Det kapitalistiske verdensmarked, som i de senere år er udviklet med "global markedsøkonomi" og "globalisering" som overskrifter, gennemgår alvorlige og dybtgående rystelser. De optimistiske forudsigelser om, at verden ville gennemleve en uafbrudt og krisefri vækstperiode i 25 år, er allerede blevet gjort til skamme. De såkaldte tigerøkonomier i Sydøstasien samt Japan og Kina gennemlever alvorlige økonomiske kriser, Rusland befinder sig i den sværeste økonomiske og politiske krise siden den fuldstændige genetablering af kapitalismen, Latinamerika er grebet af dybe økonomiske rystelser. Der er tale om en global økonomisk krise, al den stund mere end 40 pct. af verdens befolkning lever i områder, som allerede lider under denne akutte kapitalistiske krise. De globale finans- og valutamarkeder oplever voldsomme rystelser og omfattende nedture efter en langvarig periode, hvor aktiekurserne satte nye rekorder. Alt tyder på, at den akutte kapitalistiske verdenskrise også vil brede sig til andre kontinenter, regioner og lande, som indtil videre har været relativt uberørte, med ødelæggende sociale virkninger – indbefattet de imperialistiske kernelande, som hidtil i vidt omfang har formået at vælte byrderne af krisen over på svagere lande og deres økonomier.
Den begyndende kapitalistiske økonomiske verdenskrise ser ud til at blive en af de mest omfattende i dette århundrede; alt tyder på, at den i voldsomhed vil overgå krisen i 70erne (den såkaldte "oliekrise") og nærme sig et omfang som under 30ernes depression, der omfattede alle økonomier bortset fra det daværende socialistiske Sovjetunionen.
Selvom den krise, der er under udvikling i dag, har sine egne særtræk, er det grundlæggende set en klassisk kapitalistisk krise: der er tale om en overproduktionskrise. Der er produceret flere varer end det højt lovpriste globale marked kan aftage - på grund af folkemassernes begrænsede købekraft under kapitalismen. Der er varer nok – men en stor del af verdens befolkning har ikke råd til at købe dem, fordi de lever omkring eller under eksistensminimum. Overproduktionen af varer er relativ – den kapitalistiske produktion kan ikke dække samfundets virkelige behov, hverken i uudviklede eller udviklede kapitalistiske lande, for slet ikke at tale om dække verdenssamfundets behov.
På den ene side er der ophobet umådelige rigdomme hos den rigeste del af befolkningen – på den anden side eksisterer en stadig voksende forarmelse af en stadig større del af verdens befolkning.
De kontrarevolutionære processer i Europa og resten af verden i 80erne og 90ernes begyndelse, førte til etableringen af den såkaldte "ny verdensorden" under den amerikanske imperialismes førerskab og til udbygning og en midlertidig konsolidering af et altomfattende kapitalistisk verdensmarked, styret af monopolerne og de multinationale selskaber, og beseglet gennem en række internationale aftaler, organismer og institutioner (som GATT, WTO, IMF og den planlagte MAI-aftale), der i første række har tjent de multinationale selskabers uhindrede fremmarch på den brede befolkning og tilmed nationalstaternes bekostning under kodeordet "globalisering".
Derfor er den kapitalistiske krise, som er ved at udvikle sig, også et klart bevis på, at kapitalismen som verdenssystem har spillet fallit, at "markedsøkonomien" ikke kan garantere økonomisk og social fremgang for de brede masser, men forvandler tilværelsen til et helvede for størsteparten af klodens befolkning. Den har ubestrideligt demonstreret at den fuldstændige genrejsning af kapitalismen i det tidligere Sovjetunionen og en række andre lande, som forberedtes gennem årtier, også har spillet fuldstændig og totalt fallit.
Da det nuværende kapitalistiske verdensmarked er altomfattende, og indbefatter samtlige lande uden undtagelse, vil krisen også i større eller mindre grad berøre alle lande. Dens virkninger vil gøre sig gældende i form af dramatiske sociale konsekvenser overalt. Den vil forstærke den globale tendens til social polarisering: at de rige bliver rigere og de fattige fattigere.
Gennem åbningen af nye markeder i Kina, Rusland, Østeuropa og en række andre lande, som hidtil gennem forskellige foranstaltninger har beskyttet sig mod de multinationales indtrængen, er det til en vis grad lykkedes imperialismens kernelande og de største monopolers hjemlande at udskyde udbruddet af den nuværende krise og vælte den over på andre. Derfor er krisen afgrundsdyb og tilsyneladende uden udvej for en lang række økonomier som f.eks. den russiske. Og derfor har opsvingsfasen i den økonomiske cyklus i imperialismens kernelande været usædvanlig langvarig; derfor har aktie- og obligationskurserne gennem en årrække sat nye rekorder; og derfor er "den ny verdensordens" øptimistiske politikere og økonomer begyndt at fable om at kapitalismen har "overvundet sine kriser", om "afskaffelse af arbejdsløsheden", om "uafbrudt fremgang i de næste 25 år" osv. I Danmark er denne ufunderede optimisme en del af regeringens officielle retorik.
Det er indbygget kapitalistisk logik, at den økonomiske krise slår desto hårdere, bliver endnu dybere og mere akut, og endnu vanskeligere at slippe ud af på denne baggrund.
Den begyndende akutte økonomiske verdenskrise demonstrerer samtidig, at kapitalismen som globalt system grundlæggende set bliver mere og mere ustabilt, at det fører til almindelig tilbagegang og ikke fremgang, til nye ødelæggelser af produktivkræfter i et hidtil uset omfang.
Ikke engang hvad der er blevet kaldt "kapitalismens verdenshistoriske sejr over socialismen", ikke engang kontrarevolutionens politiske og økonomiske triumf, der har sat den i stand til næsten suverænt for en periode at sætte dagsordenen på den globale arena, er i stand til at forhindre eller bare for alvor udskyde de kapitalistiske kriser, endsige overvinde dem.
Den nuværende overproduktionskrise forbindes tværtimod med den valutariske og finansielle krise, som også er akut skærpet. Den spekulative karakter af den kapitalistiske økonomi kommer også til udtryk gennem disse kriser, hvor milliarder af dollars dagligt vindes og tabes på alverdens børser, og hvor den ene valuta efter den anden udsættes for ødelæggende, spekulative stormløb. Store forstyrrelser udvikler sig igen i verdenshandelen på energi-, råstof- og fødevareområdet. Inflatoriske tendenser er hastigt voksende.
Den begyndende økonomiske verdenskrise er samtidig flettet sammen med kapitalismens almene krise: at kapitalismen i sin imperialistiske fase har nået den historiske grænse for positiv udvikling, at monopolkapitalismen og imperialismen er døende og rådnende kapitalisme, kapitalisme i forfald, et forfald som afspejles i den permanente politiske, ideologiske, sociale, økologiske og moralske krise, som de kapitalistiske lande og verdenskapitalismen som system gennemlever. Det er et samfundssystem uden virkelige fremtidsvisioner eller fremdrift, hvor krige, terror, kriminalitet, narko, vilkårlighed – og først og fremmest den voksende nød og elendighed for størsteparten af jordens befolkning – præger billedet som uhyggelige illustrationer af et udlevet system, som befinder sig på dødslejet – selvom det nægter at give op af sig selv. Det er arbejderklassens verdenshistoriske rolle at sikre, at menneskeheden befries for kapitalismens ulidelige åg, for udbytning og undertrykkelse.
Fra forskelligt hold søger man at fremstille det, som om de kapitalistiske kriser ikke bunder i kapitalismens egne lovmæssigheder og ikke er det direkte produkt af den kapitalistiske produktionsmåde. F.eks. angives de stadig mere omfattende naturkatastrofer og den generelle miljøkrise som en afgørende årsag til de økonomiske vanskeligheder. Men miljøkatastroferne er et direkte resultat af den kapitalistiske rovdrift på natur og mennesker, og bidrager til en yderligere skærpelse af både kapitalismens økonomiske krise og dens almene krise.
Den begyndende verdenskrise vil skærpe alle kapitalismens grundlæggende modsigelser yderligere. Det gælder ikke alene konkurrencekampen mellem de multinationale selskaber indbyrdes, og destruktionen af mindre virksomheder eller hele sektorer af forskellige landes økonomi, der opkøbes eller ødelægges af gigantmonopolerne. Det gælder også kampen mellem de imperialistiske lande indbyrdes om råstoffer, afsætningsmarkeder og billig arbejdskraft, der fører til kriser og handelskrige – og som kan føre til regulær omfordelingskrig. Bag de lokale krige og borgerkrigene i Europa, Mellemøsten, Afrika og Asien gemmer sig imperialistmagternes strategier og deres indbyrdes kampe, ofte pr. stedfortræder. Det gælder modsætningen mellem imperialistmagterne og de af imperialismen undertrykte lande, ligesom det gælder modsætningen mellem det herskende borgerskab og arbejderklassen og dens allierede i alle lande og på verdensplan.
Det betyder igen, at de økonomiske og politiske kriser, som udvikler sig i forskellige lande, kan udvikle sig til revolutionære kriser og revolutionære situationer, til et opgør mellem klasser og samfundssystemer: socialistiske revolutioner er ikke blot en fjern drøm, men en nærliggende mulighed, betinget af det kapitalistiske systems fallit. Om revolutionære situationer også fører til arbejderklassens og socialismens sejr afhænger først og fremmest af eksistensen af stærke marxistisk-leninistiske, kommunistiske partier, der kan lede denne kamp.
Det kapitalistiske verdenssystem afslører aldrig tydeligere end under de akutte økonomiske kriser dets menneskefjendske karakter og samtidig dets udlevethed og skrøbelighed.
"Den ny verdensorden" har vist sig at være en meget gammel orden: kapitalismens, profitjagtens, udbytningens og undertrykkelsens "orden", krisernes og krigenes "orden".
Under den begyndende verdenskrise vil det herskende kapitalistiske borgerskab som altid søge at undgå at bære krisens byrder og slippe for dens konsekvenser ved at sende dem videre til andre: til andre lande, andre folk, andre nationer; til arbejderklassen og den brede befolkning i deres egne lande. Derfor får de gamle paroler: "Lad de rige betale krisen!" og "Arbejdere i alle lande, forén jer!" ny og aktuel betydning igen. n