Udtalelse fra OKTOBERís 3. landsmøde

OK 2000:

Den daglige arbejdstid må ned Ė

reallønnen må sikres!

 

OKTOBER anser følgende krav for at være centrale i disse års kamp om arbejderklassens situation og levevilkår:

NEJ TIL DEN FLEKSIBLE ARBEJDSTID - GENINDFØR NORMALARBEJDSDAGEN

FREM MOD NORMALARBEJDSUGE PÅ 30 TIMER ( 5 x 6 TIMER) - MED FULD LØNKOMPENSATION

MINDSTELØN PÅ 100 KRONER

GENERELLE LØNFORHØJELSER Ė OGSÅ TIL LÆRLINGE

VÆK MED DET 3. ARBEJDSMARKED MED TVANGSARBEJDE OG SLAVELØN

FOR REELT ARBEJDE OG FULDE OVERENSKOMSTMÆSSIGE RETTIGHEDER.

STREJKERET TIL LÆRLINGE

Overenskomstkravene må være en målrettet kamp mod den daglige tempoopskruning, mod stress og nedslidning; for sikring af reallønnen, som udhules på utallige måder; et nej til individuelle lønsystemer, der lader de lavtlønnede i stikken; sikring af de arbejdsløses ret til arbejde.

Ikke nok så mange flotte ord om hensyn til familierne og fritiden kan skjule, at arbejdspresset og overarbejdet eksploderer, mens de arbejdsløse påtvinges tvangsarbejde. Den gennemsnitlige arbejdstid er mange steder på over 40 timer i ugen. Hvem betaler prisen?

Indførelsen af EUís, DAís og LOís krav om fleksibilitet i arbejdstid og arbejdsforhold er en katastrofe og må stoppes. Fanfarerne om fleksible arbejdstid, årsarbejdstid, ja sågar livsarbejdstid, sælges under falsk varebetegnelse. Virkeligheden er den stik modsatte - at overlade os til arbejdsgivernes krav og forgodtbefindende.

Samtidig er de mange hundrede tusinde arbejdsløse påtvunget perspektivløs aktivering og tvangsarbejde som andenrangsarbejdere og løntrykkere på et nyt voksende 3. arbejdsmarked uden reelle overenskomstmæssige rettigheder og med arbejde til en slaveløn. Det er ikke den vej, vi vil.

Nedsættelsen af den daglige normal arbejdstid og fjernelsen af fleksibilitet må i centrum.

Kravet kan forene arbejderne, uanset branche, arbejderfamilierne og de arbejdsløse til fælles kamp ved den kommende overenskomst.

At forsøge at gøre indførelsen af den 6. ferieuge til det centrale krav på bekostning af de øvrige vil virke som afledning fra vores mangeårige kamp mod den daglige nedslidning og for nedsat arbejdstid.

LO har "varmet" godt op til den kommende overenskomst på det private område. De har med deres klare udmeldinger forud for kongressen og under den netop afsluttede kongres klart demonstreret, at ingen - bortset fra vores modpart, arbejdsgiverne - skal vente sig noget godt fra den kant. Dette er gjort med indgåelsen af en "klima-aftale" med DA, der skal modvirke udløsning af en konflikt for vore krav, og med LO-formanden Hans Nielsens arbejdsgiver-påtale om, at vi skal vise løntilbageholdenhed, mens selskabsskatten endnu engang skal sænkes og aktiegevinsterne forsætter deres himmelkurs. LO-toppens linie er lagt klart frem.

Appeller til "vore forhandlere", den selvsamme LO-top, om at stå i spidsen for vores krav og overenskomstkamp, dur ikke.

Det massive NEJ ved den sidste overenskomstsituation på det private område for 1Ĺ år siden udtrykte arbejdernes NEJ til smuler i form af en hånende minus-overenskomst og udtrykte en vilje til at kæmpe.

Regeringsindgrebet - etableret i samarbejde mellem regering, LO og DA - var en hån mod vore rettigheder og krav .

Udviklingen af en overenskomstbevægelse, der samler mange kampvillige tillidsfolk og arbejdere, må tage bestik af LOís forræderiske rolle. En reel overenskomstkamp for vore krav må forberede og udvikle enheden for vore krav på trods af LO-toppen og bygge på arbejderklassens egen kampkraft.