”Enhedskrisen" i den danske kommunistiske bevægelse

- og hvordan den overvindes

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 1998

Denne artikelserie om 'enhedskrisen' i den danske kommunistiske bevægelse og dens forhold til Enhedslisten blev først offentliggjort i Kommunistisk Politik nr. 7, 8 og 10, 1998, bald for den daværende kommunistiske organisation Oktober. Det er både et vigtigt dokument til belysning af den kommunistiske bevægelses historie og baggrunden for stiftelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne og genstiftelsen af Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund (DKU) - og et dokument med relevans for situationen i dag (2005).

Den partiforberedende kommunistiske organisation Oktober blev oprettet i august 1997, hvor det første nummer af Kommunistisk Politik udkom.
Ved stiftelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne i april 2000 opløstes Oktober, mens Kommunistisk Politik fortsatte som APK's blad.

Artikelserien om 'enhedskrisen' genudgives i sin helhed på nettet i forbindelse med, at sammenslutningsprocessen mellem partierne DKP-ml og KPiD er brudt sammen (september 2005).
Som bilag vedføjes Oktobers udtalelse '"Enhedskrisen" i den kommunistiske bevægelse og OKTOBERs opgaver', offentliggjort i Kommunistisk Politik 22, 1998.

 

I.
Enhedslisten og det kommunistiske parti

Enhedslisten har netop afholdt sit årlige landsmøde. Folketingsvalget er overstået, en lille tilbagegang førte til tabet af et enkelt mandat. Det rykkede en smule i forholdet mellem de to politiske hovedtendenser i Enhedslisten: på den ene side den strømning, som har sit udgangspunkt i DKP og den kommunistiske bevægelse (som i dag kun har Frank Aaen som folketingsrepræsentant) og den venstresocialistiske/trotskistiske strømning, som i dag repræsenteres af Keld Albrechtsen, Jette Gottlieb, Søren Kolstrup og Søren Søndergård.

Bortset fra (den uventede) tilbagegang ved folketingsvalget var landsmødet præget af et parti, der befinder sig i en fremgangssituation. I løbet af 97 er der optaget 600 nye medlemmer. Det samlede antal betalende medlemmer opgjordes til 1804, dertil kommer 300 på venteliste, som endnu ikke har betalt.

Partiet er blevet en vis faktor i dansk parlamentarisk politik. Selvom landsmødet med Søren Søndergårds ord kunne opsummere, at "valgresultatet betød en styrkelse af Nyrups manøvremuligheder. Helt konkret er han ikke så afhængig af os i Enhedslisten, som han var før valget. Det hænger sammen med, at han - selv uden at samarbejde med V og K – vil have en flertalsmulighed med SF og CD. Det betyder bl.a. at han næppe vil få de store problemer med at skaffe flertal for sin finanslov de kommende år."

Enhedslistens landsmøde besluttede derfor – i øvrigt ikke for første gang – at satse på opbygning af partiet og i højere grad at fokusere på kampen udenfor parlamentet.

En diskussion om borgerløn – som kalder de to eksisterende fløje i Enhedslisten frem med hver sit standpunkt – blev sendt videre til en delegeretkonference, hvorefter næste års landsmøde skal tage stilling dertil.

"Enhedslisten måtte opfindes"

"Hvis Enhedslisten ikke var der, måtte man opfinde den", skal Frank Aaen have sagt ifølge DKPs blad Skub . DKPeren Raymond Swing har kaldt Enhedslisten "det bedste der er sket for venstrefløjen" i de sidste mange år.

Denne juhu!-stemning deles langt fra af alle, som opfatter sig som kommunister. Det er en velkendt sag, at mange andre erklærede kommunister har et langt mere reserveret forhold til dette parti. I sin tid, da DKP gik i opløsning i sammenhæng med Sovjetunionens sammenbrud, var for eller imod Enhedslisten en hovedårsag til det brud, der førte til dannelsen af KPiD. Men ved de sidste to folketingsvalg har KPiD anbefalet at stemme på liste Ø. DKP/ML udtalte frem til dets 7. kongres sidste år en skarp kritik af Enhedslisten og dens udvikling til et egentligt parti af venstrereformistisk tilsnit. Den 7. kongres anbefalede en "kritisk stemme til liste Ø" ved det kommende folketingsvalg. Da det så kom et år efter var det renoverede DKP/MLs "kritiske stemme" forstummet – og kastede sig ud i en uforbeholden valgkamp for liste Ø.

Af de erklærede kommunistiske organisationer var det kun OKTOBER, som i forbindelse med valget fremførte en principiel kritik af Enhedslisten og argumenterede for, at kommunister ikke kan og ikke bør støtte dette parti og dets partibygningsprojekt (OKTOBER anbefalede ved valget at stemme personligt på en konsekvent Unionsmodstander, hvor det var muligt).

Denne klare og åbne kritik af Enhedslisten er faldet en del kammerater i den kommunistiske bevægelse for brystet. Ikke mindst karakteristikken af Enhedslisten som et parti af "småborgerlige mellemlagssocialister".

Der er derfor god grund til yderligere at uddybe den kommunistiske analyse af Enhedslisten. Heller ikke mindst i betragtning af den tøven og stadige vaklen, som en stor del af den kommunistiske bevægelse i Danmark udviser overfor Enhedslisten.

Det ville være en dum og naiv fejl (- om end den kan være forståelig på baggrund af mange års frustrationer og nederlag for den kommunistiske bevægelse, når noget dog ser ud til at være en vis succes – ) at undlade at gennemanalysere partiets profil og karakter for at se på, hvilken rolle det faktisk spiller i klassekampen. Og ikke bare det: Det ville også være en utilgivelig fejl, hvis ærlige kommunister, der oprigtigt ønsker, at der skal bygges et stærkt kommunistisk parti, der kan lede arbejderklassen gennem en sejrrig socialistisk revolution, af magtesløshed eller taktisk opportunisme bilder sig selv (og andre) ind, at støtte til Enhedslisten kan betyde et positivt skridt i retning af at skabe dette parti.

Et parti – ikke en valgalliance

Der findes allerede mange myter om Enhedslisten. En af dem er, at det ikke skulle være et parti, men et samarbejde mellem forskellige i øvrigt selvstændige og uafhængige organisationer. Det er fuldstændig usandt. Listekarakteren, valgforbundskarakteren, har længe været droppet, også vedtægtsmæssigt. Partiet Enhedslisten har sit eget, relativt omfattende politiske grundlag, der både omfatter en dagskampspolitik og nogle strategiske betragtninger. Denne sidste del suppleres nu med et strategisk program, et program for socialismen, hvis første udkast var til behandling på det afsluttede årsmøde. Raymond Swing, som har været medlem af programkommissionen, og som både støtter Enhedslisten helhjertet, og utvivlsomt oprigtigt ønsker samling af kommunisterne i et stærkt parti, har bemærket, at såfremt dette program blev vedtaget – ja, så ville Enhedslisten være omdannet til et egentligt parti. Efter planen skal dette strategiske program og det mere dagsaktuelle politiske grundlag samarbejdes i et program, der skal vedtages på årsmødet i 99.

Swing er imidlertid sen i opfattelsen: Dette sammenhængende program, et egentligt partiprogram, vil blot være en overbygning på det parti, der allerede eksisterer – og også vil eksistere uafhængigt af, om en, flere eller alle de eksisterende organisationer og grupperinger i Enhedslisten af den ene eller den anden grund (og det er utænkeligt for samtliges vedkommende) skulle trække sig ud af listen.

DKP har nu på flere landsmøder i træk bekræftet, at partiets arbejde ligger indenfor Enhedslistens rammer. Det er i realiteten den klarest tænkelige indrømmelse af, at Enhedslisten er et parti og ikke en valgalliance – og af, at DKP ikke er et egentligt parti, heller ikke et kommunistisk parti, men en strømning, en gruppering, en fraktion (i øvrigt ofte indbyrdes uenig) i Enhedslisten.

Det vil måske blive hævdet, at Enhedslisten netop rummer en række organisationer og grupperinger, herunder også nogle, der betegner sig som, eller har været partier, selvstændige partier – og at det derfor ikke kan være et egentligt parti, et rigtigt parti. men blot et "parti" i valglovens forstand.

Det er heller ikke et holdbart argument. Eksistensen af flere grupperinger og "partier" i partiet beviser kun, at det er et pluralistisk parti, et ikke-leninistisk parti, et parti som accepterer – også principielt – fraktioner og fraktionskamp. På nogenlunde samme måde som det venstresocialistiske parti gjorde det i sin storhedstid, da det var et selvstændigt parti i et sam- og modspil mellem alle fraktionerne. Af mere eller mindre organiserede grupper i Enhedslisten findes i dag DKP, resterne af KAP, Venstresocialisterne og det trotskistiske SAP.

Hvad er Enhedslisten da?

Enhedslisten er ikke et valgforbund af forskellige politiske kræfter, som den lanceredes som, men i dag et egentligt parti , som rummer en række strømninger, tendenser og grupperinger, herunder de to allerede nævnte hovedstrømninger.

Begge de to hovedstrømninger i Enhedslisten – DKP-strømningen og den venstresocialistiske/trotskistiske strømning - er antileninistiske, fjendtlige overfor eksistensen af og kampen for eet stærkt kommunistisk parti af leninistisk type.

Begge disse strømninger i denne forstand partilikvidatoriske strømninger – og det samme gælder selvfølgelig Enhedslistepartiet som sådan, som en sammensmeltning af disse strømninger, der søger en indbyrdes ideologisk og politisk afstemthed og kompromiser fra punkt til punkt.

To politiske hovedstrømninger i et parti

En anden central myte om Enhedslisten er, at de gamle grupperinger er i opløsning, at de politiske uenigheder går tværs igennem disse grupper, at afklaringen af nye politiske og taktiske spørgsmål fremkalder nye konstellationer.

Denne betragtning er ofte blevet fremført med henblik på at afværge stemplingen af Enhedslisten som en paraply over 80ernes politiske fallitboer fra DKP til VS, og for at understrege dens karakter af et "nyt parti". Der ligger også en sandhed i, at nye politiske problemer skaber nye delinger, der går igennem de eksisterende grupperinger.

Men noget andet er vigtigere – og det er den fortsatte eksistens af de to ideologiske og politiske hovedstrømninger i Enhedslisten – den ene er den revisionistiske DKP-strømning i den fase, der indtrådte efter Sovjets sammenbrud, og den anden den venstresocialistiske og trotskistiske strømning.

De to strømninger har en lang historie bag sig, også i dansk politik. Den første er den naturlige udvikling af revisionismen i den kommunistiske bevægelse, til det punkt hvor marxismen-leninismen åbent forkastes som teori og ideologi. Den anden udvikledes med et antikommunistisk udgangspunkt som 60ernes "nye venstre".

Groft sagt baserer den første sig, socialt set på og knytter sig til, fagbevægelsen, de underste dele af fagbureaukratiet, arbejderaristokratiet, den anden til de intellektuelle mellemlag.

De to strømninger,i Enhedslisten forenes imidlertid på centrale punkter, som gør det muligt for dem at sameksistere i eet parti. Men modsætningerne vil også vise sig igen og igen, både når det gælder programmatiske spørgsmål, i politik og taktik.

I almindelighed er det den venstresocialistiske/trotskistiske strømning, som er den dominerende i Enhedslistepartiet.

Modsætningerne omkring "borgerløn" – dette reformistiske, halvutopiske og splittende forslag – afspejler først og fremmest disse to udgangspunkter. Uanset om forslaget fremføres af DKPeren Bruno Jerup, og dermed tilsyneladende bekræfter den nævnte myte.

Ideologisk og politisk mødtes disse to hovedstrømninger på et tidspunkt, da den kontrarevolutionære proces i Østeuropa kulminerede. De mødtes på grundlag af de falske reformråb, som Gorbatjov og Co. fremmede i processen for den endelige genetabling af kapitalismen efter vestligt mønster – paroler som "mere demokrati, mere socialisme".

Gorbatjovisterne i DKP og de trotskistiske og venstresocialistiske tilhænger af f.eks. Solidaritet, murbrækkeren for den sidste fase af den polske kontrarevolution fandt ud af, at de kunne forene sig: ikke socialisme, ikke klassekamp – men DEMOKRATI, klasseløst demokrati – blev det store fælles løsen. I dag fungerer Enhedslisten som pådriver af imperialistisk sanktionspolitik overfor det (post)-Deng Xiao-pingske Kina under tilsvarende feltråb.

Det samme gælder for så vidt opfattelsen af klassekampen under kapitalismen: Hovedvægten lægges på "demokratiske reformer", udvidelse af demokratiet. Det gamle DKP-slogan og –strategi "antimonopolistisk demokrati" forenes her med de gamle VS-forestillinger om det rene og totale, klasseløse demokrati. Det er indlysende, at udvidelsen af demokratiet er nøglepunktet også for deres opfattelse af det socialistiske samfund.

Begge disse to hovedstrømninger, som har lang træning i at fremstille sig selv som revolutionære, socialistiske og marxistiske, vil også finde sammen om at bekæmpe nye tendenser til en åben reformisme og en åben reformistisk taktik, som igen og igen vil udvikle sig som strømninger og tendenser i partiet, fordi man vil drage den logiske konsekvens af politikken: Enhedslisten som "røde stemmer der arbejder", "maksimal parlamentarisk indflydelse", "presse socialdemokratiet til venstre" osv. Retning SF, retning Socialdemokratiet. Som vi kender det fra VS, som var leveringsdygtige i talrige succerige MFere for SF og tilmed socialdemokratiske ministre.

Enhedslisten og den kommunistiske bevægelse

Enhedslistens parlamentariske gennembrud i 1994 har været af overordentlig stor negativ betydning for udviklingen i den kommunistiske bevægelse.

De erklærede kommunistiske organisationers manglende held med og vilje til at tilvejebringe et fælleskommunistisk parlamentarisk alternativ, en liste K, på lokalt og først og fremmest landsplan, har stort set overladt hele det betydningsfulde parlamentariske kampfelt til Enhedslisten. I den kommunistiske bevægelse er der forskellige syn på betydningen af det parlamentariske arbejde som kampfelt. Parlamentsfiksering og partivirksomhedens fuldstændige underordning under hensyn til opstilling og valg, eller til en folketingsgruppe, har været en kardinalsynd hos de danske kommunister i efterkrigstidne.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at netop de dele af den kommunistiske bevægelse, som udpræget lider af denne skødesynd, (som KPiD) i praksis har opgivet at opstille til folketingsvalg og har afvist etablereringen af en fælleskommunistisk liste.

Selvom netop dette spørgsmål var et kernepunkt i bruddet mellem KPiD og Ole Sohn/Enhedsliste-DKP støtter KPiD i dag Enhedslisten ved folketingsvalg. Det samme gælder DKP/ML, der i modstrid med sine kongresvedtagelser og erklærede syn på Enhedslisten, førte en omfattende kampagne for dette parti ved det nylige folketingsvalg, ikke mindst gennem Dagbladet Arbejderen.

Disse erklærede kommunistiske organisationer undlader – som det ekstremt tydeligt kom til udtryk ved valget – i praksis at trække en skarp demarkationslinje overfor den ikke-kommunistiske og venstrereformistiske Enhedsliste og dens to hovedstrømninger. I realiteten er de blevet til dette partis støtter,medspillere og reserver. Det er blevet den store forbrødrings tid mellem erklærede kommunister og faktiske likvidatorer…

Det begrundes alt sammen med "enhedspolitik", "alliancepolitik" eller "taktisk stemmeafgivning". Argumenter, der går udenom sagens kerne.

Det er selvfølgelig et taktisk spørgsmål, om man ved et givet valg og i en konkret situation, anbefaler en stemme på et andet parti end et kommunistisk parti, eller anbefaler enkeltpersoner herpå, eller ej.

Det er også på mange måder et sekundært spørgsmål.

Det principielle for kommunister er, hvorvidt de fører kamp mod Enhedslisten som en partilikvidatorisk strømning, som programmatisk og i praksis er en modstander af skabelsen af et stærkt kommunistisk parti.

Derfor er den kommunistiske afgrænsning til Enhedslisten, dens strategi og taktik, dens politiske program og platform, dens parlamentariske metoder osv. af helt central betydning i den nuværende periode.

Uden denne afgrænsning, uden denne principielle ideologiske, politiske og organisatoriske kamp vil det ikke i den nuværende periode være muligt at opbygge et stærkt kommunistiske parti i Danmark

 

II
”Enhedskrisen" i den danske kommunistiske bevægelse

Igennem en årrække er der blevet skrevet og sagt ikke så lidt om samling af de kommunistiske kræfter i Danmark i eet stærkt parti og om behovet for at kommunismen genskabes som en stærk faktor i dansk politik, som den afgørende strømning i arbejderklassens kamp.

Det er meget få erklærede kommunister eller erklærede kommunistiske organisationer eller partier, der afviser denne ide og denne bestræbelse – i ord, i hvert tilfælde. Op gennem 90erne har det stået klart for alle alvorlige kommunister, at genskabelsen af et stærkt marxistisk-leninistisk parti er deres afgørende og vigtigste opgave.

Medmindre der skabes et stærkt kommunistisk parti til at gå i spidsen for arbejderklassens og dens allieredes kamp er det en absurditet bare at tænke på skabelsen af et socialistisk samfund – og de bitre klasseerfaringer i det seneste årti har igen bekræftet, at uden et stærkt kommunistisk parti er arbejderklassen udsat og næsten forsvarsløs i den daglige kamp under den kraftige offensiv fra kapitalens side, som er den globale virkelighed under "den nye verdensorden".

Den danske arbejderklasse har set en lang række hårdt tilkæmpede rettigheder udsat for massive angreb: et stadigt fald i reallønnen, herunder værdien af mindstelønnen, mens profitterne har slået nye rekorder, ikke mindst i de seneste års højkonjunktur; forværrede forhold for de arbejdsløse og bistandsmodtagerne og fortsat massearbejdsløshed; skabelsen af et tredje, gråt arbejdsmarked uden faglige rettigheder; konstante nedskæringer på det sociale område, uddannelser og sundhed; en stadig omfordeling via skatter og afgifter, asociale finanslove osv. til fordel for de rige. Denne udvikling har ikke bare fundet sted under 10 års åbent borgerligt misregimente, men også under de fem efterfølgende år med en socialdemokratisk ledt regering. Savnet af et stærkt kommunistisk parti til at organisere og lede arbejderklassens kamp har været mærkbart. Den udbredte og voksende utilfredshed i store dele af arbejderklassen har været nem at inddæmme – også for den socialdemokratiske fagtop. Unionspolitikken har kastet lange skygger …

Reformkamp og revolutionær kamp

Men er et parti til at lede kampen for socialismen, et fortropsparti i forhold til en revolution, et opgør mellem klasserne med henblik på at fjerne den herskende klasse og ødelægge det borgerlige statsapparat – er det overhovedet aktuelt nødvendigt? Er det ikke bare en revolutionær ønskedrøm oven på socialismens udslettelse i Europa?

Består opgaven i virkeligheden ikke i at kæmpe for reformer, at forhindre tilbageslag, at presse socialdemokratiet til venstre, o.s.v.?

Forbindes kampen for reformer ikke med det revolutionære perspektiv, forbindes dagskampen ikke med en strategi for revolution og socialisme, bliver dagskampen i sidste ende udsigtsløs . Kapitalismens almene love virker – og i den nuværende reaktionsperiode under den nye verdensorden med forstærket kraft – i retning af yderligere polarisering af samfundet, yderligere uddybning af kløften mellem rige og fattige, i retning af at sænke arbejderklassens realløn og levestandard.

Det betyder ikke, at kommunisterne opgiver dagskampen og kampen for reformer – tværtimod fører kommunisterne denne kamp mere omfattende, skarpere og mere konsekvent end de klassesamarbejdende reformistiske partier.

Men kommunisterne fører dagskampen udfra en opfattelse af, at reformerne er den revolutionære kamps biprodukt. Den "nordiske velfærdsmodel" f.eks. er et resultat af sejren over nazismen i 2. verdenskrig, af socialismens fremmarch i Europa og andetsteds efter krigen, af arbejderklassens kamp – og delvis indrømmelser fra borgertskabets side, begrundet i frygten for revolution. Og de fører kampen udfra den marxistiske opfattelse, at denne kamp kun kan afbøde og modvirke – og ikke fjerne eller omstøde – kapitalismens grundlæggende udviklingstendenser. En stærk fredsbevægelse kan hindre eller udskyde denne eller hin krig – ikke forhindre krige under kapitalismen og etaablere en generel fred. Arbejdsløsheden kan reduceres, den kan ikke afskaffes – loven om den stadig voksende "overskudsbefolkning" under den kapitalistiske produktionsmåde sætter sig alligevel. Og så videre, og så videre.

Endvidere fører kommunisterne den daglige kamp udfra den opfattelse, at ingen reformer er sikre eller garanterede under kapitalismen , at de atter kan omstødes som følge af ændrede styrkeforhold mellem klasserne. Derfor er ligelønnen .- og dermed en væsentlig side af ligestillingen – forblevet formel og ikke reel. Lønforskellene mellem mænd og kvinder er tilmed voksende. Derfor er en lang række tilkæmpede reformer, der forbindes med velfærdssamfundet blevet fjernet – og endnu flere undergravet, udhulet og sat under voldsomt pres.

For reformisterne derimod er reformerne mål i sig selv. Traditionel socialdemokratisk teori så udviklingen som en stadig ophobning af jævnt fremadskridende reformer, der forvandlede kapitalismen til et menneskeligt system og gradvis omformedes til en demokratisk socialisme, gennem klassesamarbejde, uden revolution og klassekamp. Moderne reformister (eller moderne revisionister) spekulerer i samlede reformstrategier , som allerede under kapitalismen skulle skabe et "antimonopolistisk demokrati" eller et menneskeligt og menneskeværdigt "rødt og grønt samfund", med balance mellem menneske og natur og social harmoni mellem klasserne.

De historiske erfaringer med både traditionel socialdemokratisme og moderne revisionisme viser imidlertid, at ikke reformernes og klassekampens vej, men klassekampens vej er den vej, der fører til revolution og socialisme. Det er en af de klare konklusioner, der kan drages ved udgangen af et århundrede, der ved dets start i Danmark optimistisk kaldtes "socialdemokratiets århundrede".

I dag virker den borgerlige og socialdemokratiske klassesamarbejdsideologi sammen om at skabe et falsk billede af den virkelige situation i Nyrup-Danmark: At samfundet generelt er på vej fremad med øget velstand til alle, at kapitalismens store problemer: arbejdsløsheden, udstødningen, den sociale polarisering, miljøødelæggelsen og krigene er ved at være løst (!), at man nu for alvor vil tage fat på de sociale skævheder ….

Dette billede svarer selvfølgelig ikke til klassevirkeligheden, det er et borgerligt og reformistisk vrangbillede, som foregøgler en soliditet og stabilitet i det kapitalistiske system, en mere eller mindre harmonisk balance mellem de forskellige politiske og sociale kræfter ….

Det kapitalistiske systems stabilitet er altid en relativ størrelse. Tunge skygger hænger over den globale økonomi: af verdens kontinenter befinder Asien, den ene halvdel af Europa, Afrika og Latinamerika sig i en voldsom krises greb. I alle lande, på alle kontineter, skærpes polariseringen og klassemodsætningerne, revolutionære kriser kan bryde ud i en lang række lande, på alle kontinenter. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det enkelte land findes et kommunistisk parti, der kan lede arbejderklassen gennem en velkykket revolution, er ikke noget abstrakt eller teoretisk problem.

Fra revisionisme til åben likvidationspolitik

Krisen i den danske – som i den internationale kommunistiske bevægelse – har været særdeles langvarig: Den opstod med den moderne revisionismes gennembrud i de kommunistiske partier i forbindelse med SUKPs 20. kongres allerede i 1956. Kernen i denne krise har været spørgsmålet om eksistensen af marxistisk-leninistiske (revolutionære) kommunistiske partier i alle lande, som var i stand til at lede et flertal af arbejderklassen og dens allierede i en socialistisk revolution, oprettelsen af proletariatets diktatur og opbygningen af socialismen.

Den har derefter gennemløbet adskillige faser: Afgrænsning fra revisionismen i de revisionistiske partier, brud, organisatorisk opbygning af nye marxistisk-leninistiske kommunistiske partier, skabelsen af den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse og kampen mod alle varianter af den moderne revisionisme, sovjetrevisionisme, maoisme, titoisme, eurokommunisme osv..

Fuldbyrdelsen af den kapitalistiske kontrarevolution i Europa fik den herskende klasse og dens repræsentanter til at erklære socialismens og kommunismen for død og begravet. Kapitalen havde ikke længere grund til at frygte en revolution, den kommunistiske ide var miskreditteret, klassekampen var "død" og de kommunistiske partier og den kommunistiske bevægelse var splittet, fraktionaliseret og svækket. En lang række erklæret kommunistiske partier, især i Østeuropa, forvandlede sig til socialdemokratiske og socialistiske reformpartier, ivrige efter at deltage i stabiliseringen af kapitalismen. Indenfor den internationale kommunistiske bevægelse gik revisionistiske likvidatorer til stormangreb: de kommunistiske partier skulle likvideres, de revolutionære leninistiske kamppartier forvandles til parlamentariske oppositionspartier af reformistisk type.

I Danmark havde DKP allerede længe befundet sig på revisionistiske positioner. Det antog den linje og platform, som udvikledes af det sovjetiske parti efter 1956 i opgøret med "stalinismen", som i sit indhold forkastede de marxistisk-leninistiske grundprincipper, uden direkte og åbent at afsværge disse. Denne moderne revisionisme måtte – som marxist-leninisterne påpegede – føre til de tidligere kommunistiske partiers forvandling til reformistiske partier: fra slutningen af 80erne blev den revisionistiske likvidationspolitik åbenlys. I den sovjetiske lejr med Gorbatjov, i Danmark under den daværende partiformand Ole Sohn (der nu for eget vedkommende har fuldbyrdet sin antikommunistiske likvidationspolitik som folketingsmand for SF).

Denne likvidatoriske strømning i det revisionistiske DKP forenede sig med resterne af 60ernes antikommunistiske "nye venstre", først og fremmest repræsenteret af Venstresocialisterne, i bestræbelserne for at lægge afstand til kommunismen og den leninistiske partiopfattelse.

Enhedslistepartiet blev den direkte frugt af denne linje.

Programmatisk forkastede DKP åbent marxismen-leninismen som sit ideologiske grundlag. Ungdomsorganisationen DKU blev simpelthen opløst.

Fra krise til "enhedskrise"

Med det revisionistiske sammenbrud 1989-91 opstod en ny situation: De kommunistiske partier måtte udarbejde en ny linje, taktik og strategi i forhold til den "ny verdensorden", som var resultatet af kontrarevolutionens triumf. Det fik også konsekvenser i forhold til kampen for et stærkt kommunistisk parti, baseret på arbejderklassen, og som kæmper for at blive den afgørende strømning i samme klasse: i form af nye muligheder for – i sammenhæng med revisionismens kollaps og forvirring – at forene de ægte revolutionære og kommunistiske kræfter.

Krisen i den danske kommunistiske bevægelse, forårsaget af den moderne revisionisme, blev med dens udvikling til åben likvidationspolitik i denne situation til en "enhedskrise".

På den ene side førte likvidationspolitikken til skabelsen af et reformistisk valgparti – Enhedslisten. På den anden side kunne det konstateres, at kommunisterne og den kommunistiske bevægelse var opsplittede og desorganiserede, og at der i store dele af den kommunistiske bevægelse herskede rådløshed og desillusionering – en frugtbar jordbund for likvidationspolitikken.

Spørgsmålet om at genskabe kommunistisk enhed, partimæssig enhed, og dermed genskabe et stærkt kommunistisk parti rykkede helt i forgrunden.

Hvad er kernen i denne "enhedskrise", som endnu ikke er løst?

Det er simpelthen spørgsmålet om, hvorvidt der skal eksistere et stærkt, forenet kommunistisk parti i Danmark eller ej, om kommunisterne kan finde ud af at forene sig om at skabe dette nødvendige parti.

Det er et spørgsmål om, hvorvidt likvidationspolitikken , først og fremmest repræsenteret af de to politiske hovedstrømninger i Enhedslisten (nemlig strømningen med udgangspunkt i DKP på den ene side og på den anden side den venstresocialistiske/trotskistiske strømning ) vil have held til at eliminere den kommunistiske bevægelse og det kommunistiske parti som en reel politisk kraft - i det mindste for en periode.

Det har vist sig at være særdeles vanskeligt at forene den opsplittede kommunistiske bevægelse i eet stærkt parti. Vi kan i dag konstatere, at udsigterne til samling af kommunisterne i et stærkt parti på marxistisk-leninistisk grundlag for tiden er meget dystre, på mange måder er vi længere fra dette mål en for nogle år siden.

"Samling" via Enhedslisten?

Enhedslistens relative parlamentariske succes har været en en stærkt negativ faktor heri.

Ja – siger nogle kammerater: Det er klart, at der er brug for et revolutionært parti i dagskampen, som kan gå i spidsen for at sætte en anden dagsorden end den, der sættes af EU, regering og fagtop – der kan rejse og organisere arbejdernes kamp og de folkelige bevægelser. Men kan Enhedslisten ikke blive det parti?

Hos nogle er der den holdning, at med dannelsen af Enhedslisten – og ganske særlig efter dens parlamentariske gennembrud – er behovet for at kæmpe for og sikre dannelsen af et stærkt kommunistisk parti blevet mindre. Man argumenterer som så: Enhedslisten er måske ikke det kommunistiske parti, der er brug for – men i folketinget og i forhold til dagskampen gør partiet en god indsats, og bør derfor støttes. Dette argument suppleres ofte med følgende: kommunisterne og de erklærede kommunistiske organisationer bør gå ind i Enhedslisten, for at påvirke partiet i kommunistisk retning . Den politiske og organisatorisk samling af kommunisterne kan og bør ligefrem etableres ad denne vej, er der nogle, som mener.

Disse opfattelser baserer sig på den antagelse, at der ikke eksisterer en antagonistisk modsætning mellem Enhedslistens politiske linje og en kommunistisk politik og strategi, og at de eksisterende modsætninger kan rummes indenfor det samme parti – nemlig Enhedslistepartiet.

Det er en alvorlig fejltagelse, der forbiser Enhedslistens anti-leninistiske og reformistiske karakter: Enhedslistens opståen og hele historie har netop understreget dets partilikvidatoriske karakter. De seneste års udvikling har med al tydelighed understreget, at det er et støtteparti for Socialdemokratiet, tilhører socialdemokratismens venstrefløj; dets ideologi er ikke – hverken officielt eller "uformelt" - den videnskabelige socialisme; det er et reformparti og ikke et revolutionært parti, med en tilsvarende strategi og politik.

At ændre partiets karakter ville betyde et opgør med hele dets grundlag og hidtidige historie og udvikling. Det ville betyde et opgør med begge listens hovedstrømninger, et opgør med dets nøgleskikkelser og bærende kræfter.

Det er der næppe nogen, der ville drømme om – og det ville bestemt heller ikke være realistisk.

Selvfølgelig kunne man stille sig mindre "ambitiøse mål": f.eks. at få accepteret marxismen-leninismens "ret" til at eksistere som strømning og tendens i Enhedslistepartiet. Dette ville imidlertid det samme som i praksis at give afkald på den kommunistiske bevægelses selvstændighed. Det ville være en gentagelse af, hvad der er sket for Enhedsliste-DKP.

Eller man kunne simpelthen lade som om, at Enhedslisten ikke er et distinkt politisk parti, men en valgalliance, et taktisk samarbejde, en form for aktionsenhed mellem forskellige progressive strømninger og organisationer. En "løsning" på kommunisternes parlamentariske problem. Også dette lukker øjnene for kendsgerningerne – og vil under alle omstændigheder svække kampen for et stærkt kommunistisk parti.

Ideerne om samling af kommunisterne, skabelsen af et stærkt parti, af Enhedslisten, i Enhedslisten eller via Enhedslisten er en farlig og opportunistisk genvejstænkning, som vil have virkeligt alvorlige negative konsekvenser for den kommunistiske bevægelse, der i Enhedslisten vil være en amputeret og svækket mindretalsstrømning – men samlet udenfor dette parti besidder en styrke mange gange større end Enhedslistepartiet og alle dets fløje og grupperinger tilsammen, hvis eneste styrke er den parlamentariske repræsentation – og som uden den ville falde fra hinanden i løbet af ret kort tid (som det skete for Venstresocialisterne).

Overfor Enhedslisten må kommunisterne anvende aktionsenhedens metode – det vil sige metoden til at forene forskellige politiske kræfter, med forskellig ideologi og langsigtede mål, omkring konkrete, afgrænsede klassekampsspørgsmål. I en lang række aktuelle kampspørgsmål er Enhedslisten selvfølgelig en indlysende mulig samarbejdspartner for den kommunistiske bevægelse.

Opposition til Ø

Det er imidlertid ikke så meget Enhedslistens parlamentariske "succes" i sig selv, som er den afgørende grund til, at "enhedskrisen" i den kommunistiske bevægelse ikke er blevet løst, til at der ikke eksisterer et stærkt marxistisk-leninistisk parti i vort land.

De afgørende årsager ligger i den kommunistiske bevægelse selv – først og fremmest i det forhold, at kampen mod Enhedslisten som en antikommunistisk, partilikvidatorisk strømning ikke er blevet ført igennem af de erklærede kommunistiske partier.

To erklærede kommunistiske partier skilte sig ud i den situation, der opstod med DKPs opløsning, som begge ønskede, at der skulle opbygges et stærkt kommunistisk parti og som begge klart afviste Enhedslisteprojektet som udgangspunkt for den kommunistiske bevægelse:

Indenfor DKP udvikledes en kraftig opposition overfor den sohnske likvidationskurs. Den udgjordes af de kræfter, der dannede Kommunistisk Forum og senere partiet KPiD for at fortsætte DKPs linje og platform, sådan som den udvikledes i 70erne med programmet for "det anti-monopolistiske demokrati".

Og DKP/ML begyndte at gøre sig gældende som en vigtig kraft – blandt andet som udgiver af Dagbladet Arbejderen, som ikke mindst efter Land&Folks aflivning vandt stadig større udbredelse i den kommunistiske bevægelse og som talerør for Underdanmarks kamp, samtidig med at partiet udviklede sin politik for samling af kommunisterne i eet stærkt marxistisk-leninistisk parti – og samtidig med at det forholdt sig særdeles kritisk til Enhedslisten og dens udvikling.

I dag er både KPiD og DKP/ML er slået ind på en forsoningskurs overfor Enhedslisten – ideologisk, politisk og organisatorisk. Det er f.eks. kommet til udtryk i, at disse partier har opgivet at arbejde for parlamentarisk opstilling, for en fælleskommunistisk liste, og i stedet har valgt at støtte Enhedslisten som parlamentarisk paraply. Og i at begge partier ikke sætter samling af kommunisterne i eet stærkt parti som den centrale opgave. KPiD har ligefrem på sin seneste kongres afvist, at opgaven eksisterer – fordi KPiD findes!

Et særligt kapitel

I dette forløb udgør DKP/ML et særligt kapitel, som kort bør ridses op:

DKP/ML blev stiftet (i 1978) som et resultat af marxist-leninisternes kamp mod den moderne revisionismes gennembrud i DKP op gennem 60erne og 70erne. Fra sin start satte DKP/ML sig genskabelsen af et ægte marxistisk-leninistisk parti, et stærkt kommunistisk parti, som mål. Partiet gennemførte en omfattende ideologisk, politisk og organisatorisk kamp mod den moderne revisionisme - ikke bare den sovjetinspirerede, men også maoisme, "eurokommunisme" osv – strømninger, som gjorde sig stærkt gældende i den kommunistiske bevægelse i Danmark og internationalt i 60erne, 70erne og 80erne, og som alle afslørede deres ikke-revolutionære, antileninistiske og reformistiske karakter i denne periode.

DKP brød sammen, fordi det havde antaget en revisionistisk platform og temmelig blindt fulgte samme kurs, som den sovjet-ledte "internationale kommunistiske bevægelse" fulgte på verdensplan.

I kraft af sin anti-revisionistiske strategi blev DKP/ML derimod ikke revet med af det revisionistiske sammenbrud, men kunne ud fra styrkede positioner fortsætte sin politik for at skabe eet stærkt kommunistisk parti i Danmark på marxismen-leninismens grund.

Derfor tog partiet en række initiativer til at samle den ideologisk, politisk og organisatorisk splittede kommunistiske bevægelse op gennem 90erne. Herunder skabelsen af lokale kommunistiske grupper på tværs af organisationstilhørsforhold, af organiserede og "partiløse kommunister", tog skridt til udarbejdelsen af en dagskampspolitik vendt mod kapitaloffensiven og et program for vejen til socialismen og opbygningen af et socialistisk samfund, åbnede Dagbladet Arbejderens spalter for hele den kommunistiske bevægelse og diskussionen om skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti osv.

(Udfra deres egne motiver hægtede Partiet Fælles Kurs sig på denne proces).

I alle DKP/MLs udtalelser understregedes nødvendigheden af samling på marxismen-leninismens grund, og dermed på antirevisionistisk basis, at samlingen måtte finde sted på baggrund af ideologisk og politisk afklaring, i første række, og at den ikke organisatorisk kunne finde sted ved at skabe blokke og alliancer af forskellige grupperinger med henblik på sammenslutning og sammensmeltning. I forbindelse med Enhedslistens stadig tydeligere udvikling henimod et reformistisk parti og et støtteparti til Socialdemokratiet analyserede og kritiserede DKP/ML skarpt dette forløb – og konkluderede, at med Enhedslistens udvikling til et egentligt parti kunne kommunisterne ikke anvende den som parlamentarisk talerør.

En fuldstændig kovending i DKP/MLs politik, et egentligt kursskift, skete i forbindelse med eksklusionen af undertegnede (som var formand for DKP/ML fra 1978 til 1997) og andre kammerater i juni 97, den påfølgende partispaltning og dannelsen af OKTOBER.som landsdækkende, partiforberedende kommunistisk organisation. Samtidig med eksklusionerne i DKP/ML ekskluderedes en af de mest fremtrædende fortalere for skabelse af et stærkt marxistisk-leninistisk parti i KPiD, formanden for Fyns-afdelingen Eric Skytte.

I løbet af 1997 kunne det således konstateres, at "samlingsideen" var blevet afvist, åbent (af KPiD) eller i praksis (FK), mens DKP/ML begyndte at fable om "kommunistisk samling mod monopolkapitalen". DKP/ML og KPiD konsolideredes på revisionistisk grundlag, og vejen blev banet for forsoningskursen overfor Enhedslisten.

Den tidligere kritik af dette parti og dets antileninistiske likvidationspolitik forstummede – mest udtalt for DKP/MLs vedkommende, i en sjældent set politisk kolbøtte.

Bestræbelserne for at fremme samlingen af kommunisterne henimod et stærkt parti blev bremset. Ikke ideologisk og politisk tilnærmelse blandt de kommunistiske kræfter, men såkaldt "aktionsenhed", blev gjort til hovedmetode i, hvad der nu betegnes som "samling af venstrekræfterne", "samling af kommunisterne", "samling mod monopolkapitalen" i en stor pærevælling.

(Partiet Fælles Kurs udgør et særligt afsnit i denne bedrøvelige historie, som ikke skal berøres i detaljer her: det er uden nogen som helst principper, ideologiske eller politiske, og går med på hvad som helst , der kan være med til at sikre organisationens og dens lederes overlevelse, indflydelse og ikke mindst økonomi!)

Det er karakteristisk for disse opportunistiske "samlingsbestræbelser", at de ikke foregår på et principielt eller politisk grundlag. Samling, eller rettere sagt, "enhed", "aktionsenhed", "kompromiser" mellem grupperne er det centrale efter modellen: lev og lad leve!

Hvad Lenin kalder "sekterisk diplomati" er blevet den foretrukne metode, korridor- og kulisseaftaler…

Og i stedet for "kommunistisk samling" er "samling på venstrefløjen" – det vil i praksis sige forsoning mellem Enhedslisten og de erklærede kommunister – blevet dagens løsen.

Hele denne udvikling – som er et stort tilbageslag i kampen for et stærkt kommunistisk parti, og som er en stor afbøjning overfor likvidationspolitikken – nødvendiggør den åbne kamp om principper, formuleringen af kommunisternes linje, strategi og politik ind mod det nye årtusinde, i afgræsning overfor likvidationspolitikken og forsoning med den.

Det er i dag den mest påtrængende, mest afgørende opgave i kampen for det kommende stærke parti – for at overvinde kommunisternes "enhedskrise".

 

III  
Vejen til partiet

Indenfor hvilke rammer kan man i dag tale om forening af de danske kommunister i eet stærkt parti?

Forudsætning er anerkendelsen af marxismen-leninismen som ideologisk grundlag, og dens konkrete udmøntning i den danske klassekamp mht. program, strategi og taktik, anerkendelsen af den leninistiske partiopfattelse og den demokratiske centralisme som partiets organisationsprincip.

Det drejer sig ikke blot om en formel anerkendelse af marxismen-leninismen, men om at forsvare marxismen-leninismens aktualitet og gyldighed i dag – både overfor åbne forsøg på at forkaste den, og overfor skjulte revisionsforsøg under påskud af, at tiderne er ændrede, at den revolutionære teori har behov for modernisering etc. Kun på basis af marxismen-leninismen kan den historiske udvikling i vort århundrede, de dybtgående samfundsmæssige forandringer, revolutionernes sejre og nederlag, den kommunistiske bevægelses udvikling og situation osv. forstås.

Det drejer sig naturligvis ikke om en akademisk diskussion, men om at forstå fortiden og pejle mod fremtiden for at kunne handle i nutiden.

Forstår man ikke, for at tage et eksempel, at den moderne revisionisme førte til og måtte føre til kapitalismens genoprettelse i de tidligere socialistiske lande, anser man denne udvikling blot som en beklagelig kikser – eller tror man, at det var et uheld, at DKP gik i opløsning, så har man intetsomhelst forstået af revolutionshistorien. Og det betyder igen, at man intet har lært, og uvægerligt vil begå eller åbne for de samme fejltagelser én gang til.

Det drejer sig ikke om, som for Enhedslistens Frank Aaen, at gøre det acceptabelt at have støttet Sovjetunionen og sovjetrevisionismen, men om at bevare den kommunistiske linje og den kommunistiske sjæl uden at forfalde til reformisme og revisionisme.

DKP var ikke godt nok, fordi det blev ledt af en revisionistisk teori og politik, som lagde grunden til dets opløsning. Et stærkt kommunistisk parti må gøre sig helt fri af DKPs fejl.

Der er blevet gjort et vist arbejde i retning af udarbejdelsen af et strategisk grundlag, et program for socialismen og dagskampsprogrammer på en kommunistisk linje – men denne vigtige proces er langt fra afsluttet – og må fremskyndes. I øjeblikket udvikler Enhedslisten sin politiske linje, bl.a. sin strategiske linje. Kommunisterne må her klarlægge forskellen mellem kommunistisk politik og enhedsliste-reformisme.

Kamp på to fronter, kamp mod likvidationspolitik

Dette betyder også, at der må trækkes en klar skillelinje i forhold til reformisme og revisionistisk likvidationspolitik:

Der er efter de organiserede revisionistiske verdensstrømningers kollaps en tendens til sammensmeltning og sammenblanding af tankegods fra forskellige revisionistiske retninger – men med bibevarelse af de fælles kernepunkter: fornægtelse af marxismen-leninismen, anti-leninistisk partiopfattelse, den fredelige vej til socialismen via "strukturreformer", fremstilling af socialisme som i første række en udvidelse af demokratiet og opstillingen af kampen for dele af de demokratiske rettigheder som hovedkampen under kapitalismen, taktisk og strategisk samarbejde med socialdemokratismen osv. deraf

Venstresocialismen/trotskismen bevarer sin fraseradikalitet (alt efter situationerne mere eller mindre udtalt), men er fortsat karakteriseret ved sin militante antikommunisme, antileninisme, sin fornægtelse af arbejderpartiets og arbejderklassens rolle i revolutionen, sammenblandingen af reform og revolution, og sin klasseløse opfattelse af "demokrati".

Enhedslisten er en hybrid af disse to strømninger. Det er et parti, som bevidst bygger på pluralisme, på eksistens af mange forskellige ideologiske og politiske strømninger, der kæmper mod hinanden, og opnår kompromiser, de alle kan leve med.

Begge disse strømninger er fjendtlige overfor skabelsen af et stærkt kommunistisk parti, begge disse strømninger er likvidatoriske strømninger.

Anerkendelse af nødvendigheden af at føre kamp mod begge disse strømninger, og den faktiske kamp mod dem, må være et udgangspunkt for samlingen.

Både DKP/ML og KPiD anerkender faktisk i ord denne kamps nødvendighed.(Dette gælder derimod ikke DKP). Men i praksis forsoner de sig med begge strømningerne, dækker over dem, spiller sammen med dem. DKP/ML fremstiller tilmed dette som skabelsen af enhed og samling både i den kommunistiske bevægelse og blandt venstrekræfterne.

Reelt set er det det modsatte: det er at spille under dække med likvidatorerne, det er at bekæmpe skabelsen af et stærkt kommunistisk parti, med rodfæste i arbejderklassen, der kan lede dens kamp for socialismen.

I den kommunistiske bevægelse er denne forsoning med de to likvidatorstrømninger et både aktuelt og langsigtet kernespørgsmål. Forsoningen med Enhedslistestrømningen må afsløres som den skadelige, r eelt likvidatoriske tendens, den udgør.

Således må samlingen ske i kamp mod likvidationspolitikken på to fronter: mod den moderne revisionisme, der lever endnu, selvom det bliver sværere og sværere at tale om distinkte forskellige strømninger som før 89, og mod venstresocialismen/trotskismen, fortsættelsen af 60ernes "nye venstre" under 90ernes betingelser – med Enhedslisten som likvidationspolitikkens hovedrepræsentant.

Retning arbejderklassen

Det stærke kommunistiske parti er arbejderklassens parti. Det betyder også, at det ikke blot må repræsentere arbejderklassen politik, men også opbygges af arbejderklassen. Det må have en klar og tydelig retning - ikke mod de øverste lag i arbejderklassen, de bedst stillede arbejdere, men mod dens brede lag, ikke mindst i retning af den ufaglærte del af klassen, og mod dens underste lag.

Det må som mål have som mål forankring i disse lag, partiopbygning på baggrund af disse lag, kampmobilisering af disse lag.

DKP endte med at basere sig på den lavere del af fagbureaukratiet, på arbejderaristokratiet – og det revolutionære DKP/MLs fatale fejl var i sidste ende, at det ikke lykkedes det at finde vejene til klassen, til disse lag, og rodfæste sig der for alvor.

Partiet må lede fagforeningerne – ikke omvendt – ligesom partiet må lede alle kommunisternes indsats på de forskellige kampfelter, fra parlamentarikere til dens presse.

Også her er der væsentlige lærdomme at drage af de fejl, som de danske kommunister førhen har begået.

Behovet for et stærkt kommunistisk parti er et objektivt behov

Et kommunistisk partis styrke afhænger ikke i første række af antallet af medlemmer, men af deres kvalitet - og af partiets sluttethed og enhed på sit grundlag. Et parti, der skovler medlemmer ind, uden hensyn til deres ideologiske og politiske niveau, og som accepterer flere linjer i partiet, er dømt til at knække sammen under trykket fra reaktion og dets mange fjender. Under sådanne forhold vil det ikke kunne udvise den handlekraft under alle forhold, som er et af kendetegnene ved et ægte kommunistisk parti.

Skabelsen af et stærkt kommunistisk parti er en objektiv nødvendighed for udviklingen af arbejderklassens revolutionære kamp.

Vi har i kølvandet på de kontrarevolutionære processer, som kulminerede 89-91, gennemlevet en periode præget af imperialismens og reaktionens offensiv, præget af styrkelse og konsolidering af det parlamentariske demokrati, af "pluralismen", af monopolkapitalismens og de multinationales øgede indflydelse over alle sider af samfundslivet – og af en generel afsvækkelse af arbejderklassens kamp og af de folkelige bevægelser.

Men arbejderklassen i verden, og også i Danmark, vokser – og har mere end nogensinde brug for sit revolutionære, kommunistiske parti – både med henblik på fremgang i dagskampen og med henblik på kampen for socialismen – som ikke er et spørgsmål, der af historien er blevet forvist til det intellektuelle tankeslot, men fortsat er et aktuelt og påtrængende globalt problem.

Hvem omfatter den kommunistiske bevægelse i Danmark i dag? Alle de kammerater, der ønsker og arbejder for skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti og som kæmper imod den likvidationsstrømning, som truer med at gøre kommunismen til en marginalnote i arbejderklassens kamp i lang tid fremover. Alle ærlige kammerater i de erklærede kommunistiske organisationer og partier, alle seriøse partiløse kommunister. I dag gælder det i første række om at samle OKTOBER-strømningen, den mest konsekvente forkæmper for det stærke kommunistiske parti, pro-parti-kommunisterne i de erklærede kommunistiske organisationer samt partiløse kommunister, som er for det stærke parti i en fælles kamp mod likvidatorisme og forsoning, som et centralt skridt i retning af PARTIET.

Årsagen til, at den marxistisk-leninistiske linje i sidste ende vil sejre i denne kamp, at der vil blive skabt et stærkt kommunistisk parti er netop, at det udtrykker arbejderklassens og dens dybeste lags behov og politik.



Tillæg

Udtalelse fra den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER
Kommunistisk Politik 22, 1998

"Enhedskrisen" i den kommunistiske bevægelse og OKTOBERs opgaver

De dramatiske og verdenshistoriske begivenheder i 1989-91 skabte en ny verdenshistorisk situation: socialismen i på det europæiske kontinent blev midlertidigt udryddet, en "ny verdensorden" under den amerikanske imperialismes førerskab blev etableret.

"Murens fald", Vesttysklands opslugning af det tidligere DDR, de østeuropæiske landes underlæggelse under den amerikanske og vesteuropæiske imperialisme, Sovjetunionens sammenbrud og den kapitalistiske kontrarevolution i det socialistiske Albanien fuldbyrdede et historisk udviklingsforløb, som har haft omfattende, negative konsekvenser for arbejderklassen og folkene ikke bare i Europa, men på globalt plan. Det betød en global styrkelse af imperialismens og reaktionens kræfter og udløste en kapitalistisk offensiv mod alt revolutionært, progressivt og socialistisk, forbundet med en antikommunistisk hetz af enorme dimensioner. Et kapitalistisk verdensmarked, domineret af monopolerne og de multinationale selskaber, ledsaget af opbygningen af en række internationale imperialistiske organismer og aftaler, blev opbygget.

"Socialismens fald" i Sovjetunionen og de tidligere folkedemokratiske og socialistiske lande i den sovjettiske lejr blev af den imperialistiske propaganda fremstillet som "socialismens historiske fallit", som "kommunismens sammenbrud" og som det endelige bevis på "uvidenskabeligheden" af Marx’ og Lenins lære.

Med Sovjetunionens sammenbrud var der imidlertid hverken tale om et sammenbrud for et ægte socialistisk samfund eller for marxismen-leninismen, den internationale arbejderklasses verdensanskuelse.

Der var tale om kulminationen på en proces, der strakte sig over årtier – og som for alvor tog sit afsæt med SUKPs 20. kongres og den moderne revisionismes gennembrud dér.

Den moderne revisionisme afviklede arbejderklassens statsmagt og oprettede det ny revisionistiske borgerskabs diktatur; den indledte en proces henimod genoprettelsen af kapitalismen i forklædt form; den forvandlede Sovjetunionen fra et bolværk for socialismen og et centrum for den verdensrevolutionære proces til en socialimperialistisk supermagt; den forvandlede SUKP og alle de kommunistiske partier, som slog ind på denne vej, fra arbejderklassens fortropspartier til partier af moderne revisionistisk type: revolutionære i ord, reformistiske i praksis, og indledte den proces, der førte til deres overgang til utilsløret socialdemokratisme.

Med Sovjetunionens sammenbrud var der ikke tale om "socialismens fallit". Det var en understregning af, at den revisionistiske pseudosocialisme ved magten uundgåeligt vil føre til genoprettelsen af kapitalismen i klassiske former, såfremt den ikke stoppes af revolutionens kræfter.

Sovjetunionens sammenbrud var hverken et udtryk for socialismens historiske fallit eller for marxismen-leninismens fiasko – det var et udtryk for den moderne revisionismes fallit som teori og praksis, sådan som de ægte marxistisk-leninistiske partier havde forudset det.

De moderne revisionistiske partiers åbne afstandtagen fra marxismen-leninismen og forvandling til socialistiske og socialdemokratiske støttepartier for kapitalismen og imperialismen var den uundgåelige følge af deres revisionistiske degeneration.

Den marxistisk-leninistiske teoris gyldighed og videnskabelige karakter blev ikke modbevist, men tværtimod bekræftet af disse kontrarevolutionære processer.

Om situationen blandt venstrekræfterne

De historiske, kontrarevolutionære begivenheder i 89-91 fik også stor betydning for og i vort land.

Det kapitalistiske Danmark indtog sin plads i "den ny verdensorden" under den amerikanske imperialismes ledelse; integrationsprocessen i monopolernes "Forenede Europa" blev forstærket; den danske "velfærdsmodel", der var et resultat af arbejderklassens kampe og en indrømmelse fra den herskende klasses side i forsøgene på at undgå en udvikling henimod et socialistisk Danmark, blev sat under angreb og skrottet.

"Danmarks Kommunistisk Parti", DKP, som fra slutningen af 50erne havde tilsluttet sig den sovjetiske revisionismes lejr (og op gennem 60erne og 70erne udviklet sit revisionistiske program for "det antimonopolitiske demokrati" som en specifik form for den revisionistiske tese om "fredelig overgang til socialismen") brød sammen og en række forskellige strømninger og tendenser trådte frem.

Dagbladet Land&Folk og en lang række andre partiaktiviteter blev likvideret, ungdomsforbundet DKU opløst; partiet forkastede programmatisk enhver tilknytning til marxismen-leninismen og forvandlede sig til et løst "netværk", der i dag er en gruppering indenfor et nyt parti: "Enhedslisten – De rød-grønne".

Den tidligere partiformand er i dag folketingsmedlem for det reformistiske Socialistisk Folkeparti.

I protest mod DKPs tilslutning til "gorbatjovismen", den sidste fase i den sovjetiske revisionismes udviklingsforløb, oprettedes Kommunistisk Parti i Danmark.

Med det "gorbatjovistiske" DKP og det venstrereformistiske, trotskistisk inspirerede, antikommunistiske parti Venstresocialisterne som de vigtigste initiativtagere oprettedes "Enhedslisten" – i første omgang som en "valgfront", en paraply for forskellige venstrefløjsorganisationer med henblik på at opnå repræsentation i folketinget og på lokalt plan.

Da "Enhedslisten" i 1994 opnåede repræsentation i folketinget forvandledes det til et egentligt parti af småborgerligt venstrereformistisk tilsnit. Det er – i lighed med Socialistisk Folkeparti – blevet en fast partner for det store borgerlige arbejderparti, Socialdemokratiet, og en solid støtte for den p.t. socialdemokratisk ledte regering, som står i spidsen for den herskende klasses felttog mod arbejderklassen og det store flertals møjsommeligt vundne rettigheder, angrebene på "velfærden", integrationen i Den europæiske Union og i den vestlige imperialismes militære organismer.

Selvom Enhedslisten i en række enkeltsager spiller en positiv rolle ved at rejse dem eller ved at fremføre kritik af en række forhold, må partiets indsats som helhed bedømmes som både negativ og skadelig for udviklingen af arbejderklassens kamp og af den revolutionære bevægelse.

Enhedslisten har ikke samlet venstrekræfterne i en "fælles front", men har fra sin start på baggrund af sin erklærede anti-marxisme-leninisme søgt at isolere og modarbejde den kommunistiske bevægelse. Med sit reformistiske, parlamentariske fokus fører Enhedslisten bredt anlagte kampe og folkelige organisationer på vildspor.

Den dominerende venstresocialistiske strømning i dette parti er en "principiel modstander" af opbygningen af brede folkelige fronter og massebevægelser, der omfatter forskellige grupper, lag og organisationer , og af aktionsenhedens metode, og søger at udvikle masseaktioner og –bevægelser på et såkaldt "socialistisk grundlag", alt sammen i lyset af dens parlamentsfikserede strategi. Således overvejede man ved at opstille på en selvstændig partiliste ved det kommende parlamentsvalg til EF-Unionen, og dermed undergrave de folkelige modstanderbevægelser, og først og fremmest Folkebevægelsen mod EF-Unionen. Af en række årsager er denne plan blevet skrinlagt til en senere lejlighed.

"Enhedskrisen" i den danske kommunistiske bevægelse

Situationen omkring den moderne revisionismes fallit og delvise sammenbrud i begyndelsen af dette årti skabte en ny situation for den danske kommunistiske bevægelse. Behovet for at opbygge et stærkt kommunistisk parti var indlysende, og de marxistisk-leninististiske kommunister opfordrede til samling af hele den kommunistiske bevægelse i eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund.

Dette forudsatte udviklingen af et fælles program, en fælles opfattelse af historien og af lærdommene fra det sovjettiske sammenbrud og den moderne revisionismes fallit, en fælles genbekræftelse af marxismen-leninismen som den vejledende teori – og en bestræbelse henimod en fælles organisering, herunder overvindelsen af en række uenigheder og gamle skillelinjer, der var af historisk eller ikke-principiel betydning.

DKP/ML, Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (som var stiftet i 1978 som et resultat af kampen mod den moderne revisionismes gennembrud i DKP og imod den maoistiske variant af den moderne revisionisme) satte sig i spidsen for denne proces, der vakte betydelig genklang blandt alle erklærede kommunister. I partier og organisationer som DKP, KPiD og Fælles Kurs og ikke mindst blandt mange midlertidigt "partiløse" kommunister bestræbte mange sig på at fremme en sådan proces.

Det kan imidlertid her sidst i årtiet konstateres, at denne proces har lidt en række tilbageslag, er gået i stå og befinder sig i en særdeles vanskelig situation.

Der findes en række årsager hertil:

Den danske kommunistiske bevægelse har ikke formået at befri sig fra den moderne revisionismes tankegods og rodfæstede praksis, selv efter at dens fallit er blevet historisk bevist.

Som national og international strømning er den moderne revisionisme ikke slået: Det må tilmed konstateres, at den ikke bare har overlevet, men også til en vis grad har søgt at "forny sig" og tilpasse sig den ændrede internationale og nationale situation. På internationalt plan har forskellige revisionistiske strømninger reorganiseret sig.

Ledelserne af en række erklærede kommunistiske partier og organisationer har aktivt modarbejdet eller søgt at fordreje processen henimod skabelsen af et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund i Danmark.

Det gælder DKP, som ved sit eksempel anbefaler den kommunistiske bevægelse at likvidere sig selv og bestræbelsen for at skabe et kommunistisk parti ved at tilslutte sig Enhedslisten.

Det gælder KPiD, som – under påberåbelse af allerede at være det kommunistiske parti, den danske arbejderklasse har brug for – har afvist en systematisk proces for kommunistisk samling, og tilmed ekskluderet dens vigtigste fortaler i partiet. KPiD har aktivt deltaget i genopbygningen af resterne af den sovjetrevisionistiske "internationale kommunistiske bevægelse".

Det gælder Arbejderpartiet Fælles Kurs, som har set den kommunistiske samlingsproces som en genvej til parlamentarisk repræsentation og en overlevelsesmulighed for et parti, der ideologisk, politisk og organisatorisk er fuldstændig bankerot.

Og det gælder DKP/ML, der fra den 7. kongres i 1997 har forkastet sin hidtidige marxistisk-leninistiske linje og afskrevet sin ledende rolle i bestræbelsen for at skabe et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund og i stedet har tilsluttet sig den moderne revisionismes lejr, nationalt og internationalt, som et falsk marxistisk-leninistisk parti. Denne udvikling blev beseglet gennem eksklusionerne af den tidligere partiformand og andre kommunister kort efter den nævnte kongres.

Enhedslistens forvandling til et venstresocialistisk parti, der søger at likvidere den kommunistiske bevægelse og indtage det kommunistiske partis rolle i arbejderklassens kamp på et reformistisk grundlag, der vil sætte kampen for et socialistisk Danmark og arbejderklassens stat yderligere tilbage, er endnu en væsentlig faktor i udviklingen af "enhedskrisen" i den kommunistiske bevægelse i Danmark. En manglende forståelse for Enhedslistens virkelige rolle og karakter og illusioner om at det er muligt at udvikle dette parti til et ægte kommunistisk parti er udbredt i dele af den kommunistiske bevægelse, og bevirker en svækkelse af kampen for at genskabe et stærkt kommunistisk parti.

Den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER blev dannet i 1997 i en særlig situation, som følge af et brud med DKP/ML, som slog ind på en revisionistisk linje og kurs. Den har stillet sig som opgave at sikre skabelsen af et ægte og stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund.

Kampen for et ægte og stærkt kommunistisk parti må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at de erklærede kommunistiske partier som DKP, DKP/ML og KPiD ikke er ægte kommunistiske partier, ikke arbejder på marxismen-leninismens grund, men alle er partier af moderne revisionistisk type.befinder sig

Eller med andre ord må den tage udgangspunkt i den kendsgerning, at der i Danmark i dag ikke alene ikke eksisterer et samlet og stærkt kommunistisk parti. Der eksisterer ikke et kommunistisk parti, selvom adskillige kappes om dette hædersnavn.

Kampen for opbygningen af et ægte kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund går gennem en fortsat kamp mod den moderne revisionisme, som generelt er svækket, men langtfra slået, i alle dens former, nationalt som internationalt.

Den må endvidere gøre sig klart, at i den nuværende situation i Danmark repræsenterer Enhedslisten en for den kommunistiske bevægelse farlig politisk strømning: åben likvidationisme; og at forholdet til Enhedslisten og denne strømning er et centralt spørgsmål for hele den kommunistiske bevægelse, et spørgsmål af principiel karakter.

At forberede stiftelsen af et ægte marxistisk-leninistisk, kommunistisk parti er OKTOBERs grundlæggende opgave

Den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER har stillet forberedelsen af dette parti som organisationens eksistensberettigelse og grundlæggende opgave. Når den er løst, vil OKTOBER blive nedlagt.

Hvad er betingelserne for, at der stiftes et nyt kommunistisk parti – af navn og gavn – i Danmark?

Et givet antal medlemmer? Et vist niveau af landsudbygning? Konkrete og definerede positioner i masseorganisationerne?

Sådanne skemaer kan og bør ikke opstilles.

Det afgørende for en partistiftelse er, at der eksisterer en marxistisk-leninistisk linje, et program for partiet, i klassekampen og kampen for socialismen; at der findes en stærk og velkonsolideret marxistisk-leninistisk ledergruppe, et stærkt kadrelag, der kan udgøre rygraden også i et langt større parti. Linjen er afgørende, og menneskene, kadrerne, er afgørende.

Vil dette parti være et stærkt kommunistisk parti? Ja, det vil det selvfølgelig være.

Det vil være stærkt, hvis det forener de kampvillige og ægte revolutionære kræfter i den kommunistiske bevægelse i et sådant parti. Det vil være et svagt parti, hvis det sætter hensyn til antallet forrest og søger at forene både marxister-leninister og overbeviste revisionister, eller velmenende, men uforbedrelige opportunister.

Der må derfor gennemføres en konkret, omfattende, "åben og udadvendt" partistiftelsesproces, som søger at nå ud til og omfatte alle sådanne revolutionære kræfter i den kommunistiske bevægelse, alle der bør være med i et ægte og stærkt kommunistisk parti.

Opgaven at stifte dette parti bør populariseres, så det involverer og gradvis bliver en kampopgave for alle ægte kommunistiske kræfter i vort land.

Der findes en række sådanne kræfter, som bør vindes for det nye parti og fra starten være med i kampen for at skabe det.

OKTOBER må som organisation gå i spidsen for den konkrete partistiftelsesproces; samtidig med at organisationen efter evne må løse det kommunistiske partis opgaver.

Det vil for nærværende være forkert at "sætte dato på en partistiftelse" – men vi satser på en stiftelse af det kommunistiske parti omkring år 2000.

Hvad består denne konkrete partiforberedelsesproces så af?

Det består i at etablere marxismen-leninismen som det ideologiske grundlag for partiet; at skabe en fælles forståelse for marxismen-leninismens grundprincipper, og at kunne trække en klar skillelinje til moderne revisionisme, reformisme og al opportunisme – for det er afgørende for partiets generelle orientering og kurs, den eneste garanti for, at det ikke degenererer. Det betyder også at opnå en fælles opfattelse af den kommunistiske bevægelses historie og historiske erfaringer, herunder den danske revolutionære og kommunistiske bevægelses historie gennem tiderne, af den internationale kommunistiske bevægelses historiske skikkelser og af socialismens historiske udvikling, dens sejre og nederlag, herunder Sovjetunionens rolle i verdenshistorien.

Når alt dette siges, betyder det ikke, at alle detaljer skal være afklarede, men at de store linjer må ligge fast.

Det betyder at der udarbejdes et partiprogram, et principprogram, der behandler partiets grundopfattelser, vejen til socialismen og opbygningen af socialismen. Og et handlingsprogram, et dagskampsprogram, som trækker hovedlinjer, hovedprincipper og hovedmål op i kampen på de forskellige områder. Det betyder udarbejdelsen og diskussionen af et sæt partilove på marxismen-leninismens og den demokratiske centralismes grundlag, der opsummer alle de hidtidige erfaringer fra det revolutionære DKP og senere.

Partistiftelsesprocessen må endvidere tage form som en organisatorisk samlingsproces. Halvoffentlige landsdækkende og lokale seminarer og konferencer, tilrettelagt i lyset af denne proces og omkring de nævnte spørgsmål, sommerlejre og lignende tiltag, er vigtige elementer heri.

Endelig er udviklingen af de internationale forbindelser, herunder forbindelserne til den internationale kommunistiske bevægelse af stor betydning. Et afklaret og realistisk forhold til Cuba og Korea er af stor betydning. De danske kommunister må knytte sig til de ægte kommunistiske partier verden over – og afvise nye revisionistiske organismer.

En overordentlig vigtig del af spørgsmålet om kommunistisk organisering er spørgsmålet om den kommunistiske ungdom. Skal den organiseres i en selvstændig organisation og hvilken karakter og indretning skulle denne organisation have?

Det er ubetinget nødvendigt at den revolutionære ungdom organiseres i en særlig ungdomsorganisation, knyttet til den kommunistiske fortropsorganisation.

Med skabelsen af Kommunistisk Ungdomsforum, der også har påbegyndt udgivelsen af bladet "Fremad" er de første konkrete skridt i retning af at genstifte et kommunistisk ungdomsforbund taget.

Genskabelsen af et revolutionært DKU er en opgave, der står højt på dagsordenen.

Processen frem imod genskabelsen af et ægte kommunistisk parti i Danmark har ikke karakter af en opgave for "specialister" i kommunistisk teori eller politik. Den foregår i ubrydelig og uløselig sammenhæng med udviklingen af klassekampen. OKTOBER må – sine begrænsede kræfter til trods – søge at opfylde det kommunistiske partis opgaver der. Kommunisterne og deres organisation må gå ind i den daglige kamp. Uden dette er det umuligt at vinde rodfæste i arbejderklassen for en kommunistisk politik.

I kraft af en rigtig analyse og fastlæggelsen af en rigtig linje i de store klasseslag kan kommunisterne øve en indflydelse på udviklingen, der går langt udover deres antalsmæssige styrke.

Der er brug for kommunisterne i den daglige kamp. Deres indsats er af afgørende betydning for deres udfald.

Slut op i kampen for det kommunistiske parti!

- End -