Et politisk blindspor

Af Karen Sunds

Kommunistisk Politik 1, april 1993. 1. årg.

Kommunistisk Politik udsendtes af DKP/MLs Centralkomité i 1993 og 1994 som 'Debatblad for den kommunistiske bevægelse'.
Karen Sunds var medlem af DKP/MLs CK.
Artiklen er en skarp kritik af Kommunistisk Forums (det senere KPiD's) ønske om igen at programfæste kernen i det gamle DKP's program fra 1976 - det såkaldte 'antimonopolistiske demokrati'.

I december 1992 udsendte Kommunistisk Forum det oplæg, som danner grundlag for organisationens programdiskussioner for tiden.
Set i lyset af mulighederne for at skabe en fælles politisk platform for kommunisternes samling i Danmark, så er der nogle opmuntrende ting:
Oplægget indeholder en række udmærkede historiske analyser, der ligger meget tæt op ad DKP/ML's og andre kommunisters. Der kan diskuteres om det ene eller det andet spørgsmål, men det er ikke principielle spørgsmål.
Det er også positivt at se, at oplægget åbner en smule for en kritik af Sovjet, ikke blot i de seneste år, selvom det klart fremgår, at der ligger mange diskussioner her endnu.
Der lægges desuden op til relevante diskussioner som f.eks.: Bliver arbejderklassens kamp stadig mere international? - En diskussion, som også løber i DKP/ML for tiden.

Oplæggets alvorligt svage punkt er, at det ikke giver mange bud på kommunistisk politik for 90'erne og de næste par årtier. Og det er jo omkring de fremadrettede, politiske analyser, vi skal skabe samlingen.
Faktisk er det min fornemmelse, at man bevæger sig i en bue uden om et par af kernespørgsmålene.
F.eks. har jeg indtil flere gange hørt fremtrædende medlemmer af KF udtale, at "DKP's 1976-program er et glimrende udgangspunkt for et program for KF. Der skal bare lige føres nogle ting up to date."
Hvad betyder det? Står det for de personers egen regning, eller vil KF holde fast i tesen om en fredelig overgang til socialismen? Oplægget berører reelt slet ikke dette.

DKP's 1976-program har været et af de store stridsspørgsmål i kommunisternes historie. Det var i forbindelse med det, at kommunisten og sagføreren Carl Madsen rettede en sønderlemmende kritik mod DKP, der endte med hans eksklusion.
Jeg synes ikke, det er særlig klogt at sidde Carl Madsens kritik overhørig. Han forudså jo netop, at hvis DKP slog endelig ind på en forkert politik, så ville det gå til grunde som parti. Er det ikke netop, hvad der er sket?
Carl Madsens hovedkritik gik på, at man ændrede "proletariatets diktatur", altså princippet om at arbejderklassen ikke kan bruge den kapitalistiske stat til at opbygge sit eget samfund, men må skabe sin egen statsmagt fra bunden. I stedet skabte man tesen om det antimonopolistiske demokrati: illusionen om, at der kan skabes et mellemstadie, hvor staten reelt begynder at virke i folkenes hænder, til gavn for demokratiet. Hvoraf man drager den konklusion, at det ikke er nødvendigt at lave revolution og knuse den kapitalistiske stat.
Eller med 1976-programmets egne ord:

"Når arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder, og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt. Den antimonopolistiske kamp i det store folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem også svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne.
Et antimonopolistisk demokrati er endnu ikke socialismen, men et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt … Det kan sikre sådanne betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan foregå uden borgerkrig, som resultat af en aktiv demokratisk kamp."

Vi bliver nødt til at få det på det rene:
Vil KF's kommende program komme til at indeholde disse illusioner? Vil det fastholde ideen om, at det er muligt at demokratisere militæret, politiet og "stille dem i folkets tjeneste", muligt at få embedsmændene til at arbejde loyalt for arbejdernes interesser? Muligt at skabe et uafhængigt retsvæsen?
Jeg synes, det er mere indlysende end nogensinde, hvordan borgerskabet bruger statsmagten, retsvæsenet osv. i sine egne hænder. I øvrigt var en væsentlig forudsætning for, at DKP udviklede denne tese, at man mente, at "det var muligt at læne sig op ad den stærke Sovjet-magt". Selv de folk, der stadigvæk mener, at det var en rigtig tese i 1976, må indrømme, at forudsætningerne for at videreføre det i dag simpelthen er væk.
Man kan vel sige, at det antimonopolistiske demokrati var et blindspor, som dele af den kommunistiske bevægelse blev ført ind i, fordi man lod sig forvirre af en langvarig højkonjunktur under kapitalismen. Et økonomisk "boom", der skabte grundlag for, at arbejderklassen tiltvang sig en række rettigheder, og der blev opbygget et socialt system, som misvisende kaldes "velfærdssamfundet".
Men nu er vi tilbage i den normale tilstand: at der føres åbenlys, benhård klassepolitik, uden glasur. Jeg mener, det vil være politisk selvmord at klynge sig til illusioner, der er i åbenlys modstrid med virkeligheden.

Derimod er der god fornuft i at hente erfaringer fra Dimitrovs særlige folkefrontstaktik fra 30'erne. Den er ofte blevet sammenblandet med "det antimonopolistiske demokrati" for at retfærdiggøre sidstnævnte, hvilket er simpelt politisk plattenslageri og helt hen i vejret.
Dimitrov har aldrig prædiket illusioner om statsmagten eller fredelig overgang til socialismen.
Kommunisten Dimitrovs pointe var, at i en særlig situation, hvor faren for fascismen var overhængende, måtte alle kræfter, der kunne mobiliseres mod fascismen, skabe en fælles front: arbejderklassen, småborgerskabet, de borgerlige demokratiske kræfter. Arbejderklassens brede lag måtte forenes på tværs af partipolitiske skel, og de socialdemokratiske lederes bestandige forsøg på at passivisere og lamme arbejderklassen måtte isoleres.
Det var en politisk situation, som har mange paralleller til i dag. Og egentlig er det vel også den enheds-politiske linje, som aktuelt følges i kampen mod EF-unionen.

Genoptrykt i Arbejderpartiet Kommunisternes organ Kommunistisk Politik 4, 2004 som dokumentation for det linjeskift, DKP/ML gennemførte efter partikampen og partisprængningen i 1997, som har ført til dets omfavnelse af 'det antimonopolitiske demokrati'.
Lagt på nettet 13. februar 2004.

- End -