OM ’VENSTREFLØJENS’ HØJREDREJNING

Uddrag af landsledelsens årsberetning til OKTOBERs 3. landsmøde

Den socialdemokratisk ledte regering har i det forløbne år uanfægtet fortsat sin politiske kurs som det kapitalistiske Danmarks og Unionens foretrukne systemforvalter. Nyrup vil ufortrøden sikre omstødelsen af det danske folks dom ikke bare over Unionen og Maastricht fra 92, men også undtagelserne fra 93. Hans regering står som garant for Danmarks fuldstændige integration i alle sider af et unionsprojekt, som har forstærket kursen mod ’Europas Forenede Stater’. Nyrup og Co. har omlagt det danske forsvar til en fast partner i den vestlige imperialismes samlede aggressionsstyrker; de førte landet direkte ind i USA’s og NATOs krig mod Jugoslavien som aktiv deltager. De har stået for denne endelige eliminering af den ’danske velfærdsmodel’ til en nyliberal discountudgave.

Uden socialdemokratiet ved regeringsmagten, og uden det socialdemokratiske parti som bourgeiosiets hovedstøtte og hovedagentur i arbejderbevægelsen, ville kapitalens politiske offensiv 90erne igennem være stødt på meget alvorlige vanskeligheder.

I begyndelsen af 90erne stod Danmark endnu ved en skillevej i forhold til Unionen, forsvaret af den nationale suverænitet og konsolideringen af tilkæmpede goder og rettigheder. Ved årtiets slutning må det konstateres, at borgerskabets kurs og politik har sejret, trods omfattende modstand hele årtiet igennem, og at suverænitetsudsalget og velfærdsslagtningen i al hovedsag er gennemført – med Socialdemokratiet i en afgørende nøglerolle.

Typisk med flere reformistiske og revisionistiske partier

Det danske socialdemokrati har, som de øvrige europæiske socialdemokratier, omskabt sig til et ’moderne eurosocialdemokrati’. Nyrups danske parti står på samme grund som Schröders og Toni Blairs toneangivende partier. Dette ryk mod en stadig mere utilsløret repræsentant for den europæiske monopolkapitals politik har ført til brydninger i disse partier i forhold til kræfter, der har fastholdt såkaldt traditionelle ’socialdemokratiske værdier’, bl.a. knyttet til ’velfærdsmodellen’. Som regeringspartier i de fleste Unionslande er socialdemokratiernes krise også et europæisk politisk fænomen. Denne krise er blevet uddybet I et land som England har det ført til dannelsen af et reformistisk venstreparti, Socialist Workers Parti, anført af Arthur Scargill; i andre lande som Danmark og Tyskland eksisterer der i forvejen reformistiske partier til venstre for Socialdemokratiet, som SF og PDS, der satser på rollen som ’det gamle socialdemokratis’ arvtager.

Det er i dag typisk for alle de imperialistiske lande i Vesteuropa, at der ved siden af et toneangivende socialdemokrati også eksisterer små socialdemokratier og revisionistiske partier, der strategisk allierer sig med socialdemokratismen. I denne forvirring må det konstateres, at ingen af disse strømninger eller grupperinger bryder med den internationale reformisme og søger mod marxistiske, eller marxistisk-leninistiske positioner. Disse små socialdemokratier skal opdæmme arbejdermassernes utilfredshed med det store socialdemokratiske forræderi, og fastholde dem i reformismens geledder.

Enhedslisten

I Danmark findes ved siden af SF endnu et lille Socialdemokrati: nemlig Enhedslisten.

Marxist-leninisternes og OKTOBERs har gennem lang tid påpeget, at dette parti , som i begyndelsen af 90erne slog sig op som en ’samling af venstrekræfterne’ og ’et revolutionært alternativ’ på det parlamentariske plan, ville ende på reformistiske positioner, som et minisocialdemokrati tilsat demagogiske kulører fra alskens venstrefløjsgrupperinger. Denne kritik er blevet fuldstændig bekræftet af udviklingen. Enhedslisten er en lille partner i det store socialdemokratiske forræderi mod arbejderklassen, et fast støtteparti for Nyrup og Co. Det har til opgave ikke at samle og styrke arbejdernes og de brede massers kampe mod den bourgeoisiets politik, som Nyrup og Co. forfægter, men at sprede, svække og forvirre den, og at splitte og ikke forene de revolutionære kræfter. OKTOBERs analyse af Enhedslisten som et hovedinstrument i borgerskabets hænder til at spalte og likvidere specielt den kommunistiske bevægelse i vort land er blevet fuldstændig bekræftet. OKTOBER opfordrer alle klassebevidste, progressive og revolutionære kræfter til at bryde med hele den reformistiske strømning og alle dens organisationer og deltage i kampen for at skabe et virkeligt revolutionært alternativ på alle planer. Af særlig betydning er den fortsatte kamp for at afsløre Enhedslistens anti-revolutionære karakter og rolle.

Revisionistisk samling

De erklærede kommunistiske partier som DKP, der er medlem af Enhedslisten, og KPiD og DKP/ML, som formelt ikke er det, smelter stadig tydeligere sammen i én revisionistisk politisk strømning, anti-marxistisk-leninistisk og klasseforsonende.

De to af partierne udspringer fra det revisionistiske DKP, mens det nuværende DKP/ML har brudt med sin marxistisk-leninistiske fortid og tilegnet sig den moderne revisionismes almindelige platform. DKP/MLs degeneration er fortsat til et punkt, hvor Dagbladet Arbejderen i dag kun overlever v.hj.a. økonomiske støtte fra bourgeoisiet,

Disse tre organisationer (og Fælles Kurs kunne også nævnes) savner revolutionært perspektiv og har reduceret kampen for et socialistisk Danmark til et halvparlamentarisk projekt, til fraser og ordkaskader.

Alle de tre nævnte ’partier’ lider af de samme revisionistiske mangelsygdomme og drømmer om at skabe et ’masseparti’ (i modsætning til et ægte kommunistisk parti i Lenins forstand), lider af rodfæstet fagforeningslegalisme og parlamentarisme, og fortsætter de gamle urealistiske revisionistiske drømmerier om strategiske og taktiske alliancer med ’venstresocialdemokratismen’. De udgør i forskellig grad aktive partnere til Enhedslisten, og gennemfører en modsætningsfyldt samlingsproces, som fører dem i et stadig tættere samarbejde. Hvad der forener dem er også deres aktive kamp mod marxismen-leninismen og de danske marxist-leninister i Oktober, som de ud fra deres revisionistiske positioner bekæmper som ’sekterisk’ og ’venstreopportunistisk’.

Om det øgede samarbejde disse organisationer imellem resulterer i en formel sammenslutning, i eller udenfor Enhedslisten, er af underordnet betydning: Disse tre organisationer repræsenterer den moderne revisionismes overlevelsesforsøg i Danmark efter den statsbærende revisionismes sammenbrud på vort kontinent i begyndelsen af årtiet.

I kampen for skabelsen og opbygningen af arbejderklassens kommunistiske parti har disse organisationer ikke nogen plads eller rolle. Kunne man i begyndelsen af det nu næsten afsluttede årti nære sådanne forventninger, og var det dengang berettiget med seriøse forsøg på en samlingsproces i retning af et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, hvori disse indgik, er det indlysende, at der ikke i dag findes nogen basis herfor.

Kampen for at opbygge arbejderklassens kommunistiske parti finder sted og må finde sted i principiel afgrænsning til disse revisionistiske organisationer og hele den moderne revisionisme som politisk, ideologisk og organisatorisk strømning.