Erik
Stinus 70:
Af Gerd Berlev, Foreningen Oktober
Et
venligt menneske med stor kærlighed til sine medmennesker blev 70 år
den 22. august. Erik Stinus gjorde, som han har gjort hele sit liv, i al beskedenhed,
det nødvendige. Han fremførte på opfording et par af sine
digte fra samlingen Jordens Sange sammen med Per Warming på K-festivalen.
En udgivelse, der indbragte dem Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen i 2001.
Ofte har jeg mødt ham ved de sidste par års mange fredsdemonstrationer, som regel ledsaget af sin hustru Sara Mathai, som han mødte for snart et halvt århundrede siden i Sydindien.
Siden Erik Stinus' første digtsamling Grænseland udkom i '58, har hans pen ikke stået stille længe ad gangen. 20 digtsamlinger, en del fortællinger, en roman, fire rejsebøger, tidsskriftredaktioner og artikler og mange oversættelser af bl.a. Bertolt Brecht, Pablo Neruda, Nazim Hikmet og Jamal Jumá er det blevet til i dag, ofte i samarbejde med andre progressive kunstnere.
Det er engagementet i kampen for fred, for nedrustning og befrielseskampene i Asien, Afrika og Sydamerika og mod fascismen i Spanien, Portugal og Grækenland, der har præget Erik Stinus' forfattervirksomhed, alt sammen først og fremmest udsprunget af hans nære forbundethed med livet og kulturen i den såkaldte 3. verdens lande.
Nerven i Erik Stinus digtning har gennem årene gjort ham fortjent til mange hædersbevisninger, herunder også Martin Andersen Nexø Fondens Pris, Morten Nielsens Mindelegat, Kritikerprisen, Emil Aarestrup-medaillen og Otto Gelsted-prisen.
Det aktive forfatterliv er fulgtes hånd i hånd med et aktivt socialt og politisk liv. Erik Stinus var medlem af DKP i årene 1954-57, arbejdede i 1965-68 som u-landsfrivillig i Tanzania, og han har gennem årene lagt sine kræfter i rigtig mange forskellige freds- og venskabsforeninger m.m.
Vi
siger tillykke til Erik Stinus og ønsker dig mange aktive år endnu.
Erik
Stinus:
Fra 'Oplysningens uvejsomme landskab'
I
alt hvad præsidenten siger og ikke siger,
i hans smil, armen løftet
til hilsen,
i hans kones smil,
i flyets himmelspejlende aluminium hinsides
gru og lyst,
hans baggrund,
hans vinger,
i alt hvad han tænker
eller ikke tænker
og i udenrigsministerens øjne
der flakker
som
om han stod i begreb med at indrømme en løgn,
som overvejede
han at lyve igen men vover det ikke
som en god soldat godt opdraget,
for
hans land lyver sjældent,
siger man,
uden at et flertal tror på
løgnen:
må vi læse, forske, spå;
som gamle kællinger
spå,
som augurer, orakelpræster, vejrprofeter,
som Newton i
en iriserende sol- og støvstribe
ifærd med at opdage en ny masse,
en ny bevægelighed
forske,
som Einstein
med brillerne rettet
mod det yderste rum
men i udkast på bordet foran sig allerede,
lige
under pibespidsen,
en cirkel, et kvadrattal, en lille formel, et bogstav,
læse;
den femte dimension,
sandhedens,
retfærdighedens,
venskabets.
(.....)
Gennem
krystalkuglers blanke skal,
under præsidentens og udenrigsministerens
mikroskop,
på mineselskabernes og banankompagniernes
nutids- og fremtidskort
som en farlig gærkultur
(kræves udryddet)
vandrer vi,
salvadoreanere,
nicaraguanere, guatemalanere, cubanere,
colombianere, peruvianere, bolivianere,
chilenere ...
med et langt blik mod det lysende firmament
over den vestlige
halvkugle,
med et spejdende blik udover den jord
vi på et måltid
om dagen, en times drømmefyldt hvil,
en let lille sang,
en bedrøvet
sang
vil erobre,
vores egen,
en elsket,
for at vi kan arbejde,
svedige
i solen, med væv, hakke, høstkurv; danse
i tipuana-træets
kølighed på søndageftermiddage
og vende hjem og sige mit
hus og sige duften
af brød i mit hus: godaften.
Ikke en fodsbred
af præsidentens jord
ønsker vi,
ikke så mange
af
udenrigsministerens
kobbercents
som kan ligge
på en knyttet
hånd;
et æventyr for mine børn, en fugl der synger
når
jeg står op
og lover mig at holde ud til mange morgner,
klukkende,
rent
som vandet vi drikker ved kildespringet,
uden firmanavn;
intet
mer,
intet mindre.
Fra digtsamlingen Duften af brød i mit hus, Vindrose 1982
Artiklen
er trykt i Kommunistisk Politik 17, 2004
-
End -