Torturkældrene
under slottet
B7
- af Arne Herløv Petersen
Der
sad han så, oberst Poul Dahl fra Prinsens Livregiment og talte så
jysk og tilforladeligt i Søndagsmagasinet på DR1, at man måtte
ruske op i sig selv for at høre, hvad han faktisk sagde. Jo, det var da
beklageligt, når der blev brugt tortur. Men somme tider kunne det jo være
nødvendigt. Hvis man nu havde fat i en mand, der var mistænkt for
terrorisme, og han nægtede at sige noget. Og så lod man ham smutte,
og ugen efter blev hundreder af mennesker dræbt ved en eksplosion i det
Kongelige Teater, og det kunne man have forhindret, hvis man havde lagt lidt mere
pres på ham terroristen. Mon så ikke folk ville sige, at man nok skulle
have brugt lidt hårdere metoder under forhøret, selv om det så
også var det, man kaldte for tortur?
Nu var der så
kommet billeder frem af de metoder, amerikanerne brugte over for de indsatte i
de irakiske fængsler. Og metoderne havde den danske oberst ikke noget mod.
De var nødvendige, for terroristerne overholder jo ikke Genève-konventionen,
så det kan vi heller ikke gøre. Men det at billederne var kommet
frem, det viste at ledelsen havde svigtet sit "informations-management",
for det var jo helt klart at den slags oplysninger ikke "egnede sig til det
offentlige rum". Der var visse ting, der måtte holdes hemmelige. Derfor
havde vi også i Danmark et kontroludvalg, der skulle se på efterretningstjenesterne.
For kontroludvalget er efter oberstens opfattelse ikke en lup på det, der
foregår i PET og FET, men en slags kloakdæksel, der skal forhindre
at den gærende råddenskab i kældrene siver op i det offentlige
rum.
Så
langt er vi kommet. Så kort har vejen været tilbage til middelalderen.
Krigen mod terrorisme er et særtilfælde, siger måske oberst
Dahl. Men er den det? Hvad nu hvis politiet har taget en mand, der måske
har begået et frygteligt seksualmord på en lille pige? Der sidder
han og nægter hårdnakket, og man har ingen beviser. Hvis man så
slipper ham, og det var ham, der gjorde det, risikerer man så ikke, han
går ud og myrder endnu en lille pige? Skulle man så ikke hellere have
givet ham tommeskruerne på? Og hvad nu, hvis man har fået fat i en
narkohaj, der bare ikke vil fortælle, hvor han har gemt varerne? Risikerer
man ikke, at hundreder af mennesker bliver fanget ind i afhængighed eller
dør af overdosis, hvis pusheren går fri? Er det så ikke bedre
at hive neglene af ham for at få ham til at tale? Når forbryderen
ikke overholder loven, hvorfor skulle vi så gøre det?
Og hvad nu, hvis man
virkelig oprigtigt mener, at en gammel kone står i ledtog med Satan? Hvis
hun ikke vil tilstå, så er hendes evige sjæl fortabt. Men strækker
man hende på pinebænken og brænder hende på bål,
når hun tilstår, så bliver hun måske frelst - og har man
så ikke gjort hende en tjeneste?
I
1764 udgav den italienske retslærde Cesare Beccaria skriftet "Om forbrydelser
og straffe", hvor han fordømmer anvendelsen af dødsstraf og
tortur som barbariske straffemetoder, der ikke sømmer sig for det oplyste
attende århundrede. Beccarias essay fik enorm indflydelse i samtiden. Inden
1786 var dødsstraffen praktisk taget afskaffet i Italien, og Beccarias
skrift blev rost i høje toner af Katharina den anden af Rusland, Maria
Theresa af Østrig-Ungarn, af filosoffen Voltaire og af Thomas Jefferson
og John Adams, der få år efter fik et forbud mod grusomme og uretfærdige
straffe med i tillægsartiklerne til den amerikanske forfatning.
Beccaria gør
blandt andet opmærksom på, at tortur angivelig anvendes for at fremtvinge
sandheden. Men smerterne får folk til at tilstå selv forbrydelser,
de ikke har begået, så derfor "vil selve de midler, der anvendes
til at skelne mellem uskyldige og skyldige på den mest effektive måde
ødelægge enhver forskel mellem dem". Beccaria peger videre på,
at det store flertal af mennesker er lovlydige, og at sandsynligheden derfor taler
for, at man ved anvendelse af tortur vil ramme flere uskyldige end skyldige.
Ikke
uden grund har man kaldt det attende århundrede for oplysningstiden. Mennesker
som oberst Dahl viser, at vejen fra oplysning og tilbage til formørkelsen
er forfærdende kort.
I
samme udsendelse som oberst Dahl optrådte den tidligere jægersoldat
Carsten Mørk, der sagde at billederne fra amerikanernes torturkamre
i Irak ikke kom bag på ham. Som gammel jægersoldat havde han været
på uddannelse i USA og stiftet bekendtskab med alle metoderne. Det eneste,
der var nyt for ham, var at man i Irak havde pudset hunde på fangerne. Den
metode havde Mørk godt nok ikke prøvet.
I
begyndelsen af Søndagsmagasinet lovede værten, Morten Løkkegaard,
at magasinet ville blive absolut "bryllupsfrit". Men jægersoldaten
Mørk fremmanede pludselig billedet af kronprinsen i Vor Frue Kirke.
Der
stod han, så blød og nuttet som en hundehvalp, og blev gift med sit
hjertes udkårne. Men hvordan var det nu? Han havde jo ligesom Mørk
gennemgået en uddannelse som jægersoldat. Var han også blevet
oplært i tortur eller var det et af de specialer, man var gået let
henover i hans tilfælde?
Og
hvad tog han på, da han skulle giftes? Jamen, selvfølgelig da en
søofficersuniform med paradesabel dinglende fra bæltet. Det var den
rette påklædning for ham, når han stod der foran repræsentanten
for en religion, hvis fornemste symbol er korset - et romersk torturinstrument.
Og så man ud over kirkerummet, så lynede og glimtede det fra alle
militæruniformerne. Brudgommens far er en habil lyriker og efter sigende
en udmærket pianist. Der er ikke noget som helst krigerisk over hans fremtoning,
men i dagens anledning var også han forklædt som soldat og havde presset
sig ind i en søofficeruniform. Og rundt om blandt gæsterne så
man alle slags epauletter, sovsekander med og uden uldtrævler og med og
uden fjerduske, guldknapper og tresser.
Hvad
er det så, man fejrer, når man trækker i uniform? Et mordhåndværk,
selvfølgelig. Man kunne for den sags skyld lige så godt have taget
stivede slagterforklæder på. Når Frederik skal giftes, hænger
han en sabel om livet. Et instrument, der er beregnet til at skære hovedet
af folk med.
Kunne
man forestille sig et samfund, der byggede på andre værdier? Så
folk, der rigtig skulle være fine, for eksempel trak i lægekitler
med forgyldte stetoskoper? Eller tog digterens slængkappe om skuldrene,
trak i malerens kittel eller viste sig frem som videnskabsmænd, der udvider
grænserne for vor viden, som murere, der bygger solide huse, eller som skraldemænd,
der skaber rene og ryddelige forhold omkring os ved at fjerne affald og skrammel?
Kunne man tænke sig en verden, hvor Frederik skiftede sablen ud med en pensel
eller en murske?
Ja,
det kunne man nok forestille mig. Men kun hvis det var et ganske andet samfund,
vi havde med at gøre. I vores samfund ligger der en indre logik i, at magtens
mænd klæder sig ud som mordere.
Oberst
Dahl får nu på puklen, også af de borgerlige, for sine udtalelser.
Men hans virkelige synd er, at han har sagt det, mange af dem mener. Han har,
med sine egne ord, kludret i det med sin informations-management. Der er visse
ting, der ikke skal siges offentligt.
At
samfundet bygger på vold - at de kongelige historisk set ikke har deres
position i kraft af deres dygtighed, men i kraft af rå magt - det kan man
kokettere med ved at klæde sig ud i militæruniformer til et bryllup.
Men
at magtens håndhævere bruger middelalderlige metoder - at der er torturkældre
under slottet - det skal vi ikke sige højt.
(17.
maj 2004)
Andre
B7 af Arne Herløv Petersen her
Se
også
Indtogsviser:
København-Bagdad-København
-
End -