Efter nogle år med et kraftigt økonomisk opsving, som den socialdemokratisk ledte regering med Poul Nyrup i spidsen fremstiller som sin fortjeneste, truer virkningerne af den begyndende krise i den kapitalistiske verdensøkonomi også med at ramme Danmark og den stærkt eksportafhængige danske økonomi, som op gennem 90erne er blevet yderligere åbent for den internationale kapitals og de multinationale selskabers indtrængen i alle grene af samfundsøkonomien med den deraf følgende sårbarhed.

En lang række indikatorer viser, at det midlertidige økonomiske opsving er ved løje af; vækstraterne er faldende: Danmark er på vej mod krise, recession og depression. Efter nogle gyldne år, hvor profitter og aktiekurser har slået alle tidligere rekorder, og den herskende klasses optimisme var grænseløs og global, vil der komme nogle "magre år", hvor den økonomiske krise tilspidses, og den herskende klasse vil forsøge at vælte krisens byrder over på arbejderklassen og den brede befolkning for at sikre profitterne.
Den borgerlige og socialdemokratiske politik for opsvingsperioden, som fremmede den rekordagtige profiteksplosion og reducerede selskabs- og formuebeskatningen til et historisk lavt niveau, mens nye skatte- og afgiftsbyrder blev væltet over på den brede befolkning, er afsluttet med den såkaldte "pinsepakke" og afløst af en kriseforberedelsespolitik, der under det demagogiske påskud, at "Danmark er på vej mod fuld beskæftigelse" og at "nu skal den sidste del af befolkningen, der ikke har deltaget i forbrugsfesten, nyde godt af opsvinget", har forstærket angrebene på de arbejdsløse, bistandsmodtagere, efterlønsmodtagere, førtidspensionister og pensionister, og forstærket angrebene på de tilkæmpede velfærdsgoder.
Med udviklingen af den økonomiske krise vil denne demagogiske nedskæringspolitik stå over for at blive afløst af en åben borgerlig-socialdemokratisk krisepolitik for at vælte krisens byrder over på arbejderklassen og det store flertal.

Den socialdemokratisk ledte regerings rosenrøde retorik har under det økonomiske opsving slået alle hidtidige rekorder:
"Det danske velfærdssamfund" bliver ifølge denne officielle propaganda ikke bare bevaret, men også fornyet og udbygget. Senest forkynder regeringspropagandaen at Danmark er lige ved at have opnået "fuld beskæftigelse", forstået som under 5 % officielt registrerede arbejdsløse.
Sandheden er, at også under højkonjunkturen er angrebene på de tilkæmpede sociale rettigheder og velfærdsreformer og på arbejderklassens rettigheder blevet fortsat og forstærket. Sandheden er at "den danske model" omformes efter Den europæiske Unions neoliberale mønster og direktiver, herunder privatiserings- og udliciteringspolitikken, som er blevet fremmet under Nyrup-regeringen.
Diskrimination af særlige aldersgrupper og sociale grupper er blevet sat i system.
De ældres forhold er generelt set blevet forringet – i en grad at der er voksende protestbevægelser mod den åbenlyse "aldersdiskrimination".
Enlige mødres vilkår er generelt set blevet forværret og ikke forbedret under opsvingsperioden.
For de unge under 25 er der gennemført et helt system af regler i forbindelse med arbejdsmarked og uddannelse, der forvandler enhver ny generation til en generation af løntrykkere.
En lang række traditionelle offentlige service- og velfærdsområder, fra børnepasning og uddannelses- og sundhedsvæsen til social forsorg, er – selv under opsvinget – blevet yderligere forringet eller sakket længere bagud i forhold til de voksende behov i befolkningen.
Gennem sine "reformer" og "moderniseringer" har Nyrup-regeringen fortsat den åbent borgerlige politik fra Schlüter-tiden og skabt en karikatur af et "velfærdssamfund" – asocialt, egoistisk, at samfund med få "vindere" og stadig flere "tabere". med voksende klasseskel og social polarisering, et paradis for de rige, en skærsild for de fattige.

Den kræver velfærd for alle

Indholdet af den socialdemokratisk ledte regerings "reformer af det danske velfærdssamfund" er at styrke kapitalens, og i særdeleshed storkapitalens og de internationale danske monopolers sttilling i Den europæiske Union og på det kapitalistiske verdensmarked og at øge deres profitter.
Fra 70ernes og 80ernes kriser til den midlertidige opsvingsperiode fra midten af 90erne har arbejderne og det store flertal lært én ting: under alle kapitalistiske regeringer – hvadenten de anføres af åbent borgerlige partier som Schlüterregeringen, eller er ledt af socialdemokratiet, som den nuværende Nyrup-regering – så er det arbejderklassen og befolkningens flertal, som kommer til at betale for den kapitalistiske udbygning og for guldregnen til kapitalen og aktionærerne. Både under krise, depression eller i opgangsperioder for den kapitalistiske økonomi.
Under visse omstændigheder foretrækker den herskende klasse en socialdemokratisk regering. Nyrup-regeringen skulle sikre Danmarks fortsatte integration i Unionen, dets forvandling til en delstat heri og forberedelsen af dens deltagelse/optagelse i Euro-land, ØMUen osv. Og Nyrup-regeringen skulle omforme den danske velfærdsmodel i Unionens billede – det vil sige i alle aspekter tilpasse den ikke efter menneskenes og samfundets behov, men efter kapitalens behov.
Nyrup og Co. har "leveret varen" – generelt set støttet af den socialdemokratisk top i fagbevægelsen.
De gennemførte kapitalistiske reformer peger baglæns – og har systematisk forringet arbejderklassens stilling. I særlig grad er de arbejdsløses stilling og generelt den store del af befolkningen, der er afhængige af overførselsindkomster, blevet ramt.
Et særligt vigtigt "bidrag" fra den socialdemokratisk-radikale regerings side heri er den systematiske udvikling af et gult, såkaldt tredje arbejdsmarked af arbejdsløse og bistandsmodtagere, af tvangsaktiverede uden overenskomstmæssige forhold eller faglige rettigheder.
Selvfølgelig gennemføres nedskæringerne ifølge den velklingende officielle propaganda for ofrenes egen skyld. Det fremstilles som forbedringer for de arbejdsløse og bistandsmodtagerne selv, når selv fysisk og psykisk syge skal tvinges til at forsørge sig selv gennem underbetalt arbejde. Den socialdemokratiske regering kan rose sig af at have organiseret en rettighedsløs og uorganiseret løntrykkerarmé.
Formålet med hele denne asociale "reformvirksomhed" er at sikre billig og fleksibel arbejdskraft til den kapitalistiske produktion og reducere de offentlige udgifter til overførselsindkomster – til arbejdsløshæren og til de udstødte fra arbejdsmarkedet.
Den officielle propaganda taler om "forbrugsfest" for de arbejdende og om "uhørte lønhop" for arbejdernes vedkommende. De beskedne lønstigninger til en del af arbejderklassen i den sidste del af opsvingsperioden skal ses på baggrund af et faktisk og officielt registreret reallønsfald over hele perioden 1980-95. Ser man på arbejderklassen som helhed – indbefattet de arbejdsløse – fortsætter reallønsfaldet.
En særlig angrebsfront mod arbejderklassens stilling, som Nyrup-regeringen nu har åbnet, er dens kamp for at undergrave den faste ugentlige arbejdstid på 37 timer under parolen om "fleksibilitet".
Som på alle andre områder er hensigten en yderligere udpining af arbejderne: der skal arbejdes mere til lavere løn, når som helst, hvor som helst og så længe, kapitalen har brug for det.
Når den økonomiske krise slår igennem vil de arbejdsløses rettigheder og muligheder for en menneskevælrdig tilværelse være yderligere reduceret i kraft af den "ny sociallov", i kraft af de tidligere arbejdsmarkedsreformer og de nye unionstilpasningstiltag, med særlige angreb på de arbejdsløse, efterlønsmodtagere og førtidspensionister, der planlægges gennemført i efteråret 98.

Det kapitalistiske Danmark – herunder såvel regeringen som den parlamentariske opposition – har gjort fælles sag for at placere Danmark i "Den ny verdensordens" imperialistiske lejr under USA’s førerskab, og har gjort medlemskabet af Den europæiske Union, med en fast tilknytning til dennes politisk og økonomisk stærkeste magt: Det forenede Tyskland, samt medlemsskabet af NATO til grundpillerne i sin internationale strategi til gavn for monopolerne.
Medlemsskabet af Den europæiske Union, af monopolernes Forenede Europa, har ikke sikret fremgang for arbejderklassen eller det store flertal, men betyder stadige og fornyede angreb på de tilkæmpede rettigheder.
Den herskende klasse har solgt den nationale selvbestemmelsesret- med omfattende og negative politiske og økonomiske konsekvenser - forvandlet Danmark til en delstat i unionsprojektet og er blevet en ivrig deltager i den europæiske imperialistiske supermagtsplan.
Danmark er blevet en aktiv deltager i opretholdelsen af den imperialistiske verdensorden og stiller beredvilligt tropper til rådighed til deltagelse i krige og konflikter langt uden for landets grænser.
Danmark støtter aktivt udviklingen af den ny imperialistiske økonomiske verdensorden, der yderligere uddyber skellene mellem de rige og fattige lande og åbner for de multinationales stadig større dominans i den globale økonomi.

Det er arbejderklassen, som er kernen i det store flertals kamp mod imperialismens og kapitalens offensiv og i forsvaret af hele befolkningens tilkæmpede rettigheder, i kampen mod dansk medlemskab af Den europæiske Union og dansk deltagelse i imperialismens militære, politiske og økonomiske eventyr. De senere år viser også, at arbejderklassen ikke har opgivet sin modstand og passivt tilpasser sig kapitalismens ny uorden. Det har vist sig i folkeafstemningerne om EF-Unionen op gennem 90erne, i omfattende arbejdskampe mod privatisering og udlicitering som RiBus-kampen, eller i storkonflikten foråret 98 – på trods af ikke bare det borgerlige Danmarks og regeringens, men også Socialdemokratiets og de faglige lederes undergravning af disse kampe og deres udfald.
For at sikre bedre positioner i de kommende klasseslag, ikke mindst i lyset af den forestående økonomiske krise, må arbejderklassen kæmpe for at bryde den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik og udvikle en fagbevægelse på klassekampens grund, ligesom den må sikre en styrkelse af sine øvrige organisationer til at rejse dens konsekvente krav og kamp - indbefattet ungdommens organisationer og de folkelige bevægelser, der som Folkebevægelsen mod EF-Unionen og andre rejser arbejderklassens og det store flertals krav i kampen mod Unionen, mod nazisme, fascisme, racisme og reaktion, og på en lang række andre områder.
På det parlamentariske område står arbejderklassens kamplinje uden repræsentation. Erfaringen viser, at både en åbent borgerlige regering og en socialdemokratisk ledt eller socialdemokratisk mindretalsregering grundlæggende set fører samme politik – og varetager kapitalens og ikke arbejderklassens og det store flertals interesser. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er hvirvlet ind i det parlamentariske spil og er i dag begge solide støttepartier for det socialdemokratiske regeringsalternativ – med negative konsekvenser for arbejderklassens og det store flertals kamp mod den vedvarende kapitaloffensiv.
Den herskende klasses politik har bragt det danske samfund i en permanent krise, der kvæler dets selvstændige udviklingsmulighederne og perspektiverne for en bedre fremtid for det store flertal af befolkningen, mænd og kvinder, de ældre som de unge og børnene.
Det danske samfund har resourcerne til at skabe et menneskeværdigt og trygt samfund med velfærd for alle. Men det udvikler sig i kapitalens billede og efter kapitalens interesser, der har den stadig større profit som sin egentligste drivkraft. Alle fremskridt vil derfor ske i kamp mod kapitalen, dens interesser og dens mænd og kvinder – på profittens bekostning. Det er kapitalen, der skal tvinges til at betale – under økonomiske kriser såvel som i opgangsperioder.
Nu som før er arbejderklassens mål skabelsen af et socialistisk Danmark med arbejderklassen som den herskende klasse i stedet for kapitalistklassen – et samfund uden privateje af produktionsmidlerne, hvor den kapitalistiske junglelov ophæves og et menneskeværdigt og ægte velfærdssamfund kan opbygges.