Sprængningen af DKP/ML blev en realitet med Centralkomiteens kupagtige og bevidst splittende eksklusion af Klaus Riis, Frede Klitgård og Dorte Grenå umiddelbart op til sommerferien.

Resultatet var, at omkring en trediedel af partiet har forladt det – og ikke den ringeste trediedel. Der eksisterer i dag et stærkt reduceret DKP/ML – og en halvt så stor gruppe af ekskluderede og udtrådte, som har tilsluttet sig de tretten appelunderskriveres Henvendelse til den kommunistiske bevægelse i Danmark.

Det er en barsk og bitter kendsgerning, at det parti, der ved den 7. Kongres kunne konstatere, at der aldrig havde eksisteret en mere gunstig situation for parti og dagblad kun tre måneder efter kongressen er blevet sprængt. Det er et alvorligt tilbageslag ikke bare for partiet DKP/ML, men for kommunismen i Danmark, for kampen for at opbygge eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, som har været en ledetråd for DKP/ML gennem hele dets eksistens, og har været opstillet som et særligt mål siden den 5. Kongres efter DKPs sammenbrud – og senest genbekræftet på den 7. Kongres.

Det betyder for de ekskluderede/udmeldte, at de uden for DKP/ML skal opbygge rammerne for deres organiserede virksomhed og indsats som kommunister på grundlag af DKP/MLs hidtidige politik – og det betyder, at DKP/ML som parti og Dagbladet Arbejderen befinder sig i en dyb krise, der i hvert tilfælde for avisens vedkommende har karakter af en eksistenskrise.

Det betyder en ny situation i den kommunistiske bevægelse, i samlingsbestræbelserne, i klassekampen – en ringere situation, et tilbageslag, som det vil tage tid – og måske temmelig lang tid - at overvinde. Sprængningen af DKP/ML betyder en generel krise i den kommunistiske bevægelse i Danmark, en akut krise i kampen for opbygningen af det stærke kommunistiske parti.

Det betyder en cementering af smågruppeuvæsenet. DKP/ML reduceret til en smågruppe, der i realiteten har givet afkald på den ledende rolle i den kommunistiske bevægelse, en ny smågruppe af ekskluderede/udmeldte, et KpiD, som bekræftes i troen på selv at være det kommunistiske parti, et Fælles Kurs uden eksistensberttigelse, som får tilført kunstigt åndedræt, og et DKP, som vil orienterede sig endnu mere i retning af Enhedslisten, der forekommer mere seriøs end kommunisterne, der splittes, i stedet for at samles.

Det betyder, at de partiløse kommunister yderligere desillusioneres, at tiltroen til muligheden af et stærkt, forenet parti reduceres.

Hvordan har det kunnet komme dertil?

Skal man forstå det virkelige indhold i en partikamp, i alvorlige modsætninger i den kommunistiske bevægelse, er det nødvendigt at studere hele kampens udviklingsforløb på basis af dokumenter, sammenholdt med praksis hos de stridende parter. Beskyldninger, påstande og anklager bør aldrig godtages uden dokumentation, uden beviser. Referater fra private samtaler gælder ikke, såfremt de ikke kan efterkontrolleres af vidner. Osv.

Der findes talrige dokumenter i denne sag, som for alvor startede som modsætninger i distriktsledelsen i København, og i dele af Københavns distrikt med en endeløs række af småsager, som fremførtes og fastholdtes med bestemte formål, og blev en generel partikamp i forbindelse med vedtagelsen af beretningsteserne – som CK som helhed først tilsluttede sig, senere ad flere omgange forkastede den deri indeholdte "kadreopfattelse" og "partiopfattelse". Sekretariatet blev – på kant med vedtægterne – nedlagt, den daværende formand "sat under administration". At en partikrise var under opsejling burde stå klart, da den daværende formand anmodede om et tillidsvotum – og også fik et enstemmigt tillidsvotum fra Centralkomiteen.

Senere har det daværende CK-flertal nærmest pralet af, at det stemte "taktisk" – det påstod at handle klogt af hensyn til partiets enhed osv. I realiteten stemtes der taktisk fra en særlig grupperings side, der havde dannet sig i Centralkomiteen, med Søren Becker og Jan Mathiassen som hovedkræfter. Deres allierede "Smeden" meldte sig ud af partiet og søgte at rejse en altomfattende partikamp fra den position. Søren Becker og Jan Mathiassen koordinerede deres aktiviteter, med Becker som strategen og Mathiassen som damptromle. Jan Mathiassen "afprøvede" gruppens politik i Københavns Distriktskomité i en uforsonlig kamp mod den daværende DK-leder Dorte Grenaa og den daværende daglige ledelse af distriktet. Denne kamp omfattede en række bevisligt løgnagtige angreb på Dorte Grenå, Klaus Riis og det daværende sekretariat, herunder beskyldninger om at udgøre en "skjult ledelse". De valgte ledere udgjorde angiveligt en fraktion! Disse beskyldninger tilbagevistes, men i løbet af den sidste del af 96 sluttede Joan Ågot Petersen, Birthe Sørensen, Karen Sunds, Sven Tarp og Jørgen Petersen sig til denne gruppering.

"Partikampen" forløb frem til den vedtægtstridige og kupagtige nedlæggelse af sekretariatet som en kamp indenfor ledelsen. Den rettede sig imod det daværende sekretariats, FU- og CK-flertal, og især mod den daværende formand, og havde til formål at vælte formanden og den sunde marxistisk-leninistiske del af ledelsen. Nedlæggelsen af sekretariatet var på fraktionel vis blevet aftalt mellem Søren B. , Jørgen P., Joan P., Karen S. og Birthe S. Den daværende partiformand var ikke forhåndsinformeret om forslaget, der kom som en bombe på et FU-møde, og blev vedtaget på CK-mødet dagen efter. En resolution blev smidt på bordet ved FU-mødets start – i stedet for at være fremlagt i sekretariatet og/eller for samtlige FU-medlemmer på forhånd.

(Blandt de væsentlige partikampsdokumenter, som ikke er blevet forelagt partiet, er "Smedens" udmeldelsesbreve, som ikke bare afslører den anti-leninistiske karakter hos ham selv og i denne gruppering, men præcist udtrykker målene for den kamp, grupperingen har ført, indbefattet eksklusionerne. De afslører også, at denne kamp er blevet ført som en uforsonlig, antagonistisk kamp, som en kamp for at spalte partiet. At denne kamp for Smeden også har haft karakter af et personligt hævntogt ændrer ikke noget derved. Læs dokumenterne – det er "Smedens kurs", der er blevet fulgt!)

Under indtryk af den beslutsomme massivitet i angrebene på og kritikken af Klaus Riis – som var det vigtigste personangrebsmål, og som søgtes isoleret ved brug af allehånde metoder – og i bestræbelserne for at opretholde partiets enhed, spaltedes den marxistisk-leninistiske enhed, der udvikledes fløje i den daværende Centralkomite, og ved tidspunktet for nedlæggelsen af sekretariatet var den delt i et betydeligt flertal og et beskedent mindretal. Blandt de ekskluderede/udtrådte er der ikke mindre end 8 medlemmer af den daværende CK –et meget betydeligt mindretal - som altså op til kongressen ikke stemte sammen, men også indbyrdes mod hinanden. Det afspejlede også den forvirrede og uafklarede situation, som rådede, også ved tidspunktet for den 7. Kongres.

Jeg har fremlagt, at jeg opfattede kongressen som en kompromiskongres i politisk henseende. Jeg forblev som formand næsten frem til kongressen, for at opnå maksimal indflydelse på kongressens beslutninger og dokumenter, og af hensyn til partiets enhed. Jeg annoncerede i god tid at jeg ikke ville søge genvalg som formand – også det først og fremmest af hensyn til partiets enhed. Jeg var på daværende tidspunkt overbevist om, at sund fornuft og vilje til enhed ville stoppe antagoniseringen og splittelsestendenserne. Hvem der bestred formandsposten har jeg aldrig anset for at være en afgørende eller principiel skillelinje. Det bliver det kun i det tilfælde og det øjeblik, der er tale om personificeringen af to forskellige linjer.

I min kongresopsummering til Amager GO har jeg fremlagt min opfattelse af kongressen. Dens rigtighed er blevet bekræftet af de efterfølgende begivenheder. Dette dokument er blevet angrebet som "fraktionalistisk", angiveligt fordi det konstaterede, at der var sket en beklagelig fløjopdeling af partiet. At denne analyse var rigtig bekræftedes ved sprængningen.

Der findes mere end rigelig dokumentation for, at partiets nye sekretariat og forretningsudvalg, som domineredes af Søren Becker- Jørgen Petersen – Joan Ågot-Petersen gruppen fortsatte partikampen efter kongressen. Der førtes en bevidst og konsekvent politik for at isolere og miskreditere Klaus Riis og andre. Søren Beckers angreb på Klaus Riis’ "intellektualistiske ledelsesstil" og Jørgen Petersens angreb på Klaus Riis’ behandling af Fakkel-sagen (der indbefattede en alliance mod Frede Klitgård med Fakkelmanden og hans tidsskrift, som kaldtes progressivt) er veldokumenterede.

• Den 7. Kongres’ dagsorden blev ikke gennemført. To væsentlige punkter blev udskudt fra den annoncerede dagsorden pga tidsmangel. Man kunne have forberedt en fortsættelse af kongressen omkring præcis disse to punkter på et senere tidspunkt i 97. I stedet valgte man at lade disse punkter udgå af partiets dagsorden i hele den kommende kongresperiode – uden at spørge nogen som helst.
• Socialismeprogrammet blev ikke diskuteret på kongressen, selvom den var på dagsordenen, - i stedet besluttede CK at dette program – som har en række ændringer af højrekarakter i forhold til de oprindelige udkast – skulle være bindende for CK. Det vil sige et nyt partiprogram, vedtaget af ledelsen, men ikke diskuteret eller stadfæstet af partiet på en kongres.
• Selvom partiet havde diskuteret nye vedtægtsforslag, og der herskede stor enige om nødvendigheden af at genindføre en central kontrolkommission, besluttede CK ikke at forberede en fortsættelse af kongressen med dette punkt på dagsordenen, men besluttede simpelthen, at de gamle vedtægter også skulle gælde de næste tre år.
• Kongressen besluttede direkte, at partikampen ikke skulle offentliggøres. CK besluttede bevidst at overtræde denne kongresbeslutning i form af dobbeltinterviewet i Arbejderen, der rettede en bredside mod Klaus Riis.
• Kongressen besluttede, at der inden sommerferien skulle udarbejdes en konkret plan for styrkelse af det centrale apparat – bl.a. med henblik på at sikre en professionel kollektiv politisk ledelse. Den er aldrig udarbejdet, den er bevidst prioriteret væk. I stedet er det gamle formandskontor mv. nedlagt for at give plads til PBD-funktionen. Der er simpelthen ikke fysisk plads til en professionel, kollektiv politisk ledelse, til et professionelt sekretariat. Den daglige politiske ledelse har været varetaget af to mennesker, formand Petersen og altmuligdame Rosenvold.

Den af den 7. Kongres valgte CK – som i praksis næsten eliminerede mindretalsfløjen i partiet fra de ledende organer – fremlagde den teori, at partiets enhed var massiv, at "partikampen var slut", at der ikke eksisterede fløje i partiet, ikke eksisterede et flertal og et mindretal. 3 måneder efter befinder et stort mindretal sig udenfor partiet. Det er indlysende, at den nuværende CKs analyse af situationen i partiet var fejlagtig – og at denne analyse lå til grund for eksklusionen af den tidligere partiformand og de øvrige kammerater, som skulle foregå som et ødelæggende slag, forberedt i det skjulte. Forslaget om eksklusion af de tre var ikke engang på Centralkomiteens dagsorden!

I virkeligheden var eksklusionerne forhåndsbesluttet og forberedt som en lynaktion, en lynoperation, af Forretningsudvalget, der viste sig at fejlbedømme situationen totalt – medmindre man kalkulerede med og sigtede på den nuværende sprængning af partiet – hvilket er endnu mere antikommunistisk, endnu mere forbryderisk.

Efter kongressen – og uden diskussion før eller under kongressen! – udvikledes den nye partiopfattelse og sloganet "det kommunistiske masseparti" og den "kommunistiske masseavis" blev lanceret som officiel politik – i modsætning til og som erstatning for parolen om samling af kommunisterne i eet stærkt parti, i modsætning til kongresvedtagelserne.

Disse "teorier" er uvidenskabelige og uden hold i virkeligheden. Der eksisterer ikke i Danmark – eller for den sags skyld i Europa – basis for at opbygge kommunistiske massepartier i den nuværende periode, hvor den kommunistiske bevægelse genoplives, genopbygges. Det gjorde der f.eks. i Danmark og mange andre lande efter 2. Verdenskrig, hvor kampen om hvorvidt socialdemokrater eller kommunister var den afgørende faktor i arbejderbevægelsen sattes på spidsen. At sætte den uaktuelle parole om et masseparti op i modsætning til – og i stedet for – parolen om skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti er afslørende for den nuværende DKP/ML-ledelses principløse højremarch. At den så yderligere blot defineres ved, at der skal være masser af medlemmer, er pinligt. Det kommunistiske parti går altid efter kvalitet fremfor kvantitet. Vælgerforeningspartier, revisionistiske og populistiske "kommunistiske" partier som DKP (og KpiD følger her trofast i det gamle revisionistiske spor) eller Fælles Kurs har ingen principper på dette område.

Har DKP/ML nogensinde været imod mange nye medlemmer? Overhovedet ikke. De forkætrede kongresteser forudså muligheden for optagelse af mange nye medlemmer – men understregede også og først og fremmest mangelen på kadrer og behovet for kadreudvikling.

At "det kommunistiske masseparti" starter med at udskille en trediedel af sine medlemmer er blot endnu en masse-absurditet.

Forsoning med revisionismen er en nogenlunde præcis betegnelse for den højreafvigelse, den nuværende CK, anført af Jørgen Petersen-Søren Becker-Joan Ågot Petersen-gruppen repræsenterer. Med Sven Tarp som chefideolog.

DKP/MLs Centralkomite bærer eneansvaret og det fulde ansvar for sprængningen af DKP/ML og de talrige negative konsekvenser, der er påført partiet og den kommunistiske bevægelse, for tilbageslaget i de danske kommunisters kamp.

Den tilsluttede sig den kurs, som chefstrateg Becker og patruljemand Mathiassen udstak: stadig skærpelse og antagonisering af modsætningerne, afvisning af politiske og organisatoriske kompromisser (som er nødvendige i en situation med komplicerede og dybe modsætninger), isolation af den tidligere formand og det gamle CK-mindretal, beskyldninger om fraktionalisme osv.osv.

Med en næsten uhyggelig konsekvens og forudsigelig præcision har begivenhederne udfoldet sig frem til sprængningen. Alle forsøg på at skabe en situation, hvor partiet kunne leve og fungere med modsætningerne og på trods af modsætningerne, blev afvist af en lille klike ledende partifolk, som var fast besluttet på at "gøre op med Klaus Riis og Co." og skabe "et andet parti". Seriøse forsøg på at sikre en sådan situation, og sikre partiets enhed, er blevet foretaget hele vejen igennem og frem til det famøse CK-møde, der besluttede de uhørte eksklusioner – før kongressen og på kongressen fra Amager-GO og Fyns distrikt, f.eks., og fra en hel række ledende partikammerater og andre før, under og efter kongressen.

Alle, der ikke var med på en linje for total isolation af Klaus Riis m.fl., skulle bankes på plads og blev beskyldt for at manipuleret af samme Klaus Riis, uselvstændige, sentimentale persondyrkere osv.

Ved en helt usædvanlig giftig bagvaskelses- og sladderkampagne (veldokumenteret! Se f.eks. Smedens diverse udgydelser) blev den daværende partiformand fremstillet som en slags enehersker, som en umenneskelig person, som "en stærk formand" i negativ forstand osv, som indbegrebet af alt, der står i modsætning til partiets normer og praksis om kollektivitet og kollektivt ansvar.

Uden sammenligning i øvrigt kan det være relevant at se på, hvad Lenin sagde i forbindelse med en partikamp, hvor han af de kommende mensjeviker beskyldte for at være en "selvhersker":

"Hvilken betydning kan "selvherskerdømme" i partiet have, som de utilfredse redaktører råber op om? Selvherskerdømme er en enkeltpersons ukontrollerede, ansvarsfrie udøvelse af en magt, han ikke er valgt til. Fra "mindretallets" litteratur er det almindelig kendt, at man anser mig og ingen anden for en sådan "selvhersker". Da den her behandlede resolution blev skrevet og vedtaget, sad jeg sammen med Plekhanov i centralorganet. Følgelig udtrykker kammerat Akselrod og Co. Her den overbevisning, at Plekhanov og alle centralkomiteens medlemmer "ledede partiet", ikke efter deres egen opfattelse af, hvad der gavner sagen, men i overenstemmelse med selvherskeren Lenins vilje. Anklagen for enevældig ledelse af partiet fører nødvendigvis og uundgåeligt til, at alle de øvrige deltagere i ledelsen, udover selvherskeren, opfattes som simple redskaber i en andens hænder, som udøvere af en andens vilje." (Et skridt frem, to skridt tilbage, Rød udg. bind 3, s. 155-56).

Ex-kammeraterne Søren Becker, Jan Mathiessen m.fl. har rettet talrige beskyldninger mod kammerater som Lars Lund, Carsten Johansen, Flemming Jensen, Henning Påske og talrige andre (såmænd også Lotte Rørtoft) for at være manipuleret af mig, for at være "sendebud" for mig, osv. osv. De opfattes som simple redskaber i mine hænder, de handler ikke efter hvad de mener "gavner sagen", men som brikker.

Der er selvfølgelig ingen basis for sådanne dehumaniserende, antikommunistiske ideer. Hvis denne teori var sand, ville den med fuld styrke falde tilbage på Jørgen P., Søæren Becker, Lotte Rørtoft osv. Og igennem op til 18 år. Konsekvensen er selvfølgelig, at disse igennem al den tid ikke har handlet efter, hvad de mener tjente sagen, men underlagt min vilje. Altså som hyklere og spytslikkere.

Alle partibeslutninger i hele den periode er truffet i de dertil valgte og bemyndigede forummer – og de er truffet kollektivt, ikke som enmandsbeslutninger. Også den daglige ledelse af partiet – sekretariatet – har til enhver tid bestået af et kollektiv, under normale omstændigheder med en række kammerater fra CK/FU tilknyttet. Der har aldrig været en situation, hvor spørgsmål af den mindste betydning ikke har været forelagt og besluttet i relevante ledelsesorganer.

Og indtil partikampens start altid i enighed, efter diskussion og overvejelse, undertiden uenigheder og kamp. Under den opreklamerede "ny kollektive stil" er realiteten den, at der eksisterer en daglig en- eller halvandenmandsledelse.

På basis af sådanne forestillinger søges partikampen og sprængningen forklaret ved Klaus Riis’ personlighed og personlige egenskaber. Klaus Riis vil selvfølgelig som et forkælet barn eller en afsat selvhersker have sin vilje, og kan derfor ikke finde sig i et nederlag, og fører derfor partikamp. Klaus Riis vil være formand for en eller anden sekt, så ad helvede til med alt andet. Eller andre psykologiserende varianter: Klaus Riis er træt, udkørt, derfor ville han trække sig som formand. Osv. At de ikke hænger rigtig sammen, betyder mindre – har man brug for den ene model, anvendes den, har man brug for den anden, hives den frem.

Forklaringen på det hele er imidlertid ganske enkel:

Der opstod alvorlige politiske modsætninger om vejen for partiets udvikling, om linjen for samling af kommunisterne i eet stærkt parti på marxismen-leninismens grund, modsætninger, der har afgørende betydning for kommunismens fremtid i vort land.

Beretningsteserne udtrykte fortsættelsen af den kurs, partiet har fulgt gennem 18 år. De manede til en overvindelse af de svagheder som var opstået som følge af forsømmelse af skolings- og kadreuddannelse gennem en planmæssig og systematisk indsats, og satte fokus på at styrke kampen mod højre, som bliver mere udtalt i en situation, hvor partiet vinder stadig større rodfæste i massearbejdet, arbejder sammen med og søger at lede mange kammerater, som kommer ikke fra den marxistisk-leninistiske bevægelse, men fra revisionistiske eller opportunistiske organisationer, og hvor antallet af uerfarne og uskolede kammerater vokser hastigt.

Centralkomiteen var enig i disse teser og fremlagde dem enstemmigt for partiet. Nogle måneder senere blev tesernes "kadreopfattelse" og "partiopfattelse" fordømt som fejlagtig af et stort flertal i samme centralkomité. Nu var de "sekteriske" og "venstreopportunistiske". Nu var hovedfaren "venstre". Bag det lå en partiopfattelse, som opsummerede ved kongressen, at DKP/ML var blevet "et andet parti" – og som efter kongressen og uden partidiskussion forkastede parolen om kamp for at samle kommunisterne i Danmark i eet stærkt parti til fordel for den ufunderede parole om et kommunistisk masseparti.

Netop den beskidte personliggørelse af partikampen, fokuseringen på Klaus Riis, har for mange kammerater gjort det vanskeligt at finde frem til det politiske indhold i uenighederne. Selv efter sprængningen er der mange kammerater i DKP/ML, som fortsat er uafklarede herom.

Da dagligdagen meldte sig efter kongressen udsendte den ny ledelse et hav af trusler i retning af mindretallet, som de benægtede eksisterede, men betegnede som en ganske lille gruppe i København, med Klaus Riis i spidsen, som for enhver pris ville fortsætte partikampen.

Det er imidlertid ikke lykkedes at påvise, at Klaus Riis’ eller andre har brudt den 7. Kongres beslutninger. Besluttede den 7. Kongres, at der ikke måtte føres kamp mod højre? Besluttede den, at Klaus Riis ikke måtte afholde 50 års fødselsdag uden at invitere bagvaskere fra den nuværende partiledelse? At partiet i København ikke måtte stille op ved kommunalvalget - eller for den sags skyld at sådanne uenigheder skulle afgøres ved den antikommunistiske urafstemningsmetode? At Klaus Riis ikke måtte skrive et forord til Anker Holms bog, hvor han politisk gentog, hvad partiet har sagt i 18 år? At han ikke måtte afsløre det antikommunistiske, pseudoprogressive og pseudohumanistiske foretagende, der kalder sig tidsskriftet Faklen?

Centralkomiteen har ikke vist den fjerneste vilje til at behandle situationen efter kongressen, omkring formandsskiftet, overfor mindretallet i partiet på en fornuftig eller værdig måde. Alle, der kan læse indenad, kunne af Arbejderens reportager fra den 7. Kongres og omkring formandsskiftet forstå, at der var noget på færde, at noget var skævt. Klaus Riis foreslog, at han – for at gøre en fornuftig indsats for partiet og kommunismen – prøvede at hanke op på et forsømt område: den kommunistiske udgivelsesvirksomhed, og drev Nexø Forlag på professionel basis. Sekretariatet/CK afviste så meget som at snakke med ham. Jørgen P. sendte et kammeratligt brev, hvor han fik at vide, at hans prioriteringer skulle fastlægges i Østerbro GO på grund af forordet til Anker Holms bog!

Imens forsikrede CK, at alle kammerater – også fra detv ikke-eksisterende mindretal - fik mulighed for at arbejde efter evner.

Centralkomiteen har ikke kunnet dokumentere et eneste brud på den 7. Kongres’ beslutninger. Centralkomiteens brud herpå er derimod talrige – og veldokumenterede. Da kampen mod Klaus Riis’ og Co. – for enhver pris og med alle midler – skulle føres videre opfandt Søren Becker, Jørgen Petersen og Co. derfor en beskyldning om "fraktionalisme", at Klaus Riis havde dannet en partiundergravende fraktion. Klaus Riis havde ifølge denne gruppe selv afsløret en "fraktionalistisk tankegang", da han i sin kongresopsummering til sin grundorganisation konstaterede, at partiet var delt i fløje. Da Søren Becker og CO. havde opsummeret, at partiet var særdeles enigt, måtte det jo være udtryk for fraktionsmageri at være uenig med dem. En stor kampagne mod fraktionsmageri blev sat i gang, "kravene" om eksklusion af "fraktionsmagerne", af "venstreopportunisterne" osv. blev ført frem – selvfølgelig i Nørrebro GO, i Valby GO, i Århusområdet: Partiets tålmodighed med ballademagerne havde været enorm, nu måtte det være slut. Eksklusionerne forberedtes i al hemmelighed – også for medlemmerne af den nye særdeles kollektive CK. 3 måneder efter kongressen sprængte man så partiet.

"Beviserne" på fraktionalisme er lige så tynde og konstruerede, som de ikke-eksisterende eksempler på overtrædelse af den 7. Kongres’ beslutninger. De eksisterer ikke, af den simple grund, at der ikke har eksisteret en fraktion. At der har eksisteret politiske uenigheder også efter kongressen er en selvfølge. Selv på trods af udrensningerne i CK og ledelsesorganerne fastholdt mindretallet i partiet, inklusive Klaus Riis, deres anskuelser. Det er deres ret i en kommunistisk organisation. Det afgørende er, om de bryder kongressens beslutninger. Man har været ude af stand til at give eksempler på, at mindretallet i, eller udenfor, partiet har brudt med eller opfordret til kamp mod kongressens beslutninger. Det er ikke sket. Langt de fleste af kongressens politiske beslutninger var faktisk enstemmige.

Derfor konstrueres først et postulat om fraktionalisme, som derefter anses for bevist ved begivenhedernes videre udvikling. Det er da indlysende, at der eksisterede en partiundergravende fraktion – for da CK endelig tog sig sammen til at ekskludere hovedmændene – den lede formand gennem 18 år, den modbydelige Dorte Grenaa og den senile Frede Klitgård – trådte alle 13 frem med en appel til hele den kommunistiske bevægelse. Her har vi beviset: en trettenmandsfraktion! Se selv! CK ramte plet – og rettidigt.

Nu er det lykkedes at få udrenset hele fraktionen: en trediedel af partiet – og CK skal nok få ram på de orme, der stadig måtte gemme sig i det sunde træværk. Der skal nok komme flere til!

Se selv: Klaus Riis har hele tiden planlagt at sprænge partiet. Hensynsløs som han er. Nu har han sørget for at få sig selv ekskluderet, så han kan blive formand for en miniorganisation.

I deres kamp for at få ødelagt partiet og nedlagt Dagbladet Arbejderen, som de har hyklet støtte for igennem 18 alt for lange år, griber de til forbryderiske metoder og begår den ene kriminelle handling efter den anden: Blandt andet begår de et – godtnok umådelig klodset - indbrud lige før sommerlejren, men lige præcis i tide til at det kan nå avisens spalter. Der er stjålet noget rom, men der er sikre beviser på, at det er fraktionen. De har været så flinke at efterlade en gammel nøgle i døren.(Måske vidste de ikke at låsene var udskiftet). Og i deres jagt på CK-papirer – som den tidligere formand eller de netop udtrådte CK-medlemmer utvivlsomt ikke var i besiddelse af - -havde de så meget hastværk, at de ikke kunne vente til alle var taget på sommerlejr og avisen lukket.

Hvad med at overgive de sikre beviser til kriminalpolitiet, så de skyldige kan få deres fortjente straf? Disse beskyldninger for kriminalitet og indbrud er blevet fremsat mundtligt overfor en del udtrådte kammerater. Hvad med at formulere dem skriftligt? Så vil det være muligt at anlægge injuriesag.

DKP/ML har aldrig anvendt sådanne metoder gennem 18 år. Ikke i kampen mod KAP, mod det revisionistiske DKP, mod nogen som helst politisk modstander. For det er ikke kommunistiske, men efterretningsmetoder. De gamle ledere af DKP/ML der er ekskluderet eller udtrådt har aldrig og vil aldrig anvende sådanne metoder.

Når det drejer sig om kriminalsager, plejer man at spørge: Hvem høster fordel af det? Hvem har fordel af det klodsede indbrud?

Vi kan konstatere, at de virkelige vindere i den situation, der har udviklet sig, er den herskende klasse, det er arbejderklassens og kommunismens fjender. Hvor partiet stod i den gunstigste situation, det nogensinde har gjort. Er der fjendtlig politisk og efterretningsvirksomhed involveret? Udenfor enhver tvivl.

Al ironi og spot til side:

Det er en på mange måder tragisk og bitter situation, der er opstået. En politisk gunstig situation forspildt. En svækkelse af kommunismen og kampen for et stærkt kommunistisk parti. En styrkelse af opportunismen i arbejderbevægelsen, fra revisionisme over trotskisme og enhedslisteri til reformisme i forskellige varianter.

De store forhåbninger, som har været knyttet til DKP/ML som bæreren af kommunistisk samling og skaberen af enhed i arbejderklassen og blandt dens allierede på klassekampens grund – og som blandt andet har udtrykt sig i den store støtte til Dagbladet Arbejderen – har lidt et alvorligt knæk.

At ekskludere sig ud af meningsforskelle, at skabe vanvittige fjendebilleder – hvornår er det sidst set i den kommunistiske bevægelse? I DKP/MLs første 18 år forekom én eksklusion: midt i 80erne, og den var ikke politisk. Ingen er blevet presset ud af partiet p.g.a. politiske uenigheder. Ingen, der har været uenige, eller f.eks. har forladt det centrale apparat, er blevet berøvet støtte eller mulighed for at arbejde politisk.

Da folkene fra Københavnerkanalen forlod partiet, blev de ikke ekskluderet eller var stillet en eksklusion i udsigt. De var ikke frataget poster eller arbejdsmuligheder, deres radioarbejde blev støttet. Uenighederne omkring flygtninge- og indvandrerpolitikken blev behandlet og diskuteret gennem flere år, indtil en kongres traf en klar beslutning. Københavnerkanalfolkene valgte at gå selv – de gennemførte et partifjendtligt brud, med en opfordring til kamp mod partiet og i særdeleshed partiledelsen og den daværende formand.

Det mere end ligner en tanke, at eksklusionerne nu hagler ned. Det er nye tider, og nye metoder i DKP/ML – et andet parti. Det ligner et sammentræf, at formanden for KpiD på Fyn, Erik Skytte, medlem af Støttekredsen Arbejderens venners bestyrelse, også er blevet ekskluderet af sit parti, på grund af sit virke for kommunistisk samling, og at andre KpiDere, der aktivt har støttet kampen for eet stærkt kommunistisk parti har følt sig presset til at gå, før de blev ekskluderet.

Denne eksklusionsbølge er den mest opsigtsvækkende siden eksklusionen af Carl Madsen, der protesterede mod DKPs revisionistiske udskridning i forbindelse med programfastsættelsen af strategien for "det antimonopolistiske demokrati" i 1975 – og blev bagvasket som "senil". Eksklusionsvåbnet har i Danmark af revisionister og forsonere med revisionismen været brugt mod marxist-leninister, mod kommunister. Jeg venter endnu på påvisningen af mine og mine kammeraters afvigelser fra marxismen-leninismen.

I mangel på seriøs argumentation serveres sladder, bagvaskelser, fjendebilleder, udokumenterede fraktions- og kriminalitetsbeskyldninger. Revisionistiske metoder, socialdemokratiske fagforeningsmetoder!

Det er en dybt bekymrende situation, der er opstået – for mit gamle parti, for de udtrådte/ekskluderede og p.t. partiløse kommunister, der fortsat bekender sig til og forsvarer DKP/MLs program, historie og politik gennem 18 år, og for den kommunistiske bevægelse som helhed.

Under påskud af "forsvar for demokratiet", for kollektivisme, for en ny og bedre stil, har DKP/MLs Centralkomite indført sprængt partiet, indført intern censur i Partiarbejderen, introduceret nye metoder som "urafstemning", stukket partikammerater i massearbejdet i ryggen (som Frede Klitgård i forbindelse med Fakkel-sagen), indført censur i Dagbladet Arbejderen fra partimedlemmer, der befinder sig fuldstændig på partiets vedtagne politiks grund (f.eks. Klaus Riis’ artikel om Faklen, som blev trykt i Information) osv. osv. Listen er allerde nærmest endeløs.

På Rød Sommerlejr fortsatte farcen: et valgt medlem af Støttekredsen Arbejderens Venners bestyrelse blev bortvist fra diskussionen om Dagbladet Arbejderen og støttekredsens rolle, et medlem af Rød Ungdoms landsledelse blev bortvist fra ungdomsdiskussionen pga familieskab med eks-formanden og Dorte Grenaa, kulturredaktøren på Dagbladet Arbejderen blev gelejdet håndfast ud efter Arbejderen-diskussionen osv.

I det særnummer af PA, der meddeler de dramatiske eksklusioner, angives også, at de ekskluderede som "partifjender" ikke kan deltage på Rød Sommerlejr og ikke har adgang til at skrive i Dagbladet Arbejderen. Hermed er der indført censur – skriveforbud – for kommunister, for dele af den kommunistiske bevægelse i det røde dagblad.

Hvad er det, partiledelsen frygter? At der bliver taget til genmæle overfor de spande af lort, der er hældt ud over mig og andre kammerater i avisen? Frygter den i egen selvforståelse superdemokratiske partiledelse en debat?

For mig er der ingen tvivl om, at toneangivende dele af DKP/MLs nuværende CK hellere vil se avisen gå ned end Klaus Riis’ og De 13s navne i dets spalter.

Dagbladet Arbejderens eksistens er blevet sat på spil. Rygtesmedene i DKP/MLs partiledelse er ude med påstande om, at de ekskluderede og udtrådte bekæmper og modarbejder avisen. Det er en ny spandfuld løgne.

Hvis avisen bevarer sin karakter af et rødt dagblad, et kommunistisk dagblad, åben for hele den kommunistiske bevægelse, uden undtagelse – og skriveforbudet for Klaus Riis, Dorte Grenå og Frede Klitgård, som har været upåklagelige og faste bidragydere i årevis – følgelig ophæves vil de ekskluderede/udtrådte utvivlsomt aktivt støtte avisen som hidtil.

Det er – efter hvad jeg har fået oplyst – en kendsgerning, at Franz Krejbjerg, kandidatmedlem af CK, ( som på forhånd som mange andre havde meddelt, at hans grænse gik ved eksklusioner i forbindelse med partikampen, og som meldte sig ud af partiet på stedet, da beslutningerne vare truffet), tilbød at fortsætte sit arbejde som leder af trykkeriet – men blev afvist. Det samme gælder den hidtidige kulturredaktør og en kammerat, som arbejdede på satsen. Deres aktive indsats for avisen blev simpelthen afvist af den samme ledelse, som spreder rygter om "fraktionens kamp mod dagbladet".

Erfaringerne har vist, at selv massive doser virkelighed ikke rokker DKP/MLs nuværende ledelse, men blot får dem til at fremture i mere skærperi, flere opspundne postulater og nye "hårde slag". Ingen selvkritik er at forvente derfra.

Hvis man ville, kunne man begynde her:

Med at acceptere, at partiet er blevet delt i et flertal og et mindretal, at der er sket en uønsket sprængning, men en politisk sprængning, som har skabt endnu en gruppering/organisering i den kommunistiske bevægelse. De ekskluderede/udtrådte vil selvfølgelig ikke ophøre med at kæmpe for, hvad de hele tiden har arbejdet for: et stærkt marxistisk-leninistisk parti, på organiseret vis.

De politiske meningsforskelle eksisterer fortsat – og vil formentlig uddybes, efterhånden som DKP/MLs ledelse konkretiserer sin nye kurs for et kommunistisk masseparti og en kommunistisk masseavis. Diskussionen vil nu blive offentlig – og ikke partiintern.

Hvis DKP/MLs ledelse ønsker at fremture med skældsord og offentlige tilsvininger – og afviser den politiske diskussion – og vil isolere sig selv og partiet i den kommunistiske bevægelse, så er det selvfølgelig dens valg.

Der er også den mulighed at sikre et fornuftigt og positivt samarbejde på en række felter, i kommunistiske samlingsaktiviteter, i forhold til Dagbladet Arbejderen, i masseorganisationer, i klassekampsaktioner osv.

Ingen skilsmisse er lykkelig. Men den kan være mere eller mindre bitter, mere eller mindre brutal. Det er op til begge parter. Det vil være klogt af DKP/ML og dets ledelse at huske, at de ekskluderede/udtrådte har givet deres bidrag til parti og avis gennem årene – og ikke de mindste. Og det vil være klogt at forstå, at det politiske mordforsøg på Klaus Riis og Co. er mislykkedes.

DKP/ML har givet frivilligt afkald på sin ledende rolle i den kommunistiske bevægelse – og tabt sin hidtil bedste situation på gulvet. Det er den nuværende ledelses ansvar.

Jeg personligt betragter DKP/ML som en gruppering indenfor den kommunistiske bevægelse, der har forvildet sig over på højreafvigende positioner i en række spørgsmål. Den slags er der yderligere et par stykker af i landet. Der er fortsat mange seriøse kommunister i DKP/ML, uden tvivl kammerater i det kommende parti.

26. 7. 1997

RETUR til Forside