Anti Coca Cola

 

Vladimir Majakovskij:

Højt og uden omsvøb

Første prolog til et digt om fem-års-planen

Deneika: Mayakovskij maler til Rosta

Se også
Vladimir Mayakovskij: Socialismens poet

Kammerater,
ærede efterkommere!
Når I roder op i
denne tids forstenede skarndynger,
vil I måske tilfældigvis
forhøre jer om mig.
Og jeg formoder
at en af jeres videnskabsmænd,
med dyb lærdom
som gemmer nysgerrighed og ærefrygt,
vil konstatere at, javist,
kogt vand havde sin egen skjald,
en uforsonlig fjende af vand råt.
Nu
væk med din optiske linse,
professor!
Jeg vil selv behandle emnet,
vil jeg.
Jeg,
skarnrenser og vandkusk,
mobiliseret
og indrulleret
af Oktober-opbudet,
drog til fronten
fra herregårdshaven og Poesiens
(letfærdige gamle sjuske!)
Hytte
Plante smil og plante solskin
gartner datter spand og vand -
så yndig hun er!
Lækre Lærke planter en orkidé
og vande den vil hun oveni!
Nogle dyrker digte pr. hektar
andre sår dem sparsomt spredt.
Hvirvelvindsagtigt som Mitreikin,
tåget-kryptisk som Kudreiko.
Fortæl dem nu
hvad der er hvad!
Hvad kan stoppe
den dyriske larm?
Dér vil de klimpre
gud-ved -hvorlænge:
Tar-ra tin-na
tar-ra, tin-na
Ten-n-n!
Jeg høster ikke megen
ære af at pleje
mine stiklinger
blandt sådanne roser,
på byernes åbne pladser med ludere og hooligans tæt på,
blandt spytklatter af tuberkler!
Også jeg
får kvalme af
agitprop,
også mig
ville kærlighedssange passe fint -
ja bedre - for gane og pung.
Og alligevel -
ville jeg, for at gøre mig tavs,
trampe struben ud på mine vers.
Lyt,
kammerater efterkommere,
til agitatoren,
den rapkæftede anfører!
Klædt
i al poesiens glans
vil jeg skære igennem
lyrik-sælgernes
billige bras,
så levende
som nogen levende læser!
Jeg kommer til jer
i jeres fjerne kommunisme
ikke som den glade kling-klang
i Jesenins frembringelser.
Mine vers vil nå jer
udover århundreder og splid
over digteres og regeringers
hoveder.
Mine vers vil nå jer alligevel,
men ikke sådan som
pilen rammer målet
i Cupidos lyriske jagt,
ikke som mønten
numismatikere vil udstille,
eller som en for længst død stjernes
forsinkede stråler.
Mine vers
vil arbejde sig vej
gennem evigheds-bjergkæder
og,
kraftfulde,
synlige
og uden sminke,
være hjemme
hos jer
som vandledningerne
det gamle Roms slaver
sled frem
er det hos os.
Fra begravelsespladserne i bøger
der kvæler rim
vil disse stumper af
digte af jern
gravet frem i lyset
af jer med tiden blive behandlet med ærbødighed
som gamle våben,
men dræbende og ufejlbarlige.
Jeg er ude af vane
med at kærtegne øret med ord.
Den jomfruelige primula
som putter sig i sine krøller
vil rødme,
ikke ramt,
men chokeret af det halvt obskøne.
Se -
i paraden folder mine siders tropper sig ud
og jeg marcherer forbi
strofernes front
i stolt højtidelighed.
Dér står de mindre stykker,
bistre af bly,
parate til død
som til udødelig hæder.
Munding ved munding,
ladet til randen,
danner de store digte bagtrop
sigtende med deres
dødbringende overskrifter.
Højest elsket blandt alle troppernes
varierede våbenudstyr
skarptskårne rim hamret ud
sat på knæ,
i højeste beredskab,
for at storme frem med hujen,
ordspil, brandere og sarkasmer -
mit rapfodede kavaleri.
Og hele denne hær,
væbnet til tænderne,
med tyve års sejre
på sin konto,
i hele dens flyvende vælde,
til sidste blad,
forærer jeg jer,
klodens proletariat.
Fjenden af
arbejderklassens kolos
er også min fjende,
hårdnakket,
gammel,
dødelig.
Vi fik alle påbud
om at samle os under røde faner
til års slid,
til dage med brød og vand.
Hvert eneste bind Marx åbnede vi
sådan som
vi trækker skodderne fra i vores hjem,
for at lade lyset komme ind.
Men også uden at læse
kunne vi sige
hvem vi skulle gå med
og på hvis side vi skulle kæmpe.
Vores dialektik
stammede ikke fra
Hegels kolde kløgt.
Gennem slagmarkens larm
brød den ud i vores vers
når vores geværkugler
sendte bosserne på flugt
sådan som vi
engang var flygtet fra deres skud.
Enken Berømmelse - lad hende
dryppe tårer
på geniets' ligbål
for at opvække
ærefrygt
i os hvert øjeblik.
Dø,
dø, mine vers,
som alle menige,
som de af os,
som kæmpede og faldt anonyme.
Jeg giver fanden i
bronzens vægtige mindesklods,
jeg giver fanden i
marmorets frosne søle.
Vi er alle kammerater -
så lad os dele vores hæder,
et fælles monument
bør vi have
for at fortælle vores historie
i socialismen
bygget i kamp
for alle tider.
Efterkommere,
tjek jeres ordbøgers flåd!
Fra glemselens flod Lethe vil I fiske
løjerlige ord frem,
som prostitution,
TB
og blokade.
For jer
med jernhelbred
og stålhårde muskelknuder
slikkede en digter
tuberkelklumper bort
med den rå tunge
på de plakater, han gjorde.
I halen på årene
bliver jeg som et fossil -
et langhalet uhyre
set gennem historiens tåge.
Kom,
Kammerat Liv,
lad os trampe så rask vi kan
på fem-års-planens vej
i resten af vor tid.
Der er ikke en rubel i min pengekasse
opsparet af vers;
jeg har ingen mahogni,
snedkereret på bestilling,
og, venner, rent ud sagt,
et par rene skjorter
er alt hvad jeg bryder mig om
på denne vores jord.
Indkaldt til
den Centrale Kontrolkomission
i Fremtiden dybrød-stjernet,
hævet over rosset
af poetiske gangstere og banditter,
vil jeg fremvise
som var det medlemskort til Partiet
alle mine partihjertede
bøgers
hundrede bind!

1930

Halv prosaovers. fra engelsk ved Kommunistisk Politik 25, 2003

Noter:
Det kogte vands skjald - hentydning til Majakovskijs produktion af sundhedsbudskaber i plakatform.
Poesiens Hytte- Plante smil etc. - uoversætteligt ordspil fra sentimental vise
Mitreikin og Kudreiko - digtere, Majakovskijs samtidige.
Tar-ra, tin-na - fra Sigøjnervals for guitar af Ilja Selvinskij.

- End -