5.-kolonnefolkene i Rusland

Et studie i eftertanke - 1941

Fra 'Mission to Moscow'

Af Joseph E. Davies

Joseph E. Davies (1876-1958) var jurist, rigmand, demokrat og rådgiver for Franklin D. Roosevelt. Han var amerikansk ambassadør i Sovjetunionen 1936-38, hvor han overværede 'Moskva-processerne'. I 1941 udgav han bogen 'Mission to Moscow' med dokumenter og rapporter til den amerikanske regering fra tiden i Sovjet frem til efteråret 1941, efter Hitlers angreb. Denne 'Studie i eftertanke' anbragte han som en slags efterskrift til bogens kapitel om sagen mod Bukharin m.fl. En ny udgave af bogen, opdateret frem til udgivelsen, kom i 1943, hvor den også - på Roosevelts direkte anmodning - blev lavet til spillefilm.

Franklin D. Roosevelt, Churchill og Stalin, Livadia Paladset i Jalta
(9. februar, 1945).

På hjemvejen fra markeringen ved juni-semesteret på mit gamle universitet, lagde jeg vejen forbi Chicago og blev bedt om at tale til universitetsklubben dér sammen med studentersamfundene fra Wisconsin. Det var kun tre dage efter Hitler havde invaderet Rusland. En af tilhørerne spurgte: 'Hvad med 5.kolonne-folkene i Rusland?' Så fløj det ud af munden på mig: 'De findes ikke - man skød dem.'

Senere i toget blev denne tanke ved med at rumstere i hovedet på mig. Det var ganske ekstraordinært, når man gav sig tid til at tænke over det, at der i forbindelse med denne seneste nazi-invasion ikke havde været et eneste ord fremme om 'virksomhed indefra', bag de russiske linjer. Der var ingen såkaldt 'intern aggression' i Rusland, som samarbejdede med den tyske overkommando. Hitlers march til Prag i 1939 blev ledsaget af aktiv støtte fra Henleins organisationer i Tjekkoslovakiet. Det samme var tilfældet under hans invasion af Norge. Der var ingen sudetertyske Henleins', ingen slovakiske Tiso'er, ingen belgiske De Grelle'er, ingen norske quislinger inde i billedet i Sovjet.
Da jeg vendte disse ting i hovedet, slog det ned i mig, at noget af det, som skete i Rusland, mens jeg var der, muligvis antog en ny betydning. Da jeg nåede tilbage til Washington, skyndte jeg mig at genlæse mine gamle dagbogsnotater og gennemgik med udenrigsministeriets tilladelse nogle af mine officielle rapporter.

Ingen af os, der var i Rusland i 1937 og 1938, tænkte på '5.kolonne'-virksomhed. Termen var ikke almindelig. Det er først for ret kort tid siden, at der i vort sprog er kommet ord til beskrivelse af de nazistiske teknikker som '5. kolonne' og 'indre aggression'.
Generelt sagt forventede velinformerede folk, at sådanne metoder kunne blive brugt af Hitler. Men det var sådan noget, som mange mente simpelthen ikke kunne ske for alvor. Det er først i de sidste to år, hvor tyske organisationers virksomhed i dette land og i Sydamerika er blevet afsløret af Dies-komitéen og FBI, og hvor vi har set den virksomhed, som tyske agenter har udfoldet sammen med forrædere i Norge, Tjekkoslovakiet og Østrig, som forrådte deres land indefra i sammenhæng med et planlagt Hitler-angreb.
En sådan virksomhed og sådanne metoder eksisterede og blev åbenbart brugt i Rusland allerede i 1935 som del af den tyske plan for Sovjetunionen.

Det var i 1936, at Hitler holdt sin nu berømte Nürnberg-tale, hvor han klart antydede sine hensigter med Ukraine.
Sovjets regering var, ser det nu ud til, allerede dengang klart bevidst om den tyske militære og politiske topledelses planer og om den 'indre virksomhed' som fandt sted i Rusland som forberedelse til et tysk angreb på Rusland.

Mens jeg tyggede på denne situation, opfattede jeg pludselig det billede, som jeg skulle have forstået allerede dengang.
Hele denne historie blev fortalt i de såkaldte forræder- eller udrensningsprocesser i 1937 og 1938, som jeg havde overværet og fulgt. Ved endnu engang at undersøge referaterne fra disse sager og også, hvad jeg dengang havde skrevet, ud fra denne nye vinkel, kunne jeg konstatere, at praktisk taget hvert eneste trick, som den tyske 5.kolonne-virksomhed anvender, og som vi nu kender, blev afsløret og blotlagt i tilståelserne og vidneudsagnene, som kom frem i disse retssager mod disse 'quislinge' i Rusland, som selv tilstod at være det.
Det stod klart, at den sovjetiske regering troede på, at denne virksomhed fandt sted, var dybt alarmeret over den, og havde handlet for at knuse dem med stor kraft. Da den tyske invasion kom i 1941, havde den udslettet enhver femte kolonne, som var blevet organiseret.

En anden kendsgerning, som var vanskelig at forstå dengang, men som på baggrund af begivenhederne antager en ny betydning, var den måde, som den sovjetiske regering 'slog ned' på de tyske og italienske konsulater i 1937 og 1938. Det blev gjort på en meget håndfast måde. Der var en følelseskold og næsten brutal mangel på hensyn til de involverede landes finere fornemmelser. Den grund, som sovjetregeringen angav, var at disse konsulater var involveret i en virksomhed, som angik indre forhold, af politisk og undergravende karakter, og at de måtte lukkes af disse grunde. Meddelelserne om retssagerne og henrettelserne (udrensningerne) over hele Rusland det år beskyldte uvægerligt de anklagede for at være skyldige i forræderisk og undergravende aktivitet ved at bistå 'en fremmed magt' med at omstyrte sovjetstaten.

Hver aften efter retssagen kom de amerikanske journalister over på ambassaden til en 'snack' og en øl oven på disse retsmøder, som varede til sent, og vi 'tæskede' dagens forløb igennem. Blandt disse var Walter Duranty og Harold Denny fra New York Times, Joe Barnes og Joe Phillips fra New York Herald Tribune, Charlie Nutter eller Dick Massock fra Associated Press, Norman Deuel og Henry Shapiro fra United Press, Jim Brown fra International News, og Spencer Williams, som repræsenterede Manchester Guardian. Det var en usædvanlig fremragende flok mænd. Jeg kom til at støtte mig på dem. De var til uvurderlig nytte for mig med hensyn til forståelsen og vurderingen af folk, situationer og udviklinger i Sovjet. Jeg havde selv mange gange været anklager og også forsvaret mænd, der var anklaget for kriminalitet, i løbet af min professionelle karriere. Shapiro var også sagfører, og uddannet på Moskvas juridiske fakultet. Hans kendskab til sovjetisk lovgivning var til stor hjælp. Alle de øvrige var godt kendt med de sovjetiske forhold, de fremtrædende personer og russisk psykologi. Vi havde interessante diskussioner, som varede til langt ud på natten.

Alle vi, der var i Moskva dengang, fæstede relativ liden opmærksomhed mod denne side af disse retssager. Nogle af os kom vist 'for sent til toget'. Helt sikkert skete det for mig. Det er i al fald hævet over enhver tvivl, at vi generelt set fokuserede vores opmærksomhed på den dramatiske magtkamp mellem dem, der var 'in', og dem der var 'out' - mellem Stalin og Trotsky - og på sammenstødet mellem personer og politik inden for den sovjetiske regering, snarere end på mulige tyske femtekolonne-aktiviteter, som vi alle på den tid var tilbøjelige til ikke at regne med.

I mit eget tilfælde burde jeg have vidst bedre, for der var to kendsgerninger, som burde have fået mig på vagt. Jeg var blevet informeret om dem, de andre kendte dem ikke. Den ene fandt sted under en samtale jeg havde kort efter min ankomst til Moskva med en funktionær fra det sovjetiske udenrigsministerium; den anden fandt sted før jeg nåede Moskva, i udenrigsministeriet i Berlin i januar 1937, under en samtale, jeg havde med en tysk viceudenrigsminister.

Den historie, som disse sager oprullede, dokumenterede et billede af femtekolonne og undergravende aktiviteter i Rusland i en hemmelig sammensværgelse med den tyske og den japanske regering, som var forbløffende. Hovedsubstansen i dette vidnesbyrd, som afsløres af referaterne fra retssagen, er følgende:

De vigtigste anklagede havde dannet en sammensværgelse, og havde så sammensværget sig med Tyskland og Japan for at bistå disse regeringer ved et militært angreb mod Sovjetunionen. De gik med på og samarbejdede faktisk om planer for at myrde Stalin og Molotov, og projekterede en militær opstand mod Kreml, som skulle anføres af general Tukhatchevsky, den Røde Hærs næstkommanderende. Som forberedelse af krigen gik de ind på og planlagde konkret og gennemførte faktisk industrisabotage, sprængning af kemifabrikker, ødelæggelse af kulminer, smadring af transportfaciliteter og anden undergravende virksomhed. De gik ind på at gennemføre og gennemførte faktisk alle disse ting, som den tyske overkommando forlangte, at de skulle gøre, i overensstemmelse med de instruktioner, de modtog fra denne overkommando. De gik ind på at konspirere og samarbejde med det tyske og det japanske militære efterretningsvæsen, og gjorde det faktisk. De gik ind på at samarbejde med de tyske diplomatiske konsulatrepræsentanter i forbindelse med spionage og sabotage, og gjorde det faktisk. De var med på og overdrog rent faktisk informationer til Tyskland og Japan, som var vitale for forsvaret af Sovjetunionen. De blev indbyrdes enige om og blev enige med den tyske og japanske regering om at samarbejde med disse i krigen mod Sovjeregeringen og oprette en uafhængig mindre Sovjetstat, som ville opgive store portioner af Sovjetunionen: Ukraine og Hviderusland i vest til Tyskland, og kystprovinserne i øst til Japan.

De var enige om, at efter den tyske erobring af Rusland skulle tyske firmaer have koncessioner og have særlige begunstigelser i forbindelse med udvindingen af jernmalm, mangan, olie, kul, tømmer og de øvrige store ressourcer, som Sovjetunionen råder over.
For helt at forstå dette vidnesbyrds karakter og betydning - som jeg personligt overværede - skal det erindres, at kendsgerningerne omkring denne sammensværgelse blev bevidnet af to kabinetsministre af første rang, Finanskommissæren og Kommissæren for udenrigshandel, af en tidligere regeringschef, af to sovjetiske ambassadører, som havde gjort tjeneste i London, Paris og Japan, af en tidligere viceudenrigsminister og af den fungerende udenrigsminister i regeringen, samt af to af de mest fremtrædende publicister og udgivere af de to førende aviser i Sovjetunionen.

For at forstå betydningen heraf - så svarer det til at Finansminister Morgenthau, viceudenrigsminister Welles, ambassadør Bullitt, ambassadør Kennedy, og præsidentens stabschef Early i dette land tilstod at være gået i ledtog med Tyskland om at samarbejde ved en invasion af De Forenede Stater.

Her er nogle enkelte uddrag af vidnesmålene i den åbne retssag:

Krestinsky, viceudenrigsminister, sagde:
Vi fik en aftale i stand general Seeckt og Hess som betød at vi ville hjælpe Reichswehr med at oprette et antal spionbaser på USSRs territorium … Som modydelse påtog Reichwehr sig at betale os en understøttelse på 250.000 mark om året som hjælp.

Grinko, finansminister, sagde:
Jeg kendte og havde forbindelse med folk både i den ukrainske organisation og i den Røde Hær, som forberedte at åbne grænsen for fjenden. Jeg opererede især i Ukraine, altså i forhold til de væsentlige indfaldsveje, gennem hvilke Tyskland forbereder sit slag mo0d USSR.

Rosengolts, handelsminister, erklærede:
Jeg overdrog forskellig hemmelig information til Reichwehrs øverstkommanderende … Efterfølgende blev der etableret direkte forbindelser af ambassadøren i Rusland, til hvem jeg periodisk gav information af spionagekarakter.

Sokolnikov, tidligere ambassadør i Storbrittanien, erklærede:
Japan ville i tilfælde af sin deltagelse i krigen få territorielle indrømmelser i Det fjerne Østen i Amur-regionen og kystprovinserne; med hensyn til Tyskland blev det overvejet at tilfredsstille Ukraines nationale interesser.

Mange af de mindre anklagedes vidnesbyrd fastslog det som en kendsgerning, at de på de hovedanklagedes ordre havde direkte kontakt med de tyske og japanske efterretningstjenester og samarbejdede med dem i systematisk spionage og sabotage; og enten begik eller hjalp og bistod ved talrige forbrydelser. For eksempel indrømmede Rataichak, at han havde organiseret og var ansvarlig for to eksplosioner i Gorlovka kvælstofgødningsværkerne, som medførte enorme tab af værdier og menneskeliv. Pushkin deltog eller tog ansvar for katastroferne på Voskressensk Keminværkerne og Nevsky-værket. Knyazev berettede, hvordan han havde planlagt og gennemført ødelæggelse af troppetog, med store omkostninger i menneskeliv, på baggrund af direkte anvisninger eller instruktioner fra udenlandske efterretningstjenester. Han bevidnede også hvordan han havde modtaget instrukser fra disse udenlandske efterretningstjenester 'om at organisere brande i militærdepoter, kantiner, og ved militærtransporter', og om nødvendigheden af at benytte 'bakteriologiske midler i krigstid med det formål at inficere troppetog, kantiner og hærforlægninger med dødelige bakterier'.

Vidneudsagnene i disse sager involverede og implicerede general Tukhatchevsky og mange højtstående ledere i hæren og flåden. Kort efter retssagen mod Bukharin blev dissse mænd arresteret. Disse mænd blev anklaget for under Tukhatchevskys ledelse at have indgået en aftale om at samarbejde med den tyske hærledelse ved et angreb på sovjetstaten. Talrige undergravende aktiviteter i hæren blev afsløret ved disse vidneudsagn. Ifølge dette vidnesbyrd var mange af de højest rangerende officerer i hæren enten korrumperede eller var på anden måde ført ind i denne sammensværgelse. Ifølge vidnesbyrdet var der blevet oprettet en fuldstændigt samarbejde i hver eneste tjenestegren, den politisk revolutionære gruppe, militærgruppen og Tysklands og Japans hærledelser.

Sådan var historien om hvad der faktisk var sket, som den blev afsløret i disse retssager. Der kan ikke herske tvivl om, at myndighederne i Kreml blev yderst alarmeret over de anklagedes afsløringer og tilståelser. Den hast, hvormed regeringen handlede og den gennemførte konsekvens, som den gik frem med indicerer, at den troede, at de var sande. Den fortsatte hovedrengøringen og handlede med den største energi og præcision. Voroshilov, den Røde Hærs øverstkommanderende, sagde:
Det er lettere for en indbrudstyv at komme ind I huset, hvis han har en medsammensvoren, der lukker ham ind. Vi har taget hånd om de medsammensvorne.

General Tukhatchevsky tog ikke til kroningen i London, som han havde planlagt. Det rapporteredes, at han blev sendt af sted for at overtage kommandoen over hæren i Volga-distriktet; men man forstod dengang, at han var blevet fjernet fra toget og arresteret før han nåede frem til sin kommando. Nogle få uger senere, den 11. juni blev han og elleve andre officerer fra overkommandoen skudt oven på deres dom efter en sag en militær krigsret, hvis akter ikke er blevet offentliggjort. Alle disse retssager, udrensninger og likvideringer, som dengang syntes så voldsomme og som chokerede verden, er nu helt klart en del af en kraftfuld og beslutsom bestræbelse fra Stalin-regeringens side på at beskytte sig selv ikke bare mod revolution indefra, men mod et angreb udefra. Den gik i gang med at rydde op og udrense alle forræderiske elementer i landet. Al tvivl blev fejet væk til regeringens fordel.

Der var ingen femtekolonnefolk i Rusland i 1941 - man havde skudt dem. Udrensningen havde fejet landet rent og befriet det for forræderi.

- End -