En højrestrømning i partiet banker sig igennem

Af Klaus Riis, tidligere formand
Partiarbejderen februar 1997

Hermed offentliggøres et af de centrale dokumenter fra partikampen i DKP/ML i 1997 op til partiets 7. kongres (martsl 97). Det er skrevet af partiformanden siden stiftelsen i 1978, Klaus Riis, umiddelbart i forlængelse af et CK-møde 15.-16. februar, hvor hans udkast til CKs virksomhedsberetning til den 7. kongres blev forkastet, og han derpå nedlagde sit hverv som formand.

Det kan være svært at se det politiske indhold i den partikamp, som startede i partiets ledelse og som nu er blevet en kamp i hele partiet. Det skyldes bl.a., at den højrestrømning, der har banket sig igennem i ledelsen, og nu har et flertal i Centralkomiteen bag sig, udsender tvetydige politiske signaler.

Den søger at skjule, at der er tale om et forsøg på at anbringe partiet på en ny platform, der på grundlæggende spørgsmål strider mod den linje, strategi og taktik, som partiet har fulgt igennem hele sin eksistens, og i særdeleshed mod den linje, som blev fastlagt af den 5. og 6. kongres. Endvidere skyldes det, at denne platform endnu ikke er fuldt udbygget og konsolideret, og at den i realiteten savner støtte i et flertal i partiet, hvis den trådte åbent frem. Derfor kommer alle besværgelserne om, at der selvfølgelig er 'enhed om at opbygge et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund', at 'partiets linje er uanfægtet' osv.

På grund af denne tvetydighed hersker der i partiet tvivl om, hvorvidt beretningsteserne som helhed er først godkendt, derpå i deres helhed forkastet af CK, hvorvidt beretningsudkastet blev underkendt af politiske eller "redaktionelle" grunde etc. (*)
En række af de dokumenter og resolutionsforslag, der er udsendt, kan være vanskelige at gennemskue, fordi man på en og samme tid skal postulere linjemæssig kontinuitet, må tage hensyn til modstanden mod den ny partiopfattelse både i ledelsen og partiet som helhed, og samtidig antydningsvis fremlægge denne opfattelse.

Hvordan partilinjen forvrænges

Et enkelt eksempel på, hvordan man bærer sig ad med dette:
I kammerat P.s (Jørgen Petersens) debatoplæg "Om kommunistisk samling" (Kongresekstra 3, jan. 97) hedder det, at den 5. kongres definerede linjen for samlingsprocessen, og der citeres herfra (i kursiv):
"-En sådan samling må finde sted på marxismen-leninismens grund, på basis af en klar politik for 90erne og på basis af udviklingen af et mere konkret samarbejde med forskellige revolutionære kræfter."
Direkte derefter fortsætter Jørgen:
"Eller sagt på en anden måde. Samling kræver et tidssvarende kommunistisk program, et handlingsprogram og etablering af aktionsenhed." (Side 3)

Jørgens udlægning er imidlertid ikke korrekt. Samling er ikke et spørgsmål simpelthen om partiprogrammer og aktionsenhed. Det altafgørende er den ideologiske og politiske samling, samling på marxismen-leninismens grund, på basis af en fælles ideologi og teori, nemlig den videnskabelige socialisme, på basis af den leninistiske partiopfattelse. Jørgen fordrejer dette spørgsmål til et punkt, hvor det ikke eksisterer. Samling bliver hos ham alene et spørgsmål om udarbejdelsen af programmer, som socialismeprogrammerne, og aktionsenhed.

Partiets afgørende forsvar for marxismen-leninismen er pist væk. Det er kun vort parti, der er i stand til at sikre en samling på basis af marxismen-leninismen, og den leninistiske partiopfattelse. Det er en af de kampe, partiets ledende rolle i samlingsprocessen forpligter os til at gennemføre. Ellers vil det revisionistiske arvegods fra DKP, som er udbredt i den kommunistiske bevægelse som helhed (som teori og praksis) naturligvis sætte sig igennem.

Det er med sådanne tricks som det her påviste, at højrestrømningen i partiet sætter sig igennem: Man postulerer kontinuitet, men forvrænger partiets linje og åbner for en ny (som Jørgens oplæg yderligere udvikler på samme fordækte og "taktiske" vis).

Skjulte angreb på marxismen-leninismen

Angribes marxismen-leninismen? Ingen tvivl om det!
Alle kammerater i CK sværger til, at de står på marxismen-leninismens grund, at de er tilhængere af en marxistisk-leninistisk partiopfattelse. Men CK-flertallet har lavet sin egen tolkning af den leninistiske partiopfattelse, hvor man udlægger Lenins opfattelse af nødvendigheden af en organisation af professionelle revolutionære på en fejlagtig måde - i stedet for at bevise, at vort parti fastholder Lenins lære.
Alle og enhver kan efterkontrollere Lenins synspunkter ved at læse Hvad må der gøres? og andet leninistisk materiale og overbevise sig om, at CKs udlægning er gal.

Højrestrømningen spekulerer i stedet i partiets generelt lave skolingsniveau, lave teoretiske niveau, og den langvarige forsømmelse af den marxistisk-leninistiske opdragelse af partiet, som er en af de udtalte højrefarer i partibygningen.
I stedet er der opstået en tendens til ikke at bekræfte marxismen-leninismen, ikke udtrykke dens opfattelser, (de er jo en 'selvfølge'), og man er nu begyndt at omdefinere de traditionelle leninistiske begreber:

Det er ikke længere god tone at tale om kadrer f.eks., kadrebegrebet skal helst væk, den centrale kontrolkommmission foreslås i denne liberale ånd at være en slags parti-ombudsmandsinstitution (den foreslås tilmed kaldt noget sådant).
"Højre"- og "venstrebegreberne (der bl.a. er redskaber for at føre klassekampen i partiet korrekt) kaldes "gammeldags" og foreslås omdefinerede.
Det går lystigt for sig, men kun en brøkdel af løjerne kommer til partiets kendskab.

Der spredes en generel anti-teoriholdning i en situation, hvor den kommunistiske bevægelse mere end nogensinde har brug for at studere og søge vejledning hos klassikerne, i teorien.
I ikke et eneste dokument, udsendt af CK-flertallet, påpeges nødvendigheden af at styrke den ideologiske og teoretiske skoling på alle niveauer i partiet.
Der findes ingen påpegning af det beskedne niveau, partiet befinder sig på, selvom netop det er en væsentlig kilde til partiets uoverensstemmelser og en væsentlig svaghed, der hæmmer den kvalitative udvikling af dets arbejde.

Om det stærke kommunistiske parti

Det stærke kommunistiske parti, vi opbygger, vort eget parti, det samlede forenede stærke kommunistiske parti, skal selvfølgelig ikke være en forening af alle de synspunkter, der fandtes i det gamle revisionistiske DKP, et ideologisk pluralistisk foretagende.
Det skal være et marxistisk-leninistisk parti, med en entydig ideologisk og politisk linje. Og det skal samle kommunisterne, ikke højreafvigere og revisionister. Både ideologisk, politisk og organisatorisk er kvaliteten, ikke kvantiteten, afgørende.

Simpel organisatorisk sammenlægning af de eksisterende erklæret kommunistiske organisationer - eller af KPiD og Danmarks Kommunistisk Parti ML alene - er udelukket.
Det ville heller ikke være en korrekt metode. Det stærke parti skabes i praksis i kampen for at samle og udvikle den kommunistiske bevægelse, det skabes i bevidst kamp mod revisionistiske og højreopportunistiske afvigelser.

Partiet har i sin opbygning gennem årene fulgt nogle strategiske hovedretninger, som kampen for at opbygge et ægte kommunistisk parti i Lenins forstand, (det gælder DKP ML selv, og det gælder selvfølgelig også i kampen for eet stærkt kommunistisk parti i Danmark), som forsvaret af marxismen-leninismen og kamp mod den moderne revisionisme og al opportunisme, som satsningen på opbygningen af Dagbladet Arbejderen som partiets centralorgan. Alt det har både sikret partiets overlevelse og bragt det i en gunstig situation med hensyn til den videre partiopbygning og udbygning.

At sætte partibygningen i centrum, at opprioritere kampen for det stærke kommunistiske parti, at styrke den ideologiske og politiske kamp, at løse partiets store problem: for få medlemmer og for få ledere, og udvikle det kollektive niveau betragteligt var kerneindholdet i beretningsteserne, som et flertal i CK tilsyneladende nu er uenige i som helhed.
Det er imidlertid den eneste rigtige linje, strategisk og taktisk, for udviklingen af partiet i den kommende og afgørende kongresperiode.

Om stærke ledelser på alle niveauer

I øjeblikket sværger højrestrømningens repræsentanter højt og helligt på, at de skam går ind for stærke ledelser af partiet på alle niveauer. I det vattede forslag til en intern partiresolution (som i øvrigt ikke er udarbejdet efter CKs vedtagne anvisninger) formuleres også dette, men igen på en fordrejet måde. Ikke helt forkert, ikke præcist overhovedet. Fuld af gode hensigtserklæringer, og meget lidt konkret. Alligevel slipper katten ud af sækken også i dette dokument.
Stærke partiledelser på alle niveauer, javel, - men gud bevare os for et stærkt sekretariat (og en stærk partiformand), stærke og kollektive partiledelse, hurra, men under ingen omstændigheder et magtfuldt sekretariat, under ingen omstændigheder en stærk daglig ledelse af partiets arbejde.

Det centrale apparat fremstilles - senest i en endnu ikke offentliggjort udtalelse fra FU, som hidtil har søgt at skjule den katastrofale situation i apparatet - som et simpelt redskab for centralkomiteen. Også det er en forvrængning. Det centrale apparat rummer to afgørende ledende organer: sekretariatet og avisen. Det er ikke et apparat af købte funktionærer som i en fagforening, men en afgørende samling af kommunister og kommunistiske ledere, af professionelle partiarbejdere, og en afgørende del af partiets ledelse. Denne stærke organisation af professionelle revolutionære er ikke bare forudsætningen for, at der i dag eksisterer et kommunistisk dagblad i Danmark, men også for partiets hidtidige dynamik og handlekraft.

Højrestrømningen i partiet har i særdeleshed rette sine angreb mod partiets formand, sekretariatets flertal, sekretariatet selv og det centrale apparat som helhed - og har fået skabt en umådelig vanskelig situation der.
Dens platform rummer nydefinitioner af Centralkomiteens, FUs, sekretariatets og det centrale apparats rolle. Slår den igennem vil centralismen, samlingen af trådene i partiets kamp i det centrale apparat og dets organer, afsvækkes væsentligt. Det vil betyde en situation, hvor CK vil blive en skueplads for stadige kampe, og hvor udvalgsstrukturerne får en helt ny rolle, hvor delenes interesser vil blive sat over helheden, groft sagt. Den ny partiopfattelse rummer en ny, ikke-kommunistisk opfattelse af partiledelse, simpelthen.

Stærke ledelser betyder stærke og magtfulde ledelser på alle niveauer, indbefattet et stærkt sekretariat og en stærk formand. Under påskud af at introducere en ny, mere demokratisk og mere kollektiv stil, bekæmper og eliminerer højrestrømningen de eksisterende stærke ledelser. I udkastet til intern partiresolution fremhæves nødvendigheden af et OUU. Det største og mest aktuelle spørgsmål er imidlertid, om der overhovedet kan og skal prioriteres et professionelt sekretariat, en professionel daglig ledelse af partiet. Ifølge strømningens logik og opfattelser er det et underordnet spørgsmål.

Om "sekteriske" fejl

Undertegnede er selvfølgelig blevet angrebet for en hel masse påståede fejl, angiveligt af venstreopportunistisk, "sekterisk" karakter. Det er umuligt at komme ind på alle de rejste beskyldninger og tilbagevise dem konkret. Anklagerne er enten direkte forkerte, eller rummer bevidste fejlfremstillinger.

Det påstås, at mit indlæg i Dagbladet Arbejderen om samling af kommunisterne skulle være at føre partikampen ind i bladets spalter. Det er simpelthen løgn. Den udtrykker partiets standspunkt, den 6. kongres' standpunkt, og ligger i direkte forlængelse af en lang række tidligere indlæg, jeg har fremsat i avisen tidligere i kongresperioden - uden at der rejste sig nogen som helst protester.
Det er CKs flertal, der har ændret opfattelse af partiets rolle i samlingsprocessen - til et punkt hvor man har sået alvorlig tvivl om partiets ledende rolle heri.

For at kaste blår i øjnene på de mange nye unge partikammerater, har man nødvendigvis måtte opfinde nogle anklager imod mig for at 'sabotere' arbejdet i forhold til Rød Ungdom.
Det er simpelthen usandt, at jeg har prøvet at diktere Rød Ungdom en konkret stillingtagen til den kommunistiske samlingsproces på det seneste landsmøde. Indholdet er følgende:
Blandt kommunisterne i Rød Ungdom og i partiet som helhed eksisterer spørgsmålet: Hvad er vor strategi for Rød Ungdom? Skal det være ungdomsforbund for det stærke kommunistiske parti, (uanset om Rød Ungdom er en erklæret kommunistisk organisation eller ej)?

Der har hidtil været enighed om, at kommunisterne i Rød Ungdom skulle virke i den retning. Det betyder, at de må arbejde for, at organisationen forstår og støtter den kommunistiske samlingsproces som værende i Rød Ungdoms interesse.
Tilsyneladende er der nogen, der ikke ønsker dette. Det er sandt, at der ikke var basis for en vedtagelse i en sådan retning på det seneste landsmøde, og at det ville være en taktisk fejl at rejse dette spørgsmål. Det har jeg fuldstændig accepteret og på intet tidspunkt protesteret imod.
Jeg foreslog, at man som et lille skridt i den retning søgte at få vedtaget en udtalelse, der støttede Dagbladet Arbejderen (det var midt under redningsplanen) (**).
Dette blev også besluttet i ungdomsforummet - men ikke gennemført.
Et besluttet forslag om, at der skulle være en ugentlig ungdomsside i avisen, for at knytte Rød Ungdom nærmere til parti og avis, er ikke blevet realiseret. Når partiets ungdomsansvarlige (***) laver sine redegørelser, 'glemmer' hun bekvemt sådanne kendsgerninger.
Hun har også 'glemt' at nævne, at blandt mine mange 'sekteriske fejl' i forhold til ungdomsarbejdet var, at jeg forhindrede den ny arbejdsgruppe i Århus, der i begyndelsen af året var desperat over sine problemer, i at gennemføre et forslag om at gøre Lige Venstre til et lille, uregelmæssigt uddelingsblad.
Osv. Osv.

Højestrømningen opfordrer til, at der 'diskuteres politik' - men vælter sig rundt i sager og personangreb.
Den har forvandlet en normal kongresproces og en normal diskussion af beretningsteserne til en benhård og bitter partikamp, der kan få de alvorligste negative konsekvenser, og føre til, at partiet forspilder alle sine gunstige muligheder og taber sine hårdt tilkæmpede og vundne positioner igen.

Klaus Riis d. 16.2.97.

Se også
"Den nye verdensorden" og kapitalismens almene krise
Af Klaus Riis
Uddrag af udkastet til CKs virksomhedsberetning til DKP/MLs 7. kongres.

Forkastet af DKP/MLs CK og senere udsendt som pjece på Oktober Forlag (1997)

Noter:

(*) 'Beretningsteserne' (forfattet af Klaus Riis) dannede grundlag for Centralkomiteens beretning til partikongressen. Teserne til DKP/MLs 7. kongres - der indkaldtes til april 1997 - blev enstemmigt besluttet af Centralkomiteen på et møde i oktober 1996 og blev derefter lagt frem til diskussion i partiet som grundlag for kongresdiskussionerne.
Klaus Riis begyndte derefter at udarbejde udkastet til beretningen til partikongressen.
På et CK-møde i december blev der rejst en voldsom kritik af beretningsteserne - og en fraktion i Forretningsudvalget og Centralkomiteen organiserede en hel stribe indlæg i det interne blad Partiarbejderen og kongresdikskussionsbladet Kongresekstra, som enten åbent eller skjult angreb disse teser. Et flertal på et nyt CK-møde i januar forkastede herefter beretningsteserne.
Klaus Riis' udkast til beretningen til partikongressen blev behandlet på et CK-møde den 14.-15. februar 1997 - og blev forkastet af et flertal i CK. Derpå nedlagde Klaus Riis sit hverv som formand.
Højrestrømningens repræsentanter forsøgte - for at skjule det planlagte linjeskift - at sløre tilbagtrækningen af beretningsteserne. Forkastelsen af beretningsudkastet blev forklaret som værende af 'redaktionelle grunde'. Og Klaus Riis' tilbagetræden som formand fik 'personlige årsager' som begrundelse. Sådanne 'begrundelser' blev senere offentliggjort i Arbejderen og den ny partiledelses dokumenter efter den 7. kongres.

(**) 'Redningsplanen' var en plan for at sikre Dagbladet Arbejderens økonomi og overlevelse som dagblad, som blev gennemført med held i en stor del af 1996 - på trods af aktiv og passiv modstand fra nogle af hovedrepræsentanterne for den højreopportunistiske strømning. Nogle af disse, Jan Mathiessen og Søren Becker, rejste i Centralkomiteen spørgsmålet om nedlæggelse af dagbladet - men blev afvist.

(***) Den 'ungdomsansvarlige' - lederen af partiets ungdomsudvalg - var Joan Ågot Petersen, Århus.

Indledning og noter v. Kommunistisk Politik

Lagt på nettet 13. februar 2004

- End -