Med det knebne danske ja ved afstemningen om Amsterdam-traktaten fik EU adgang til at tonse videre med Euro’en, ØMUen og Unionen.
Kommission og ministerråd har taget ved lære af den voksende modstand i hele EU og Østeuropa – derfor taler EU om, at detailstyringen skal nedbringes. Og derfor bliver næste regeringskonference om Maastricht 3 – forbundsstatstraktaten – sikkert bundet ind i nye smukke ord.
Men disse bedrag vil ikke narre mange i lang tid – for under betegnelsen "rammedirektiver" vil EU fortsætte sin styring endda over endnu flere områder – arbejdsmarked, skat og afgifter, blandt andet.
Detaljestyringen, de asociale nedskæringer, arbejdsløsheden, miljøsvineriet, bureaukratiet, svindelen – det vil alt sammen fortsætte sin hæmningsløse vækst.

I arbejderklassen er modstanden mod EU vokset. Ikke bare arbejderne i byerne, men arbejdere i landdistrikterne smamen med endnu flere landmænd og andre mindre selvstændige osv. går åbent imod EU. Jo mere det lykkes at slå fast, at EU kun er til gavn for de internationale koncerner og deres topmedarbejdere og karrierepolitikere – men til stor skade for arbejderklassen og den arbejdende befolkning, herunder ikke mindst for pensionister og arbejdsløse – jo bedre vil det lykkes at vinde mange intellektuelle for Folkebevægelsens liste N ved det kommende parlamentsvalg og for det næste Nej.
Det er arbejderklassen, som må ramme en pæl gennem al hykleriet om "et bedre EU". EU er kapitalistisk og asocialt – og rammer arbejderne i hele EU –og det er imperialistisk og usolidarisk på verdensplan.
Der er intet formildende ved EU.

Mellem 30 og 40 procent af befolkningen ville i dag stemme ja til dansk udtræden af EU ved en folkeafstemning. Frihed fra EU er det gode perspektiv for flertallet – og det kontante afsløringsgrundlag – som ligger til grund for Folkebevægelsens valgkampagne og den allerede indledte kamp for det næste nej.
Der er brug for, at den konsekvente modstand, som Folkebevægelsen mod EF-Unionen udtrykker og repræsenterer, stiller sig i spidsen både for den parlamentariske kampagne og ikke mindst for NEJ-kampen.
Tilhængerpolitikerne og tilhængermedierne gør, hvad de kan, for at "overse" og nedgøre den konsekvente modstand mod Unionen. "Nationalistisk" er blevet det store demagogiske trylleord, som bruges til at stække modstanden. Den konsekvente unionsmodstandslinje bliver samtidig presset fra flere sider, også af kræfter, der kalder sig unionsmodstandere eller –skeptikere, til at opgive sin linje for dansk udtræden til fordel for at "rulle EU tilbage" eller "reformere EU". Der er røster fremme om, at kampen i Danmark bør nedtones til fordel for internationale kampagner. Men kampen vindes i Danmark – og først og fremmest af den danske arbejderklasse – der kæmper skulder ved skulder med sine klassefæller i de øvrige unionslande og i andre lande.
At ville "rulle EU tilbage" ved at stille demokratiske krav, progressive miljø krav og lignende, som en række unionsskeptiske kræfter gør det – og satse på at slå unionen gennem internationale alliancer på et sådant grundlag – er imidlertid et vildspor. Det er en helt utopisk vej.
Der er realisme i kravet om udtræden.
Der er ingen realisme i kravet om "et bedre EU".