INDHOLD

Den internationale situation - kapitalismens almene krise

Hvem har tømt den danske statskasse?

En ny taktisk situation i kampen for partiet

Kommunistisk praksis

OKTOBER og den internationale kommunistiske bevægelse

Den ideologiske kamp

I sommeren 1997 ændredes situationen dramatisk i den kommunistiske bevægelse i Danmark.

Resultatet af en politisk kamp i DKP/ML op til den 7. kongres, mellem partiets linie siden stiftelsen i 1979 og en gruppe, der stod på en ny opportunistisk, revisionistisk linie, blev et nederlag til marxist–leninisterne. Et par måneder efter kongressen havde den nye ledelse konsolideret sig nok til at gennemføre en kupagtig eksklusion af partiets tidligere formand gennem 18 år, Klaus Riis, og de to fremtrædende kammerater Dorte Grenå og Frede Klitgård, formand for Aktive Modstandsfolk. Et skridt, der blev mødt med øjeblikkelige protestudmeldelser af partiets vågne kammerater. Efter kort tid lykkedes det gruppen af "de facto ekskluderede marxist-leninister" at udsende en erklæring underskrevet af tidligere ledere i DKP/ML. Underskriverne sad ikke og klynkede eller mistede modet, men nedsatte straks en arbejdsgruppe, der skulle varetage de forberedende skridt til en reorganisering.

De ekskluderede og udtrådte stod uden noget som helst, uden organisation, uden blad, forlag (indbefattet udgivelser og restoplag), uden lokaler, butikker osv. Den eneste undtagelse var Arbejderens Bogbutik, Fyn, som ejedes af en selvstændig forening. Men man havde en enestående skat i den marxistisk-leninistiske politik, erfaringer og det nødvendige gå-på-mod og offervilje.

Under disse meget vanskelige betingelser lykkedes det på kort tid at stifte den nødvendige marxistisk–leninistiske organisation – OKTOBER – og påbegynde dens opbygning. Det lykkedes at påbegynde udgivelsen af Kommunistisk Politik som organisationens talerør og et kommunistisk blad af høj kvalitet. Det lykkedes at skaffe centrale lokaler i København og opbygge det nødvendige udstyr, sådan at organisationen i dag stort set er selvproducerende. Og det er lykkedes at opbygge Oktober Bogbutik, der er blevet centrum for distribution af kommunistisk litteratur, gammel og ny –i tillæg til Arbejderens Bogbutik, Fyn.

Kommunismen har overlevet i organiseret form i Danmark gennem OKTOBER. Ikke forstået som en intellektuel studiekreds, der sidder og puster hinanden op i stedet for at puste til essens gløder, men forstået på den måde, at den virker og lever og afspejles gennem OKTOBER´s daglige aktiviteter og udgivelser.

At vi indleder beretningen med at gentage denne historie afspejler organisationens karakter og den opgave, vi har påtaget os, nemlig at forberede gendannelsen af et kommunistisk parti i Danmark på marxismen-leninismens grund.

Den nuværende verdenskrise, der for alvor tog fat i Asien i 1997, har først og fremmest karakter af en dyb overproduktionskrise. Det er ikke kun en specifik asiatisk overproduktionskrise, men en verdensomspændende (global) overproduktionskrise. Det er ikke kun en krise i en enkelt branche, men en krise, der gennemsyrer alle de største industrigrene, fra elektronik til fødevareridustri, kriser, der umiddelbart forplanter sig til råstof, byggeri, energi og handel. Det, der er denne krises særlige kendetegn, er, at især G7-landene i en årrække har investeret store summer i nyt produktionsapparat i Asien, grundet mulighed for at høste særligt store profitter ud af den arbejdende befolkning, der er blevet spist af med nogle af jordens mest usle levevilkår, langt under eksistensminimum.

"Det er velkendt, at de kapitalistiske landes udvikling foregår ujævnt. Derfor eksporterer de store monopoler og selskaber i USA, Japan, Tyskland og andre lande kapital netop til de lande, hvor den økonomiske udvikling kræver investeringer og teknologi. Den investerede kapital bringer finanskoncernerne og finansmonopolerne eventyrlige profitter, fordi jorden i de fattige underudviklede lande er meget billig, og fordi man for få penge kan erhverve store mængder jord og derved også dens rigdomme. Arbejdskraften er ligeledes billig, fordi mennesker på sultegrænsen tvinges til at arbejde for en meget lav løn." (Enver Hoxha: "Imperialismen og Revolutionen")

Den borgerlige tese, der kom frem i midten af 90'erne, om at vi nu er gået ind i kriseløs æra med informationssamfundet, og at de moderne kommunikationsmidler har udviklet en ny og bedre produktionsstyring, så virksomhederne undgår at producere til lager, men producerer efter ordre "just in time", har vist sig at være en fuldstændig uvidenskabelig tese. Den moderne teknologi har rigtig nok muliggjort en ny "teknisk revolution" med større centralisering af produktionsapparatet med et nyt løft i produktionskapacitet, men denne tendens har altid været et kendemærke ved kapitalismen og har bl.a. betydet en absurd og ineffektiv transporttid, og relativt støre værdier bundet i produktionsapparatet. Til gengæld er ingen af kapitalismens modsætninger og skævheder blevet afhjulpet; tværtimod har det medvirket til forstærket kapitalistisk krise.

Et andet træk ved kapitalismens krise under "den ny verdensorden" har været en glubende appetit på alle de "goder", som arbejderne i den vestlige verden igennem en årrække har tilkæmpet sig. Socialdemokratiske velfærdssystemer, som til dels er blevet betalt af imperialistisk udplyndring af den tredje verden, er efter den nyliberale bølge en tom skal.

Imperialismens globale karakter fornægter sig heller ikke. Den nuværende krise startede stort set samtidig i en række asiatiske lande og bredte sig hurtigt til Sydkorea og Japan, som er Asiens største økonomiske supermagt. I sommeren '98 nåde krisen til Rusland, der, siden Sovjetunionen blev opløst, har gennemlevet en lang depression, der bedst kan karakteriseres som udplyndring. Rusland har været involveret mere eller mindre i krig i de gamle republikker Tjetjenien, Tadsjikistan, Georgien, Dagestan, Usbekistan, Armenien, Kazakhstan og Aserbajdsjan. Den forstærkede krise giver basis for en yderligere opsplitning af Rusland. Alle konflikter i den gamle østblok har været præget af imperialistisk genopdeling, hvor de største, USA, Japan og Tyskland, kæmper om adgangen til råstoffer og markedsandele, men selv små nationer som Danmark har forsøgt at få en bid af kagen.

Med verdenskrisen går kapitalisterne ind i et afsindigt udskilningsløb, hvor de svageste vil bukke under og gå fallit, og mange koncerner fusionerer eller bliver ufrivilligt opslugt. Produktionskapaciteten skæres ned og rationaliseres til det punkt, hvor den svarer til afsætningsmarkedet.

Det er særligt kapitalistisk træk, at man i Japan, USA og Europa af al magt forsøger at kaste alle krisens byrder over på resten af verden, hvilket vil sige 5/6 dele af jordens befolkning. De nyeste tal fra UNDP dokumenterer, at de rige lande er blevet rigere og de fattige fattigere, men også, at antallet af fattige i de rige lande er vokset. På verdensplan er arbejderklassen i vækst – og antallet af arbejdsløse ligeså.

"De økonomiske kriser demonstrerer tydeligt kapitalismens umenneskelige karakter. Medens millioner af mennesker lider nød og er dømt til elendighed og sult, tilintetgøres under hver krise uhyre mængder af varer, der ikke kan afsættes. Hele fabriker, værfter og råvareproduktion ligger stille eller bliver revet ned." (Politisk Økonomi, Tiden 1955)

IMF og Verdensbanken har været de sidste mange års foretrukne imperialistiske økonomiske instrumenter. Gennem dem er det lykkedes at slavebinde en række af verdens nationer til en kæmpemæssig gæld, påhæftet krav om åbne døre for udplyndring af råstoffer og billig arbejdskraft med brud på selv de mest indlysende faglige rettigheder har søgt at knuse udviklingen af sociale bevægelser og arbejderbevægelser. Siden starten af 80'erne har gælden oversteget den magiske grænse, hvor renterne er større end afdraget. Der har været fremlagt en lang række gældssanerings-programmer, der alle sammen har haft det til fælles, at de implicerede lande ikke har været repræsenteret ved udarbejdelsen, samt at det ikke er lykkedes at slippe af med gælden. I 1991 udgjorde alene renterne 112 mia. US$ - tre gange så meget som den samlede bilaterale udviklingsbistand det samme år.

De 29 OECD-lande, med USA, Japan og EU-landene i spidsen, har gennem 80'erne og 90'erne presset på for at få liberaliseret de multilaterale handelsaftaler. Efter at den nye GATT-aftale blev indgået i 1994, udbyggedes handelstraktaten til en egentlig FN-institution, WTO, med et omfattende juridisk apparat til at holde de 132 medlemslande på liberalismens strenge vej. OECD-landenes ambitioner rækker dog langt videre: De rige lande har preset på for at udvide aftalen med en multilateral investeringsaftale, de såkaldte MAI-forhandlinger, der i løbet det kommende år går ind slutfasen. Det tætte samarbejde mellem verdens førende rigeste lande har styrket imperialismens "forhandlingsposition" over for udviklingslandene og givet de multinationale selvskaber den fulde ejendomsret over jordens ressourcer.

Militæralliancen NATO har været et centralt led i imperialisternes samarbejde og magtposition i verden, under tæt kontrol af USA. Gennem de seneste år er Vestunionen og en række mellemstatslige militære aftaler kommet i stand, ikke mindst imellem EU-landene og tidligere Warszawapagt-lande. Danmark indgår f.eks. både i en fælles nordisk brigade i det tidligere Jugoslavien og i en ny udrykningsstyrke med Polen og Tyskland. De militære budgetter er ikke blevet mindre, efter at "hovedfjenden" forsvandt fra landkortet. Militariseringen af økonomien er et karakteristisk træk ved alle kapitalistiske lande - også under vores relative fredstid - og et udtryk for imperialismens forrådnelse. USA alene bruger flere hundrede milliarder dollars om året og har opbygget flåde, luftvåben og rumprogram, til en kæmpe ildkraft, der kan tilintetgøre alt liv på jorden flere gange og med fantastisk præcision.

Den internationale udvikling er grundigt beskrevet pjecen "Den ny verdensorden og kapitalismens almene krise", udgivet af Oktober forlag. Pjecen blev oprindelig udarbejdet som en del af Klaus Riis´ udkast til Centralkomiteens virksomhedsberetning til DKP/ML´s 7. kongres i marts 1997, og den rummer en marxistisk-leninistisk analyse af kapitalismen i dag og af kapitalismens indre modsætninger og uundgåeligeheden af kriser, indbefattet globale kriser. Beretningsudkastet blev imidlertid forkastet af et flertal i den daværende CK.

Klaus Riis skriver bl.a.:

Altså: Hvor den internationale udvikling i 80'erne stadig var kendetegnet ved kampen mellem de to imperialistiske supermagter, USA og Sovjetunionen, blev den i 90'erne afløst af jubelsangene til "den ny verdensorden" som garant for krisefrihed og uafbrudt vækst. Med rutsjeturene på alverdens aktiemarkeder og børser forstummer det glade kor for en tid. Den "krisefri" kapitalisme er simpelthen en propagandaløgn.

De tætte økonomiske, politiske og militære relationer i de rige landes klub er blevet rystet af den dybe økonomiske krise, og modsætningerne mellem landene indbyrdes bliver skærpet som følge af ændringer i styrkeforholdene, med basis for genopdeling af indflydelsessfærerne.

Netop når den økonomiske situation ser håbløs ud for kapitalismen i en lang række lande, er det vigtigt at huske på Lenins lære om kapitalismens overlevelsesdygtighed. Kun hvis arbejderklassen ledes af et revolutionært parti, vil de nuværende og kommende revolutionære situationer kunne vindes til fordel for socialismen.

"Hvad det gælder om nu er, at de revolutionære partier gennem deres praksis "beviser", at de har den fornødne bevidste orientering, organiserthed, forbindelse med de udbyttede masser, energi og kunnen til at udnytte denne krise til en fremgangsrig og sejrrig revolution." (Lenin: Kommunistisk Internationales 2. kongres 1920)

Når mange venstrekræfter prøver at formulere, at den nuværende internationale økonomiske situation er en ny historisk fase - med dertil hørende behov for en ny midlertidig strategi – er det nærmest en klassisk revisionistisk afvigelse fra marxismen–leninismen. I denne periode har Cubas Kommunistiske Parti formuleret en international strategi under betegnelsen "front mod nyliberalismen", som det opfordrer alle kommunistiske, revolutionære og progressive kræfter at følge. OKTOBER har imidlertid sagt klart fra over for denne linie, som spiller en særlig negativ rolle i den nuværende skærpede situation. Cuba står i spidsen for en politisk linie, der har til formål at forlænge kapitalismens levetid - ved at arbejde for falske alliancer mellem imperialisterne og den tredje verden, med det erklærede formål, at man skal afbøde de værste følger af de skærpede modsætninger (og dermed undgå revolutionære situationer). "Fronten mod nyliberalismen" er en revisionistisk og opportunistisk strategi, som vil føre den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderklassen og folkenes kampe på vildspor. Den har også sine danske tilhængere, f.eks. i DKP/ML, som søger at omplante dens maksimer til danske forhold. Netop dens karakter af en fejlagtig international strategi gør denne teori særlig farlig.

Andre kræfter forsøger at gøre kampen mod de alvorlige forureningsproblemer, sygdom og hungerkatastrofer, eller lignende symptomer på imperialismens råddenskab, til det centrale omdrejningspunkt for menneskehedens frelse.

Men man kan ikke trylle klassemodsætningerne væk med hellig cigarrøg - og den kapitalistiske krise vil selv få modsætningerne til at træde skarpt frem. Nye arbejderkampe, nye befrielsesbevægelser og nye revolutionære situationer er i sin vorden, i kamp mod kapitalismen og dens tro spejderdrenge.

Det er arbejderklassen, der bærer unionsmodstanden. Denne centrale konklusion var udgangspunktet for vores analyse af folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten: Afstemningen viste, at unionsmodstanden er blevet klassemæssigt mere entydig, mens den (parti-) politisk set blev "bredere". Et resultat, der modbeviste tilhængernes påstand om, at modstanderne skal findes på den yderste venstrefløj eller hos det ekstreme højre. Folkebevægelsen mod EF-Unionen bliver ikke bare angrebet af det borgerlige og socialdemokratiske Danmark, der med rette ser denne organisation som sin vigtigste modstander af deres fælles unionspolitik. Den bliver også udsat for direkte og indirekte undergravningsforsøg – ikke mindst fra Enhedslisten.

Enhedslistens særlige politiske rolle har været dels at holde hånden over Socialdemokratiet og dels at støtte forskellige unionsmodstanderbevægelser fra Junibevægelsen til "For et andet Europa" med den bagtanke, at man på sigt vil realisere ambitionen om at stille selvstændigt op til Europaparlamentet.

I skarp modsætning til Enhedslistens politik, der i sit indhold i virkeligheden er at reformere unionen, står Folkebevægelsen mod EF-unionen med sin klare linie for kamp mod enhver udbygning af Unionen og for dansk udtræden.

"Den parlamentariske venstrefløjs rolle som socialdemokratiske støttepartier havde i det mindste tre negative konsekvenser: Den holdt hånden over jasidens vigtigste kort, Socialdemokratiet og LO-toppen med den energiske statsminister i spidsen, i stedet for at brændemærke deres rakkertjeneste for monopolerne. Den fastholdt og uddybede splittelsen på modstandersiden – og banede vej for, at højrefløjen, med Pia Kjærsgård i spidsen, for alvor kunne få deres "gennembrud" som unionsmodstandere over for befolkningen med en temmelig slagkraftig nationalistisk agitation efter skabelonen "her går grænsen!" og med modstanden mod Schengen-aftalen som kernespørgsmålet. Det snævre Ja var frem for noget den parlamentariske venstrefløjs nederlag. (…)

Kampen mod unionen, imod opbygningen af Europas Forenede Stater – og for dansk selvbestemmelse og suverænitet har været, er og må være det fælles grundlag for hele Nej-siden, som forener de forskellige sociale og politiske kræfter. Det vil det også være i fremtiden, hvor spørgsmålet vil rejse sig stadig tydeligere: Enten bliver Danmark en delstat i Europas Forenede Stater, eller det trækker sig ud og står uden for." (Kommunistisk Politik nr. 12 1998)

De 15 medlemslande i EU-fællesskabet har udviklet et monstrøst overstatsligt apparat, der skal sikre, at de mindre nationer indordner sig under de store lande - og især Tysklands taktstok - og tempoet mod det føderale Europa bliver ikke mindre, efter at ØMU'en bliver sat i gang i 1999. I Danmark presser arbejdsgivere kraftigt på for at få fjernet forbeholdene til dansk deltagelse i ØMU'en. En offensiv linie, der forsvarer arbejderklassens og det store flertals interesser, er modstandersidens eneste vej frem. Krav om en folkeafstemning om Schengen-samarbejdet og afsløring af den danske unionsregerings skjulte tilpasning af dansk økonomi til ØMU'en, står centralt på dagsordenen.

Den socialdemokratiske regering har stået i spidsen for en gigantisk omfordeling. Skatte- og afgiftstrykket har været stigende, "brugerbetaling" på en lang række områder som medicin, hjemmehjælp, børnepasning og uddannelser har været stigende. Alt imens har lønstigningen været beskeden med tendens til reallønsfald for hovedgruppen af arbejderne, ikke mindst p.g.a. øgede skatter, moms, afgifter og øget brugerbetaling. Overførselsindkomsterne - især pension, bistand og de laveste dagpengesatser - er reguleret nedad med et reallønsfald siden 1980 på op til 50%. 3 ud af 10 enlige mødre lever i dyb fattigdom med under 1300 kr. til rådighed om måneden, efter at de faste udgifter er betalt. Til gengæld er selskabs- og formuebeskatningen reduceret væsentligt. De rige er blevet rigere og de fattige fattigere, og det er en accellererende udvikling.

Ifølge Danmarks Statistik var der 181.000 arbejdsløse i sommeren 1998, svarende til en arbejdsløshedsprocent på 6,5, men arbejdsløshedsstatistikken er beregnet bl.a. på baggrund af ATP-indbetalinger. Også derfor har det været vigtigt for regeringen at omstrukturere udbetalingen af bistand og dagpenge til aktiverede, så den nu har et element at rigtig løn og dermed ATP-bidrag i sig. En teknisk nedbringelse af arbejdsløshedsstatistikkerne med 150.000, der samtidig afspejler den sandhed, at de aktiverede faktisk udfører reelt arbejde som et underbetalt tredje arbejdsmarked uden faglige rettigheder og langt under mindstelønnen.

Til efterårets finanslovsforhandlinger vil regeringen genoptage jagten på de godt 800.000 mennesker i Danmark, der er på en eller anden form for overførselsindkomst, herunder efterlønsmodtagere og invalidepensionister. En udvikling, som de socialdemokratiske unionsfagforeninger ikke har løftet en finger for at stoppe. De økonomisk stærke fagforbund har drevet deres usolidariske linie ud til et punkt, hvor der ikke findes nogen vej tilbage; de er en integreret del af kapitalismens omfordelingsmekanisme med en stor snabel ned i medlemmernes lommer. Den socialdemokratiske fagtop forsvarer ikke de almindelige medlemmers interesser, men bidrager til at gennemføre Unionens og den borgerlige stats reaktionære politik mod arbejderklassen. Derfor befinder "fagbevægelsen" sig i krise, derfor kæmper klassebevidste arbejdere for at begrave fagtoppens forræderiske klassesamarbejdslinie og erstatte den med en kamplinie.

I foråret '98 bristede arbejderklassens tålmodighed: Endnu engang forsøgte man at spise dem af med en elendig overenskomst, mens aktionærerne havde kronede dage. LO-toppen anbefalede et ja til det magre resultat, den selv havde udarbejdet bag lukkede døre sammen med arbejdskøberne – uden nogensinde at tage hensyn til arbejdspladsernes klare krav om væsentlige forbedringer med hensyn til arbejdstidsforkortelse, løn- og arbejdsforhold.

Resultatet blev forårets storkonflikt, som viste, at arbejderklassen er parat til at kæmpe for sine berettigede krav, og at denne klasse besidder styrken til et opgør med det kapitalistiske samfund. Fagtoppen fortsatte også under konflikten sin sabotage af arbejderklassens kamp – indtil den socialdemokratiske regering ved lov greb ind og dikterede et resultat milevidt fra, hvad arbejderklassen kæmpede for, uden at det udløste andet end små verbale protester fra de faglige ledere. Regeringsindgrebet viste endnu engang med al tydelighed, at arbejderklassens aktionsret er en rettighed, som kun findes på papiret i det kapitalistiske Danmark. Når den bruger sin konfliktret og for alvor går i kamp, griber lovgivningsmagten ind til arbejdsgivernes fordel.

Kampen imod privatisering og udlicitering er først og fremmest en forsvarskamp for tilkæmpede løn og arbejdsforhold. Men det er også en politisk kamp imod kapitalismens hellige privatejendomsret. Privatiseringsbølgen er i færd med at sikre en flok selvbestaltede snyltere råderet over selv livsnerver i det danske samfund sås som sundhedssystem, børnepasning og uddannelse, kommunikations- og transportsystem og snart også energi og drikkevand. Områder, hvor parlamentarisk kontrol har sikret en vis ensartethed i udviklingen i hele landet, og sikret en vis kvalitet.

Med privatiseringen er den borgerligt demokratiske maske kastet til fordel for de nøgne profitmotiver, der har som konsekvens, at arbejderne må døje med øget stress og usikkerhed om deres arbejdsplads’ fremtid, og at de bliver splittet op fra tidligere arbejdskammerater og behandlet som kvæg. Den arbejdende befolkning bliver frataget rettigheder til sundhed, rent drikkevand, billig transport og kommunikation. Samtidig viser den kapitalistiske praksis, at kvalitet erstattes af svindel, skattespekulation og kriminel omgang med værdierne, uden nogen mulighed for kontrol.

Det er ikke arbejderklassen, eller pensionisterne, efterlønsmodtagerne, de arbejdsløse eller bistandsmodtagerne, der dræner statskassen. Den bliver systematisk udplyndret af kapitalen og dens mænd – og hver eneste ny finanslov repræsenterer et budget til omfordeling af de offentlige midler til fordel for de rige. Den danner udgangspunkt for en lang række fornyede angreb på tilkæmpede rettigheder. Enhedslisten har opgivet sin principielle modstand mod at tage medansvar for den kapitalistiske finanslov. Det er sammen med SF blevet et fast støtteparti for den socialdemokratisk ledte regering. En klar opposition på klassekampens grund mod den kapitalistiske nedskærings- og reformpolitik, der gennemføres af både åbent borgerlige og socialdemokratiske regeringer, findes ikke i folketinget i dag. Arbejderklassens stemme høres ikke i de parlamentariske forsamlinger.

Klaus Riis

Splittelsen af DKP/ML, eksklusionen af Eric Skytte fra KPiD og kuppet mod pensionistorganisationen Onsdagsklubben i København, begået af ledelsen i partiet Fælles Kurs, skete på et tidspunkt, hvor kampen for et stærkt kommunistisk parti, som DKP/ML stod i spidsen for, havde vundet bred opslutning. Der var tale om et koordineret samarbejde mellem de moderne revisionister, der har forskanset sig i partiledelserne i KPiD og DKP/ML og på loftet i Folkets Radio - rettet imod de kommunister, der støtter kampen for det kommunistiske parti på marxismen-leninismens grund. Efter splittelsen af DKP/ML skærpedes modsætningerne akut. Alle steder blev de gamle opportunistiske metoder taget i brug for at isolere kommunismen i masseorganisationerne: politiske intriger, falske beskyldninger (bl.a. om tyveri og hærværk), uprincipielle alliancer og blokvalg med egne snævre og kortsigtede interesser øverst på dagsordenen.

Enhedslistens rolle som den socialdemokratiske regerings loyale støtteparti og dets karakter af en akavet samling af parlamentsfikserede modstandere af det kommunistiske parti er blevet mere klar for os. De moderne revisionister anbefalede alle at stemme på Enhedslisten til folketingsvalget '98, mens de dækkede over Enhedslistens antikommunistiske karakter og rolle som socialdemokratisk støtteparti i folketinget, EU-kampen, fagbevægelsen, kampen mod fascismen osv.

I Kommunistisk Politik har vi derfor med omhu trukket Enhedslistens særlige negative rolle i forhold til kommunisterne og den kommunistiske bevægelse frem i lyset til offentlig behandling – og dermed også afsløret dagens moderne revisionisters rolle.

Hvad der først og fremmest har interesseret OKTOBER er, hvad der var basis for klassekampen i DKP/ML og den nye situation, der opstod. En diskussion, som vi ikke vil jage til en afslutning, men give den fornødne tid og grundige behandling, som dens vigtighed fordrer. Hvis man skal ind til benet vedrørende højrefarens basis og dens gennemslag i DKP/ML må man tage følgende punkter som udgangspunkt:

- Den politiske situation udspringer først og fremmest med basis i den objektive situation i imperialismen og Danmarks placering i "fødekæden".

- For at vinde den ledende rolle i klassekampen må kommunisternes evne at handle rigtigt og uden tøven. De leninistiske organisationsprincipper, den demokratiske centralisme, må og skal fungere i praksis.

- Det kommunistiske parti og dens ledelser skal bestå af et flertal af arbejdere - arbejderaristokratiet er reformismens og den moderne revisionismes basis.

- Der skal ikke tolereres manglende engagement, manglende tilegnelse af marxismen-leninismen eller klikedannelser og kammerateri.

- Der har været mobiliseret mange kræfter på at ødelægge kommunisternes handlekraft fra socialdemokratisk side og naturligvis ikke mindst fra statsmagten, der med stor konspiratorisk sans har placeret agenter og provokatører i selv den mindste gruppe.

OKTOBER har igennem året drøftet en række af de forhold, der førte frem til marxist-leninisterne nederlag og revisionismens sejr i DKP/ML. Der er udgivet en række artikler og flere pjecer, der påviser og afslører DKP/ML's forræderi og gentagne overtrædelser af egne politiske vedtagelser og program.

Flere medlemmer af DKP/ML's centralkomite har hånligt anført, at der ikke var meget plads til venstre for dem, og at OKTOBER var en sekterisk personkult omkring Klaus Riis, hvis eneste opgave var at kaste mudder efter Dagbladet Arbejderen og DKP/ML. Man har ikke kunnet læse mange linier i Dagbladet Arbejderen om OKTOBER eller andre kommunister i det forgangne år. Den politiske debat dér er skrumpet ind til det latterlige. Det nye venstresocialistiske parti Enhedslisten har til gengæld fået åbne spalter, ikke mindst i de valgkampe, der har rullet hen over landet.

OKTOBER søgte fra starten at etablerer et konstruktivt forhold til DKP/ML, og skrev dette i et åbent brev d. 3. aug. 97:

Svaret var en afvisning.

DKP/ML's centralkomite har i anledning af det forestående 20 års jubilæum igangsat en intern diskussion om DKP/ML's historie "i et kritisk lys". Der har naturligvis ikke været nogen henvendelse til OKTOBER om at bidrage til den diskussion. Vi ved godt, at Jørgen Petersen og Co. husker det som de 18 mørke år med Klaus Riis - og det verdensbillede må ikke forstyrres.

Efter bruddet var en af de første opgaver, de udtrådte gennemførte, at tilsende medlemmerne af DKP/ML en samling af interne dokumenter, der indtil da havde været forholdt partikollektivet ("Det forsvundne PA"). Jørgen Pedersens nye stil betød nemlig, at debat blev forbudt, og at ledelsens politiske arbejdspapirer var hemmelige for medlemmerne.

DKP/ML's historie har frem til 1997 været positiv, fuld af resultater opnået på marxismen-leninismens vej. Den succesrige linie, der blev udviklet gennem en årrække, fortsættes uden afbrydelse af OKTOBER. Men – som sagt – der var også en række mangler og svagheder, som tillod en højrelinie at udvikle sig og sejre i dette parti, og som vi stadig undersøger, indtil vi senere i offentligt kan drage vores endelige konklusioner.

En ting står imidlertid fast:

Der er ingen mangel på revisionistiske organisationer på den danske venstrefløj. Med DKP/ML's overgang til den moderne revisionisme er der yderligere kommet en til. Trængslen er stor – og der er ikke plads til dem alle.

Hvad der derimod er plads til er en ægte kommunistisk organisation som OKTOBER. Der er ikke bare plads til, men i allerhøjeste grad brug for en endnu stærkere kommunistisk organisation, for skabelsen af et ægte kommunistisk parti i Danmark.

I forbindelse med DKP/MLs 7. kongres blev der indført censur overfor Klaus Riis’ politiske indlæg i Dagbladet Arbejderen, samtidig med at redaktionen udadtil fortsat hævdede, at avisen var åben for hele den kommunistiske bevægelse og et redskab for samling af kommunisterne. Efter bruddet blev der praktiseret en generel censur over for dele af den kommunistiske bevægelse, og i forbindelse med avisens reportage fra KpiD's 3. kongres hemmeligholdt man, at KPiD stadfæstede eksklusionen af den tidligere KPiD-formand på Fyn, Eric Skytte. Han var blevet ekskluderet for sin engagerede deltagelse i kommunister på Fyn og sin deltagelse i Arbejderens Venners bestyrelse!

Censurproblematikken blev rejst på flere møder i Arbejderens Venners bestyrelse, uden ændring i redaktionens praksis. I december '97 valgte to medlemmer af Arbejderens Venners bestyrelse at trække sig, da de ikke kunne stå inde for udviklingen længere. Deres brev blev ikke offentliggjort i sin helhed i Dagbladet Arbejderen. De skrev bl.a.: "Det er en af avisens fornemste opgaver at afspejle situationen og udviklingen i den kommunistiske bevægelse sandfærdigt og regulært. Vi må konstatere, at det ikke længere er tilfældet, og at avisens åbenhed for hele den kommunistiske bevægelse er reduceret til en markedsføringsfidus."

I dag er Dagbladet Arbejderen stagneret i sin udvikling, og artiklerne er gennemsyret af opportunistiske udtalelser, med en ugentlig teoretisk spalte som eneste figenblad. Dens eneste fortrin er en ukommenteret gengivelse af udtalelser fra progressive fagforeninger og klubber, en vis nyhedsdækning af strejker samt udtalelser fra Fidel Castro og andre cubanere og en censureret afspejling af nogle aktiviteter i masseorganisationer. Den økonomiske fremtid for Dagbladet Arbejderen er uklar. Det er OKTOBER's vurdering, at hvis ikke avisen finder nogle kapitalstærke samarbejdspartnere, vil den blive kvalt i sine relativt store krav til frivillige kræfter, som står i grel modsætning til det beskedne aktivitetskrav, der stilles til medlemmerne af DKP/ML.

Den bosjevikiske derimod ser enheden udspringe af klassekampens objektive behov og tilvejebragt som en kamp på to fronter til forsvar for den marxistiske ideologi og politik. Som afviser enhed for enhedens skyld og afviser det hemmelige diplomati mellem høvdinge som enhedsmetode." (KP 7, 1998)

OKTOBER fastholder og anvender disse prøvede leninistiske enhedsprincipper. Enhed på topplan alene, enhed på opportunistisk grundlag, enhed, der tjener som karrieremæssige springbrædt for enkeltpersoner, enhed mod marxist-leninisterne gennem hemmelige valgaftaler osv. – vi har set alle disse rådne metoder taget i anvendelse over for OKTOBER. Sådanne "samlings- og enhedsbestræbelser" er i sidste ende dømt til at slå fejl.

Stalin

Gennem Kommunistisk Politik har OKTOBER skabt et talerør for arbejderklassens frontkæmpere, et godt politisk 14-dages magasin, hvor kvaliteten af artiklerne er stabil og høj. Der har været udsendt en række uddybende tillæg, kulturtillæg, EU-tillæg, 1. maj-tillæg og senest ungdomsbladet "Fremad". Bladet er frygtet i alle venstrefløjskredse på grund af de skarpe og logiske analyser af alle venstresocialistiske og revisionistiske strømninger og deres politiske handlinger. Men det er også afholdt af en stadig større kreds på grund af dets åbne forsvar for marxismen–leninismen og bladets evne til at gå rimeligt dybt i aktuelle nationale og internationale problemstillinger. Et fjortendags-blad kan aldrig blive dagsaktuelt, men det er alligevel i stand til at forholde sig på kommunistisk vis til de væsentligste politiske problemstillinger.

Det har også sine mangler og kan forbedres, politisk som teknisk. Kommunistisk Politik skal være et forum for kommunistisk debat og et vigtigt redskab for kommunistisk samling. Samtidig skal vi skal være opmærksomme på, at bladet ikke udvikler sig til specialfagblad for folk i den kommunistiske bevægelse, når vi påbegynder den fremadrettede diskussion om Danmarks Kommunistiske Partis kommende program og love.

Det er en positiv erfaring, at Kommunistisk Politik sælger godt, når vi går på gaden. Det er på gaden og ved andet udadvendt arbejde, at vi først og fremmest finder de nye abonnenter; kommunisterne har aldrig fået noget forærende.

Kommunistisk Politik er suppleret med en homepage, et område der indeholder udviklingsmuligheder, ikke mindst ved international formidling.

En vigtig opgave i det kommende år bliver at konsolidere Kommunistisk Politik ved at inddrage flere i udviklingen af bladet og at udvide kredsen af bidragydere, både faste økonomiske støtter og skribenter.

Opbygningen af Oktober Bogbutik og antikvariat på Østerbro har vist sig at være helt rigtig. Det er lykkedes at samle et meget spændende udvalg af klassikere, politisk faglitteratur og skønlitteratur. Den gode og stabile kvalitet og service folk møder, når de kommer til butikken, har været en af de ting, der har gjort butikken respekteret og til et vigtigt udgangspunkt for at udbrede marxismen-leninismen i Danmark. Butikken er også galleri for en helt enestående udstilling af Jørgen Buchs revolutionære portrætter. En udstilling, der er medvirkende til at gøre et besøg til en særlig oplevelse. Også i klassekampen har butikken fungeret godt med aktuelle løbesedler og udstillinger, senest med en udstilling af illegale blade. I den udstrækning vi har udarbejdet annoncer og kataloger, har der også været et rimeligt katalogsalg til abonnenter uden for hovedstadsområdet.

Kommunister på Fyn blev fastholdt som forum for samling af kommunisterne. I efteråret 1997 gennemførte Kommunister på Fyn en konference, der fortsatte den linie for samarbejde på et kommunistisk grundlag, som er blevet udviklet igennem en årrække. Dette afspejlede sig bl.a. i forsøget med at udgive "Kommunistisk debat". Forsøget viste, at situationen havde ændret sig.

KpiD's, DKP/ML's og Fælles Kurs’ koordinerede splittelses- og sabotagemanøvre faldt på gulvet i Odense. Kommunister på Fyn opstillede bl.a. til kommunalvalget i Odense, som en vigtig politisk aktion. Resultatet var 130 stemmer til en erklæret kommunistisk liste. Selvom det er magert og afspejler kræfterne, giver det alligevel et indtryk af bevægelsens potentiale. Arbejderens Bogbutik i Odense er blevet drevet videre under ledelse af den lokale forening, og butikken har fortsat sin funktion som aktivistcentrum for progressive kræfter, herunder Rød Ungdom i Odense. Rød 1. Maj i Munkemose 1998 blev landets største manifestation mod unionen. Det centrale budskab imod unionen, Stem nej til Amsterdam-traktaten, samlede over 15.000 mennesker.

OKTOBER's arbejde i forhold til ungdommen har igennem året været præget af dels unionsafstemningen og dels vores fortsatte engagement og deltagelse i Rød Ungdom. Under Rød Ungdoms sommerlejr '97 og frem til Rød ungdoms landsmøde i efteråret 1997 fastholdt OKTOBER sin deltagelse i organisationens landsarbejde. I vores hilsen fremlagde vi vores støtte til organisationen med udgangspunkt i vores ret til og ønske om fortsat at arbejde med udviklingen af Rød Ungdom til fælles fordel for kommunisterne og den progressive revolutionære ungdom. DKP/ML's ungdomsudvalg besluttede sig til politisk udrensning ved at udnytte, at man besad godt en tredjedel af de stemmeberettigede på landsmødet, lige nok til at der ikke blev valgt nogen fra OKTOBER til den nye landsledelse. Gennemførelsen af dette kup skulle helst ske, uden nogen opdagede det, og stor var DKP/ML's hykleriske harme, da OKTOBER kunne fremlægge dokumentation for denne smålige og organisationsfjendtlige manøvre, der var en ren overtrædelse af Rød Ungdoms grundlag.

Den manglende vilje fra DKP/ML til at samarbejde med medlemmer af OKTOBER førte til, at alle politiske spørgsmål blev til slagsmål i stedet for fælles handling. En situation, der i København mundede ud i en utålelig handlingslammelse.

OKTOBER har konkluderet, at der blev begået en række fejl af DKP/ML i stiftelsen af Rød Ungdom som et ungdomsforbund uden noget marxistisk grundlag, uden nogen erklæret forbindelse med den kommunistiske samlingsproces og uden åbent perspektiv om at blive et egentligt kommunistisk ungdomsforbund.

Kernen i politisk ungdomsarbejde er jo i virkeligheden opdragelse til et politisk liv, men i Rød Ungdom må man ikke sige hvilket politisk liv, selv om det er indlysende, at man ikke bliver gammel i ungdomsarbejdet. Ungdomsarbejdet ligger jo i virkeligheden, fra man er ca. 15, til man har udstået sin læretid eller uddannelse som 22 – 24-årig.

Efter folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj var tiden moden til at tage nye skridt i den organisatoriske opbygning, og unge i OKTOBER indkaldte til en ungdomskonference, der dannede Kommunistisk Ungdomsforum, i tæt tilknytning til OKTOBER, Kommunistisk Politik og den partiforberedende proces. OKTOBER støtter Kommunistisk Ungdomsforum som kimen til opbygningen af et egentligt kommunistisk ungdomsforbund, DKU, inden for de næste år.

Vi betragter fortsat Rød Ungdom som en progressiv masseorganisation af revolutionært indstillede unge, som vi vil søge at udvikle et konstruktivt samarbejde med, og vil arbejde for, at organisationen fastholder en rigtig kurs og ikke bliver et halehæng til Enhedslisten eller DKP/ML's revisionistiske linje.

Kampen mod EU, har stået som det underliggende tema igennem hele perioden. OKTOBER har fortsat DKP/ML's gamle linie for arbejdet i den politiske front, på klassekampens grund. OKTOBER støtter Folkebevægelsen mod EU, og har arbejdet i tæt alliance med de kræfter i Folkebevægelsen, der har ønsket at bevare kravet om dansk løsrivelse fra EU i centrum af den politiske kampagne, i kamp mod især Enhedslistens og Junibevægelsens mere pragmatiske forhåbninger om at gå imod dele af udviklingen og i stedet ændre EU til en miljørigtig, kapitalistisk flinkeskole. Efter den seneste unionsafstemning er den politiske udvikling af EU nået til et stadium, hvor kommende regeringskonferencer og traktater og de måske efterfølgende folkeafstemninger vil sætte spørgsmålet om det danske medlemskab mere direkte i centrum. Det er krystalklart, at udviklingen ikke kan stoppes, eller skrues tilbage for den sags skyld. Ved indførelsen af en fælles mønt over de næste fire år gennemtvinges en centralisering af hele den økonomiske struktur i EU, og dermed gennemtvinges uundgåeligt en centralisering af økonomisk politik, udenrigspolitik og militærpolitik. Spørgsmål, hvis løsning står højt på monopolernes dagsorden for at sikre Europas position i verden som ny imperialistisk supermagt.

Den faglige opposition i Danmark har lidt under venstrekræfternes intense bejlen til socialdemokratiske tillidsfolk. Under forårets storkonflikt benyttede den såkaldte opposition fra Enhedslisten enhver chance til at inddrage fællesorganisationen og fik dermed fra starten manøvret det hele ud i ingen som helst ting. Hovedtaler ved første store demonstration, efter at forliget var nedstemt, var LO-boss Hans Jensen, der benyttede lejligheden til at promovere hovedorganisationen, der ellers siden storkonflikten 1985 har stået i skygge af de decentrale topforhandlere fra de store karteller. Hans Jensen og Keld Albrechtsen stod arm i arm på fællesorganisationens 1. maj i København på konfliktens højeste. Efter at regeringen havde grebet ind og ophævet forliget til lov, nedlagde LO kampen uden problemer. I august indgik samme Hans Jensen en treparts-aftale med regering og DA om løntilbageholdenhed og stramning af reglerne for arbejdsløse og efterlønsmodtagere.

Opbygningen af en ægte fagopposition vendt imod klassesamarbejdspolitikken og fagtoppens forræderiske kurs på et klassekampsgrundlag er den første opgave, der må løses for at opbygge en revolutionær fagbevægelse.

Ribusretsagen mod de tre faglige aktivister fra Esbjerg fik et meget pinagtigt forløb for politiet og de kræfter, der ikke har fattet principperne i klassekamp og en politisk retssag. En lang række kræfter gjorde et stort stykke arbejde for at splitte de tre anklagede op imod hinanden og lægge solidaritetskampagnen over under den socialdemokratiske fagbevægelses ledelse. Efter byrettens klassedom, der idømte Peter Kleist Christiansen og John Andersen henholdsvis 6 og 3 mdr. fængsel for at være påståede bagmænd til hærværk, prøvede de samme kræfter at trække modet væk til en fortsættelse af kampen for total frifindelse. Når appelsagen i efteråret '98 skal for landsretten, vil det samtidig blive en ny prøve for klassesolidariteten. Med kravet om frifindelse og imod kriminalisering af faglige konflikter som hovedtemaer.

(Henning Paaske Jensen, KP 1, 98).

Den folkelige kamp mod nazisme og nazisternes brug af Danmark som fristed for menneskefjendsk propaganda har fået et organiseret udtryk i Folkebevægelsen Mod Nazisme. Også på dette felt har den socialdemokratiske regering vist sig fra sin åbne reaktionære side, ved dels at ophæve et forbud fra politiet i Roskilde og give tilladelse til, at nazisterne kunne demonstrere (uanset at de politimæssige omkostninger løber op i mange millioner kr.), dels ved at omstøde en afgørelse fra de lokale radionævn i Greve og give nazisterne lov til at sende lokalradio, og senest ved at bevilge radioen økonomisk støtte fra kulturministeriet og dermed give dem regeringens blå stempel.

Den socialdemokratiske regering har også markeret sig som F.L. Smidths lydige skødehund ved at give diplomatisk støtte til en uretmæssig og skandaløs erstatningssag mod Estland vedrørende cementværket i Kunda, der blev drevet af F.L. Smidth som et del af den tyske krigsmaskine under anden verdenskrig, med koncentrationslejrfanger som slavearbejdskraft. Det stærke pres fra Folkebevægelsen mod Nazisme og aktive modstandsfolk tvang F.L. Schmidt til at opgive sit erstatsningskrav og indvilge i at yde en form for erstatning for brugen af slavearbejdere. Nye afsløringer viser, at F.L. Smidths krigsforbryderiske virksomhed ikke bare fandt sted i Estland, men at koncernen var helt integreret i den nazi-tyske krigsproduktion. Denne sag vil rulle videre – på trods af koncernledelsens forsøg på at bremse den gennem sine små indrømmelser.

En lille gruppe erklærede humanister og antiracister har gjort det til deres hellige pligt at forfølge den organiserede antinazistiske modstand både under krigen og i dag. Erik Jensen fra Demos, Rune Engelbrecht Larsen fra Faklen og forskerne Bryld og Warring har på forskellige fronter, og med forskellige vinkler og vægtning, kastet sig ud i noget, der i sidste ende minder om et fælles korstog for at sikre nazisterne deres "demokratiske rettigheder", som de for længst har forspildt, og undsige arbejderklassen og folkets kamp for frihed og de historiske erfaringer i kampen mod nazisme og fascisme.

OKTOBER besluttede fra starten at sende Kommunistisk Politik til den række af internationale partier, som DKP/ML havde bygget partiforbindelser med.

I løbet af året er det lykkedes at informere den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse om vores syn på de danske kommunisters situation. De genetablerede forbindelser afspejler sig bl.a. i Kommunistisk Politik.

OKTOBER er en del af den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse og vil fremover yderligere styrke sine forbindelser med de kommunistiske partier og organisationer rundt om i verden.

Overalt på jorden har der udviklet sig befrielsesbevægelser og sociale oprørsbevægelser, men vi har langt fra fået et overblik eller en konkret holdning til de talrige krige og konflikter, der ledsager "den nye verdensorden".

Cuba og det cubanske folk fortjener vores fulde støtte i deres kamp for at overleve den amerikanske imperialismes kvælningsforsøg. DDF Koreas udsatte placering mellem Japan, Kina og amerikanske interesser har betydet en utrolig tilspidset situation med en konstant atombevæbnet trussel hængende over hovedet. Naturkatastrofer og hungersnød har givet den konkrete støtte form af nødhjælp.

Der kan eksisterer væsentlige ideologiske og politiske uenigheder, uenigheder af principiel karakter, – men en ting er klar: De lande og folk, der konkret kæmper mod imperialismen og dens angreb, fortjener alle kommunistiske, revolutionære og progressive kræfters solidaritet og støtte på netop den antiimperialistiske kamps grundlag.

Den internationale kommunistiske bevægelse er stadig under reorganisering, med mange forskellige aktører på banen, ikke mindst i Europa. OKTOBER orienterer sig mod den marxistisk–leninistiske, kommunistiske bevægelse.

Hele den internationale situation, og udviklingen igennem 90'erne må tages grundigt op i det kommende år.

OKTOBER's fremtidige virke i den internationale bevægelse må afklares og udbygges på grundlag af bilaterale aftaler og afgrænsning mod den moderne revisionisme.

Den defensive situationen, som kommunisterne blev bragt i under kulminationen af 80'ernes antikommunistiske hetz og "murens fald", har været utrolig vanskelig at komme ud af, ikke mindst i det velbjærgede vesten. Men den nuværende kapitalistiske verdenskrise markerer indledningen til en ny epoke af revolutionære situationer; krisen virker som frisk luft under socialismens banner og blotlægger alle imperialismens modsætninger. De proletariske revolutioners epoke er ikke erstattet af fredelig småborgerlig parlamentarisme: Revolutionen er arbejderklassens forårsrengøring, ikke kun en konsekvent udrensning af kapitalismen og dens stat, men også af de "socialister", der mener, at politik er en sag for politikere og ikke for folket.

Netop modsætningen mellem reformisme og revolution er kernen i den ideologiske kamp, som OKTOBER har ført gennem året, en kamp der retter sig imod reformismens organiserede udtryk i Socialdemokratiet, de venstresocialistiske og trotskistiske grupper i og omkring Enhedslisten og de to revisionistiske partier DKP/ML og KPiD.

Sammenfatter man f.eks. DKP/ML's teoretiske udgivelser under et, er det "fornyelsen af marxismen". Fornyelsen har dog nærmest karakter af en ren oversættelse af cubansk revisionisme. Den cubanske variant af den moderne revisionisme bygger bl.a. på den kinesiske ide om den tredje verdens sammenhold og samarbejde med de mindre imperialister imod nyliberalismen og dens konsekvenser. Udgangspunktet for denne teori er fornægtelsen af imperialismens og statens klassekarakter.

En række opportunistiske forestillinger om "parlamentarisk folkedemokrati under socialismen" uden proletariatets diktatur er af DKP/MLeren Sven Tarp blevet ført dem frem til et punkt, hvor han mener at have fundet den egentlige årsag til de socialistiske landes bankerot: nemlig i mangelen på "demokrati"! En variation af dette angreb på proletariatets diktatur er tesen om, at der stadig var socialisme i Sovjet efter den 20. kongres og Hrustjovsklikens magtovertagelse, fordi økonomiens basis var "socialistisk".

OKTOBER fastholder og forsvarer i denne forbindelse de videnskabelige konklusioner om den kapitalistiske socialimperialistiske karakter af det revisionistiske Sovjetunionen fra 1956 til 1989, som i særlig grad er Enver Hoxhas og Albaniens Arbejdets Partis fortjeneste (og som DKP/ML delte), og vi fastholder og forsvarer den leninistiske lære om proletariatets diktatur:

(Stalin 1927)

Forsvaret for marxismen leninismen og den proletariske internationalismes principper, udbredelsen af marxismens filosofiske og økonomiske videnskab, den dialektiske materialisme og den historiske materialisme, propagandaen for den videnskabelige socialisme, er indholdet af kommunisternes og ungkommunisternes ideologiske opgaver, ikke mindst under genopbygningen af Danmarks Kommunistiske Parti. Det ægte og levende forsvar for socialismens klassikere står OKTOBER alene om i Danmark; oversættelser og genoptryk af Marx, Engels, Lenin og Stalin har været et vigtigt element i Kommunistisk Politik.

En særlig opmærksomhed har de danske marxist-leninister altid viet til Enver Hoxhas værk som formand for Albaniens Arbejdets Parti frem til 1985, og hans utrættelige kamp imod den moderne revisionisme, og især mod den sovjetiske, titoistiske og kinesiske revisionisme, er oversat til dansk med en kolossal gevinst for de danske kommunister. Som en stor marxist-leninist i egen ret forsvarede og anvendte han marxismen-leninismens principper i en periode, hvor den moderne revisionisme gik til stormløb på dem. Hans fremsynede analyser, der påviste, at revisionismen ville betyde kapitalismens genrejsning i de tidligere socialistiske lande og de kommunistiske partiers forvandling til et vedhæng til kapitalismen og imperialismen, er blevet fuldstændig bekræftet af virkeligheden og historien. Hans værker udgjorde et mægtigt våben i kampen imod DKP's og KAP's revisionisme, og de udgør fortsat et vigtigt redskab i kampen mod alle revisionistiske og opportunistiske strømninger.

Enver Hoxha skrev i 1979 et videnskabelig forsvar af Lenins teori om imperialismen. Det var en af DKP/ML's første beslutninger at oversætte og udgive dette aktuelle værk - "Imperialismen og Revolutionen" – på dansk. I 1980 skrev han en detaljeret gennemgang af de vigtigste strømninger i Vesteuropas Kommunistiske Partier: "Eurokommunisme er antikommunisme". Disse to bøger er blandt den danske marxistisk-leninistiske bevægelses vigtigste værktøjer den dag i dag.

De verdenshistoriske erfaringer har ikke på nogen som helst måde afkræftet marxismen-leninismens gyldighed som en revolutionær og videnskabelig teori, som arbejderklassens vejviser til sejr i kampen for revolutionen og socialismen. De har tværtimod bekræftet, at afvigelser fra marxismen-leninismens grundprincipper har katastrofale følger for arbejderklassens kamp og for socialismens skæbne.

Det gælder ikke om at "forny marxismen-leninismen", fordi den har vist sig utilstrækkelig eller er blevet forældet, men om, at kommunisterne tilegner sig og på skabende vis anvender den til at løse klassekampens og revolutionens aktuelle problemer.