?
Det var først
og fremmest den sovjetiske politik til industrialisering af landet.
Sovjetmetoden
til industrialisering af landet adskiller sig fundamentalt fra den kapitalistiske
metode til industrialisering.
I de kapitalistiske lande begyndte industrialiseringen
almindeligvis med den lette industri. Eftersom der i den lette industri kræves
mindre kapitalinvesteringer og kapitalen her cirkulerer hurtigere end i sværindustrien,
således at det er lettere at opnå profit, bliver den lette industri
dér den første genstand for industrialiseringen. Først efter
lang tid, i løbet af hvilken den lette industri ophober profit og koncentrerer
den i bankerne, først da kommer turen til sværindustrien, idet den
ophobede kapital begynder at rulle over i sværindustrien for at skabe betingelser
for dennes udbygning. Det er imidlertid en langvarig proces, som kræver
lang tid, nemlig årtier, i løbet af hvilke man må vente på
den lette industris udvikling og lade tingene gå deres gang uden nogen sværindustri.
Det er
klart, at det kommunistiske parti ikke kunne slå ind på denne vej.
Partiet vidste, at krigen var i anmarch, at man ikke kunne forsvare landet uden
en sværindustri, at man så hurtigt som muligt måtte tage fat
på at udvikle sværindustrien, at en forhaling på dette punkt
betød, at man måtte tabe. Partiet erindrede sig Lenins ord om, at
uden en sværindustri lader det sig ikke gøre at forsvare landets
uafhængighed, at sovjetsamfundet kunne gå til grunde, hvis det ikke
havde en sådan industri.
Derfor tog vort lands kommunistiske parti afstand
fra industrialiseringens "ordinære" vej og begyndte landets industrialisering
med at udbygge sværindustrien. Det var meget vanskeligt, men det kunne magtes.
En stor hjælp på dette felt var nationaliseringen af industrien og
bankerne, som havde givet mulighed for en hurtig opsamling af midler og overflytning
af dem til sværindustrien.
Der kan ikke være tvivl om, at havde
dette ikke været tilfældet, ville det have været umuligt at
forvandle vort land til et industriland på så kort tid.
For
det andet skete det ved hjælp af kollektiviseringen af landbruget.
For
at gøre ende på vor tilbageståenhed i landbruget og give landet
så meget salgskorn, bomuld osv. som muligt var det nødvendigt at
gå over fra småbondebrug til storbrug, thi kun storbrug har mulighed
for at anvende den nye teknik, udnytte alle landbrugsvidenskabelige fremskridt
og levere mere salgskorn. Af storbrug er der imidlertid to slags, kapitalistiske
og kollektive. Det kommunistiske parti kunne ikke slå ind på den kapitalistiske
vej til udvikling af landbruget, ikke alene i kraft af principielle overvejelser,
men også fordi dette ville forudsætte en alt for lang udviklingsvej
og medføre en forudgående forarmelse af bønderne og en forvandling
af dem til landarbejdere.
Derfor
slog det kommunistiske parti ind på kollektiviseringen af landbruget, en
indførelse af storbrug ved sammenslutning af bondebrugene i kollektive
brug. Kollektiviseringsmetoden viste sig at være en yderst progressiv metode,
ikke alene fordi den ikke medførte nogen forarmelse af bønderne,
men især fordi den gav mulighed for på nogle få år at
dække hele landet med store kollektivbrug, som har mulighed for at anvende
den nye teknik, udnytte alle landbrugs videnskabelige fremskridt og levere landet
mere salgskorn.
Der er ingen tvivl om, at uden kollektiviseringspolitikken
ville vi ikke på så kort tid have kunnet gøre en ende på
vort landbrugs århundredgamle tilbageståenhed.
Man kan ikke sige, at partiets politik ikke mødte modstand. Ikke alene fra forkalkede mennesker, som altid afviser det nye, men også mange fremtrædende partimedlemmer hæmmede systematisk partiet og prøvede med alle midler at hale det over på den "ordinære" kapitalistiske udviklingsvej. Alle trotskisternes og højrefolkenes partifjendtlige manøvrer, hele deres "arbejde" for at sabotere vor regerings foranstaltninger havde kun til formål at forpurre partiets politik og bremse industrialiseringen og kollektiviseringen. Men partiet lod sig ikke gå på af trusler fra den ene side og skrål fra den anden side, men fortsatte fortrøstningsfuldt fremad på trods af alt. Partiets fortjeneste består i, at det ikke indrettede sig efter de forkalkede, ikke var bange for at gå mod strømmen, men hele tiden sikrede sin position som en førende kraft. Der kan ikke være tvivl om, at havde det kommunistiske parti ikke udvist en sådan standhaftighed og udholdenhed, ville det ikke kunne have fastholdt politikken til industrialisering af landet og kollektivisering af landbruget.
Har
det kommunistiske parti så forstået på rigtig måde at
udnytte de således skabte materielle muligheder til at udvikle krigsproduktionen
og forsyne den røde hær med den nødvendige udrustning?
Jeg
tror, det har forstået at gøre dette, og gøre det med stor
succes.
Hvis
man ser bort fra det første år af krigen, dengang industriens evakuering
østpå hæmmede udfoldelsen af krigsproduktionen, så har
partiet i de øvrige 3 år formået at skabe sådanne fremskridt,
at det ikke alene fik mulighed for at forsyne fronten med den nødvendige
mængde artilleri, maskingeværer, rifler, flyvemaskiner, tanks og ammunition,
men også at opsamle reserver. Det er tillige en kendt sag, at vor udrustning
kvalitativt ikke alene stod på højde med den tyske, men i det store
og hele endda overgik denne.
Som man ved, producerede vor tankindustri i de
sidste 3 år af krigen gennemsnitlig over 30.000 tanks, panserbårne
kanoner og panservogne pr. år. Man ved endvidere, at vor flyvemaskineindustri
i samme periode producerede op til 40.000 flyvemaskiner pr. år.
Som man
også ved, producerede vor kanonindustri i samme periode op til 120.000 stk.
skyts af alle kalibrer pr. år, op til 450.000 lette og svære maskingeværer,
over 3 millioner rifler og ca. 2 millioner maskin-pistoler.
Det er endelig
bekendt, at vor minekasterindustri i perioden 1942-44 hvert år producerede
gennemsnitligt næsten 100.000 minekastere.
Det er klart, at, der samtidig
produceredes en tilsvarende mængde granater, forskellige typer miner, flyverbomber,
gevær- og automatpatroner.
Det er f.eks. en kendt sag, at der alene i
1944 blev produceret over 240 millioner granater, bomber og miner og 7,4 milliarder
patroner.
Det er det almindelige billede af den røde hærs f6rsyning
med udrustning og ammunition.
Som
I ser, ligner det ikke meget det billede, forsyningen af vor hær
frembød under den første verdenskrig, da fronten led under kronisk
mangel på artilleri og granater, da hæren kæmpede uden tanks
og flyvevåben, da hver tredje soldat fik udleveret en riffel.
Hvad angår
den røde hærs forsyning med levnedsmidler og mundering, så
ved alle, at fronten så langt fra at lide nogen som helst mangel på
dette felt endog havde de nødvendige reserver til rådighed.
Sådan
forholder det sig med det kommunistiske partis arbejde i vort land i perioden
indtil krigens begyndelse og under selve krigen.
Og nu nogle ord om planerne
for det kommunistiske partis arbejde i den nærmeste fremtid. Som bekendt
er disse planer nedlagt i den nye femårsplan, som skal forelægges
til godkendelse i den nærmeste fremtid. Den nye femårsplans hovedopgave
består i at genopbygge de hærgede egne af landet, genskabe industriens
og landbrugets førkrigsniveau og derpå overgå dette niveau
i nogenlunde betydelig målestok. For slet ikke at tale om, at rationeringen
i den nærmeste fremtid vil blive afskaffet, vil vi især beskæftige
os med at udvide produktionen af almindelige forbrugsgenstande, at højne
de arbejdendes leveniveau ved en konsekvent prissænkning på alle varer
og at iværksætte et stort anlagt byggeri af alle mulige forskningsinstitutter,
som kan give videnskaben lejlighed til at udfolde sine evner.
Jeg tvivler ikke
på, at hvis vi yder vore forskere behørig støtte, vil de formå
i den nærmeste fremtid ikke alene at indhente, men også at overgå
den udenlandske videnskabs erobringer.
Hvad angår planerne på
længere sigt, har partiet i sinde at organisere et nyt stærkt opsving
i folkehusholdningen, således at vi får mulighed for at højne
vor industris niveau f.eks. til 3 gange førkrigsniveauet. Vi har brug for,
at vor industri årligt kan producere hen ved 50 millioner t råjern,
hen ved 60 mio. t stål, hen ved 500 mio. t kul og hen ved 60 mio. t olie.
Kun under denne forudsætning kan man regne med, at vort fædreland
vil være garanteret mod alle tilfældigheder. Hertil vil vel medgå
3 nye femårsplaner, om ikke mere. Men det kan gøres, og vi skal gøre
det.
Det er min korte beretning om det kommunistiske partis virksomhed
i de nærmest foregående år og om planerne for dets arbejde i
fremtiden.
Det er jeres opgave at bedømme, hvorvidt partiet har arbejdet
og arbejder rigtigt, og om det ikke kunne have arbejdet bedre.
Man plejer at
sige, at man ikke sidder til doms over sejrherrer, at man ikke skal kritisere
dem, ikke skal gennemprøve deres gerninger. Det er urigtigt. Man kan og
skal sidde til doms over sejrherrer, man kan og skal kritisere dem og prøve
dem på deres gerninger. Det er gavnligt, ikke alene for sagen, men også
for sejrherrerne selv, indbildskheden vil blive mindre, beskedenheden vil blive
større.
Jeg ser sådan på det, at valgkampagnen er vælgernes
rettergang mod det kommunistiske parti som rege-ringsparti, og valgresultaterne
må ses som vælgernes domsafsigelse. Vort lands kommunistiske parti
ville ikke være meget værd, hvis det var bange for kritik og efterprøvning.
Det kommunistiske parti er rede til at modtage vælgernes dom.
I valgkampagnen
optræder det kommunistiske parti ikke alene; det går til valg i en
blok med de partiløse.
I fordums tider forholdt kommunisterne sig noget
mistroisk over for partiløse og partiløshed. Det ligger i, at partiløsheden
ikke så sjældent brugtes til at dække over forskellige bourgeoisigrupper,
som ikke så deres fordel ved at træde åbent frem for vælgerne.
Sådan var det forhen. Men nu er tiden blevet en anden her i landet. De partiløse
er nu skilt fra bourgeoisiet ved en barriere, som hedder det sovjetiske samfunds-system.
Den samme barriere forener de partiløse med kommunisterne til et fælles
kollektiv af sovjetmennesker. Som borgere i det fælles kollektiv har de
kæmpet sammen for at befæste vort lands styrke, de har ført
krig sammen og udgydt deres blod på fronterne for vort fædrelands
frihed og storhed, de har sammen smedet sejren over vort lands fjender og udbygger
den stadig. Forskellen mellem dem består nu alene i, at nogle er partimedlemmer
og andre ikke. Det er imidlertid en formel forskel. Det væsentlige er, at
både de første og de sidste bygger med på det fælles
værk.
Derfor er kommunisternes og de partiløses blok en naturlig
ting, et værk af livet.
Må jeg til slut sige jer tak for den
tillid, I har vist mig ved at opstille mig som kandidat til den øverste
sovjet. I behøver ikke at tvivle om, at jeg vil gøre, hvad jeg kan,
for at retfærdiggøre denne tillid.
Teksten
er skannet og redigeret af Oktober Forlag 2004
Bifaldsregistreringer er udeladt.