Den røde tråd -
det var kampen for et marxistisk-leninistisk parti

B.C. Andersen om John Max Pedersen

Forfatteren Bruno Carlo Andersen, Randers, kendte John Max Pedersen igennem en årrække. Han fortæller her om John Max Pedersens forfatterskab og kamp for et politisk parti der bygger på marxismen-leninismen
Det er baseret på en længere samtale med Kommunistisk Politik.i anledning af, at John Max Pedersen den 4. september ville være fyldt 60 år.

John Max Pedersen
1942-1992

Johns forfatterskab handler først og fremmest om almindelige mennesker. Hans måde at skrive artikler på var den, at før han offentliggjorde dem, kom de til diskussion ude på arbejdspladsen, og den kritik kammeraterne gav ham, fik indflydelse på det færdige resultat. Han er jo først og fremmest arbejdspladsernes mand. Udover hans politiske holdninger kom det til udtryk blandt andet gennem hans sprog. Det gennemsyres jo af den jargon, der hersker på de arbejdspladser han beskriver. Han var jo også perfektionist. Ikke nok med at sproget var ret nøje gengivet, men også detaljerne på en given arbejdsplads var nøje gengivet. Det blev sat ind i en korrekt historisk sammenhæng og i et socialistisk perspektiv. Hans forfatterskab viser arbejderne som hele mennesker med alle deres kvaliteter, men også fejl og mangler. Han skildrer ikke noget utopia, men har tilstræbt at skrive noget der kunne bruges nu og her.

Man kan ikke komme uden om Johns litterære bedrifter, ligesom man ikke kan det med Nexø eller Harald Herdal. Borgerskabets kritikere kan anerkende de litterære sider ved disse forfattere. At forfatterne så samtidig var kommunister, forsøger de borgerlige anmeldere og litterater at bortfeje ved at sige; ja, ja, du er en god forfatter, men en meget dårlig politiker. De vil adskille forfatterskabet fra personens politiske holdninger, men disse ting hænger uløseligt sammen. Man kan med rette betragte Johns forfatterskab som socialistisk realisme, idet der i hans romaner mere eller mindre udtalt altid var et håb om eller en bestræbelse for et nyt socialistisk samfund. Det er netop det, der gør litteraturen til et våben i klassekampen. Ordet arbejderforfatter tog John til dels afstand fra, fordi ordet ikke siger meget om forfatteren, da enhver arbejder, der skriver, er arbejderforfatter, lige fra fremskridtsarbejderen til den kommunistiske arbejder.

Læser man nogle af hans tidlige artikler og skrifter vil man se at de ofte var brandaktuelle, ikke kun i samtiden, men også i dag. Man vil se at han for 30 år siden tog klart afstand fra Moskva-revisionismen. Og han tog også afstand fra maoismen. Han skrev jo en bog "Herfra til enigheden", som han selv senere tog afstand fra, ikke fra bogens indhold som sådan, men det maoistiske grundsyn, som den byggede på.

John Max Pedersen og kampen for Partiet

Siden John omkring 67 forlod DKP var han meget optaget af at føre en kamp for at sikre og udvikle et ægte kommunistisk parti, og i Johns taler, artikler og i hans bøger var et gennemgående træk hans kamp mod forvanskning og fordrejning af de kommunistiske idealer, som han så det med sovjet-revisionismen og siden ved maoismen. Og han forsvarede den levende brug af marxismen og leninismen. John stod også for det synspunkt, at man skal studere de klassiske marxistiske skrifter, men altid sat i sammenhæng med den faktiske situation nu og her. Derfor påtog han sig den store opgave at udforme studiemateriale, skrevet i et sprog som folk de kunne forstå og i en sammenhæng der var aktuel, og stod for en række studiekredse i DKP/MLs revolutionære tid. Hans 'Marxisme-leninisme for begyndere' er stadig en glimrende introduktion.

Han oplevede jo selv, da han blev medlem af DKP/DKU i sine unge teenageår, at skoling og studier af Marx og Lenin var stort set bandlyst. Og jeg tror, at det blandt andet var derfor, at John senere lagde så stor vægt på, at vi tilegnede os teorien. Ikke alene for teoriens skyld, men for at kunne bruge den som ledetråd i den praktiske klassekamp.

Med hensyn til hans fokuseren på det kollektive element i arbejdet, måtte han jo også somme tider øve selvkritik. Han fortæller i et interview på et tidspunkt, at da der var en stor gruppe unge kammerater omkring ham på Fyn, sad han som den almægtige diktator sammen med alle disse uskolede kammerater, og når han synes tingene gik for langsomt, så tog han mange gange over og lavede hele lortet selv. Han var godt klar over at det var forkert, og det blev da også ris til hans egen røv. For de unge kammerater der blev temmelig sure på ham og kritiserede ham meget for dette. Den tendens var han siden meget opmærksom på at bekæmpe både hos sig selv og hos andre. Han var en stor fortaler for, at kommunisterne skulle arbejde kollektivt.

John var aldrig interesseret i at blive levebrødspolitiker. For ham var det vigtigt at være på arbejdspladserne, og grunden til at dette var vigtigt - det var ikke fordi man skulle have et arbejde, men fordi man skulle arbejde politisk på arbejdspladsen.
Johns var en person, der knyttede den kommunistiske tanke sammen med de direkte arbejdskampe med udgangspunkt i de store arbejdspladser. Så han var langt fra kun forfatter. Tag for eksempel skraldemandsstrejken i Randers i midten af halvfjerdserne. Det John tilførte denne strejke var lige efter Kominterns program. For eksempel ingen tiltro til fagpamperne, strejkestøttearbejde kom hurtigt op at stå. Det foregik på den måde, at skraldemændene i stedet for at tømme skraldespandene hos deres kunder, ringede på døren og spurgte om en femmer i støtte til konflikten. Konerne og kæresterne skulle inddrages - og også her, som ved andre lejligheder, lavede han en strejkerevy.

Det er vigtigt at få frem, nu hvor romanerne og fortællingerne og digtene og artiklerne står tilbage efter ham, at frem for alt var den røde tråd i Johns litterære og anden politiske virksomhed det at sikre arbejderklassen det ægte kommunistiske parti - det parti, der alene kan sikre revolutionens og socialismens sejr.

Nedskrevet af KP

John Max Pedersens bøger:

Et ualmindeligt dumt svin - og andre fortællinger. 1979.
Her fra til enigheden. Roman. 1979.
Slusen. Roman. 1979.
Den 22. torsdag - og andre fortællinger. 1980.
Stedsegrønt. Roman. 1980.
Impotens. Roman. 1980.
Kølhaling - og andre arbejdspladsfortællinger. 1981.
Slotsyngel. Roman 1982.
Vi skraber os med potteskår. Fortællinger. 1983.
Livet på afbetaling. Ungdomsfortællinger. 1983.
At leve er at kæmpe. Digte. 1983.
Den røde tråd. Udvalgte politiske tekster 1969-83. 1984.
Loven og bølgerne. Roman. 1987.
Marxisme og leninisme for begyndere. Grundskoling. 1993.
Den tredie front. Roman. 1994

Om forfatterskabet findes bogen:
Finn Barlby: Billeder af et liv.

Slusen, Stedsegrønt og Impotens udgør en trilogi, der afrundes med fortællingen Vi skraber os med potteskår.
Loven og bølgerne og Den tredie Front udgør to bind i en romantrilogi om besættelsestiden, som aldrig blev afsluttet.

John Max Pedersen var en flittig politisk journalist. Igennem en årrække var han han fast skribent ved dagbladet Arbejderen.
Et udvalg af hans artikler er samlet i Den røde tråd - men mange er ikke genoptrykt, men findes som pjecer, i aviser og tidsskrifter.
Dér findes også en række digte og sange.
Et romanmanuskript 'Feberdage' med københavnske replikker af Gustaf Christiansen er ikke blevet udgivet, men en større episode derfra indgår som en af fortællingerne i 'Vi skraber os med potteskår'.
Endvidere skrev John Max som nævnt en del ikke trykte revyer.

Sangen 'Lindø' er indspillet af Savage Rose - og også andre sange foreligger på CD.
Finn Barlbys 'Billeder af et liv' rummer et omfattende interview med John Max Pedersen
.

Kommunistisk Politik 17, 2002